Raketten var sammen med resten af det danske paralandshold taget til Köln, hvor der blev kørt European Cup, og minsandten om ikke det blev til en sejr til Raketten i linjeløbet.

Af Kasper Sørensen // Foto: Jesper Hvalsøe

Kombineret træningslejr og og løbscamp i Köln

-4 løb – 2 i Köln og 2 i Oostende

Torsdag d. 12. maj kl. 08:00 begyndte turen til ”Nordic Paracycling Camp”, som var en kombineret træningslejr og løb bestående af 4 løb, der skulle køres. To i Köln og to i Oostende inden turen d. 22. maj om aftenen gik hjemad mod Danmark. Her følger første del af beretningen fra turen, som både bød på en sejr, et møde med det norske sprog og næsten en UCI-bøde.

Torsdag morgen var alt pakket og klar. Både enkeltstartcyklen og Bianchi’en. Der var nemlig både enkeltstart og linjeløb i både Köln (Tyskland) og Oostende (Belgien). Landstræner, Jesper Hvalsøe, kom og hentede Raketten, og så gik turen ellers ned ad den tyske ”autobahn”, hvor Jesper Hvalsøe som bekendt kender hele det tyske motorvejsnet. Første stop for at fylde lidt diesel på bød endda på et møde med Team Trefor, eller deres biler holdt i hvert fald på samme rasteplads, og nogle af deres ryttere var gået ind på tanken for at købe… gulerødder og grøntsager…

Af sted mod Köln, som skulle være basen for de første to løb. Ankomsten var torsdag eftermiddag / aften, hvor også resten af det danske landshold, håndcykelrytterne, Kim, Michael og Michael, var ankommet. Ligeså var der også folk med fra Norge, Sverige og Island. Det voldte lidt sproglige problemer, idet de åbenbart forstod alt hvad Raketten sagde, mens han havde lidt problemer med helt at tyde, hvad det var de nordmænd/svenskere sagde, så det hele måtte foregå på engelsk i stedet. Al maden var inkluderet på hotellet, så naturligvis også aftensmaden som bød på… SALAT, og så lidt rugbrød med et begrænset udvalg af pålæg. Desuden var der heller ikke vand i vandautomaten, der var danskvand! Dette var bestemt ikke noget der hujede Raketten, men der var jo ikke så meget andet at gøre end at spise rugbrød, salat og dertil lidt vand med brus.

Enkeltstarten

-sandhedens time

Næste morgen blev det lidt bedre med morgenmaden, og så alligevel ikke helt. Mælken smagte lidt underligt, indtil Jesper Hvalsøe sagde, at det var meget normalt hernede, at man drak sødmælk. Fy for en skefuld – ikke noget Raketten, der naturligvis er vant til at drikke skummetmælk, syntes særlig godt om, men maden skulle jo indenbords. Efter morgenmaden gik turen en time i bil til et sted uden for Köln, hvor enkeltstartsruten lå. Enkeltstarten blev først holdt om lørdagen, men ruten skulle rekognosceres. En forholdsvis flad rute på 20 km. En ud-og-hjem-rute, der bestod af de første 5 km (og dermed også de sidste 5 km) på en forholdsvis bred landevej, og så de mellemliggende 10 på en bred cykelsti. Raketten følte sig fortrøstningsfuld, især nu hvor han havde en enkeltstartscykel at køre på. Cykelstien lå endda omgivet af volde, så vinden ville ikke komme til at spille en afgørende faktor, det var altså ren muskelkraft, der skulle afgøre enkeltstarten, for den var heller ikke særlig teknisk. Da de var kommet tilbage på hotellet skulle Jesper Hvalsøe hen for at skrive rytterne ind/betale startgebyr, og da han kom tilbage var Raketten lige ved at gå ud af sit gode skind. ”Du har fået en bøde på 100 Schweizerfranc, for du har glemt at skrive under på dit licenskort, Kasper, for helvede”. ”Shit, shit, shit” nåede Raketten at tænke, inden tanken om, at det måske virkede lidt urealistisk med så høj en bøde for en, efter Rakettens egen mening, meget lille forglemmelse. Heldigvis viste det sig, at det bare var Jesper, der ville lave lidt sjov, så Raketten fik ingen bøde. I forhold til aftensmanden havde Jesper Hvalsøe snakket med hotellet og sørget for, at der var almindelig, varm mad til aftensmaden, så Raketten ikke skulle gå helt skuffet derfra.

Så blev det lørdag og tid til enkeltstarten. Morgenmaden, havregryn med sødmælk (puha) blev spist, og så gik turen ellers af sted mod startstedet. Efter Raketten havde sat sin rulle og alt klar, anbefalede Jesper ham at varme op på landevejen i stedet. Som sagt så gjort, og Raketten fik lagt en god opvarmning, som dog ikke var helt så udmattende som man ellers har hørt at folk bliver under sådan en opvarmning.

Raketten holdt klar på rampen i sin DM-trikort, hvor der endda er et billede af en raket både foran og bagpå. Starteren talte ned på engelsk, selvom Raketten efter egen mening taler udmærket tysk. GO! Suset gik igennem Raketten, da han kørte af sted, adrenalinen pumpede. I starten var watt’ene rimelig høje, men efter to minutter fik de stabiliseret sig på et nogenlunde pænt leje. Allerede efter 4 km så Raketten en rytter stå ude i siden (det lignede han havde krampe eller sådan noget). Et godt tegn, for så var der jo en mindre at køre i mod. Der var lidt sving på ruten, hvilket gjorde at watt’ene ikke blev så høje. Omkring 300w i snit ved vendepunktet, hvor Raketten fik indhentet den første rytter, som var startet to min før. Noget lavere end forventet, men der var sving der nedsatte gennemsnitswattene væsentligt, så det var okay. En anden rytter lå længere fremme og vha. cykelcomputeren tog Raketten mellemtider på ham. Afstanden lå hele tiden på 0:57 – 1:00 (han var startet 1 min. før). Der skulle trædes til, og det blev der også på hjemturen. Fy for en skefuld, det gik stærkt. Der var den sidste lille ekstra energi i tanken på de sidste 5 km, så den fik maksimal hammer, HELT til målstregen. Enkeltstart er og bliver en modbydelig disciplin. En tid der sagde 29:52 over 20 km. Raketten var en lille smule skuffet over det, men der var ikke andet at gøre end at vente på de officielle tider. Og der skulle ventes lang tid. Rigtig lang tid – 2 timer, så kom de. Åbenbart havde arrangørerne valgt at lave ”faktortider”, så dem med meget handicap får skåret en del af sin tid af, altså forholdsmæssigt og kun for de tohjulede. I C5 blev Raketten nr. 2 ud af 5, med under 1 sek. ned til 3. pladsen. En fantastisk følelse, når man lige præcis slår ham bagved. Der var ingen præmieoverrækkelse da alle de meget handicappede var i front pga. faktortiderne. Så Raketten, Jesper og resten af landsholdet tog hjem til hotellet, hvor karma’et ramte Jesper. Han blev nemlig blitzet af et fartkamera – ingen bøde til Raketten, men kun til Jesper, der dog selv mener, at de måske ikke sender den hjem til Danmark!

Lørdagen stod på rulletur. Jesper Hvalsøe havde planlagt en 39 km lang rute, hvor der var lidt stigninger på, hvilket passede Raketten fint. Jesper havde aldrig kørt turen før, blot fundet den på Garmin, så det blev til lidt nedkørsel på grus og andet spændende inden Jespers Di2 løb tør for batteri – ikke så godt, men heldigvis havde Raketten taget en oplader med, som Jesper kunne låne. Så var det ellers tid til at vaske og klargøre cykler inden aftensmaden. Denne aften var der tilmed en lille portion is til dessert. Tyskerne har altså lært lidt om at lave aftensmaden i løbet af den tid landsholdet har været på besøg i Köln.

Samlet start

-der blev givet gas

Raceday! En gadeløbsagtig rute, på 2,2 km som skulle tilbagelægges 22 gange. Dog uden de helt skarpe sving, så ruten kunne gennemkøres uden brug af bremserne. Vejret var en smule køligt, så de løse ben skulle i brug. Både C5 (som Raketten kører i – de mindst handicappede) og C4 (skalaen går fra C1-C5) skulle køre sammen. Et felt på 9 mand. En af rytterne havde mistet det nederst af sit ene ben, så dette var udskiftet med et carbonben, som var både let og stift – en klar fordel. Løbet gik i gang.
Raketten kørte i en afventede rolle, der var ingen grund til at gå op og lave det helt vilde, og da gårsdagens vinder i C5 ikke var dukket op, var favoritrollen lige pludselig lagt over på Raketten. Manden med carbonbenet kørte meget fra side til side – hvorfor vides ikke, men mærkeligt og ret så irriterende, det var det. Der var ikke rigtig de store udbrudforsøg i starten, det var mest af alt et kedeligt løb, der ventede på at blive afgjort i en spurt. Efter halvdelen af løbet havde Raketten en NP på 250w. Raketten kom med et par ryk, det ene af dem med rigtig bund i, men det holdt ikke mere end en omgang, da der ikke var nogle af de to andre, han havde fået med på slæb, der ville lave noget.

Det hele lå til at skulle afgøres i en massespurt. På sidste omgang lå Raketten i 4. position og holdt pladsen der. Jeppe Tolbøll har sagt, at man ikke skal gå først ind i en spurt, så Raketten lå lidt bagved, så han var klar til at fyre op. De kom ind i opløbssvinget. 700 meter til mål med en lille bakke 100 meter fra målstregen. Der blev givet gas. Feltet fyldte hele vejen, men over i højre side lå Raketten – pladsen var trang, men den var der dog. Jens-Villum (fra Haderslev) havde engang sagt, at man bare skal råbe ”HEEEY” i en spurt, så flytter de andre sig. Det gjorde Raketten selvfølgelig, de andre råbte til gengæld også ”HEEEY”, men pladsen var der – ”die Autobahn war frei”. Tre mand lå side om side, så kom bakken og her trak Raketten fra. Målstregen nærmede sig – den var hjemme. Første mand over stregen med knyttet næve. En fed følelse.
Sejren var hjemme – både samlet i C5 for de to løb og i linjeløbet for C4/C5. Der var naturligvis præmieceremoni, hvor der både var 30€, en blomst samt et par Schwalbedæk til Raketten, og minsandten om ikke også den danske nationalmelodi blev spillet. En lidt mærkelig, men dog meget fed følelse, at stå på podiet og ene mand synge med på ”Der er et yndigt land”, for Raketten sang naturligvis med af respekt for Gud, Konge og Fædreland.

Efterfølgende var det tid til at håndcyklerne skulle i aktion, hvor de danske ryttere endte midt i feltet. På vej hjem fra løbet syntes Jesper Hvalsøe lige, at det var tid til en kebabrulle, så det måtte de jo have. Derefter ventede et par dages træningslejr inden weekenden, hvor Raketten skulle køre World Cup i Oostende i Belgien. Læs om det i næste beretning.”