Alpetramp, én af årets sidste udfordringer på landevejscykel, inden cykelcrosssæsonen tager over (for mange) eller bare off-season. Når man arrangerer et cykelløb i oktober, er der en risiko for dårligt vejr, og der går da også drabelige fortællinger om ganske forfærdelige udgaver af Alpetramp, i den henseende. I år artede vejret sig dog anderledes godt, og vi havde smukt dansk oktobervejr, næsten hele vejen.
Af Uggi Kaldan | Foto AltomCykling.dk
[adrotate banner=”84″]
På tur med Ride4Rehab
Det er nok ingen hemmelighed for nogen, at Danmark har været aktivt involveret i konflikter, flere steder i verden de senere år. I en årrække var det mere hemmeligt, at nogle af de udsendte soldater kom hjem med ar på sjælen. Ar som det tog nogle år for forsvaret overhovedet at anerkende, og ar som man stadig kæmper med at forstå.
Det er ellers ikke nogen nyhed at soldater kan komme skadede hjem fra fronten, selvom skaderne ikke er synlige. Mange kan nok nikke genkendende til udtrykket “granatchock”. Det stammer tilbage fra første verdenskrig, hvor man simpelthen mente at de psykiske lidelser, som op imod 40%!! af soldaterne kom hjem med, var sammenligneligt med hjernerystelse.
Man mente det var trykbølgerne fra de mange granater og mortérer, der direkte skadede mændende. Under 2. Verdenskrig blev det dog klart, at granatchok er en psykisk reaktion, der kan fremkaldes hos enhver, under ekstreme belastninger. Fra 1994 har betegnelsen været akut belastningsreaktion, og ved vedvarende symptomer posttraumatisk belastningsreaktion, ofte blot forkortet, PTSD, efter det engelske udtryk, Post-traumatic stress disorder
Den dag i dag, lever mange af vores danske soldater, stadig isolerede, og afsondrede fra verden, pga. de skader de har fået ved at være udsendte. Men de senere år er der dukket flere og flere tilbud op, både indenfor forsvaret, men også ude i samfundet. Ride4Rehab er én af de sidste, dog med tilknytning til det danske forsvar. Her oplever soldater med PTSD at komme ud og bevæge sig, med ligesindende, og en masse mennesker, der vil dem det godt.
De havde inviteret mig med på én af deres sidste rulleture i går, det klassiske motionsløb, Alpetramp på Fyn.
Stilheden på hjemturen
Ride4Rehab blev egentlig slet ikke sat i søen, for at PTSD-ramte skulle ud og prøve kræfter med et dansk motionsløbsfelt. I begyndelsen var en helt almindelig rulletur, i selskab med andre rigeligt, ja, mere end rigeligt for mange faktisk.
Som mange af os oplever, så er træning dejligt. Lange soloture holder jeg personligt også af, men det er også fedt at komme ud og møde nogle helt andre mennesker til et dansk motionsløb. Den lyst, var der også nogle af veteranerne der følte, og derfor stillede Ride4Rehab op i deres første motionscykelløb, tidligere i år. De har fået en helt fantastisk opbakning ude i det ganske land, hvilket er helt fantastisk.
” – Jeg kan stadig huske det første løb vi var ude til. Der var spænding i bilen på vej derud, til gengæld har jeg aldrig oplevet veteranerne så stille, som da vi var på vej hjem. Men stille og roligt er stemningen løsnet op, cykling kan altså noget helt særligt. Så når vi nu er på vej hjem nu, er der mange der endda har overskud til at snakke, og grine lidt sammen. Det er en fantastisk udvikling, at nogle af vores veteraner er nået så langt, gennem cykling, det er faktisk et lille mirakel“. – Jens Lunte, ressourceperson. Ride4Rehab.
Det stressende felt
AoC var inviteret med af Jens Lunte, for at opleve hvordan det er at være ude og køre med Ride4Rehab, og det var en tur jeg havde set virkelig meget frem til. Det endte også med at blive en helt fantastisk tur. For det første har de lavet en virkelig flot, og meget hård, rute på Fyn.
For det andet, så udviklede turen sig til noget helt særligt. Geert, der var udsendt under den meget udfordrende mission, Danmark deltog i på Balkan, havde ikke meget lyst til at sidde i feltet. Vi forsøgte at hægte os på bagerst i 2. startgrupp,e på 140km ruten, men det er hårdt at sidde allerbagerst i sving, så allerede kort inde på ruten, lod vi feltet køre, og fandt vores eget tempo.
4 mand til at deles om føringerne, i kombination med 1400 højdemeter, er en noget anden udfordring, end 140km hvor man kan lade et felt tage sig af føringsarbejdet, vi fik alle 4 en god hård tur vil jeg sige. Vi havde lidt regn på de første 30km, men herefter var de bare “derudad”. Det blev en smuk dag, helt uden stress og uden alvorlige kriser for nogen af os. En helt igennem fantastisk tur.
Cyklen virker!
I starten efter sin udsendelse på Balkan, lukkede Gert sig meget inde, fortæller han, mens vi sidder på cyklen. På det tidspunkt var det danske forsvar meget dårligt rustet til at håndtere de oplevelser og udfordringer, deres ansatte kom hjem med, de fleste var derfor overladt til at forsøge at fikse problemerne selv.
Rigtig mange endte i misbrug, med forskellige former for selvmedicinering, og andre, som f.eks. Geert, forsøgte at arbejde traumet væk, hvilket måske ikke så overraskende, virkede meget dårligt. For nogen virkede det, men ikke for Geert. Han endte med at trække og isolere sig, ikke bare fra samfundet, men også fra dem han holdt af.
Men den tidligere ultraløber fandt en vej ud af mørket, bl.a. gennem cyklingen! Faktisk hjælper det ham så meget, at det slet ikke er en mulighed at lade være med at cykle. For at sætte fokus på sin rejse, og sine udfordringer, har Geert sat sig som mål at gennemføre Race Across America i 2021!!
Det bliver en udfordring. Der skal kæmpes, jeg glæder mig til at følge den rejse. Jeg synes Geert er mega sej, og det var fedt at cykle med ham, og de andre for Ride4Rehab i søndags. Sådan her beskriver Geert sin oplevelse, på sin Facebook.
” – Jeg fik en hårdere start end forventet, blev pludselig ramt af stress og angst, og havde svært ved at trække vejret. Fik mentalt støtte af de andre i vores gruppe R4R CPH og jeg overvandt det. Og gennemførte løbet, og det var en kæmpe sejr, da PTSD’en virkelig kan fucke med ens hjerne.” – Geert, Ride4Rehab.
Vi kommer ikke sidst!
Trods “PTSD mindfuck” og deraf mistet felt, så kan man jo godt sætte sig nogle mål alligevel, og det gjorde Geert. Jeg gider ikke komme sidst, proklamerede han, og det var vi da heller aldrig i fare for. Der var ikke antydningen af krise hos Geert, på noget tidspunkt, faktisk var det nok mig, der havde den største krise på dagen, da vi ramten løbets “bakkespurt”.
Der slukkede benene lige pludselig, og jeg vil ikke sige det gik hurtigt op over, men jeg kom da over!! I mål sagde Geert, at det var en kæmpe motivation at se mig gå lidt kold på bakken. Det var nu ikke med vilje, men jeg er da glad for at jeg kunne hjælpe på den front :D
Efter næste depot, med bananer, vand, energidrik, kaffe, kakao, og så havregrynskager, der i øvrigt var bagt at den unge mand på billedet heroverfor, kom benene heldigvis igen! En enkelt bolle kunne man godt have brugt i bare ét af depoterne, “almindelig mad” skal ikke undervurderes på en lang, kold, dag.
Vi kom ikke sidst, men som det ses var der ved at være lidt tomt i den lokale idrætshal, da vi tjekkede ind. Suppen var dog stadig varm, og colaerne kolde. Sikke en fed tur. Alpetramp, vi ses i 2020!
Ride4Rehab drives 100% af frivillige, og driften/løbsafgifter består af gode venners tjenester samt sponsorater, smid et “follow” efter deres Instagram, det er gratis, og jo flere følgere de har, jo gladere er deres sponsorer!