03 Haute Route Ben Becker
Fotos: Søren Kuipers & Haute Route

Løbsrapport, 1. etape, Crans-Montana

AOCs egen Søren Kuipers er taget til Schweitz for at deltage i, Haute-Route, Crans-Montana, et nyt ben i Haute-Route løbsserien der forsøger at give “almindelige motionister” en løbsoplevelse ud over det sædvanlige, og på samme – sikkerheds, forplejnings og organisations-niveau, som det de profesionelle oplever på World Touren. Læs Sørens optakt HER.

Af Søren Kuipers 

Jeg gik tidligt lidt dybt… men jeg var vist ikke den eneste!

Verdensklasse. Intet mindre! 1. etape forløb fuldstændig som den skulle; alt klappede – selv lidt publikum var der, de steder de havde slået sig ned. Solen skinnede hele dagen. Vi havde 10 grader ved afgang kl. 7.00, og resten af dagen mellem 15-30 grader – afsluttende på Col du Sanetsch i knap 2.000 meters højde, med 19 grader og solskin. Det findes ikke bedre. Det organisatoriske spiller bare max – god plads på vejene, politi og marshals utallige steder, hjælpere og bare højt humør, sindssygt gode forplejningszoner; ja, vi er sgu lidt høje i hatten. Men vi har også begge lige fået 20 minutters massage og 2 kolde colaer.

93 kilometer skulle forceres, med start klokken 7.00 fra torvet i Crans-Montana. Vi kom afsted i 3 grupper, og Jens og jeg røg i den bagerste startgruppe. Starten var neutraliseret ud af byen og ned i dalen, og tiden blev sat i gang, som vi ramte Anzére omkring kl. 8.00. 

Jens’ oplevelse

Jeg forsøger, at få Jens i snak, men han skal lige komme sig. Her er et udpluk at Jens’ highlights for dagen.

‘Jeg blev ikke sidst. Der var mindst tyve bag mig, og det er jeg godt tilfreds med. Dog er det lidt træls at køre de sidste 10km med krampe i venstre ben, men til gengæld bliver det højre da trænet des mere.’ Jens’ gåpåmod er uden sammenligning, og i skrivende stund har han nu lagt sig på massagebriksen. 75år, og så går han i krig med sådan et projekt.

‘Men Søren min taktik mislykkedes. Jeg skulle have kørt efter min puls hele vejen, men jeg fik ikke skiftet batteriet, så det blev på rutinen i stedet. Jeg havde da power til at sætte min sidste følgesvend på vej mod toppen. Og da vi skulle med bussen hjem (vi blev kørt de sidste 30km og 1.400hm – det var planen), ja så blev han sgu smidt af. Han brækkede sig på trinbrættet.’

Jens beretter desuden om storslået natur, fantastisk organisation og højt humør. Og han anbefaler, at hvis man har i sinde at køre Haute Route, så vent ikke til den sidste fjerdedel af livet.

Jens blev Nr. 140 ud af 163, i tiden 4t 14m

02 Haute Route Ben Becker

Sørens oplevelse

Hvad angår mig, så lod jeg med det samme de hurtigste i min gruppe stikke af sted. Jeg havde på forhånd besluttet at køre mit eget pace og så håbe at finde nogle ligeværdige følgesvende. Jeg havde hjemmefra lidt håbet at være med omkring den bedste halvdel, men med tidligere proffer og en masse i fluevægt…ja, så hænger det håb vist en tynd tråd.

Jeg fandt dog en mindre gruppe, men de kørte lige en tand for hårdt; så jeg gik tidligt lidt dybt – men det var jeg vidst ikke den eneste der gjorde. 

Det er første gang i Schweiz for mig, og jeg kan berette at Rhône-dalen med store alper til alle sider virkelig er noget at skrive hjem om. Sne på alle tinder uanset hvilken retning man kigger. Da vi ramte stigningen Ovronnaz, da blev det alvor. Knap 9km med 9,9% i snit. Tak for kaffe. Jeg slog følgeskab med to russere i Astanatøj. Sergej kørte med en bagskifter, som var en dækhøjde fra at ramme asfalten, og Constantin kørte i en hidtil ukendt bikefit-stil i Danmark. Han havde klamperne monteret på hælene. Ja, hælene! Til sidst kørte jeg fra dem. De var sgu for meget.

Swissbacks

Når jeg har hørt på Chris Anker ævle løs om at køre i Schweiz, så har han altid talt om vejenes gode beskaffenhed, de perfekte hældninger og veltilrettelagt “road furniture”, og han har ret ham Chris. Fra nu af omtaler jeg kun hårnålesving som swissbacks. Der var eddersmæk på de nedkørsler. Herligt.

Sidste stigning var Col du Sanetsch. Toppen lå 300 højdemeter lavere end planlagt, da vejene ikke var i en forfatning, som tillod cykelløb. Sneen er netop tøet helt på toppen og der var fuldt af huller, så vi måtte nøjes med 20km og 1.500 højdemeter. Det gik som det skulle. Efter at have kørt stabilt efter mine watt de første to stigninger skiftede jeg taktik og kørte primært efter min puls. Det var en god prioritering, for til slut trådte jeg både fire- og ottekantet (ved ikke hvad der er værst).

01 Haute Route Ben Becker

På vej ned, hvor tiden er stoppet, bliver jeg råbt an af en østjyde. Michael, Vinpusheren ham-selv. I 2018 skrabede han mig op af asfalten til selvsamme løbsserie, bare i Dolomitterne. Small world, og vi sludrer den sidste del af turen. Michael havde en ambition om at køre top5 i år, men allerede på første stigning sejler 20 mand væk for ham. Sidst jeg var med, kørte jeg top 20 samlet set. Jeg må vidst revurdere den forventning.

Søren blev Nr. 43 ud af 163, i tiden 2t 43m

De fulde resultatlister kan ses HER

Mere af det gode

Da vi kommer tilbage til Race Village i Crans-Montana står den på massage, pollenta, salat, cola, tjek af cykel og de få resterende timer af fredagen går vel hurtigt med bad, tjek op på grejet, race briefing, lidt mere at spise, gøre klar til næste dag, snakke med familien derhjemme, skrive race report hjem til den utålmodige redaktør på AoC, og benene op.

Optakt 2. etape: Forventninger om smerte 

Mens mange mennesker i morgen glæder sig til en lørdag med EM-bold i tv, øl, rødvin, grill, chips osv. har vi cykelryttere i Crans-Montana udsigt til mere natur, bjergtinder, smerte, sved, glæde, eufori; kroppens evne til at yde (endnu) mere og bestige bjerge vi ikke har hørt om. Sådan en lørdag venter os i det schweiziske. Vi kørte begge i bund i dag (fredag), og med et krads lørdagsprogram, så bliver det spændende hvor ondt det kommer til at gøre. Det gode vejr fra torsdag og fredag fortsætter weekenden ud. Vi glæder os.

Ruteprofil: Crans-Montana – Crans-Montana

Hvor fredagens etape var en etape med start og mål to forskellige steder, venter der lørdag en rute med start og mål samme sted. Det bliver egentlig meget rart at kunne være ‘hjemme’ ved lejligheden, når morgendagens etape er ovre: få et varmt bad, lidt godt at spise, stængerne op, massage og ringe til fruerne og ungerne derhjemme. Vi glæder os til det hele. Målet er igen i morgen på toppen af en stigning.

Programmet lyder på 103km med 2.911højdemeter.

Fra Crans-Montana går det igen ned mod Rhônedalen. De første 6km er identiske med fredagens start, men herefter er det lutter nyt terræn. De første 22km er faktisk enten nedad eller fladt. Det vil ændre sig i løbet af dagen. 

De første to stigninger kommer lige efter hinanden. De er markeret som selvstændige stigninger i roadbook, men ved nærmere eftersyn, ligner det næsten profilen af en miniudgave fra de to midterste bjerge i La Marmotte: Col du Télégraphe og Col du Galibier. 

04 Haute Route Ben Becker

Stigningerne lørdag er de noget mere ukendte Col du Vex og Barrage de la Grande Dixence, men sammenligningen med de kendte franske bjerge er god nok. I alt er der cirka 35km fra bunden af den første stigning op til toppen af nummer to. Til den tid har man klatret mere end 2.000 højdemeter med omkring 7km nedkørsel/fladt undervejs. Der er ramper med 16-17%. Toppen nås i 2.111 meters højde, hvor dæmningen Grande Dixence – Europas højst beliggende dæmning markerer vendepunktet – for her skal man samme vej ned de næste 15km. Jeg er spændt på hvordan det bliver med ryttere på vej op og ned. Man skal i hvert fald nok ikke udelukkende kigge på Matterhorn, som er synlig fra toppen. I alt venter der 30km nedkørsel kun afbrudt af en enkelt kontrabakke midtvejs.

Ruten krydser i dalen igen floden Rhône lige øst for byen Sion, og her kommer lørdagens sidste stigning op mod skisportsbyen Crans-Montana. Der venter 14,3km med 6,8% i snit. 

Du kan se den fulde profil her.

Vi glæder os – selvom det bliver smerteligt hårdt (igen).

Dagens sidste tanker

Her allersidst på fredagen evaluerer vi over en kold øl, lidt chips og chokolade. Vi er enige: I dag var noget af en mundfuld. Benene er tunge, men vi er høje over den sindssygt gode stemning, der er hernede. Selvom alle deltagere på en eller anden måde er hinandens modstandere, så er vi også lidt på hold sammen, og man ønsker hinanden det bedste. Uanset hvad; når terrænet er så heftigt, så er konkurrencen med (mod) sig selv også rigeligt.