Netop hjemvendt fra Sverige med 185km og 3000hm i benene, på grus. Har cyklet længere distancer på grus, og også forceret flere højdemeter, men jeg var ikke helt forberedt på stigningsprocenterne i Sverige. 44 / 42 lød ellers som en tilpas lav gearing. Jeg blev hurtigt misundelig på min ven Jens´ 34 / 42… 

Af Uggi Kaldan I Foto Uggi Kaldan (Huawei Mate 10 Pro)

Dead Raven is not a race

Sydsverige har været ramt at samme tørke som Danmark, og vejret var da også ganske fortrinligt da vi landede i vores fine svenske AirBnB idyl, i byen Slottet, godt 1,5 times kørsel nord for Göteborg. Stadig langt nok sydpå og tæt nok på Norge, til at de lokale ikke møder dig med et tomt blik, hvis du forsøger dig på dansk.

Men i går (Lørdag d.25. August red.) var der ikke tørke. Det var ikke styrtregn, bare en konstant silen. Med varm kaffe i hånden, og morgenhår, var vanddråberne på vinduet helt smukke. Det kunne have været optakten til en hyggelig dag med familien, indenfor, men vi skulle altså ud og cykle 185km. Jeg glædede mig.

Invite only – du skal være lidt tosset

Dead Raven er ikke et cykelløb. Der er ingen tidstagning, ikke ret mange deltagere, ingen rutemarkering, og blot 2 interimistiske depoter, med et minimum af forplejning. Hvad mere har man egentlig brug for? Spørger du mig? Så har du ikke brug for mere. Det var perfekt.

Det var min ven Jens der havde bemærket løbet, som man kan ikke melde sig til, men skal inviteres til. Du kan finde ud af hvordan på Dead Ravens Facebookside. Er du først inviteret, koster det ca.500 svenske at deltage.

Alt overskud går til foreningen “Suicide Zero” – der arbejder på at mindske antallet af selvmord i Sverige. God karma. Med i prisen er forplejning, som nævnt, samt hyggelig morgenmad, og en burger i mål. Det var ikke fancy, men det fungerede.

Jens var fløjet ind fra USA for at deltage, jeg og familien skulle trods alt bare afsted fra Aarhus. En rejse på ca.7 timer, hvis man tager færgen over fra Frederikshavn. 680 kroner koster en returbillet med bilen på weekendbillet, det er til at overleve.

Its not all about the gear

Det lyder jo dejligt altruistisk og fantastisk, at overskuddet går til en forening. Forplejningen er simpel, ruten er hård, og vi kører naturligvis bare på vores gamle havelåger. Eller det narretiv dyrkes i hvert fald lidt i blandt “gravel” nørder.

I realiteten går folk der cykler på grus nøjagtigt ligeså meget op i deres gear som alle andre cykelnørder.
Udtrykket er bare et andet. Der er en kode. Det må gerne være lidt vildt. Der skal bruges meget gaffetape, tasker på cyklen er fedt (gerne mange tasker), styret skal af uransagelige årsager bøjes udad, du skal køre tubeless. Selv på korte ture er det velanset at møde op med både taske på styret, under overrøret, saddeltaske, samt naturligvis div. effekter, sat fast med gaffa, direkte på rammen.

Jeg kan ikke lade være med at more mig lidt over os “vildmænd” på vores rå cykler, der samtidig på alle måder er ligeså gennemtænkte i udtrykket, som Jim Lyngvild når han poserer til næste uges Se&Hor. Men det betyder jo ikke at man ikke kan nyde de elegante løsninger folk finder på, som f.eks. aero snus og helt ægte birkebark ass saver!

På opfordring skal jeg i øvrigt nok lige vende mit eget (gennemtænkte, naturligvis) setup til dagen.

Efter 24 kilometer ramte vi 20% – første gang!

Løbet starter med en færgeoverfart. Det er en klassisk kabelfærge, den sejler hvert 20. minut, så kan man selv vælge hvornår man vil afsted. Vi var 9 mand til start. Fordi det stod ned i stænger endte vi alle med at tage færgen klokken 9.00. Jeg ville egentlig gerne have været afsted lidt før, i en lidt mindre gruppe. Men sådan blev det altså ikke.

Trods regn, var det en hyggelig og smuk rute, og de første 20 kilometer rullede vi stille og roligt. Joachim Parbo smadrede op ad alle stigninger vi mødte, i et vildt tempo. Jeg havde svoret jeg ikke ville følge med, men på dagens første lidt længere stigning, kunne jeg alligevel ikke lade være.

Joachim var stået af for at tisse, så jeg så mit snit til at komme først over bare én stigning. Det gav endda en KOM. Der er åbenbart lidt mindre konkurrence på KOM fronten i Sverige, end på de Østjyske bakker, hvor det efterhånden er længe siden jeg har kørt en top 10 tid.

Det skulle dog vise sig at der var en grund til at den gamle ræv Joachim lod mig køre på “Holy Cow” segmentets 820 meter med 6% i snit. For blot 4 kilometer længere inde på ruten, åbenbarede Dead Raven sin sande natur.

Et 700 meters bæst på 17% i snit. Joachim åd naturligvis bakken, mens jeg næsten nåede op, inden jeg mistede et tråd, og måtte klikke ud, og så var der ellers dømt “hike a bike” til toppen. Kort efter fik jeg et lille smil og et klap på skulderen fra Jens, da han hjulrede forbi med sine 34 / 42.

Retfærdigvis så det også ud til at bakken også havde nevet lidt i stængerne på Parbo, i hvert fald var der opsamling på toppen, samt smil og grin, da solen i samme øjeblik tittede gennem skyerne, for første gang på dagen.

Det blev ikke sidste gang vi så solen, der blev mere og mere gavmild som løbet skred frem, mod slutningen var det nærmest godt vejr. Hvis det endelig skal regne på en cykeltur, så er det klart fedest at starte med regn, og så klarer det lidt op (synes jeg). Det er rigtig træls med styrtregn til sidst på en lang dag.

Stay on the bike

Når man skal vente på 9 mand, så ryger der hurtigt en masse tid. Som f.eks. når man skal samle op på toppen af en led stigning. Der skal måske også lige snakkes lidt på toppen, tiden går hurtigt. Derfor ville jeg egentlig også gerne have været afsted i en lidt mindre gruppe, lidt tidligere.

Stay on the bike er et udtryk fra Ultracyklingens verden, og jeg stiftede bekendskab med udtrykket tidligere i år til Race Around Denmark, hvor vi bagefter kunne se at pauserne have kostet utroligt meget tid for vores 4. mands hold.

Samme problematik oplevede jeg til Dead Raven. Der var for mange stop for min smag, og pauser fordi folk enten ikke var så hurtige opad, eller blev sat på nedkørslerne. Det sætter sig i benene (mine i hvert fald) med så meget – “stop and go”.

Jeg besluttede mig for at følges med flokken til første food stop, som kom efter 70km – og så ville jeg ikke stoppe de næste 70km lige meget hvad. Jeg ville ikke køre race, ikke forsøge at komme væk, bare køre helt jævnt, i mit eget tempo, uden pauser.

Dead Raven er ikke et løb, så det handler ikke om at komme først, men for mig er en del af sådan en naturoplevelse, også “flowet”. Det med at man sidder på cyklen, mærker sin krop, nyder sine omgivelser, det er virkelig fedt. Det er vel nærmest en form for meditation, for den rastløse sjæl, hvor idéen om at sidde stille med lukkede øjne for at finde ro, kan virke ret illusorisk.

Less is all you need

Vejret var klaret op da vi nåede depotet, og derfor fik folk lige hevet noget tøj af, vredet det, (særligt strømperne) og i det hele taget fik man bare lige organiseret sig lidt. Jeg havde f.eks. tomme gelposer under elastikkerne i bukserne, fordi det kan være svært af få de klistrede tomme poser om i baglommen, når man har vanter på, og regnjakke.

Skulle også lige finde ud af at pakke regnjakken sammen, og få den pakket om på ryggen. Den skulle dog på igen umiddelbart efter. På en dag med 17 grader er det vigtigt at få den af når solen kommen frem, så man ikke sidder og koger over. Ligesom det er vigtigt at få den på igen, når regnen kommer igen, så man ikke sidder og bruger unødig energi på at holde varmen.

Stemningen i depotet var hyggelig. Der var peanuts, bananer, chokolade, og den svenske version af Kit Kat, Kex, der viste sig at være en overraskende god cykelsnack. Som det eneste kunne jeg godt have brugt lidt energidrik til dunken, men det kunne jeg have medbragt selv. Efter depotet kørte jeg som sagt jævnt, og fik følgeskab af Parbo og hans kammerat, som jeg har glemt hvad hedder. De blev dog ret hurtigt ramt af en punktering, og herfra kørte jeg solo til Food Stop 2, v.140km.

Den del af turen står som den klareste oplevelse og flotteste. Følte virkelig at kroppen bare kørte som smurt og kunne nyde naturen, mens jeg rullede afsted. Det er den der fantastiske mentale “zen” zone man kan komme i, når man cykler en lang, hård tur. Når det steg over 7% så smækkede jeg den i 44 / 42 og trillede over, og så var det ellers bare jævnt tråd og sørge for at nyde naturen. Fantastisk. Det var præcis hvad jeg kom til Sverige for at opleve. Ro i sjælen. Stilhed. Uforstyrret hjertebanken.

For lang pause, og en hård afslutning!

Nåede frem til depotet i fin forfatning, og tænkte egentlig at det ville blive form sag at nå i mål herfra. Familien, min hustru og to piger, stod og ventede i depotet. Det var dejligt med et kram fra pigerne og lidt snak.

Jeg besluttede at vente på de næste ryttere, som jeg tænkte var Parbo og Co. mon ikke de var lige om hjørnet?, det var de ikke helt. 25 minutter var jeg nået foran. Da de så endelig kom, skulle de jo også lidt fylde lidt på i depotet, og pludselig var der gået 45 minutter, inden vi kom videre. Det var ikke godt for mine ben.

Af en eller anden årsag havde jeg fået ind i hovedet at de sidste 40 kilometer nok ville være lette, men det var de så ikke. Jeg lagde ud med en lille krampe umiddelbart efter depotet, som jeg dog hurtigt fik styr på, men Joachim var væk i horisonten.

Det var helt fint, men lidt irriterende at få krise, fordi jeg havde ventet for længe, og så kører dem jeg ventede på væk. Det var ikke deres skyld, det var helt og holdent mit eget ansvar, jeg skulle simpelthen have rullet ud noget før.

Havde dog fået et par Kex med i lommen til at give kampgejst til sidste del, de var værdsat, ligesom jeg også fik plukket et par æbler fra et træ i vejsiden, de gav lige det sidste skud energi til de sidste 10 kilometer, hvor der ellers virkelig var udsolgt.

Mange højdemeter fordelt på stejle stigninger

Over 10 stigninger talte jeg der var over 15% samlet, med 40km til mål, var der stadig to af dem tilbage. Jeg led virkelig de sidste kilometer. Benene var stive, tanken var tom. Hele turen havde jeg en snitpuls på 149, det er en meget god “marchpuls” for mig. På de sidste 40 kilometer ramte min puls aldrig over 147. Det siger det hele.

Jeg er hverken hurtig eller særligt langsom opad normalt, vist bare meget gennemsnitlig, men jeg kan godt li en god, flot stigning. Det der med at finde rytmen, og så bare sidde og arbejde, det er fedt. Når man vejer ca.90kg, så er det bare svært at finde en god rytme på så stejle stigninger som Dead Raven bød på, med den gearing jeg havde. Det overraskede mig hvor meget det tærede på energien og kræfterne.

Dead Raven var rigtig hård ved mine køller og min fysik. Jeg tror dog mine pinsler havde været meget mindre hvis jeg havde holdt færre og kortere pauser, næsten 2 timer sammenlagt er virkelig meget på sådan en dag, og særligt stoppet på 45 minutter, det var for meget.

Dead Raven, et fantastisk event

Fik kæmpet mig i mål på 8 timer og 46 minutter effektivt. Det var ikke specielt hurtigt, men det var jo heller ikke et løb. Havde fokus været at det skulle gå stærkt, kunne jeg nok have barberet en times tid af køretiden, og mindst en time af “pausetiden”. Den samlede tid blev på 11 timer og 38 minutter, det er en lang dag i uniformen.

Skal jeg deltage igen skal fokus ikke være at køre hurtigere, men jeg vil helt klart prioritere at cykle mere jævnt, få et bedre flow, og holde færre og ikke mindste kortere pauser, også selvom det måske betyder at man ikke kører sammen med andre, i samme omfang som i år.

Det tror jeg faktisk vil give en endnu bedre oplevelse. For det var en fantastisk oplevelse. Der er en helt særlig stemning i Sverige, hvor man er aldrig i tvivl om, at det er her man er, med deres ikoniske skove, klassiske gule og røde træhuse, og de synlige klippeformationer. Samtidig var det også utroligt hyggeligt at cykle samlet i starten, men her skulle jeg nok lidt tidligere have valgt at prioritere flow, så pauserne ikke kom til at fylde så meget. Det kunne man måske forventningsafstemme med et par følgesvende i 2019.

Joachim, Tobias (løbsarrangør) og Joachims buddy, havde ikke fået et længere forspring end at jeg fangede dem ved færgen, så vi 4 kom i mål samlet. De har nok også været lidt trætte siden de ikke kørte mig mere bagud på de sidste kilometer, jeg kørte i hvert fald ikke ret hurtigt til sidst.

De sidste 5 deltagere kom i samlet flok til mål en lille time senere.

Kommer jeg igen?

Hvis jeg bliver inviteret igen, og kalenderen tillader det, så ja. Det var latterligt hårdt. Noget af det hårdeste jeg har prøvet på min cykel længe, men det var også fantastisk at være afsted på cykel, på en måde hvor det mest af alt var en personlig udfordring, og hygge med ligesindede, der elsker at cykle.

Kan 100% anbefale løbet, særligt for cykelnørder der ikke er bange for at blive udfordrede, for at skulle planlægge lidt på forhånd. Være klar på at blive overrasket, og godt kan li risikoen for at stå med en uløselig defekt, et sted hvor hjælpen kan være en del kilometer væk. Man skal ikke komme hvis man mest er til “all inclusive” cykelløb.

Gevinsten er dog stor hvis man stiller op. Man er glad helt ind i sjælen når man gennemfører. Det var jeg i hvert fald. Med en hel dag til at gennemføre, så vil de fleste i almindelig god cykelform kunne komme igennem, og uanset niveau vil man i hvert fald få én på opleveren.

Tag til Dead Raven, hvis du leder efter en anderledes udfordring, og tænder på idéen om en god lang dag på cyklen, i selskab med andre cykelnørder.

The gear!? – hvad havde du med på cyklen?

En læser har spurgt lidt til mit “setup” på dagen. Det deler jeg gerne. Der er MANGE forskellige måder at forberede sig til en udfordring som Dead Raven på. Jeg har klatret i mange år inden jeg begyndte at cykle, og har slæbt rigtig meget tungt klatregear rundt om i verden. Nu til dags slæber jeg så lidt så muligt!

Energi
1 x 750ml dunk (Der var både depoter og vandstop).
4 x gels + 1 pose vingummier + en pakke chokolade

Overskåren dunk med: 
25gram Co2
Mini Pumpe
Kædelink
Quicklapper
Ekstra slange + en mere i baglommen
Multitool med kædeadskilller
Ekstra bremseklodser
Kædeolie

Billeder
Huawei Mate 10 Pro, vandtæt telefon, med glimrende kamera. 

Tøj
Efterårs / vinter bibshorts fra Pearl Izumi (vindtætte / vandafvisende)
Løse ærmer fra Pearl Izumi (vindtætte / vandafvisende)
Netundertrøje fra Bank Athletic
AoC Cykeltrøje
Foret vindvest fra CUBE med høj hals!
Halsdisse
Cykelkasket fra Pas Normal Studios
Cykelhue (skull cap) fra Grip Grab
Strømper fra Dexshell (Vindtætte og varme, holder ikke fødderne tørre på langture).
Regnjakke fra Specialized (tyk kvalitet med tapede syninger)

Gear
Specialized Diverge 2018 – med suspension styr, det fungerer fantastisk.
Lake Cykelsko – sidder fantastisk, de bliver dog lidt tunge når de bliver våde.
Handsker fra Hirzl, de er bare lækre.
Dæk: Panaracer Gravel King SK TLC 38mm, Tubeless og Squirt Seal.
Rotor 1X 44T Oval Klinge.
Ceramic speed kranklejer + pulleyhjul

Forberedelse
Chamois Butter til bagdelen, en god drøj creme der passer godt til mig. Det varierer meget hvad folk er til på den front. Ben blev smurt i Morgan Blue protection, det får vandet til at perle af benene, og hjælper generelt med at holde varmen på en våd / kold dag. Kunne også have brugt varmecreme under protection hvis man ville.

Var det nok?

Generelt var jeg helt tilfreds med mine valg på dagen. Så at flere ryttere havde prioriteret at tage et ekstra dæk med, det havde jeg så ikke. De gange hvor jeg har flænset et dæk har jeg kunne redde mig hjem med gelposer og quicklapper (som lapning af dækket) – men et ekstra dæk er naturligvis den mest sikre løsning. 

Tag endelig til Sverige, hvis du kan få en start. Hvis du vil prøve en lidt mindre udfordring på grus inden, kan du jo overveje Dirty Jutland i April 2019 som opvarming, der er både 140km, 220km og 440km distancer :)