GEAR: TAYA ONZE GOLD (UL) – 11 speed

GEAR: Tidligere i år tilbagelagde jeg godt 600 kilometer på denne “shiny” guldbandit fra det Taiwan baserede firma TAYA. Dem der følger med på AltomCykling.dk ved at jeg elsker at montere særlige sliddele på mine cykler, så jeg kunne naturligvis ikke sige nej til at teste denne guldkæde. Jeg forsøger mig ofte med både spændende kæder, farverige styrbånd og eksotiske kassetter. En stor glæde ved at drive en cykelblog (for mig) er at prøve mange forskellige dele, cykler, ny teknologi, og obskure påfund af.

Det lykkedes naturligvis ikke altid at ramme et fedt udtryk, når man bevæger sig væk fra klassiske grå / sølvskinnende cykelkæder, sort eller hvidt styrbånd og sorte flaskeholdere. De mest konservative (smags-)dommere vil måske endda påstå, at jeg til dato stadig ikke har ramt et fedt udtryk, med mine trefarvede styrbånd, guldkæder og flaskeholdere i mange farver, men der er heldigvis mange der opmuntrer mig til at blive ved med at lege, og giver ros, særligt når jeg rammer en særligt fed kombination. Modsat får jeg også en del røg når det ikke lykkedes, det må man leve med, når man eksperimenterer.

Guldkæder er i den grad noget der deler vandende, nogle synes det er mega lir, andre synes det er ekstremt grimt. Jeg vil sige det afhænger meget af cyklen. På den blå / grå Specialized Roubaix, hvor jeg testede denne her TAYA kæde, endte kombinationen af mine Absolute Black klinger, de gule detaljer på cyklen og guldkæden med et give et noget rodet udtryk (selvom jeg faktisk godt kunne li det) –  modsat synes jeg en guldkæde ser super flot ud på den Røde Specialized Diverge jeg pt. cykler på, derimod høster mit neon-orange styrbånd fra Supacaz ikke mange point.

Påstande med modifikationer

En af grundende til at jeg valgte at teste kæden fra TAYA var prisen. Den er 25% billigere end et par andre “guldkæder” på markedet, og så var jeg irriteret over en ekstremt lunken anmeldelse af kæden, der er den første der dukker op når man søger på google. Jeg mener testeren har valgt en useriøs måde at teste kæden på, den blev nemlig monteret på et brugt system, og herefter kritiseret for ikke at skiftet ordentligt og larme.

Det er en unfair facon at teste en kæde på, efter min mening, at montere den på allerede brugte klinger og kassette, og så efterfølgende beklage sig over larm, og dårlige skift, selvom man umuligt kan udelukke, at det er allerede eksisterende slid, der skaber problemerne, er useriøst. Det blev jeg simpelthen nødt til at efterprøve selv. Så denne kæde blev sat på en helt ny cykel, med Ultegra Di2 11 speed.

Desværre var kæden ikke specielt imponerende, lige ud af boksen, på et helt nyt system. Den var svær at finjustere, så den kørte perfekt på hele kassetten, og den larmede hørbart når man skiftede gear, til gengæld oplevede jeg dog ikke at den direkte hoppede, når den først var i gear. Efter omkring 40 kilometer begyndte kæden dog at opføre sig meget bedre, og det lykkedes mig at få justeret gearene, så det spillede, – (finjustering af Di2 gear, mens du cykler er guds gave grejtesteren). Den skulle altså lige køres lidt til, fair nok.

Ikke holdbar nok

På pakken står der “Great Shifting”, og det lyder rigtigt, det havde i hvert fald været forkert at skrive “Fantastic Shifting”. Amazing Durability, og Premium Strength, har desværre ikke været prædikater jeg har oplevet at kæden kunne leve op til, den er ellers lavet af premium materialer. Taya lover: “High carbon steel” med vores patenterede DHT (Diamond Hard Tech) hærdning af stålet, og Titanium Nitride guld farvet coating”.

Men allerede efter 500km var den fine guldbelægning allerede meget slidt, trods at jeg mest havde cyklet landevej, i tørvejr, men hvad der var endnu værre, kæden ramte allerede efter 600km over 0,75% mærket, og var dermed trukket så lang, at fortsat brug ville ædelægge kassette og klinger, eller i hvert fald slide dem på en facon, der ville gøre det umuligt at få en ny kæde til at køre ordentligt senere. Du sparer ikke mange penge ved at købe en billigere kæde, hvis det så betyder du skal skifte kassette og klinger oftere, så den måtte af og kasseres.

Jeg ville gerne have modbevist testeren på nettet, men må konstatere at hans vurdering af, at kæden ikke er et premium produkt, holder stik. TAYA ONZE UL er en udmærket kæde, der holder et ok kilometer tal, men du får hvad du betaler for, og den holder hverken ligeså længe som Shimanos Ultegra kæde, eller andre mærkers premium kæder jeg har testet, og slet ikke i nærheden af de 7000km!?? producenten selv hævder.

Kan kæden alligevel anbefales?

Tja, hvis du husker at skifte den i tide, så kan du få en udmærket kæde, til en rimelig fair pris. Spørgsmålet er om det kan betale sig at spare de ca.25%, i forhold til andre lidt dyrere mærker, der til gengæld holder væsentligt flere kilometer? Jeg ville nok ikke vælge denne kæde igen. Det skyldes at jeg jo netop havde valgt den fordi den havde lidt “bling faktor” men det blev desværre alt for hurtigt slidt af.

Samtidig skiftede kæden desværre ikke perfekt, lige ud af boksen, men skulle køres til – og naturligvis er det også ærgerligt at den ikke havde flere kilometer i sig, end 600. For mange motionister svarer det jo ikke til mere end 2 – 3 ugers sommertræning, det er simpelthen for lidt. Jeg kunne forestille mig at deres almindelige kæde (altså ikke ultra light udgaven) sandsynligvis holder lidt længere.
Hvis du vil prøve TAYA af, så vil min anbefaling være at det er den version du investerer i, jeg kan ikke love den holder længere (ikke testet), men den er trods alt 100,- kroner billigere.

ONZE UL Kæden koster 289,- kroner, og kan købes på nettet.
ONZE regular, koster 189,- kroner, og kan købes på nettet.

Tak til Danish Bike for at stille en kæde til rådighed til test.