Foråret – eller snarere sommeren – er over os. Endelig skinner solen og carbondyrene kommer ud af hulerne. Huler de har været indespærret i gennem en uendelig lang vinter. Hvad mere belejligt end at få muligheden for at prøve det danske firma Miles Cyclings bud på et Carbon Clincher allround hjul – Miles Dark Fifties.
Af: Søren Kuipers
Udseende
Ved første øjekast tænker jeg: Wauw et hjulsæt. Mat sort. 55mm profil. Fin vægt (1634gram). Og hold nu fast for en bredde. Hjulet måler 28mm på det bredeste punkt på de lidt buttede hjul, men 26mm ved bremsefladen. Hjulenes høje profil emmer af kvalitet – de er sort med sort på. Matsort med MILES skrevet i en anden lidt mindre mat sort – det ser lirens ud. Og det kan vi godt lide. Fart er meget – attitude is everything. Hjulet er tubeless ready ligeså, hvis man er til det (har ikke selv prøvet det, endnu).
Montering
Grundet de brede fælge må man nødvendigvis justere en del på bremserne. Dette kræver selvfølgelig, at man lige smøger ærmerne op, og får lidt olie på fingrene, men det er alt i alt ikke sværere end at skifte en slange – alle kan finde ud af det. Ellers er der altid hjælp at hente på youtube. Ligeså skal man være opmærksom på at skifte bremseklodser til de medfølgende klodser, som er beregnet til carbonbremsefladen. Producenten har desuden oplyst at de gule Swiss-stop-bremseklodser til carbonfælge også fungerer optimalt. Så efter en times tid i skuret er jeg klar til den første rulletur på de nye hjul.
First impression
Hjulene spinner afsted, farten er god og følelsen ditto. Jeg ved fra andre, at springet fra aluhjul til carbonhjul kan være noget anderledes, men jeg føler mig med det samme dus på disse hjul. Jeg ruller af sted de første 15-20 minutter, bare for at få følelsen af dem i sving, ved opbremsning og generel styringen af dem. De føles gode, og jeg accelererer, og her kan jeg virkelig mærke en forskel – acceleration på flad vej – og jeg når hurtigt en fart over 40km/t, og jeg synes ikke, jeg har skullet give så meget som ellers. Fedt! Det er her, at hjulene virkelig kommer til sin ret efter min mening: på flad vej med hastigheder over 35km/t – da kan man mærke, hvordan hjulene bryder vinden på en måde, så man sparer kræfter.
Den store test
Efter et par småture i blandet terræn, skal hjulene nu stå sin store test. Kristi Himmelfart bliver Danmarks Højeste Motionsløb skudt i gang af Hr. Rolf Sørensen, og jeg står på startrampen med mine Miles’ Dark Fifties påmonteret. Jeg er spændt. Jeg har prøvekørt hjulene, og jeg spekulerer lidt på om jeg igen kan mærke farten på alle de lige stræk – også i løb. Jeg synes dog, at hjulene på længere og stejle stigninger kommer lidt til kort. Det er i hvert fald ikke her, at man får noget for pengene i forhold til et lavprofil hjulsæt. Så kan de presses godt over Lyngvej, Yding Skovhøj og Bjergvej?
På flad bane er der ingen tvivl: jeg holder højere fart end på mine Zipp 30. Opad vil jeg vurdere, at en fælgprofil på 55mm ikke er det mest gunstige. Miles har også deres 30mm model, som jeg – uden at have prøvet dem (skal understeges) – vurderer må være bedre, hvis det er et hjulsæt, som skal bruges til sommerens tur i bjergene sydpå. Men under danske forhold holder 55mm fuldt ud. Hjulene tager mig de 140km rundt i det østjyske landskab og glimrer særligt på nedkørsler, flad vej og side- og modvind, og de kaster en hæderlig placering af sig også.
Klassiske carbon pros and cons
Carbonhjul har været under stor udvikling gennem de seneste år, og én af de hyppige historier, man hører om, er bremsefladens evne til at lede varmen mod slangen/dækket – der er risiko for punkteringer grundet denne varme. Min vurdering er, at jovist de leder varmen lidt mere, men jeg har kørt nedkørsler med 60-65km/t i Danmark, og ved at mærke på fælgen kan varmen anes lidt tydeligere end på en aluflade. Når det er sagt, så tror jeg man skal file bremsen rigtig meget ned ad en lang bjergside, før en sådan varmeudvikling vil få slangen til at sprænge. I Danmark er det ikke sandsynligt. Bremsefladen har lidt mere struktur end fælgen i øvrigt. Ved høje opbremsninger kan de hvine lidt – om det går væk efter slid, det ved jeg af gode grunde ikke.
Hvad med bremselængde og bremseevne i regnvejr? Jo, eftersom jeg har haft hjulene i en skøn vejrperiode, har jeg ikke prøvet dem meget i regnvejr, men det jeg har kørt i vådt føre, har ikke givet mig indtryk af, at de ikke er på højde med en aluminiumsbremseflade.
Et stort plus er navet, hvor mine prøvehjul kom med DT Swiss 350. De har en pris på 7.195kroner på bud, og for godt 1.000kroner mere kan man opgradere til DT Swiss 240s-nav. Det må udødelige være i stand til at vurdere om er pengene værd. Det skal jeg ikke kunne sige. Navet, på det hjulsæt jeg kørte med, kørte smooth og lyden fra dem er dejlig sprød. Hjulet er efter min mening godt afstemt mellem at være et stift hjul, hvor al kraft kommer ud i hjulene; og komfort, hvor man ikke mærker hvert et lille bump på vejen; livligt uden at være ustyrligt. Alt i alt et rigtig godt hjulsæt til de danske forhold, hvad enten det er en pandekageflad vestjyllandsetape eller en mere bakket tur andetsteds i landet.
Levering
Hjulene leveres med quickrelease, bremseklodser, fælgbånd og ventilforlængere, da det kræver ventiler på ca. 80mm, hvis man kører uden ventilforlængere. Der er ikke slanger, dæk eller hjulposer med, men til gengæld er prisen heller ikke langt oppe i en tocifret prisklasse, som mange andre carbonhjulsæt kan være. Der er god service, der er svar på spørgsmål, hvis man enten ringer eller skriver over Facebook – så alt i alt – en fed service. Bare spørg efter Jesper.
Tak til Miles Cycling for lån af hjulene, de får en klar anbefaling med herfra.
Søren Kuipers