Altomcykling.dk har i år lavet et samarbejde med Nils Bradtberg fra Team ABC elite om at skrive hjem fra Indien, hvor han deltager i Tour of Nilgiris. Der er lidt løbselement, men naturligvis er det mest for oplevelsens skyld, at man drager til Indien som dansk licensrytter, med cyklen under armen. Herunder er Nils´ beretning fra 2013 hvor han kørte løbet første gang.
Af: Nils Bradtberg
Tour of Nilgiris (TfN) 2013
11 december. Jeg ankommer i Bangalore lufthavn tirsdag. Der er indere overalt. Venlige og nysgerrige. I længden meget langt fra dansk mentalitet. Min kammerat, Oluf, har lokket mig mod østlige breddegrader for at køre cykelløb i Indien. Jeg har gjort mig tanker omkring, hvad jeg går ind til, men kan alligevel ikke helt forstå det. Mit mentale cykel set-up er diffust. Jeg bliver hentet i lufthavnen af min kammerats chauffør. Han forstår ikke helt, hvorfor vi skal køre cykelløb, eller ved måske bare ikke, hvorfor vi gider. På vej fra lufthavnen til min kammerats bopæl går det stille og roligt op for mig. Hullede veje (Paris-Roubaix er her småting), vejbump, trafikkøer, tæt forurening og selvopfundne kørselsretninger. Det kan vel opsummeres, som et stort kaos.
16 december. Akklimatisering er indtruffet, både mentalt og fysisk. Det er kompliceret at træne hernede. Et større logistisk puslespil, der har resulteret i, at jeg kun har fået trænet to gange. Træningen har begge gange fundet sted på det legendariske tvillingebjerg ’Nandi Hills’. Det lokale svar på Klampenborgbakken eller Geels bakke, grundet den tætte beliggenhed på byen. At have hurtigste tid til toppen på denne stigning (i strava terminologi: KOM), indgyder respekt, og vidner om, at Bangalore udgør spiren til et cykelmiljø. Det er her, indiske cykelentusiaster begynder deres karriere. Det er her, Specialized har åbnet en butik. Det her cykelklubber etableres. Det er herfra cykelløb arrangeres.
– Og jeg skal køre et cykelløb – Tour of Nilgiris. 850 kilometer over 7 løbsdage. Hver dag med konkurrence segmenter, der alle afvikles som enkeltstarter, hvoraf den korteste er 8,5 km, med 3,3% i snit, og den længste 23 km. Sammen med mine to kammerater, Oluf og Christian, og 100 andre cykelryttere og indiske cykelentusiaster, er vi klar til at blive skudt af sted. Fotografer, politikere og løbsarrangører (i hobetal) vidner omkring den store begivenhed det er, at afvikle et cykelløb i Indien! Jeg skuer over mængden. Niveauforskellen er den største, jeg nogensinde har set. For 4 ud af 5, vil det være en kæmpe bedrift, at komme gennem løbet.
Deltagerne møder op på mountainbikes, i kondisko, og nogle har monteret støttefod, andre sidespejl. Jeg inkorporerer i mit mentale set–up, at løbet bliver smukt, sjovt, hyggeligt og anderledes. Konkurrence delen tager jeg, som det kommer. Det er ikke det primære.
Vi er ca. halvvejs, jeg har førertrøjen… Inderne kalder løbet, “Tour of Europe”.
21 december. Vi har tilbagelagt 560 kilometer og 4 enkeltstarter er blevet kørt. Fokus er skærpet. Jeg har den blå førertrøje, men én af to engelske prof. triatleter giver mig kamp til stregen, mens min kammerat kæmper om den øjeblikkelige tredje plads. Herefter øges tidsforskellen markant til de resterende ryttere. Inderne har – i humoristiske vendinger – omdøbt løbet til ’Tour of Europe’. Jeg nyder denne ’cykelferie’, men sætter mig også op til enkeltstarterne. Jeg analyserer min kørsel, vurderer ruternes sværhedsgrader og danner indre billeder af enkeltstarternes forløb. Jeg ved, at alle enkeltstarterne kræver fokus og disponering af kræfter. Det er ikke en disciplin jeg har stor kærlighed for, men ved trods alt, hvad det kræver –ved hvordan det skal føles.
Vi går ind i løbets afgørende fase. Forspringet blev etableret på de to første etaper, der overvejende var flade (15,4 km med 120 hm og 23 km med 199 hm), hvor jeg etablerede et forspring på 2 min og 3 sek. Første dag med en gns. hastighed på 43,7 km/t på enkeltstarten (på alm. træningscykel). Mit forspring lyder nu blot på 31 sekunder, hvilket kan tilskrives to bjergenkeltstarter, hvor min britiske konkurrent, Mark Bruce, har hentet tid på mig. En lille letvægter på 60 kg, der i hans bedste triatlon dage (2009: Top 15 i verden på kortdistance/halve distance) havde speciale på enkeltstarter. Én enkeltstart resterer. Jeg skyder umiddelbart den skærpede kamp til siden. Men de indiske arrangører, og den lokale indiske presse gør sit til, at jeg konstant bliver konfronteret. Det er sjovt og jeg vil gerne bidrage til den stemning og interesse der ligger i, at racet er åbent mellem to ryttere.
23 december. Vi ankommer i mål. Jeg mangler et glas champagne udbryder min kammerat, Christian. Det er varmt, trafikken buldrer om ørene på os. Forude venter ceremoni, hyldest og præmier. Jeg kørte en god sidste enkeltstart, hvor det lykkedes mig at øge forspringet til 1 min og 38 sekunder. Jeg har en god fornemmelse i kroppen, og tænker tilbage på den sidste etape; Syre, lårene brænder, pulsen galopperer. Vekslende kørsel med stigning og fald gør kørslen urytmisk, men jeg finder et tråd, hvor jeg kan holde presset uden at intensiteten falder. Flowet indtræffer kun kortvarigt. Jeg presser konstant, presser mig selv væk fra enhver form for behag. Jeg vil vinde. Det flimrer kortvarigt efter passage af målstregen. Iltforsyningen er ikke tilstrækkelig. Akklimatiseringen indtraf aldrig for alvor, og jeg kan mærke symptomer herpå. Men det var en oplevelse.
Det var mere overlevelse end konkurrence for de fleste, vi var 3 mand på podiet, men jeg tror alle der gennemførte følte sig som vindere.
Vi står på podiet. Nils Egil Bradtberg, Mark Bruce, og Christian Graver Larsen. En sjov og anderledes bedrift. Selvom konkurrencedelen er betonet i ovenstående, så fyldte oplevelsesdimensionen langt mere, men konkurrencedelen har givet stof til eftertanke. Jeg tror det er ret alment, at sætte sig op til kamp. Kampen var her på forhånd ikke givet, grundet store niveauforskelle og de store kulturelle (og infrastrukturelle) forskelle fra Danmark.
For mig var det således en kæmpe udfordring, at finde et passende set-up, der var afstemt med situationen. Det vil sige at kunne slappe af og nyde det indiske kaos, trods indlagt konkurrence. En oplevelse som denne er svær at overføre til konkurrenceprægede danske cykelforhold. Men afslapning kontra konkurrence er nok to væsentlige forhold at navigere mellem, hvis præstationen skal optimeres.
Jeg glæder mig sindsygt meget til at prøve løbet igen, det er jo lige om lidt!