Frej i sin interimistiske pain-cave © privatfoto

Vejen til UCI Gran Fondo VM i Aalborg – fra skrot til slot.

Til august 2024 drømmer Frej om at stå på startlinjen til UCI Gran Fondo VM i Aalborg. Om det lykkes vil kun tiden vise. På AltomCykling.dk deler Frej de kommende 10 måneder sine tanker, overvejelser og oplevelser på rejsen mod målet. 

af Frej Elbæk Schjeldal | AltomCykling.dk 

Ude af form, men stadig ok kørende

Regnen slår mod ruden, og havemøblerne stillet tilbage i skuret, med andre ord, vinteren er for alvor over os. Nogle tager nu vintercyklen frem fra garagen mens andre søger beskyttende ly på home-traineren, alt imens vi hver især kigger tilbage på årets mange cykeloplevelser og frem mod nye. For mig personligt bød cykelåret 2023 på den erkendelse, at jeg nok har peaket på cyklen, men i stedet for at græde snot over det faktum, er det på tide at begynde at nyde at jeg stadig er i ganske hæderlig form, med masser af plads til forbedring.

Jeg har brugt alt for meget tid på at være frustreret over ikke at være god nok, mens jeg faktisk i forhold til min alder og den tid jeg brugte på cyklen, nok egentlig var en ok cykelmotionist. 

Netop forholdet mellem alder og den tid jeg bruger på cyklen, fik mig til at tænke på, hvad det vil kræve at kvalificere sig til UCI Grand Fondo VM, som bedst kan beskrives som et VM-agtigt format for motionister. Altså et løb, hvor dem der ikke kører licensløb i A og B rækkerne mv. kan måle sig med andre i samme aldersgruppe samtidig med, at man får en god og international oplevelse.

Jeg ved godt, at der vist er en del tidligere licensryttere, som lige efter de er stoppet i licensrækkerne giver UCI Gran Fondo formatet et skud, men der er forhåbentlig også plads til os mere dødelige. Håber jeg. For jeg har besluttet, at det er årets mål for 2024. At se hvad der skal til for at det kan lykkes for en almindelig motionist at kvalificere sig i sin aldersgruppe, så jeg kan være med i Aalborg i slutningen af august næste år.

Jeg aner ikke hvad det kræver. Men det finder jeg ud af over de kommende måneder. Og jeg har aftalt med Uggi og Alt Om Cykling, at jeg løbende vil skrive om rejsen mod målet. Ligesom jeg vil trække personer og emner ind i artiklerne, som kan bidrage med perspektiv på træningen, kosten, det mentale mv. for derigennem også, at give jer der læser med perspektiv I måske kan drage nytte af i Jeres egen jagt på gode og sjove cykeloplevelser.

Vintertræning er blevet for alle, med Zwift og andre online platforme

Dette første skriv kan ses som benchmark for rejsen der nu starter. Sidder du som læser og har nogle ting, du synes det kunne være sjovt jeg kiggede på undervejs eller har du hørt om personer, der træner, spiser eller på anden måde har en spændende tilgang til cyklingen, så tip mig endelig. Så kan det være det netop er dem jeg tager en snak med undervejs.

Men lidt om mig. Jeg er 46 år gammel. Jeg bor i København. Har to børn på 8 år og 15 år og en indtil videre ganske forstående kone, når det kommer til accept af det projekt jeg nu kaster mig ud i. For det er jo netop balancen, at de også skal have lyst til at bo under samme tag med mig, efter jeg forhåbentlig har stået ved startstregen i Aalborg.

Her på tærsklen til november måned, kommer jeg direkte fra en knap 2 mdr. lang cykel pause, der skyldes forskellige omstændigheder, som en defekt geargruppe der blev ved med at drille, et jobskifte og nogle vinduer på huset der krævede en akut gør-det-selv indsats. Så det er på alle måder en fra skrot til slot øvelse, der nu starter. Jeg ved, at jeg inde bag efterårs fedtet, godt kan grave styrke og udholdenhed frem når det gælder. Men jeg ved også, at det med alderen bliver svære og svære at genvinde, det der er mistet. Den del er noget jeg kommer til at dykke nærmere ned i, i en senere artikel.

Kontorformen skal pudses af

Konditionsmæssigt tog jeg forrige uge en rampetest på Zwift og landede på en FTP på 270. Med et par og firs kilo på vægten, ved jeg godt at det ikke er særligt prangende, det er vel nærmest så tæt på kontorform man kan komme. Omvendt er der med ja-hatten på noget at arbejde med, både i forhold til styrke og vægt, for jeg skal sikkert op på en FTP et godt stykke oppe i 300+ samt ned i vægt. Samtidig skal det også være sjovt og en del af den udfordring jeg giver mig selv, er at jeg hele vejen skal holde fast i glæden ved at cykle. Rejsen mod målet skal lidt klichefyldt faktisk være vigtigere end det at kvalificere mig til selve løbet i Aalborg i august måned 2024. Det har jeg lovet mig selv og ikke mindst min kone.

Min nu og her plan handler ene og alene om, at få gang i cykelmusklerne igen oven på min cykelpause. Så i november er der ikke andet på plakaten end at få km. i benene (primært på hometraineren) og så en ny FTP test i slutningen af måneden, der kan danne basis for de næste måneders træning. Sideløbende ser jeg hvad der dukker op af interessante samtaler og dialoger med andre, som er dygtigere på cyklen end jeg er og som ved mere om, hvad den rigtige plan for en som mig kunne være.

Af vigtige datoer har jeg øjnene på et kvalløb i Kroatien i april, som jeg lige skal finde ud af hvordan man får startnummer til, og hvis det glipper, så har DCU netop offentliggjort at der også er et kvalløb i Svendborg til juni, som sidste mulighed for at kvalificere sig.

Hvad det kræver placeringsmæssigt at slippe gennem nåleøjet i min aldersgruppe, skal jeg også have kigget meget mere på. Så jeg hører gerne fra andre som er lykkes eller har forsøgt sig med en lignende målsætning. Min tilgang i skrivende stund er en forventning om, at jeg skal forsøge at få en af de yderste mandater i min aldersgruppe og det derfor rent taktisk er det, jeg skal gå efter når kvalifikationen skal i hus i enten Kroatien eller Svendborg.

Jeg glæder mig. Og jeg håber du har lyst til at læse med i de kommende artikler, som jeg vil forsøge at gøre lidt mere tematiske, samtidig med at dele nogle af de udfordringer og erfaringer jeg gør mig undervejs.

Nu er kursen sat. Let the fun begin.