Wahoo har købt Speedplay, og er nu på markedet med en række pedaler under navnet “Wahoo Speedplay“. Den største synlige forskel er at der nu står Wahoo på pedalerne, henover trædefladen. Systemet er ikke ændret. Klampen er pedalen, pedalen er klampen. Det vil sige det tekniske “kliksystem” er placeret i klampen, og selve pedalen er en “død” plade, med en pedalarm i, så langt, så godt.
Montering af pedalerne – ikke den mest enkle opgave.
Pedalerne kommer i en fin lille pakke, og der er rigeligt med manualer der forklarer hvordan man monterer både pedaler og klamper. Selve pedalerne er ligetil. Du skruer dem i pedalarmen, færdig. Klamperne er et andet bæst. Det første der springer i øjnene er at klamperne kræver hele 7 skruer pr. sko, eller 14 i alt til montering, med mindre du altså har investeret i et par speedplay specifikke cykelsko, så kan du nøjes med 4.
Næste ting der springer i øjnene er, at der tydeligt på klamperne er angivet at man bør bruge momentnøgle ved montering, men alle skruerne er stjerneskruer!? Hvis man ikke lige har en stjerneskruestrækker med moment, så må man købe én. Men det er faktisk besværligt at trykke på en skruetrækker, og dreje og samtidig tjekke moment. Få nu opgraderet de skruer til umbraco. Selvom jeg gjorde mig umage, takkede et par af skruerne over ved montering, og på sigt ved man bare det vil blive noget hø. Ved en enkelt skrue gik det helt galt som det ses. Udfordringen bliver erfaringsmæssigt ikke mindre, når skruerne har været udsat for vind og vejr. Stjerneskruer er 80er teknologi, på et 2021 produkt.
Dobbeltsystemet er nødvendigt, pga. den runde pedal-
Der skal skrues en plade med 3 skruer i skoen, som en slags “primer” til at starte med og så skal selv Speedplay klampen monteres ovenpå, det er fordi der ikke er plads til en rund pedal mellem 3 skruer, i den klassiske afstand de kommer med, så derfor er der brug for dette “dobbelt system” hvis man altså ikke har en specifik Speedplay sko. De 3 nederste skruer er ikke længere tilgængelige, når først klampen er monteret ovenpå, og derfor er det heller ikke længere muligt at flytte klampen frem og tilbage, kun rotation er mulig. Er der derfor behov for at rykke klampen lidt frem eller tilbage, skal du have den øverste del af (4 skruer), løsne 3 skruer, rykke klampen, og montere igen. De fleste ligger ikke og ændre klampe position vildt ofte, så det er ikke et kæmpe problem, men lidt besværligt er det altså.
Nu er klampen så næsten monteret. Som det ses er der også en lille plastic bandit der skal på, for at rive de sidste “aero gains” ud af set-uppet, igen noget der skal pilles ad, hvis du skal have adgang til at justere klamperne, og igen ikke noget man gør hele tiden, og det skal du være glad for. De små plasticcovers er besværlige at montere korrekt, og heller ikke lette at pille af igen. Jeg skal være ærlig at sige jeg synes jeg brugte utroligt lang tid på at få de her klamper til at sidde.
Da det samtidig var et nyt pedalsystem, og jeg derfor ikke ramte fittet lige i røven første gang, men måtte have klamper justeret 3 gange, inden jeg var tilfreds, der må jeg indrømme at jeg var blevet helt ekstremt træt af 7 skruer pr. sko, stjerneskruer der var slidte OG aerocovers!! Vær forberedt med lidt tålmodighed hvis du skal installere Speedplay for første gang er mit råd! Til gengæld har jeg tidligere hørt at Speedplay klamper let bliver slidt, det tænker jeg de her Aerocovers hjælper gevaldigt på.
Nye klamper til Speedplay koster 449,- kroner, så det vil være en fordel hvis de her covers hjælper på holdbarheden.
Pedalen og klampen er monteret, lad os cykle en tur!
Èn af de ting Speedplay er kendt for, er muligheden trinløs justering af “float” – det vil sige, hvor meget din fod kan rotere i pedalen. Hos andre systemer er det noget man køber som en del af den klampe man vælger, hos Speedplay justerer du med en skrue præcist hvor meget “float” du ønsker. Det virker fantastisk godt, og måde pedalen roterer på er også klart mere naturlig end f.eks. Shimanos float, der let “låser” når der er vægt på pedalen. Her kommer Speedplays design virkelig til sin ret.
Den runde Speedplay pedal kan næsten uanset påvirkning, rotere. Det har rigtig mange jeg har cyklet med oplevet har kunne afhjælpe problemer med deres knæ, når position og tråd bliver lidt mere organisk og benene har mulighed for mikrojusteringer, mens der trædes. Det er ikke noget jeg personligt har et behov for, men følelsen var tydelig, og jeg forstår hvorfor netop denne feature gør at Speedplay har en dedikeret fanskare. Det virker.
Justeringen er ganske ligetil, og løbende justeringer er også letter, selvom aerocoveret dog lige skal ef en tur, men det er petitesser i denne sammenhæng, her har Speedplay fat i noget rigtigt. Det er i øvrigt rigtig fint de tydeligt har skrevet hvad det er man justerer, når man skruer på skruerne, som OGSÅ er stjerneskruer???. Det er dejligt pedalerne er “dual sided” så man let kan klikke ind, men seriøst er det altså ikke et problem at klikke i pedaler på landevejen, så lille fordel Speedplay her, men ganske ubetydelig.
Føles trådet ens? – og er det virkelig verdens letteste pedal?
Min klare oplevelse er at jeg tydeligt kan mærke pedalen op gennem klampen og ind i foden, i større grad end de landevejspedaler jeg ellers har benyttet. Det føles mere i retning af at cykle med MTB pedaler under foden, følelsen af at du træder med en mindre del af foden, dog er helt så markant.
Sandsynligvis er det noget man vil vænne sig til og som mærkes tydeligere de første gange man kører med pedalen, og i praksis betyder det måske ikke det store, min oplevelse er dog, at der er forskel, og jeg det er i hvert fald et andet tryk denne pedal giver på foden, end de pedaler jeg normalvist cykler med.
Er pedalerne er også verdens letteste? Ja, selve pedalen er lettere end noget andet, sættet vejer 172g på min vægt, mod Dura-Ace der vejer 228g, men det samlede system er ikke verdens letteste. Pedal og klampe hos Speedplay NANO vejer det samme som et sæt Ultegra-pedaler, inklusive klamper, nemlig 340gram, det er samlet set 20 gram mere end Dura Ace, men vægten af selve pedalen er altså lettest hos Speedplay.
Kan pedalerne anbefales?
Jeg kan helt sikkert godt anbefale Speedplay til forskellige scenarier, men jeg synes ikke det er en begynder-pedal. Systemet er for kompliceret, justeringen er for kompliceret, klampen kræver en del vedligehold, og så er pedalerne forholdsvist dyre. De ser toplirens ud på din cykel, med deres meget enkle pedal, og deres float er uovertruffent og har skaffet Speedplay fortjent mange dedikerede fans.
Den NANO udgave jeg har fået lov at låne, som er topmodellen, koster 3399 kroner vejledende ud, til den pris får du en pedal der vejer 168 gram for et sæt, mod 222 gram for Speedplay Zero, der er næste pedal i programmet, de koster 1799 kroner. Med de priser er Speedplay ubestridt markedets dyreste pedaler.
Jeg har svært ved at anbefale en pedal til 3400 kroner, der ikke anbefales til ryttere på over 82kg, ganske enkelt dobbelt pris for 50 grams besparelse. Der skal nok være kunder til den dyreste pedal på markedet, men jeg vil hellere anbefale Zero. Så det bliver anbefalingen herfra. Har du mod på at købe et sæt Speedplay, fordi du synes de ser fede ud (fair) og / eller – pga. deres unikke float system (totalt fair!) – så køb et sæt Zero.
Wahoo Speedplay Zero – set hos Jensen Cykler til 1799 Kroner.
Tak til Wahoo for at stille pedalerne til rådighed for AltomCykling.dk