To ord: Grus og regn! Så nemt kunne lørdagen beskrives, hvis man da ikke lige mødte op. I det tilfælde, at man netop mødte op, da ville man også knytte mindst to yderligere ord: Hårdt og megafedt! Godt og vel 30 friske mænd og mindst én kvinde trillede ud fra Lucky Machines lokaler nær Tranbjerg i det sydlige Aarhus. På menuen stod godt og vel 80km gravel i udfordrende terræn – alle ledt an af den tidligere prof-rytter Mads Christensen – og som bonus med en stifinder fra allerøverste crosshylde lokalhelten og tidligere CX danmarksmester Joachim Parbo. Til dem der ikke var med: I gik glip af noget. Til dem der var med: Vi glemmer det aldrig!

Af: Søren Kuipers // Foto: Annette Elgaard

Der findes kun dårlig påklædning

Vejrudsigterne på både DMI og YR.no var rimelig enslydende lørdag morgen: Det vil regne, og det vil blæse, og det bliver omtrent 5 grader. Det gamle ordsprog måtte støves af nok engang: `Der findes ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning’. Nuvel. Tasken pakket med alt fra skoovertræk, vindvest, regnjakke, handsker, pandebånd, uldundertøj og så ellers af sted. Klokken 9.00 mødtes dagens kompetanter i Lucky Machines lokaler. På vej derhen, i bil, er vinduesviskerne allerede i gang. På turen skulle det vise sig at det gamle ordsprog ikke passer, på dagen fandtes der stort set kun dårlig, og mindre dårlig påklædning, der var helt sikkert ikke nogen, uanset påklædning, der ikke synes det var lidt ringe vejr, men det var fedt alligevel!

En duft af kaffe

Allerede da jeg træder ind i lagerbygningen ved Lucky Machine rammer en dejlig duft af smør, lune rundstykker og sort kaffe mine næsebor. Bageriet Briancon står for forplejningen, og dér ved jeg det; det her er cykelnørderi i bedste stil. Atmosfæren er afslappet, spændt og hyggelig. Borde-bænkesættene bringer os ryttere nærmere hinanden, og over morgenkaffen går snakken allerede lystigt uanset, om man kender hinanden eller ej. Klokken slår 10.00, og vi begiver os af sted på det, der bliver en dag, jeg med glæde husker tilbage på. Ikke på grund af vejret eller min gennemsnitshastighed eller en podieplacering.

Nej, jeg vil mindes dagen, fordi det hele var nyt, nyt, nyt! Som tidligere skrevet her på bloggen, så er Gravel Cycling et moderne fænomen, som spreder sig i et hastigt tempo. Den amerikanskinspirerede tankegang, om at vælge grusstierne og det ujævne terræn, er i sig selv ikke en ny opfindelse; nej, det er snarere et renæssancelignende fænomen, hvor raceren bruges mere oldschool, som da Lapize, Coppi og Anquetil sled sig igennem lange etapeløb – på grus. Det er nyt for mig at køre grus, og hvad mere oplagt end medbringe min nye CAADX fra Cannondale købt ved CyclingFreak BikeStore ugen inden. Den fik sin sag for, men den skulle nok klare mosten.

Det er ikke det eneste, der er nyt for mig. Mads Christensen, intiativtager til dagens event, har strikket en meget anderledes cykeldag sammen. Alle er klar til race, men der er ingen startnumre, der er ingen tidtagning, chip eller anden konkurrencelir at se. Vi skal køre af sted som én gruppe, med masser af indlagte småspurter, ekstra loops og – skal det vise sig – mulighed for at dele efter niveau undervejs. Der findes mange klassiske motionsløb. Dette er ikke et af dem.

Graveleur in spe

Lad det være sagt med det samme. Jeg er ikke et teknisk vidunder på en cykel, og jeg kommer aldrig til at falde i Jørgen Leths smag rent stilistisk, hvis han dog på nogen måde skulle se mig på en cykel. (RED: hvilket ikke sker). Men at køre på crosscykel i dårligt vejr på grus, stier, mudder, sten og vandpytter giver mening. Det er sjovt, anderledes og hårdt. Joachim Parbo styrer slaget. Den tidligere danmarksmester i cykelcross leder os lynhurtigt ud af Aarhus ad grusveje og stier, jeg ikke anede fandtes, og det er først efter Tingskoven (10km), at jeg kan kende omgivelserne omkring Testrup.

Vi pløjer igennem terrænet. Der bliver samlet op efter små bakker og når asfaltstykkerne rammes (du læste rigtigt – på asfalten blev tempoet hold moderat og ikke unødvendigt forceret). Efter godt og vel 20km kommer vi til én af dagens skrappeste stigninger – Fuldenbakken op mod Moesgaard Museum. Den dræner mange for energi, og en sprungen kæde hos en rytter fra Ry giver et hvil på toppen. Der samles op igen, og det går lystigt igennem skoven ned til vandet, hvor der køres i højt tempo ud mod Norsminde.

Farten er høj, når det går stærkt, men den falder igen, så alle kommer med. Jeg hører én spørge Mads Christensen om, hvor langt der er til kaffestop (det stod der på invitationen, at der ville være). Jeg lytter, men jeg hører ikke svaret. Få minutter senere drøner vi ufortrødent forbi Bagergården i Saksild (for ikke-lokale: et godt bagerstop), og behovet for varme, kage og kaffe er stort. Regnen pisker ned, og da vi kører ind på gårdspladsen ved Fru Møllers (for ikke-lokale: et rigtig godt kaffested) tæt på Bjerager, tænker jeg: ’Nu kommer pausen’. Men nej, vi kører videre og fortsætter endnu op igennem en svær skovpassage syd for Odder, og dér – gemt imellem træerne – står en lille pavillon. Pause? Nu? Udenfor? Jovist, der er pause og hvilken én: basser, croissanter og spandevis af kaffe møder os, og der bliver tanket lynhurtigt op. Vi har kørt godt og vel 50km, og manges batterier trænger til opladning.

Gruppen deles i to, og jeg drøner videre med Parbo, Smeden og en 7-8 andre. De næste 20-25km erindrer jeg ikke meget om. Vi kører igennem et utal af skove i mudder, i vand, på grus, på sten og på asfalt. Jeg aner ikke, hvor vi er henne, før vi drejer ind mod Solbjerg og kursen sættes nu direkte mod Aarhus. Mine hænder et frosne, humøret højt, og vi kører de sidste kilometer på asfalt i ren modvind.

Et hjerteligt gensyn

Tilbage ved start mødes vi af grillduft, varm kaffe, popcorn og kolde fadøl fra Aarhus Bryghus. Hurtigt blander duften af sved og regn sig med grillpølser og drikke, og der er ikke et øje tørt. I dagens anledning havde Mads Christensen allieret sig med både familie og fotograf under hele arrangementet. De agerede både fotograf, grillmester, publikum, følgevogn, soigneur og meget andet – de stod der endnu, efter mere end 4 timers gruscykling, smilende og fulde af roser til os. Efter en halv times tid kunne man sågar se de forfrosne rytteres kroppe tø op af lækkerierne, og de varme kinders blussen øgedes i takt med mængden af øl og røverhistorier, der blev langet over bordene.

Epilog

Kære læser
Hvis du skulle være i tvivl, så kommer her min afsluttende og altomcyklende salut:

– ‘I hvor mange sportsgrene kan vi – de dødelige – få lov til at lege med, lære af og dyste mod eksperter som en mangedobbelt danmarksmester i disciplinen cykelcross og et par tidligere prof-landevejsryttere med flere grand tours på deres samvittighed?’

– Mit korte svar: ‘Jeg kender ingen!’

Jeg har (måske) været heldig, at gravel cykling ikke er blevet stort herhjemme endnu. Det er nok derfor, at jeg fik muligheden. Eller (måske) er det bare fordi, både Joachim Parbo og Mads Christensen er ligeså bidt af en gal cykel, som alle os andre, der er elsker cykling. Så de gør det af glæde til sporten. Jeg tror det sidste.

Var du ikke med? Så kan du glæde dig over, at du sparede en flad halvtredser (og her ville jeg – hvis det havde været en sms – have lavet et ansigt med en laaaaaang næse).

Er du stadig træt af, at du ikke var med? Ja, så kan jeg glæde dig med, at der er planer om flere afdelinger af X-trail Gravel Cycling. Hvis enderne når sammen, vil der allerede til januar 2017 blive kørt en vinteredition, og på sigt ønsker Mads Christensen en afdeling pr årstid. Der skulle komme nyt inden jul her.

Tak for turen og tak for kaffe.

// Søren Kuipers