Søndag var det tid til afslutning på 8 dages heftigt løbsprogram. Sidste søndag stod den på 180 kilometers fed oplevelse til Sydbank Stjerne tour de Grindsted, Torsdag stod den på 140 (110) kilometer med en masse højdemeter til Cyclingparts Race – Danmarks Højeste og Søndag stod den så på en ordenlig mundfuld, en rigtig dansk motionsklassiker. Grejsdalsløbets 200 kilometers Kongerute, med ikke mindre end 23 katagoriserede stigninger, og noget i retning af 2300 højdemeter. Med andre ord en rigtig herretur… redaktøren fik dog alligevel baghjul af en kvinde, mere om det senere.

Velorganiseret start, det kørte bare som det skulle.

Det var forholdsvist nemt at finde frem til startstedet i Vejle, med så mange cyklister til start (ca.4300 Red.) var det nærmest bare at finde en bil med et par cykler bag på og så lægge sig på hjul. Der kunne dog godt have været et par skilte inde i byen til os der aldrig har kørt løbet før – måske så vi dem bare ikke?. Til gengæld var der frivillige da vi nærmede os startstedet til at guide os på vej. Indskrivningen foregik totalt smertefrit, vi kunne vise vores tilmelding på smartphonen og få udleveret startnummer.

Grejsdalsløbet opererer overraskende nok kun med klistermærke på hjelmen. Det mener vi faktisk er en uheldig beslutning, og i 2014 håber vi at numre på tøjet vil blive indført (genindført). Numre betyder at bilister ude på ruten kan se, at her er tale om et officielt arrangement. Det giver også mulighed for at identificere ryttere der opfører sig uheldigt, noget der desværre var et meget ærgeligt eksempel på i år (En rytter kørte en kondiløber ned, uden at stoppe op, så det var andre ryttere der måtte hjælpe vedkommende på fode, det er jo overhovedet ikke i orden!).

AltomCykling.dks redaktør og vores lynhurtige medskribent Peter Holm Nielsen var blevet placeret i sidste startgruppe, der lignede den var skrumpet noget i forhold til programmet. Nogle var vist hoppet på startgruppen før. Lidt ærgeligt for den sidste gruppe når folk ikke overholder starttidspunkterne, det er i forvejen ikke let at finde en god gruppe når man er de sidste. Det er svært for arrangørerne at gøre noget ved for alvor, men en opfordring til at folk overholder deres grupper, særligt når de næstsidste sendes afsted? Hvis der er for få i den sidste startgruppe, så drop næstsidste start, og lav en samlet sidste start, så er der ingen der står tilbage som det “tynde øl”.

Danmarks bjerge nummer et – vind. Danmarks bjerge nummer to – punkteringer!

Peter Holm var opsat på at der skulle fart på fra starten, han var vist stadig lidt tændt fra Enkeltstarten dagen før. Efter den fine masterstart ud af Vejle by, med hjemmeværnspoliti i alle kryds og lyskurver blev vi givet fri ved bunden af Jellingbakken. De 1200 meter med 5%s stigning i snit, blev ædt med lammende 31,5 km/t i snit, af Peter. Det tempo kunne redaktøren ikke holde til ret længe, så efter 15 kilometer, da vi passerede en større gruppe der kørte under 40 km/t på de lige stykker!!, sagde jeg farvel og tak. Allerede her havde vi passeret de første 50 ryttere der stod i vejkanten med punkteringer, og det forsatte stort set hele løbet igennem, der stod VIRKELIG mange og skiftede slanger.

Har læst om flere på nettet der opgav at gennemføre ruten efter 2 – 3 punkteringer på de første 40 kilometer. Jeg var heldigvis selv forskånet på første del af ruten, og det gør det selvfølgelig noget lettere at holde en god tid rundt, når man kan holde sig på cyklen i en god gruppe, uden at skulle stå af og til at lede efter en ny.

Spin, spin, spin. Hvis køllerne kører rundt, så kommer du over bakkerne!

Med så mange ryttere (over 1000 på 200 kilometers ruten) er det svært at ende helt alene, så det gør det selvfølgelig let at finde vej, men skiltningen var nu forbilledlig på ruten og ikke ét eneste sted var jeg i tvivl om hvor jeg skulle køre hen. Samtidig var der også placeret frivillige i mange af de farlige sving, det kunne ikke være bedre.

Inden løbet var jeg meget i tvivl om jeg skulle “bide i græsset” og installere compact kranksæt, og smide en større kassette på (normalt kører jeg 53/39 – 12/25) – jeg trænede en masse kadence sidste år, og besluttede at til Grejsdalsløbet, der skulle køllerne bare køre rundt, med så høj kadence så muligt.Så der blev installeret 50/34 – 12-29, og med 34/29 som panikgear, så kan man altså komme over det meste. Anden store beslutning blev at der ikke måtte køres i rødt, kun på de sidste 15% af bakkerne, om det så betød at jeg måtte slippe gode grupper hvis de kørte for stærkt, så måtte det være sådan.

Begge dele skulle vise sig at være en rigtig god idé. Da jeg slap Peter Holm Nielsen, efter 15 kilometer, var det ikke fordi kroppen sagde stop, men jeg kunne tydeligt mærke, at jeg kørte for hurtigt, og efter omkring 100 kilometer overhalede jeg faktisk begge ryttere der sad på Peters hjul sammen med mig i starten. De havde virket betydeligt stærkere end mig i starten, nu var de kogte… sådan havde jeg også set ud, hvis jeg havde forsøgt at hænge på den “gamle”, så det var jeg glad for at jeg ikke forsøgte.

I stedet for at give den gas op over bakkerne, så fik den virkelig maks på kadencen, der blev virkelig spundet allerede fra bakke 1. Min gennemsnitskadence endte på 87 rpm for hele løbet, så der blev kørt rundt og rundt og rundt. På bakkerne handler det om allerede fra starten af bakken, at finde et gear som du kan holde HELE vejen op over. Alt for mange starter i for højt gear, og må så geare ned flere gange på vej op.

Starter du modsat i et gear,som du kan holde hele vejen op, så mister du måske lidt tempo i bunden, til gengæld er der næsten garanti for at du overhaler alle dem, der skal skifte gear mere end en gang på vej op. På toppen betyder den jævne kadence det rette gear giver, at du ikke så let syrer til, og i stedet for lige at sidde og puste når du rammer toppen, så har du luft til i stedet at geare et par gear ned, fortsætte samme kadence og så bliver der for alvor luft ned til dem bagved. Prøv det næste gang du skal slå nogle af gutterne på en stigning!

Gode velassorterede depoter, men kun 3? – så husk nu vand for fanden!

De første 100 kilometer gik forrygende, men så lavede jeg desværre en dum taktisk fejl omkring Munkebjerg. Havde kun en halv vandflaske tilbage da jeg ramte depotet, men tænkte at det nok skulle holde til næste depot, desværre var flasken allerede tom da vi kom op på toppen af Kiddesvej, og så blev jeg straffet. 5 kilometer efter Kiddesvej meldte krampen sig i højre inderlår,  og de næste ca.30 kilometer frem til rutens sidste depot på Nørup Skole, blev noget af en prøvelse. For hver ca.10 gange jeg kørte pedalerne rundt, måtte jeg lige stoppe hurtigt og banke lidt på inderlåret for at fjerne stivheden, 15 kilometer fra depotet blev jeg nødt til at stå af på en bakke og simpelthen strække ordenligt ud. AV! Herefter gik det dog lidt bedre frem til depotet, og efter depotet med frisk saft i dunkene, gik det over stok og sten hjem til mål.

Depotet på Nørup Skole blev det eneste depot jeg besøgte, men det var fint organiseret, det var masser af drikkestationer med store fyldte tanke hvor man kunne fylde på, samt bananer og diverse andre ting, på dette tidspunkt var min krop dog ikke rigtigt klar til fast føde, men en enkelt banen fik jeg da lige klemt ned på vej ud af depotet.

3 depoter er i øvrigt ikke overvældende på en 200 kilometers rute, et enkelt mindre depot mellem Munkebjerg og Nørup skole kunne måske overvejes? – med så mange ryttere til start er jeg klar at over det ikke er en lille opgave et oprette et ekstra depot, men alligevel, det ville ikke skade. Jeg så mange der godt kunne have brugt en puster på de ca. 40 kilometer der var fra Kiddesvej og frem til sidste depot, som så måske kunne flyttes lidt frem på ruten?

Tæt på målsætningen, men blev sgu alligevel slået af en kvinde til sidst!

I Aarhus har jeg trænet et par gange med en pige fra CK Aarhus der hedder Line Rehde, hun er en lille klatrertype, så det er altid sjovt at forsøge at komme op ad bakkerne før hende. På de korte danske bakker kan vi faktisk godt konkurrere lidt, så det var oplagt at vi også lige skulle finde ud af hvem der kunne komme igennem Grejsdalen 200 hurtigst. Hun har klart fordelen opad, mens jeg måske har en lille fordel på de lige stræk. Hun startede 3 minutter før mig, så da jeg overhalede hende omkring de 100 kilometer, var det bare om at holde på, og den moralske sejr ville være hjemme, men sådan skulle det ikke gå.

Med 15 kilometer igen slap mit held op, havde slået krampen og var sluppet for punkteringer, men så kom den første punktering, og netop som jeg stod og baksede med slangen, så kørte Line forbi… satans, hun havde åbenbart også holdt kæden stram, og her lavede jeg nok en fejl, for i min iver efter at komme på cyklen igen, og afsted inden Line kom 3 minutter foran mig, fik jeg nok ikke tjekket dækket helt godt nok, blot 5 kilometer senere var den gal igen, og så kunne jeg godt se det ville blive svært, har dog trænet slangeskift så jeg skyndte mig alt hvad jeg kunne og var GLAD for min C02 pumpe!

2 kilometer senere fik jeg så endnu en punktering, det var lige inden næstsidste stigning på ruten – godt jeg havde 3 slanger og 3 patroner med! Dem der har prøvet det, ved at den 3. punktering ikke bare er irriterende, men OGSÅ noget hård at få pumpet op, hvis man er på håndpumpe, så jeg var glad for Co2´en! (Der kommer en test snart, den har bestået prøven! Red.) – netop som jeg fik luft i den sidste slange, blev jeg overhalet af CK Ry og jeg vidse de havde en god motor med i gruppen, så jeg hoppede på cyklen og så var det ellers bare om at give den noget gas opad bakken og se om jeg ikke kunne hente dem, for dem skulle jeg bare på hjul af ind til Vejle og den sidste stigning op ad Gl. Kongevej, det lykkedes!… så vi blæste afsted på de sidste kilometer, og så var der kun Gl. Kongevej tilbage, som godt nok var hård!

Gl. Kongevej, av for en bakke efter 200 kilometer, tak til alle tilskuerne!

På Gl. Kongevej endte jeg for første gang i “panik” gearet som det kaldes, 34 / 29, og det var ikke et nummer for stort til mig på det tidspunkt. Det var kun viljen og absolut ikke overskud i benene, der holdt mig på cyklen op over, og ikke mindst alle de fantastiske publikummer, der havde fundet vej ud og heppe på os på den sidste stigning! Det var jer det holdt mig på cyklen, og væk fra at måtte stå af og trække op. Det er der jo ingen der har lyst til, selvom mange bliver tvunget til det, og det er i øvrigt ingen skam, hatten af for alle der gennemførte 200 kilometers ruten i går, det er en hård rute, men forhåbentlig havde de fleste det også sjovt! Nu holdt det jo tørt, og vinden var rimelig begrænset.

Min sammenlagte “stoptid”, for 3 punkteringer og et depot stop endte på 13 minutter, havde jeg skulle håndpumpe efter 3 punkteringer var det blevet mindst 20 minutter jeg havde tabt. Desværre var mine hurtige slangeskift, ikke hurtige nok, for efter målstregen måtte jeg ærgelig konstatere, at Line lige præcis havde taget den moralske sejr og slået mig med 3 minutter… FANDENS OGSÅ!! – nu har hun håneretten det næste år, men så forhåbentlig heller ikke længere. For jeg kommer selvfølgelig tilbage til Grejsdalen næste år, til endnu en rigtig hård, sikker og god oplevelse på cyklen. Min målsætning holdt jeg dog, da jeg gerne ville rundt på under 7 timer (tiden blev 6:38) og gerne ville holde over 30 i snit, jeg er noteret for 30,1 km/t. Jeg er virkelig tilfreds, det gik sgu godt synes jeg!

Der manglede lidt skilte fra toppen af Gl. Kongevej så man kunne finde ned til målzonen (og måske en hjælper der hvor man skulle krydse den store vej og over på cykelstien) – selve målzonen var flot organiseret med sandwiches og juice, samt mulighed for køb af grillede pølser og øl osv, det var også lidt musik. Super godt. Vi mener det er en fejl at rytterne ikke får udleveret tydelige startnumre og der kunne godt være lidt bedre skiltning inde i Vejle, både når man ankommer i bil og afslutter 200km ruten. Man kunne overveje et enkelt depot mere på 200 kilometers ruten.

Det er dog i småtingsafdelingen. Vi siger tak for i år, Grejsdalsløbet er et super arrangement. Vi ses næste år!

I kan se Redaktørens data fra turen her : STRAVA

Grejsdalsløbet får 4 C´er – et rigtigt godt motionsløb, med plads til små forbedringer.

AltomCykling giver løbet 4 Cer