Ven af bloggen Thomas Jensen, støtter Cykelnerven der er et velgørenhedsløb på to hjul, måske Danmarks hårdeste af slagsen. Løbet udfordrer cykelrytterne med 10 benhårde Tour de France-bjerge, som skal overvindes på bare fire dage, f0rmålet med “galskaben” er at samle ind til scleroseforeningen, men hvorfor vente til foråret med at cykle bjerge, når man kan cykle nu? 

Bjergene kalder

Tekst og foto af Thomas Jensen | AltomCykling.dk

“Hvorfor?” er jo ret beset et af livets store spørgsmål. Et spørgsmål man som motionscykelrytter helt sikkert ofte har stillet sig selv.

Hvorfor bevæger man sig gang på gang ud på lidt for lange cykelture, hvorfor elsker man som halvtyk motionist, at cykle i bjerge, hvorfor cykler man i regnvejr, når man gang på gang har svoret, at man er solskinsrytter. Hvorfor opsøger man smerten og lidelsen?

Svaret må du desværre nok finde hos dig selv, eller i anden dybere litteratur. Dette er blot en beretning om en fantastisk tur med Cykelnerven som denne gang gik til Mont Ventoux, med den ambition om, at blive optaget i den eksklusive klub “Cinglés du Mont Ventoux” (Mont Ventoux galningerne). Adgangsbilletten er en cykeltur 3 gange op på Mont Ventoux på samme dag. En tur på 140 km og 4.497 højdemeter.

Ventoux – bjerget der æder helte og føder legender

Mont Ventoux. Blot navnet kan få en Tour-rytter til at svede tran, før han overhovedet har klikket i pedalerne. Det hvide, stenede bjerg i Provence står som en trold i landskabet – ikke en elegant Alpe med grønne enge og køer, men en gold kæmpe, der pisker rytterne med vind, varme og udmattelse.
Det var her Tom Simpson i 1967 lagde sig til at dø, med lommerne fyldt af piller og et halvtomt cognacglas i systemet. Hans mindesten står stadig et par kilometer fra toppen, og enhver, der kører forbi, mærker en klump i halsen. Ventoux glemmer ikke.

Eddy Merckx prøvede at tæmme bjerget i 1970, men endte med at få ilt som en bokser, der var slået ud på benene. Selv “Kannibalen” måtte smage Ventoux’ brutalitet. Og hvem husker ikke Chris Froome i 2016, der styrtede og pludselig blev en løber midt i Touren? Cykelløb blev til slapstick på live-tv – surrealistisk og uforglemmeligt.
For danskerne har Ventoux også givet drama. Michael Rasmussen dansede opad i 2004, polkaprikket og fandenivoldsk. Riis kæmpede sig over i 90’erne, altid med det sammenbidte ansigt, som om han var på vej op ad Livets Bjerg. Men det største øjeblik kom i 2021, da en spinkel Jonas Vingegaard på den dobbelte Ventoux pludselig rystede Tadej Pogačar. Hele cykelverdenen tabte kæben – en dansker kunne ikke bare følge med, men angribe Tourens konge. Det var dér, frøet blev sået til de gule somre, der fulgte.

Idioti forklædt som en cykeludfordring

Mont Ventoux er ikke et bjerg, man vinder. Det er et bjerg, man overlever – og hvis man er heldig, får man lov til at skrive sit navn ind i dets nådesløse stenørken, som
Cinglés du Mont Ventoux. Der findes folk, der tager på ferie i Provence for at drikke rosé og spise gedeost, og så findes der dem, der tænker: “Hvorfor ikke køre op ad Mont Ventoux tre gange på én dag?” De kalder sig selv Cinglés du Mont Ventoux – de Skøre fra Ventoux – og navnet er ikke for sjov..

Tre opstigninger. Fra Sault, Bédoin og Malaucène på samme dag. Man starter med at være lidt lalleglad: “Det er jo bare tre forskellige sider.” Men allerede på første opstigning opdager man, at Ventoux ikke har en blød side. Den ene er lang, den anden er stejl, og den tredje er lumsk. På tur nummer to begynder man at forhandle med sig selv: “Hvis jeg bare klarer den til trægrænsen, så kan jeg sikkert trille resten af vejen.” Spoiler: man triller aldrig på Ventoux. Man kravler, slider, bander og svovler. På tredje tur er man reduceret til en cyklende zombie med syltetøjsglas som øjne. Hver eneste sving føles som et ondt deja-vu.

Men når man så endelig står på toppen for tredje gang, i det stenede månelandskab, hvor vinden hyler og alle selfies bliver lidt skæve – så føler man sig faktisk lidt som en Tour-legende. Eller i hvert fald en idiot med stil.

Det lyder ikke sundt eller fornuftigt!?

Nej, det er sikkert ingen af delene, men det er et mærkat, man sætter på sin sjæl: “Jeg var dum nok til at kaste mig ud i det – og stærk nok til at gennemføre det.”
Det skallede forblæste bjerg Mont Ventoux lever i dén grad op til sit navn. Her er målt vindstød på helt op til 320 km/t, og Mistralen – den berygtede middelhavsvind – blæser gerne 240 dage om året, ofte med mere end 90 km/t. Lige under toppen ligger endda et pas med det passende navn Col des Tempêtes – Stormenes Pas. Man behøver ikke fantasi for at forstå hvorfor.

Med turen med Cykelnerven i weekenden ramte vi Ventoux på den perfekte dag. Skyfri himmel, ikke for varmt, ikke for koldt. Vinden var selvfølgelig hård på toppen (10-15 m/s), men den var til at håndtere, sålænge du ikke havde dine højprofilhjul på.

Toppen selv ligner et sted på månen. Den er dækket af hvid kalksten, så bjergtinden ser ud, som om den er sneklædt året rundt – men det er bare sten, sol og ubarmhjertighed. Derfor kaldes Mont Ventoux, også kendt som Géant de Provence, for Mont Chauve – Den Skaldede.

Det er ikke højden i sig selv (1.910 m), der gør bjerget frygtindgydende, men dets rå fremtoning. Den nøgne, hvide bjergkam kan ses milevidt væk, som en evig påmindelse, når man står nede blandt vinmarker, olivenlunde og duftende lavendelfelter. Smukt nedefra – knap så charmerende, når man sidder på cyklen midt i det, og så er der tårnet. Den 50 meter høje, kridhvide telekommunikationsmast, der i dag står som et pejlemærke på toppen af dette stenede månelandskab. For cyklister er det både en gave og en forbandelse: man kan se det næsten hele vejen op – og det ser altid meget tættere på, end det i virkeligheden er. Tårnet bliver til en hvid løgn, der lokker én fremad, mens man sveder sig halvt ihjel.

I 1950’erne afløste masten den oprindelige vejrstationsbygning fra 1882, og sammen med observatoriet blev der anlagt en vej, så folk – i princippet – kunne komme derop. Om man så har kræfterne til det, er en helt anden sag.

Hvad er Cinglés du Mont Ventoux helt præcist?

Cinglés du Mont Ventoux er tre gange op ad bjerget på én dag, fra alle tre sider. 137 km i alt og 4.400 højdemeter. Det lyder flot på Strava. Det føltes knap så flot undervejs.

Første opstigning – fra Sault
Distance: 25,8 km
Højdemeter: 1.210 m
Gennemsnitlig stigning: 4,7 %
Max stigning: 12,5 %

Vi startede blidt. Sault-siden er den længste, men også den mindst brutale. Over lavendelmarkerne står Ventoux allerede og flasher sit hvide månelandskab i det fjerne. På det tidspunkt tænker man stadig: “Det her kan jeg da godt klare.”

Anden opstigning – fra Bédoin
Distance: 21.5 km
Højdemeter: 1,620 m
Gennemsnitlig stigning: 7.5%
Max stigning:: 12.5%

Så blev det alvor. Bédoin-siden er den klassiske Tour de France-rute, og den er nådesløs. De første fem kilometer er tilforladelige, man triller næsten. Og så – BANG – ind i skoven, hvor vejen stiger med 9-10 % i hvad der føles som en evighed. Her bliver alt stille. Ingen smalltalk, ingen selfies, kun tunge åndedrag og rytmisk klapren fra kæden. Hvis man er uheldig, hører man nogen sige “det bliver snart lettere” – det gør det ikke.

Tredje opstigning – fra Malaucène
Distance: 21,2 km
Højdemeter: 1.570 m
Gennemsnitlig stigning: 7,5 %
Max stigning: 14 %

Malaucène-siden starter med middelalderidyl, små caféer og cykelbutikker, hvor man fristes til at droppe projektet og i stedet købe en T-shirt med teksten “I survived Ventoux”. Men nej – man drejer ind i skoven og tager fat på tredje gang. Her er ramperne stejle, helt op til 14 %, og benene har for længst meldt ferie. Heldigvis er udsigten mod nord dramatisk nok til at distrahere lidt – kalkstensklipperne hænger i horisonten som en kulisse i en spaghettiwestern.

Når man så endelig står ved tårnet for tredje gang, har man hverken ord eller arme til at løfte cyklen over hovedet. Man tager et hurtigt foto, forsøger at ligne en helt – men ligner mest det man er… en jubelglad motionist. Belønningen er nedkørslen tilbage til Sault. Skov bliver til enge, enge til lavendelmarker, og byen dukker frem i eftermiddagssolen. Man skulle tro, det var ren fornøjelse – men Ventoux kan ikke lade være med at drille: lige før centrum venter en bakke på 100 højdemeter. Normalt ingenting. På dette tidspunkt føles det som en personlig fornærmelse.

Tre ture. Tre kampe. Og én følelse: man er ikke bare skør, man er Cinglé. Og stolt

Vi var her med Cykelnerven som en del af et fundraising arrangement. Cykelnerven er Scleroseforeningens initiativ for at indsamle penge til forskning i Sclerose. Er man på kig efter cykeleventyr udover det sædvanlige, som er både super organiseret og supportet kan Cykelnerven helt oprigtigt kun anbefales. Det giver lige det sidste at cykle for en sag som er større end en selv.

Du kan støtte Thomas Jensens indsamling til Schleroseforeningen lige HER.