Enkeltstartsserie for de fartglade

I DGI Vestjylland arbejder den gode Leif Lundstrøm fortsat seriøst med at skabe fede cykeloplevelser. Igen i 2025 støtter vi op om deres initiativer. I år beretter Leif om lidt nye initiativer – bl.a. skrues der lidt på distancerne; ligesom lokationer vil forsøgt blive placeret lidt mere i den østlige del af Vestjylland (hvis det egentlig giver mening).

Af: Søren Kuipers | Foto: R. P. Foto 

DGI Vestjylland præsenterer

– 4 fede enkeltstartsafdelinger, til de fartglade TT entusiaster! 

AOC: Kan du kort skitsere løbskonceptet, hvad venter der deltagerne?

LL:
Konceptet er ret simpelt. Man kan deltage i hele cuppen, som er 4 afdelinger. De tre bedste  resultater tæller i den samlede cup, hvor vinderen kåres til fjerde og sidste afdeling. Man kan altså nøjes med at deltage i tre afdelinger for at være med i den samlede cup. Man kan også nøjes med at køre én eller to afdelinger – dog er man ikke med i den samlede cup. Alle er velkomne!
Man deltager på enten racercykel eller TT-cykel. De dyster i hver deres cup. Og så er der forskellige klasser for både børn, unge, voksne, kvinder og mænd.

AOC:
Leif, du har arrangeret Grand Prix enkeltstart igennem flere år nu. Hvornår kørte første afdeling, og hvilke ændringer er sket siden første afholdelse?
LL: Uha, der er sket meget siden vi startede i 2016 med små 30 deltagere med manuel tidtagning og en meget simpel rutemarkering. Det har været en lang fødsel til der hvor vi er i år, men det hele handler endnu om at være sammen med ligesindede mennesker og have en cykelfest.

Hvem kan deltage egentlig?

AOC: Hvem kan deltage, og hvem deltager?
LL: Alle kan deltage – allerede fra man er 9 år – hvilket er en forholdsvis ny aldersgrænse. Det fungerer. Man skal i princippet bare have en cykel, så er man med. Personligt synes jeg det er fantastisk at vi ser så mange børn og unge, motionister, semi-pro og de allerbedste, som har lyst til at komme til Vestjylland skønne torsdage aftener (RED: Muff plejer at komme – måske også i år?).
AOC: Personligt elsker jeg jo at så skarpe ryttere også deltager i sådan et motionstilbud. Hvordan oplever du de øvrige deltageres oplevelse af dette aspekt?
LL: Jeg har kun hørt og modtaget positive tilkendegivelser. De unge ser op til de allerhurtigste, og vi andre dødelige synes jo også det er imponerende, når man selv træder 300watt – og tænker man er ordentlig kal’ – og så drøner eliten forbi med 5-10km/t hurtigere.
AOC: Fedt! Når du pakker grejet sammen efter en omgang hverdagsaftensræs, hvad er du så mest tilfreds med?
LL: Selv om det jo er mit arbejde, så elsker jeg fællesskabet disse særlige aftener. Der er fyldt med glade mennesker og sindssygt god energi. Det smitter af! Og så er jeg glad for vi kan lave et kvalitets-setup, som folk har lyst til at deltage i.
AOC: Jeg ved, at du arbejder med lidt nye lokationer. Kan du løfte sløret?
LL: Vi mangler de sidste godkendelser, men første lokation 24. april bliver igen i Asp lidt vest for Holstebro. Vi har udvidet ruten lidt – så de fleste kører tættere på 1 time end 40 minutter – så vi nærmer os 34km for de fleste denne dag. Finaledagen bliver sikkert også i Borbjerg, som vi plejer, men de to midterste afdelinger bliver forhåbentlig afholdt sådan lidt nærmere Herning-egnen. Vi håber, at det kan trække lidt flere til.
AOC: Godt tænkt, jeg håber det vil fungere. Forplejningen Leif; den skal du altså også lige runde.
LL: Ha ha, ja nu kører folk jo ‘FULL GAZ’, så vi kan ikke holde bagerstop, men til vores afdelinger har vi altid kaffe og kage. Og til finalen er der grill pølser med det hele.
Jeg vil også nå at nævne vores hovedsponsor CeramicSpeed, som leverer en præmierække på flere ti-tusinde kroner.

Praktisk

Klasseinddelingen:

Herre: 18-39, H40, H50, H60 og H70.
Dame: 18-39, D40, D50, D60 og D70
Ungdom 9-10 år, 11-14 år og 15-17 år opdeles i drenge og piger.

Bemærk at ungdom 9-10 år samt 11-14 år kører 1 runde på de fire forskellige ruter, mens 15-17 år deltager på samme vilkår og kørselslængde som de voksne.

Ved finalen (afdeling nr. 4)  kåres 1., 2. og 3. pladsen i den samlede cup. For at komme i betragtning skal man have deltaget i 3 afdelinger.

Præmier

Der vil være præmier til de samlede 1., 2. og 3. pladser i hver klasse til finalen. Til de øvrige afdelinger vil man være med i lodtrækningspræmier blandt alle deltagere.

Inden hver afdeling vil deltagerne modtage startliste med start tid pr. mail.
Øvrig information, resultatlisten og liveopdateringen vil være at find her
DGI Grand prix Enkeltstart, 24.04.2025-21.08.2025 : : my.race|result

Pris:

Voksne: Én afdeling koster 175 kr. Du kan være med på alle fire afdelinger for 500 kr.

Børn og unge: Én afdeling 150 kr. Du kan være med på all 4 afdelinger for 350 kr.

Datoer:
1 afdeling: 24.04.2025: Asp (vest for Holstebro
2 afdeling: 15.05.2025: I Holstebro og Herning-området
3 afdeling: 12.06.2025: I Holstebro og Herning-området
4 afdeling: 21.08.2025: Formentlig Borbjerg (øst for Holstebro)

Tilmelding:

https://my.raceresult.com/320678/registration

Vi ses!