001 Canyon Grail 2025 AltomCykling
Canyon Grail, Foto © Uggi Kaldan | AltomCykling.dk

Testride: Canyon Grail CF SLX 8 Di2

Canyons Grail gruscykel har været på markedet et godt stykke tid. Grail-cyklerne er udstyret med fede gravel-specifikke styr med flare og muligheder for aerobars. Grail’en er i min optik lidt en racercykel, der er meget velegnet til gruskørsel. Der er masser af muligheder for at montere tasker på overrør, skrårør mm., men cyklen egner sig altså stadig bedst til hurtige rides på grus og/eller i mudder.

Af Søren Kuipers | Foto Uggi Kaldan // AltomCykling.dk

Styr på cyklen

Cyklen er lavet til grus, men er dog ikke direkte langsom på landevejen. Jeg smed et par 30mm på en weekend med rimeligt tørvejr og det var nice. Den holder ikke samme fart som min racercykel, men kører du normalt rundt med et par og tredive i snit på en tur på et par timer, så vil Grail’en holde sig tæt på, kører du +35, så begynder dæk og ramme at give nogle mærkbare begrænsninger, men cyklen er et OK bud på en One Bike, med fokus på grus.

Canyon oplyser at der er plads til 42mm dæk, men jeg klemte også et på 45mm på. Dog vil det nok ikke være hensigtsmæssigt i meget mudrede forhold. Desuden kan der monteres aerobars øverst på styret, så den er helt klar til de lange rides på boulevardgruset over there, eller Dirty Jutland XL f.eks. Min testcykel kom med 440mm styr – ret bredt efter min mening – men tjek deres hjemmeside ud: Der er flere forskellige modeller og mulighed både med 420mm og 400mm styr også, clearance på 42mm og 440mm styr virker dog lidt “dated” her i 2025. 

Gravel med race-opsætning

Grail’en har været i Canyons line up i snart 8 år, og de har over de seneste år ivrigt haft cyklen på tegnebrættet med fokus på at differentiere den fra Grizl – Canyons endurance-grusmaskine, Grail’en er tænkt til fart og performance.

Jeg har fået stillet en medium ramme stillet til rådighed. Jeg er selv 184cm, så jeg ligger ofte lige mellem medium og large i Canyons modeller, men med en akselafstand på mere end 1057mm oplever jeg, at en størrelse medium er stor nok og samtidig stadig manøvredygtig nok til at cyklen føles sjov at køre på. Man navigerer hurtigt og let, og jeg har hurtigt vænnet mig til at sidde lidt mere kompakt  – uanset om det er på grus eller på asfalt. Om cyklen er alle pengene værd er altid en vurderingssag, men cyklen er en kvalitetscykel med fede komponenter der i skrivende stund står til godt 35.oookr.

Stabilitet er et nøgleord for denne grusmaskine. Grail’en håndteres ganske nemt og smidigt. Det betyder, at du kan stole på, at cyklen ikke laver nogle rykkende bevægelser, hvilket er nyttigt på løse grussving – jeg vil sige, at dette er en cykel, der er meget velegnet til typer som mig, som elsker de lange lige og hurtige grusstræk. 

Den nye Grail fortsætter med at tage en maksimal dækstørrelse på 42 mm. og cyklen kommer ud af boksen med 40 mm Pirelli Cinturata Gravel, og de performer virkelig godt. Der er masser af greb og dækket står solidt uanset underlag. Skal man have plads til de helt store sutter, så tjek fx Canyons adventurecykel – Grizl – ud. Den har til sammenligning plads til 54 mm bred gummi, men uanset er det lidt sjovt at en gravelcykel i 2025 ikke har plads til mere end 42mm dæk!?

Rørformerne på Grail’en er taget fra Canyons lette landevejscykel Ultimate, inklusive den D-formede sadelpind og som det er tilfældet med mange moderne cykler, kommer Grail’en med et meget strømlinet og næsten kabelfrit udseende, da alt er pænt anbragt inde i stellet, på nær ved kronrøret hvor de har kablerne lige sniger sig uden om samlingen, en lidt sjov mellemløsning, men helt sikkert enhver mekanikers drøm!

Fede komponenter til prisen

Cyklen en udstyret med Shimanos 12 spedd GRX Di2 gear- og bremsegruppe. Den fungerer optimalt, og det kører godt – selv når det knaser. Cyklen kom med et to-klingsetup med 48/31 foran. De fleste graveleurs sværger efterhånden til 1x, og det er der også mange gode årsager til. Personligt elsker jeg dog de lidt tungere gear i medvind, nedad bakke, på asfalt, hvor jeg kan opleve en 40 eller 42 klinge som for let.

Omvendt er det dog ikke meget jeg bruger en 31 klinge i Danmark, når man også har en 11-34 12 speed bagpå, men hvis man skal på gruseventyr i mere bjergrige lande, da kan 2x-systemet være en god løsning. GRX Di2-geargruppen fungerer bare, der er ingen svigt overhovedet, gruppen skifter som en drøm og er super pålideligt, og så er jeg vild med at oplade direkte i cyklen fremfor afmontering af batteri mm. Jeg kan dog ikke lade være med at synes at GRX kranken ganske enkelt ser lidt billig ud i 2x setup.

Hjulene er DT Swiss’ grusspecifikke GRC1400 Spline. De er virkelig letløbende og kommer med det meget solide 240-nav, med sine 1700 gram er det ikke det letteste, men det ruller ekstremt godt,  og når jeg har kørt på landevejen holder jeg fin fart, selv på 40mm graveldæk. Cyklen minder meget om at køre på en endurance-cykel, når man bare er ude og cruise. Så den er virkelig alsidig med sådan et forholdsvist hurtigt hjulsæt og ikke alt for brede sutter. Sammensætningen af DT-hjulene og Pirelli-dækkene gør, at du virkelig får noget for skillingen ved denne cykel. Ofte kommer cykler i samme prisleje med et sæt rimelige alu-hjul og/eller dæk af svingende kvalitet. Her er du godt kørende fra start.

Cyklen er udstyret med Fizik Vento Argo X3 saddel, den passede fint til testrytterens bagdel, men som altid, det er ekstremt individuelt hvilken saddel der passer til forskellige ryttere, så behold den hvis den er god til dig, ellers skift den ud. Det er dog objektivt set en rigtig fin kvalitetssaddel.

Ekstra opbevaring

Grail’en har en integreret tool-box i skrårøret, som jeg synes Canyon er sluppet ret godt fra. Der kan være overraskende meget, og der følger en blød – og støjdæmpende – pose med og derudover findes der også en Quick-loader taske til trekanten mellem skrårør og overrør, skærme som er lette at på- og afmontere og diverse muligheder for at loade din cykel, hvis du skal ud og bike packe. Det er fedt med nogle integrede muligheder til at have grej med i, jeg er fan.

Konklusion

Den nye Canyon Grail tilbyder en god hastighed uden at gå på kompromis med komforten. Cyklens alsidighed er slående, og jeg er ikke i tvivl om, at cyklen vil være en fantastisk allrounder for mange cyklister: både de seriøse fartglade grusracere, dem med hang til asfalt her og der og bestemt også brugbar til til et eventyr, med masser af grej på rammen. 

Tak til Canyon for lån af den monster fede cykel! Jeg har forsøgt at få det bedste ud af tiden med gruskværnen Canyons Grail model CF SLX 8 Di2, og den har bare leveret, en cykel der i bedste Canyon tradition leveres med rigtig gode komponenter, til en skarp pris – og klar til eventyr.