På gravelcykel i et postkort

Vi kan ligeså godt kalde den fra starten. Deres udsendte er meget biased vedrørende næsten alt i den her artikel. Han er vild med Østrig – både sommer og vinter. Han er vild med gravel. Og når man så ovenikøbet bliver inviteret af turistmyndighederne fra Salzburgerland for at udbrede kendskabet til gravelcykling i en af de smukkeste egne af Østrig, er det jo svært at udøve kritisk journalistik med en Cavlingpris for øje. Det er bare pokkers svært ikke at smile og være glad i låget, når man cykler rundt på en gravelcykel i et postkort. Se lille videosnas som optakt HER. 

Af Thomas Jensen | AltomCykling.dk

Hvorfor er gravelcykling perfekt i Østrig ?

Formålet med turen er, at blive introduceret for den ny gravelrute gennem delstaten Salzburgerland. Vi har tidligere kørt en del enduro-MTB i de østrigske bikeparks. Lige fra Saalbach-Hinterglemm/Leogang, over Schladming til Serfaus-Fiss-Ladis til Nauders. Men i takt med at vi er blevet ældre og ikke helt holder vores mtb-skills ved lige hjemme i Danmark, har vi desværre lidt tabt sutten mht halsbrækkende bikeparks iklædt fullbody armor og fullface hjelme.

Vi har også kørt en del landevej i Østrig gennem årene, men vi kan ikke se bort fra at vejret i bjergene jo til tider kan være lidt ustadigt. Når vi sidder på vores sommercykler, tåler hverken vi eller de simpelthen regn. Sommercykler og cykelferie bør være lig med kort/kort, hvide cykelsko, tør asfalt, stabilt højtryk og tydelige tan lines. Her kan Østrig godt fejle lidt, hvis man er uheldig.

Men med gravel er det jo en ganske anden sag – jeg var i Østrig i en uges tid sidst i maj og blev ikke våd een eneste gang. Vi kørte på fugtig asfalt/grus, men våde blev vi ikke. Indrømmet; der kom et par byger, men så er der heldigvis sjældent langt til en alm-hytte, hvor man så passende kan indtage en frokost eller en velfortjent apfel-strudel, indtil solen kommer frem igen.

Salzburg: Byferie, kultur og cykling i skøn forening

Start din gravelferie i den historiske by Salzburg. Byen, der er kendt som Mozarts fødeby og hjemsted for det årlige Salzburger Festspiele, tilbyder en unik blanding af kultur og cykeloplevelser. Udforsk de brostensbelagte gader, besøg det imponerende Hohensalzburg-fæstning og nyd udsigten over byen fra Mönchsberg.

Når du er klar til at tage på cyklen, byder Salzburg på adskillige gravelruter, der fører dig ud af byen og ind i de omkringliggende bjerge og skove. En populær rute går langs Salzach-floden, hvor du kan nyde flodens rolige vande, før du begiver dig op i det mere udfordrende terræn.

Terrænet i Salzburgerland

I særligt Salzburgerland er også terrænet perfekt til gravel. Bjergene i Salzburgerland er typisk ikke så voldsomme – hverken i højde eller i stejlhed, som de er i andre regioner af alperne. Det betyder, at flere kan være med. Du behøver ikke være superatlet eller supermotionist for at få de smukkeste oplevelser. Terrænet er simpelthen mere venligt og imødekommende. Inkluderende tør vi godt slynge os op, til at påstå der er.

Det betyder også, at der er en større mangfoldighed af ruter og variationsmuligheder. I de højere og mere stejle bjerge længere vestpå er der typisk kun een vej gennem en dal og op over et pas. I Salzburgerland er der et vidt forgrenet net af mindre veje og grusstier. De taler selv om et rutenet på 7000 km småveje/grusstier. Altså alene i Salzburgerland.

Grossglockner Hochalpenstrasse: Kongeetapen

Har man et udtalt behov for at give sig selv et fysisk udfordring og cykle højt op, er det dog også muligt. Så cykler man blot op på Grossglockner Hochalpenstrasse.

Denne legendariske bjergvej der strækker sig gennem Hohe Tauern Nationalpark, er en af de mest kendte og udfordrende cykelruter i Europa.

Start din tur i byen Bruck an der Grossglocknerstrasse i 756 meters højde og forbered dig på en episk stigning. Vejen snor sig op ad bjergsiden med en gennemsnitlig stigning på 9% over knap 30 kilometer. Undervejs passerer du den berømte Fuscher Törl og når til sidst toppen ved Edelweissspitze, 2.571 meter over havets overflade. En stigning på i alt 1815 meters højde er det, vi kalder en “god dag på kontoret”.

Udsigten fra toppen er intet mindre end spektakulær. På en klar dag kan du se Grossglockner, Østrigs højeste bjerg, og nyde en betagende panoramaudsigt over alperne.

Efter den hårde opstigning kan du glæde dig til den spændende nedkørsel, der tilbyder lige dele adrenalinkick og naturskønne indtryk.

Det bør nævnes at turen ikke er på gravel men på almindelig ok velholdt asfalt med lidt brosten helt øverst på Edelweissspitze – så pump du endelig blot lidt ekstra luft i dine graveldæk.

Søernes land

Terrænet vi cyklede i, var præget af en endeløs række af naturskønne søer. Vi kom ind i regionen Salzkammergut, som har ikke færre end 70 søer. Kombinationen er grønne enge, smukke søer med det klareste vand og snedækkede bjergtinder, bliver man aldrig træt af.

En af vores overnatninger var i Fuschl am See, direkte ved bredden af Fuschlsee. Mage til idyl og postkortlandskab er svært at finde.

Det er også i Salzkammergut, man finder en af de mest fotograferede byer i verden Hallstat. Vi kom ikke forbi i denne omgang – men vi ved fra tidligere, at også der er der mageløst smukt. Gør dig selv den tjeneste at lægge din cykelrute forbi så mange af søerne som muligt.

Bike-packing eller mere bekvemt

Når man tager på cykeltur over flere dage med overnatninger, er et at de første spørgsmål som rejser sig, hvad man gør med sin bagage?. Kører man med fuld oppakning og medbringer alt selv på cyklen?. Eller vælger man den mere bekvemme med kun at tage det mest fornødne med på cyklen (lidt ekstra tøj, lidt energi og slange og pumpe/patroner.)

På denne tur valgte vi den magelige – også fordi vi var spækket med tungt fotoudstyr. Vi smed således hver morgen vores bagage i en taxa, som kørte vores tasker fra hotel A til hotel B. Der var i bil typisk ikke meget længere end 20-25 km, så rent prismæssigt er det absolut en overkommelig løsning. Ekstra 15-20 kg med op på Grossglockner er i vores optik unødig selvpineri – mageligheden længe leve :)

Cykelvenlig indkvartering

Hovedindustrien i Salzburgerland og måske særligt Salzkammergut er turisme, så de er i den grad gearede til gæster. Vi boede på hoteller optimeret til cykelturister. Dvs. hoteller m. cykelvask, aflåst cykelrum, lille cykelværksted med kompressor og det mest nødvendige cykelværktøj. Vi følte os velkomne, må vi sige.

Rugbrødsmoter eller e-bike

Vi lejede vores gravelcykler i Salzburg. Det var ikke top-cykler som vores egne hjemme i Danmark – men de var nye og i fin stand, og vi havde intet at klage over. Er man på familieferie i en familie, hvor alle måske ikke er vant til at cykle lige meget, er det også muligt at leje el-cykler forklædt som gravelcykler. Der er rundt på ruterne rig lejlighed for at få opladet sin el-cykel – både på de alm-hytter, man møder i terrænet og i forbindelse med indkvartering natten over.

Altomcykling.dk var som nævnt inviteret af SalzburgerLand Tourismus, men det ligger ganske fast, at deres udsendte skal retur med familien. Det er så klart basis for et genvalg.

Du kan læse meget mere om gravelcykling i Salzburgerland på de officielle turistsider på:
https://www.salzburgerland.com/en/biking-and-cycling/

Det er også her du finder konkrete forslag til ruter og indkvartering. Det er et slaraffenland af muligheder. Gør dig selv den tjeneste, at bruge 53 sekunder af dit liv på at se vores sammenkog i form af video fra vores eventyrlige dage i Salzburgerland.

Vores helt oprigtige og varmeste anbefaling.