Favoritter var der mange af – forventninger ligeså. 20 sekunder inden startskudet lyder, da ved jeg det bare: jeg står med vindercyklen i hånden. Én af løbets storfavoritter kommer ilende. Han ser allerede 30 gram lettere ud efter urineringen.

Af: Søren Kuipers  // Foto: Dennis Toft Christensen (Flere billeder HER)

Søndag morgen

Solen er oppe. Fuglene kvidrer, og vejret ser sgu godt ud.

Jeg triller de 15km ud til Hørning Hallen. Bakkeløbet 2016 er i vente. Jeg har tidligere kørt løbet to gange – med vidt forskelligt udfald. Første gang sprang kæden (i mere end én forstand), og jeg kæmpede mig i mål omkring en placering som nummer 80. Sidste forår ventede en tur til Dolomitterne allerede i maj måned, hvorfor jeg mødte op i topform og præsterede en 3.-plads. Forventningerne i år var mere afdæmpede. Jeg elsker race, jeg kan godt lide at køre stærkt, men familieliv, arbejdsliv og et huskøb har været en kæp i cykelhjulet (udelukkende cykelform) i dette forår. Men jeg var fortrøstningsfuld og fandt min position i forreste startgruppe et par minutter inden start. Jeg mødte lige min gamle studiekammerat Eskild Wammen inden start – og jeg fik lov til at holde hans cykel, mens han vandede af.

Elastikkørsel

Starten går og hu-hej – derudaf. Efter vi har kørt de første 25km med over 40km/t i snit må jeg slippe frontgruppen første gang. Jeg er heldig. På en lille kontrabakke går farten ned, og jeg kommer op. De næste 20km bliver kørt jævnt og hurtigt, og jeg sidder egentlig fint med over bakken ved Sdr. Vissing – men hov, hvad er det, krampe – nej, nej, nej. Jeg har krampe i højre lår, og vi har end ikke kørt 50km. Shit, det bliver en lang dag på kontoret, tænker jeg. En mindre gruppe har slået et godt hul, og vi nærmer os hastigt Yding Skovhøj. Kramperne begynder nu også i venstre lår, og jeg slipper min gruppe og ruller roligt over højen. Jeg bliver kørt ind af gruppe 3 få kilometer senere, og jeg tænker, at det nok skal gå. Det gør det sådan set også, men så kommer Lyngvej. For s…da! Sidste år sad jeg selv og lukkede huller på samme bakke, og nu rasler jeg gennem gruppen, og der er endnu langt til mål. Jeg gearer kraftigt ned – og sænker ambitionerne simultant. Målet er nu: at gennemføre.

Elasstikken sprænger

Det bliver sørgelige 30km soloridt, hvor Bjergvej er eneste opmuntring, da Morten Lambert klapper trofast og hujer (så er jeg da ikke den eneste med OFF-day). Jeg mindes optimisten Jens Voigt: “Shut up legs!” Det virker, men det virker først med en gearing der lyder 34-25. Slutteligt bliver jeg hentet af endnu et par stykker, og selvom jeg forsøger at fange hjul, så må jeg sande, at denne dag, der gælder det bare overlevelse – det er ren nedtur, og slukøret triller jeg hen til colaer, blommer og kiks ved proviantvognen. Det føles som om jeg er blevet nummer 60, men sluttiden afslører en placering som nummer 28. Det er vel okay på en dag som denne.
Jeg tjekker distancen: hmm…det er så også 20km længere end min længste tur i hele 2016. Verden er alligevel rimelig tænker jeg, i det jeg ruller væk fra målområdet.

Organisatorisk bevidsthed

Bakkeløbet er et velstruktureret løb; en flot rute I varieret terræn. Man kan tydeligt mærke, hvordan arrangørerne tilpasser løbet efter deltagerne. Der er startgrupper med forskellig snittid, der er rigtig god forplejning, der er flagvagter og hjælpere på ruten alle de steder det behøves. Som en ny feauture har løbet også fået lavet dropzoner til skrald. Generelt fungerer disse zoner godt, og jeg ved – fra andre arrangører – at det fungerer efter hensigten, således man som rytter er med til at passe på naturen og er til mindre gene for sine omgivelser. De er hensigtsmæssigt placeret steder, hvor man netop kunne have spist eller drukket lidt. Tæt på de større bakker – men ikke for tæt, da pulsen stadig er faretruende høj efter bakke og høj.

Tak for i år

Mens jeg hælder cola nummer to i svælget kigger Eskild lige forbi. “Klarede du den?” Spørger jeg ham. “Det tror jeg lige jeg gjorde, men det holdt hårdt”, siger Eskild med tanke på, at holde Thomas Mikkelsen fra Team AoC bag sig i spurten. Jeg tænker det samme: “Det holdt hårdt, men jeg klarede den. Jeg kom i mål, og træningseffekten må siges at være formidabel”. Jeg vidste, at jeg var heldig at holde Eskilds cykel, da han trådte af på naturens vegne.

Afslutningsvist vil jeg bemærke, at flere af bagerdrengene fra Ridley, licensgutterne fra Frederikshøj og mange andre kæmpede bravt på denne søndag. Der var mange ofre derude, og der var mange, som præsterede dårligere end håbet. Med denne viden, vil jeg også sige tillykke til de mange, der klarede skærene bedre end de forventede – jeres vintertræning giver virkelig pay-off. Keep racing!