Fra landhold til havelåge – om at miste troen

Man kan da ikke bare stoppe når man er på landsholdet, kan man?

Hvorfor valgte jeg det drastiske valg helt at droppe cyklingen dengang i april? Hvorfor tog jeg ikke bare en ”pause” og fortsatte? For det første havde jeg en fornemmelse af, at det ville tage en del tid inden jeg igen sad på en cykel.Symptomerne og følelsen i kroppen mindede meget om mit tidligere overtræningsforløb, hvor jeg var 5 måneder om at komme tilbage til træningen igen. For det andet følte jeg, at DCU havde opgivet troen på mig og jeg ingen fremtid havde inden for banelandsholdet. Følte i hvert fald ingen støtte eller kontakt fra de store magter inde hos DCU.

Når sikkerheden forsvinder – så må man søge andre veje.

Selvom jeg kørte på et niveau som OL-kandidat, var det pengemæssigt ingen guldgrube og det var ikke noget jeg kunne leve af. Gående imod en fremtid med min indtægt fjernet fra DCU/Team Danmark, følte jeg at det var på tide at gå anden vej end sportsverdenen. Jeg er en person som normalt kræver meget sikkerhed og fast grund under fødderne, og da jeg ingen interesse har i at finde et job ”bare” for at få en indkomst og fylde i min hverdag, valgte jeg at tage uddannelsesvejen. Den beslutning blev taget rimelig hurtigt. Hvis ikke allerede i Australien, så nok på flyveturen hjem derfra. En beslutning som blev bekræftet i den stadig fraværende kontakt fra DCU.

Ingen kontakt fra DCU, men stor støtte fra Team Danmark!

Hjemme fra Australien røg jeg igennem hele Team Danmarks maskine. Team Danmark giver en stor støtte via hjælp og support fra fx behandling og træning (læge, massage, fysioterapeut), test af krop og fysisk formåen, kostvejledning, sportspsykolog og uddannelsesvejleder osv. Et system som er utrolig tilgængeligt (hvis man har den rette sportslige status hos Team Danmark), men som mange atleter ikke vælger at benytte, enten pga. uvidenhed og snæversynet, måske manglende overskud i hverdagen eller manglende information og rådgivning omkring mulighederne.

Du får intet ud af træning, hvis du ikke spiser, det gælder ikke kun eliten!

Først kom jeg i hænderne hos Team Danmarks læge, der via den tidligere omtalte falske negativ blodprøve, måtte diagnosticere mig med en ny ”overtræningsdiagnose”. Han sendte mig videre til en af deres diætister, som jeg selv i første omgang ikke kunne se behovet for. Men efter nogle konsultationer, hvor jeg fortalte om min træningsmængde (som jeg næsten perfektionistisk har alle detaljer omkring, gennem de sidste 3-4 år), også hvor meget jeg indtog af føde både hjemme og på træningslejre, blev jeg virkelig overrasket over den mængde af mad jeg skulle indtage, i forhold til mine træningsmængder.

Selvom jeg efter mine tidligere ernæringsmæssige fejl, der forsagede et voldsomt og uhensigtsmæssigt vægttab, allerede havde rettet fokus på ernæring og mængde, blev jeg næsten chokeret over den store mængde jeg nu blev fortalt jeg skulle indtage, med den træningsvolumen og intensitet jeg havde. Tilsyneladende havde jeg, teoretisk, ligget på et “for” lavt niveau af ernæringsindtagelse, hvilket der jo ingen fordele er ved, specielt ikke ved cykling på banen, hvor vægten, modsat power, ikke er altafgørende. Så umiddelbart fik jeg slet ikke maksimalt, ud af min træning, da jeg simpelthen indtog for lidt mad!

Hovedet skal også være med.

Samtidig med jeg blev sendt til ernæringseksperten, valgte jeg selv at gøre brug af Team Danmarks sportspsykologiske team. Her havde jeg løbende samtaler de følgende 3-4 måneder, som jeg virkelig tror ledte mig videre, på en god måde i min hverdag, jeg fik bearbejdet situationen og kunne begynde at kigge mod fremtiden. OL fik jeg fortalt som noget at det første helt at droppe i mine tanker, og derefter tænke på hvad jeg ville derudover. Alle de samtaler gjorde også jeg kunne sluge alt OL jeg så i fjernsynet og ingen problemer havde med at følge med. Tværtimod så nød jeg det i fulde drag, hvor jeg havde troet min reaktion på OL havde været helt modsat.

Jeg valgte også at gøre brug af Team Danmarks uddannelsesvejleder. Jeg havde allerede et par år forinden haft samtaler med dem omkring videreuddannelse, hvor jeg dengang ville studere idræt på universitetet, pga. min sport blev det ændret til biologi, for at undgå den store mængde af fysisk aktivitet der er på idrætsstudiet. Biologi blev dog også droppet efter samtaler med Køberhavns Universitet, da jeg med alt min rejsen med banelandsholdet, ingen mulighed havde for at følge studiet. Også selvom jeg fik lavet en specifik plan hvor uddannelsen blev udstrakt meget.

Med de nye samtaler med uddannelsesvejlederen lå cyklingen ikke mere i vejen. Jeg brugte utrolig mange timer og dage på at finde ud af hvad jeg egentligt ville fremadrettet, men valgte efter længere tids overvejelse, at det var fysioterapeutuddannelsens vej jeg ville tage. Idræt var stadig en mulighed, men pga. vi på daværende tidspunkt var henne i maj-juni måned, skulle jeg søge på kvote 1 hvis jeg ville starte uddannelse til efteråret og dertil var mit skole karaktergennemsnit ikke tilstrækkeligt højt. Samtidig vidste jeg heller ikke om min krop ville være klar til den fysiske aktivitet på studiet (hvilket den viste sig ikke at være, da jeg først kom i gang med at træne let men jævnligt fra november).

Nogle gange kan hurtige beslutninger vise sig at være gode.

Fysioterapeutuddannelsen blev mit valg. En vej jeg bare få uger forinden ingen tanker havde om. For at gøre ”ventetiden” så kort som muligt og med råd fra både læge, psykolog og uddannelsesvejleder, tog jeg i juli måned et såkaldt gymnasialt sommersuppleringskursus (GSK), hvor jeg hævede mit Kemi C niveau til B. Det var 4 uger med undervisning hver dag fra 8-16 på Nørre Zahles Gymnasium afsluttende med en lille forberedelse til eksamen, hvor jeg så gik op og fik 10. Det var et meget hårdt forløb, da man roligt kan sige, det ikke har været den øverste muskulatur, der de senere år har været brugt mest. Samtidig kunne jeg i princippet være helt ligeglad for hvordan eksamen gik, da jeg ikke havde noget at direkte at bruge det til. Det var til gengæld vigtigt og utrolig dejligt, igen at have en hverdag med indhold og mit perfektionistisk jeg kunne heller ikke lade være med bare at gøre lidt ud af det nu jeg var i gang.

Efter Kemi B eksamen slap jeg stort set hele Team Danmarks maskineri, bortset fra behandling af deres fysioterapeuter og massører som jeg brugte ind til midt december, da kroppen stadig ikke virkede/virker 100 % Jeg startede i slut august på min nye beskæftigelse som fysioterapeutstuderende. Et valg jeg overhovedet ikke har fortrudt og som kan være mindst lige så hårdt og mere krævende end min tidligere fuldtidsbeskæftigelse som cykelrytter. Jeg nyder at bruge min hverdag på noget jeg har en kæmpe interesse for, nemlig kroppen, og at alt inden for uddannelsen er netop rettet specifikt mod bevægeapparatet.

– og så vendte lysten til Cykling pludselig lidt tilbage!

Alle tanker om cykling havde jeg egentligt sluppet og alle cykelrelaterede nyheder var totalt fraværende fra min hverdag i perioden april til slut december. Jeg blev ringet op gennem efteråret af flere hold, der ville høre hvad jeg havde i tankerne omkring cykelsæsonen 2013, men på daværende tidspunkt ville min krop stadig ikke som jeg ville og jeg havde ingen intentioner om at befinde mig i samme situation med team som jeg havde gjort med team Christina Watches, hvor min krop ikke var i stand til at opfylde sine forpligtigelser.

Jeg ville ikke binde mig til noget jeg ikke kunne gennemføre. Dog blev én ved med at ringe og lokke; nemlig Michael Sandstød. De første par gange afviste jeg pænt, men efterhånden var jeg stille og roligt kommet i gang med at røre mig let ved at løbe og svømme og efter endnu et opkald, lavede vi en aftale som jeg følte jeg ville kunne imødekomme. Jeg ser nu spændt frem til at køre lidt konkurrence igen. Bygger dog stadig meget roligt op og formen er stadig langt fra tilstedeværende. Men det vigtige for mig nu, er, at det skal være sjovt! Det er for min egen skyld, min egen fornøjelse at jeg cykler og træner. Hvad det ender ud i rent cykelmæssigt? Det må tiden vise!

Niki