I hjertet af Vestjylland, hvor vinden sjældent er i ro og asfaltbelagte veje bugter sig mellem mark og hede, der findes en ægte ildsjæl. Leif Lundstrøm arrangerer enkeltstartsafdelinger med udgangspunkt i netop Vestjylland. Med sin kombination af blodsmag, lokalt fællesskab og hammergod kage er det blevet et samlingspunkt for både erfarne ryttere og lidt grønnere ryttere, der ønsker at dyste i kampen mod uret – og mod sig selv. Her på AOC hylder vi både TT og lokale arrangementer. CeramicSpeed Grand Prix 2026 er ét af dem.
Af: Søren Kuipers | Foto: R. P. Foto & Uggi Kaldan
Et projekt drevet af en ildsjæl
Leif Lundstrøm, der gennem flere år har været en markant skikkelse i det vestjyske idrætsmiljø, har for nylig skiftet en stilling i DGI ud med et noget andet type job i Holmsland. Men enkeltstarterne kører han heldigvis videre; en ildsjæl er svær at stoppe. Han har på egen hånd skabt en løbsserie, som henvender sig til både den hurtige og den mere almene motionist. Selvfølgelig støttet af lokale frivillige og lokale sponsorer. I 2026 hedder løbsserien CeramicSpeed Grand Prix 2026.
“Selvfølgelig fortsætter vi i 2026. Vi har jo festen ingen vil hjem fra. Ha. Ha. Serien startede oprindeligt med at være arbejde, men det var kun indtil jeg havde oplevet første afdeling. Jeg har fået en masse fantastiske bekendtskaber, megapositiv energi, og derudover så mangler Danmark bare et sted, hvor
folk med trang til enkeltstart kan få trænet sit setup!” fortæller Leif Lundstrøm stolt, når planerne for 2026 bliver omtalt.
CeramicSpeed og Ringkøbing Landbobank indgår som hovedsponsorer
Enkeltstarterne i Vestjylland er nu ikke længere en del af DGI. Da nyheden ramte os tidligere deltagere var der stor bekymring. Hvad skulle der nu ske? Var det slut? Leif meldte hurtigt ud, at der fortsat ville blive kørt enkeltstarter i det vestjyske. Med lige dele skepsis og ro måtte vi lade tiden gå. Kort inden året skiftede til 2026 kom nyheden så: TT fortsætter. Store lokalsponsorer som CeramicSpeed og Ringkøbing Landbobank står klar i kulissen og sørger for at afdelingerne vil blive endnu bedre end tidligere. Til det udtaler løbsarrangør, Leif Lundstrøm: “Jeg er beæret over
de gode samarbejdspartnere, som vi har her i landsdelen. De støtter fortsat op om arrangementet, og det viser, at mange i området ser en kæmpe værdi i det vi laver sammen.”
Klasser og målgrupper
Der er plads til mange typer ryttere. I løbsserien findes klasser både for racercykler og for enkeltstartscykler (TT-cykler), og der køres både dame- og herreklasser.
Aldersopdelingen er også bred:
- Voksne: Herre 18–39, H40, H50, H60, H70; Dame 18–39, D40, D50, D60, D70.
- Ungdom: 9–10 år, 11–14 år og 15–17 år, opdelt i drenge og piger.
- For de yngste (9–10 år) og 11–14 årige køres en enkelt runde pr. afdeling.
- De ældste unge (15–17 år) kører samme distance som de voksne.
I den sidste afdeling (afdeling 4) bliver der ikke blot et individuelt løb — der kåres også sammenlagte topplaceringer (1., 2. og 3.) i den samlede cup. Desuden meldes der om en mulig ny kategori – H80 – da en lokal vestjyde lover at stille til start igen i 2026, også selvom denne netop er rykket en kategori op.
Hvorfor er enkeltstartserien så populær Leif?
Der er flere grunde til, at enkeltstarterne har så stor tiltrækning:
- Fællesskab og motion
Selvom det er en konkurrence, er der et stærkt motionsfokus. Størstedelen af deltagerne er ganske almindelige motionister, som bare elsker følelsen af at presse sig selv og køre mod uret. De fleste kommer i kanon form. - Teknisk udfordring
Enkeltstart kræver mere end blot benkraft: aerodynamik, pacing, og det at æde sig selv spiller en stor rolle. For ryttere med TT-cykler er det en oplagt mulighed for at bruge deres specielle udstyr i konkurrence. - Præmier
I samarbejde med vores samarbejdspartnere, skal vi sikre at præmierne er ligelig fordelt til alle klasser i de mange forskellige klasser. Så der bliver ændret lidt i setup’et på den front. Måske flere vil få en præmie end tidligere.
Fokus på motionsrytterne i 2026
Enkeltstarten er ideel til motionister, der ønsker konkrete træningsmål og målbare fremskridt. Så hvis man har plads i kalenderen lidt torsdagsaftenener, så er der dømt ræs på den jyske hede. Deltagerne starter enkeltvis, kører i eget tempo og får en tid, der kan sammenlignes fra løb til løb. Desuden kan man som deltager dyste mod ligesindede i egen aldersgrupper.
“Jeg er sikker på, at mange deltager med et tidsmål eller placering i sigte, MEN jeg tror – over en bred
kam – at fællesskabet og afterparty’en med de gode snakke om løbet, lireeffekten og kagen er næsten endnu vigtigere. Igen vil jeg gerne understrege, at alle kan deltage, og det er bare en oplevelse for alle at se pro-feltet deltage,” siger arrangør Leif Lundstrøm.
Pris:
Voksne: Én afdeling koster 175 kr. Du kan være med på alle fire afdelinger for 500 kr.
Børn og unge: Én afdeling 150 kr. Du kan være med på all 4 afdelinger for 350 kr.
Datoer:
- 1 afdeling: 16.04.2025:
- 2 afdeling: 21.05.2025:
- 3 afdeling: 18.06.2025:
- 4 afdeling: 27.08.2025:
Tilmelding: CeramicSpeed Grand Prix 2026, 16.04.2026-27.08.2026 : : my.race|result
Vi ses Leif!

