Det hele startede vist nok engang omkring 1996. Der faldt min farfar om med en blodprop i benet. Han var på det tidspunkt en halvgammel mand, der egentlig ikke havde været særlig fysisk aktiv i sine sene år, hvilket jeg mener fik skylden for blodproppen. Det startede en reaktion fra min far, som selv aldrig havde været sportslig aktiv på noget som helst plan. Sport sagde ham absolut intet.
Så derfor startede han efter sommerferien i med at cykle, sammen med tusind andre, der hoppede på Bjarne Riis-bølgen. Jeg tror faktisk ikke engang min far havde set ret meget af den Tour, hvor Riis vandt. Eller det er i hvert fald sådan at jeg husker det.
Min far startede så med at cykle i den daværende klub Haderslev CK-75, som klubben hed den gang, før den fusionerede med Starup CK.
Der gik det ret hurtigt, og han startede med licens, og klarede det faktisk ganske godt. Derefter fik min bror, Lasse, og jeg en racercykel hver en juleaften. En motherfucker tung jern-hest, som vejede helt vildt. Det var vist i 1998.
Men jeg tog så med den første tur med min far, og efter en time havde vi tilbagelagt ca. 18 kilometer, og jeg var topsmadret. Jeg havde aldrig dyrket sport, og min fysiske form var mildest talt ringe!
Min bror og jeg blev derefter slæbt med ud i klubben, hvor vi fik ret mange tæsk til at starte med. Men stille og rolig kom formen op, og vi begyndte langsomt at kunne følge med.
Efter det blev vi overtalt til at søge licens. Dengang hed klasserne Yngste (nuværende U11), Mellemste (nuværende U13), Ældste (nuværende U15), Ungdom (nuværende U17). Hver klasse var opdelt i 2, hvor det fx hed Ungdom 2 og Ungdom 1, hvor der var to felter, og ikke ét U17-felt som vi ser i dag. Jeg startede i Ungdom 2.
Inden sæsonen fik jeg købt mig en brugt alu-racer af mærket Peugoet. Den var tung og træls, men stadig bedre en den gamle Bilka-racer.
I mit allerførste løb blev jeg nummer 3. Det var dog kun et indledningsløb for sydjyske klubber, hvilket jeg på daværende tidspunkt ikke fattede noget af. Cykelløb var vel cykelløb? Så det at køre cykelløb var sgu da nemt!
Eller det viste sig så at være lidt anderledes når man ramte licensløbene. Jeg husker at jeg oplevede mit første massestyrt – jeg var ikke impliceret, men det skete tæt på mig – jeg var skrækslagen! Jeg fik slæbt mig hjem med nød og næppe. Men langt fra point.
Derefter gik der vel 2-3 måneder før jeg fik mit første point. Det skete i en spurt, og derved var det fastlagt; jeg skulle være sprinter! Punktum! Jeg tror jeg lavede endnu 1 eller 2 point resten af den sæson, begge i massespurter. Men jeg blev ofte sat af. Virkelig ofte. Jeg gætter på at jeg blev smidt af feltet i 2/3 af løbene. Og så stod jeg af, for jeg kunne ikke overkomme det pinlige at skulle køre forbi målstregen alene. I dag kan jeg godt se at den mentalitet er helt forkert, men jeg følte virkelig at alles øjne var på mig, og folk så ned på mig.
Året efter skulle det være! Jeg ville fandeme vise at jeg kunne køre cykelløb. Desværre blev store dele af sæsonen en ret stor gentagelse af forrige sæson. Jeg blev tit sat, og kunne engang i mellem klemme mig ind i pointrækken.
Men i sommerpausen fik jeg købt mig en ny cykel, for nogle hårdtjene avis-penge. Cykel var en Principia Rex. Jeg fik samtidig købt mig et sæt Cosmic Carbon-hjul. Nu var der ingen undskyldninger mere.
 |
| Billedet er taget et par år efter jeg stoppede efter juniorårene. Min far købte cykel, og den kører den dag i dag! :) |
I mit allerførste løb på den racer blev jeg nummer 6, og fik min første placering som gav mere end 1 point!
Jeg endte med at få 5 point den sæson, hvoraf 3 blev hentet i den sidste måned.
Derefter kom juniorårene. Jeg formåede at skrabe 4 point sammen som førsteårsjunior, hvor jeg trænede omkring 5000 km den sæson. Ja, der er kæmpe forskel på junior, dengang, og junior nu. Det er der vist ingen tvivl om :) Dengang fandtes der ikke rigtig juniorhold, som man ser det i dag.
Som andenårs fik jeg dog knap nok trænet over vinteren, og efter 2 måneder hvor jeg blev konstant sat af, droppede jeg cyklingen, og solgte cyklen til min far.
Derefter gik der faktisk rigtig mange år, hvor jeg ikke tænkte på cykling, da jeg associerede det nederlag, og ydmygelser.
Men jeg altid havde haft det rigtig svært, formåede min bror at vinde Landsmesterskaberne (det sommer hedder DM i dag), i Ældste Drenge 1, og året efter vandt han sammenlagt Tour de Himmelfart. Han vandt en god håndfuld løb, og formåede at komme på diverse landshold, og sluttede sig i juniorårene til et af Danmarks første juniorteams, Team Hobro.
Min søster startede også med at cykle, og hun vandt også lidt, men okay, det var heller ikke så svært når man tit var den eneste eller 3 der stillede til start. Men hun vandt da DM også (tag den, Signe! Okay, det var en indforstået joke!) :)
For små 4 år siden fik jeg dog langsomt lysten igen, og fik samlet en gammel racer. Det var faktisk en ældre Principia Rex, med en blanding af 105 og Ultegra. En gammel sag.
Derefter startede jeg i Haderslev Starup CK, som cykelklubben nu hed, som motionist. Jeg startede det første år ved at køre med B-holdet, som kører ca. 27 km/t. Efter 2 måneder blev jeg smidt op på A-holdet, hvor der også kørte licensryttere. Det var vildt! Jeg fik rockertæsk. Jeg var åbenbart stadig den dårlige rytter jeg altid havde været. Jeg begyndte at snakke med en anden motionist, Michael Vestergaard, som var lidt ældre end mig. Han ville prøve licens af. Og af en eller anden syg grund fik han overtalt mig. Så vi gik i hård vintertræning og nu skulle jeg sgu køre D-klasse! Dog ville jeg ikke være sprinter mere, men jeg ville være vindtonser! Så der blev trænet meget i vinden, og der blev knoklet igennem. At jeg så stadig har min naturlige hurtighed er så rigtig fedt.
Min plan var egentlig at skulle starte på den gamle Principia. Men cirka en måned før sæsonstart fik jeg et ret godt tilbud på den Cervelo, jeg drøner rundt på den dag i dag.
Jeg husker stadig at da jeg stod på startstregen i Sønderborg, var målet bare at sidde med så længe som jeg kunne, og over en sæson ville jeg gerne have 5-10 point. Allerede i første løb ramte jeg så en 3 plads, og scorede 5 point. Det var jo helt urealistisk. Jeg havde aldrig kørt på podiet før!
 |
| En stolt, halvtyk D-rytter! |
Som jeg nu har udviklet mig, er nok en stor del af den historie om at jeg altid blev sat. Det har i hvert fald gjort, at jeg træner hårdt for at opnå mine mål. Jeg kan stadig køre rundt med et selvbillede, om at jeg bare ikke må blive sat, da det er det værste der kan overkomme mig.
Min mentalitet har dog ændret sig, og jeg bliver ikke flov mere over det. Jeg er på mange måder blevet mere bevidst om mine styrker og svagheder, og accepterer når jeg ikke kan køre bakker, som Pøt Mølle, bakken i Hedensted og så videre.
Hvis nogen for 3 år siden havde sagt at jeg skulle køre B, og tilmed vinde et B-løb, havde jeg ikke gide tage dem seriøs.
Men set tilbage, må jeg nok også erkende, at hvis man ikke træner så går det bare ikke. Som Ungdom og Junior trænede jeg stort set aldrig hvis det regnede. Nogle gange kunne mørke skyer være nok til at jeg skippede træningen, for HVIS der kom regn…
Så når nogle af de unge drenge ude i klubben bliver trætte af at de bliver sat, så kan jeg rent faktisk relatere til det. Hvor mine ældre år har været en succes på cyklen, så var ungdomsårene virkelig trælse.
Efter jeg er startet igen, kan jeg rent faktisk ikke forestille mig IKKE at skulle køre licensløb. Men omvendt så bliver det nok ikke så mange år i B, da jeg alligevel synes det kræver ret meget træning – i hvert fald for mit vedkommende :)
Og til sidst; der er kun 2 måneder til sæsonens første løb – indledningsløb i Haderslev, for Sydjyske klubber! Jeg glæder mig!