Min gode ven Jens Sonnichsen har kørt Unsupported Grinder som bagerste mand. Lanterne Rouge kaldes det, og er et fantastisk koncept hvor løbet engagerer én eller flere ryttere til at køre opsamling. Det er som regel hyggeligt, og så er der rart for dem på ruten at vide der kommer en bagtrop, hvis man har behov for lidt moralsk opbakning til at komme de sidste kilometer til mål.
Det er dagen derpå efter et fuldtendt langt gravel løb.
Dagen bød som lovet af vejrguderne på overskyet vejr. Vi var kan 50 ryttere til start på Grinder distancen, 300km. Løbet startede med masterstart ud igennem Vejle by og tidtagningen startede lige uden for byen. Der blev lagt godt ud og de forreste satte hårdt tempo fra start.
Som Laterne Rouge, holdt jeg bagtroppen samlet – lige indtil grupettoen samlet blev stoppet af en meget sur lodsejer, der var ophidset over at vi ikke holdt lav fart (nok de forreste der var gået i racemode), kort fortalt var hun meget sur. Efter at vi samlet havde fået skældud i nogle minutter blev jeg tilbage for at love hende at Mads ringede tilbage til hende. Det er balance hvordan vi som brugere af vores fælles natur omgåes med lodsejere, andre gæster i skoven osv. Efter sigende havde enkelte ryttere givet hende fingeren som svar på hendes råb, det er selvfølgelig ikke så smart, lige meget om hvem der har ret eller uret. Tænk Jer om på sporet, stien eller hvor man mødes, vi skal opføre os ordentligt og vi skal gerne bevare retten til at komme i naturen og rundt omkring til alles fælles gavn.
Med strategien om at gennemføre iden for cut-off kl 23:00 satte jeg mit pace til at holde mig over de 20 km/t i snit. De 260 km+ af turen blev således kørt solo med focus om at nå depot efter depot. Løbet var self-supported i mellem de tre depoter, der måtte ikke modtages hjælp ude fra, dog var der mulighed tilgang til eget crew i depot. Efter gode erfarringer fra mine to Dirty Kanza løb var det derfor mit setup. Jeg havde derfor den luksus at få min kæde renset og smurt ved depot 1 og depot 3, ligeledes havde jeg adgang til eget energi-drik og friske energi produkter. Mit standard setup er Trailwind som drik, suppleret med diverse GU energi, såsom chews, waffles, elektrolytter samt et par gel. Sammenlagt brugte jegs ti flasker i løbet af dagen. I sidste depot ligeledes lidt fremragende chokolade kage fra stedets Gårdbutik Møllers Mølleri samt en frisk MacD hamburger.
Dejligt når det man har planlagt fungerer!
Mit setup fungerede uden nogle problemer, dog havde jeg en enkelt punktering. Meget uheldigt skred baghjulet da jeg stoppede, jeg fik ikke clicket ud i tide og Wupti, så lå jeg på siden med en ny grus-tattovering på det ene skinne ben og en øm lille finger, her søndag har jeg været et forbi skadestuen og fået læges vished om at det blot er en forstuvning. Hullet krævede en plug, og efter min CO2 pumpe frøs til og efter to patroner opgav jeg og fandt håndpumpen frem. Mit uheld var omkring de 132 km, og nu kom uvisheden frem i kombinationen med at jeg kunne mærke trætheden komme snigende.
Min psyke begyndte at finde på undskyldninger for, at udgå, meget godt at der var 30-35 km til næste depot. Jeg fik stille og roligt gang i benene igen og mindede mig om at dette var mit selv-proklamerede eget monoment for sæsonen, den ene km tog den anden og jeg samle ti-km efter ti-km virtuelle medaljer op. Jeg nåede 160 km depotet, fik tanket op med vand og blandede til tre nye flasker fra min flaske “tre” med tailwind koncentrat. Afsted igen, næste mål depot tre ved 225 km.
Jeg holdt fokus på min gennemsnit tid og at min avg. Power lå i zone1 -zone3. Postrace kan jeg se at mit powermeter holdt batteri til ca. 200 km og at jeg har brugt 50% i zone1, jeg er ikke nogen ekspert i at tolke det, men jeg følte jeg havde en OK fordeling af min energi over løbet. Da jeg kørte i mørke de sidste 90 min. Faldt min gennesnit fart lidt, heldigvis var jeg på hjemmebane og kendte det meste, men mit fokus at komme i mål var sikret.
300km er en lang tur på rammen, uanset hvordan man skærer den.
Var det hårdt? Ja, det var hårdt, 300km vil i min optik altid være hårdt. Oppe foran blev kæden holdt stramt, jeg kørte med knap 20 km/t brutto, men de første kom ind med 32 i snit, jeg bukker mig i støvet. OK, solo eller gruppe der er en forskel, men de har givet den gas. Ruten bød på knap 60% grus vs. asfalt, men jeg var positivt overrasket over de mange lange stykker med grus, det var god rute-planlægning og en sand fornøjelse. Er det så hårdt som inspirationen Unbound (Dirty Kanza), nej og nej med stor margin.
Dels gør de 20 km ekstra (200 vs. 188 miles) meget, dels er grus ikke bare grus, og dels er flere højdemeter, dels er temperatur og vind en anden udfordring. Personligt glæder jeg mig til at løbsarrangøreren selv kan lave sammeligningen, hvis han som planlagt kommer til start ved Unbound i 2022. Rutens kun 2300 højde meter egner sig også til single-speed, det kunne være en interessant udfordring i fremtiden.
Der var overraskende få ryttere til start, samlet var der 178 ryttere registreret på de tre ruter, men der var desværre 40 der ikke dukkede op. Vi håber de vender næste år, der er plads til mange flere, og der er selvfølglig også plads til kvinder, som der slet ikke var nogen til start af på 300km. Lom frisk i 2022, det er en overkommelig rute, og beslutsomhed og det rigtige gennemsnit, tilpasset ens forberedelse, så er det absolut overkommeligt.
Jeg kommer igen.
