Som forudsagt blev de 180 kilometers stjerne tour i Grindsted en hård omgang. Men der var også positive takter, selvom redaktøren, helt som ventet, ikke formåede at komme med de hurtigste rundt. Det vender vi tilbage til. For først lidt om det bedst organiserede cykelløb, vi har deltaget i, i år!
Spitzenklasse i Grindsted – de har forstand på Motionscykelløb.
Sydbank Stjerne tour de Grindsted slår sig på deres hjemmeside op som “årets første store cykelløb”. Når man skriver sådan, giver det selvfølgelig en forventning om ikke bare mange deltagere, men også en stor oplevelse, og det kan vi godt afsløre med det samme, det var det. Bakkerne nær Grindsted kan ikke helt måle sig med det vi kan mønstre her omkring Aarhus / Skanderborg, men “Blue Horse” og “Åst Bakke” er nu alligevel ikke bakker jeg glemmer lige foreløbelig!
Redaktøren var blevet meldt på den helt lange rute på 180 kilometer, så var meget tidligt oppe for at nå til Grindsted til start klokken 08.03. Det er godt nok tidligt at starte et motionsløb. Kom i seng dagen før klokken 02, og det er bare for sent når man skal op klokken 05:45 for at køre til start. Det skal ikke være en undskyldning for placeringen i løbet, men det havde en negativ effekt ikke at have fået mere end 5 timer søvn, skulle det vise sig.
Sydbank Stjerne tour de Grindsted opererer ikke med indskrivning på dagen, (sådan agerer et selvsikkert motionscykelløb), så stemningen ved afhentning af startnummer var meget afslappet, og det gik da også lynhurtigt at få udleveret nummer. Da nummeret var monteret, kunne redaktøren for første gang slappe af og her oplever jeg dagens første kritiske ting ved løbet, dem var der i øvrigt ikke mange af, men det lod til at der kun var 2 toiletter. Alle ved at cykelryttere ofte skal både det ene og det andet inden start, så det var lidt kritisk, og køen var lang, men nåede dog lettet til start. Jeg er sikker på der var flere toiletter i den store hal, hvor indskrivningen foregik, så lidt skiltning til flere toiletter foreslåes.
Stjerne tour benytter “selvfølgelig” elektronisk tidstagning der placeres med klistermærkechip på hjelmen. Meget fedt, så man ikke behøver at se helt så dum ud som redaktøren gjorde i sidste uge til Bakkeløbet, hvor startnummeret skulle placeres på styret, det slap vi ikke så godt fra.
Tror aldrig vi har set så mange frivillige til et løb!
Starten gik fint og der blev sat et raskt tempo ud af byen, hvor ruten også gik gennem et par lyskryds, men hvad betyder det når politi / politi hjemmeværn er på plads til at stoppe trafikken og sende cyklisterne afsted, både overfor rødt osv. det flød bare. Lørdag i Grindsted var prioriteterne klare – i dag køres der cykelløb! Ude på ruten mødte vi dog et par trafikanter der ikke helt synes de skulle give plads, særligt på vej opad de første bakker. Her har et friskt felt af ryttere en dum tendens til at flade ud og fylde hele vejen, et par gange gav det uheldige situationer.
Et forslag kunne være at man placerede et venligt skilt på toppen af bakkerne, ” I dag køres cykelløb, vis hensyn”? Ved alle nedkørsler var der placeret skilte til os ryttere hvis der var skarpe sving, eller udfordringer, ved et enkelt særligt skarpt sving var der endda placeret en frivillig til at dirigere, lækkert.
At jeg så på dagen kørte nedad, som om det var første gang jeg nogensinde havde siddet på en cykel, er så en helt anden sag.
5 depoter på ruten skulle besøges,men der gik race i redaktøren, så fik kun besøgt 2…
Jeg havde jo faktisk lovet at tage en slapper, og trille rundt, besøge depoterne og bare have en “hyggelig cykeltur”… meeeeen redaktøren fandt hurtigt ud af at han var kommet afsted med de hurtige drenge (igen), og første del af ruten var sjov med masser af spændende kørsel. Både i sving, og op og ned af diverse, for mig, ukendte bakker. Gruppen jeg var afsted med, var faktisk så hurtige, at vi fik kontakt med fronten af første startgruppe (vi var startgruppe 2) efter kun ca.30 kilometer. Herefter gik det der ud af, og bakkerne blev ædt i alt andet end roligt tempo, men benene føltes gode. På Åst bakke (se foto øverst) ser jeg jo næsten frisk ud, men allerede på toppen af Blue Horse (her ovenfor) begyndte det hårde tempo dog at sætte sine spor i mit ansigt.
Helt til omkring 90 kilometer gik det godt, men så løb jeg desværre ind i problemer, der afgjorde løbet for mig. Hele dagen havde jeg virkelig følt mig usikker på nedkørslerne, kunne helt sikkert ikke køre så hurtigt som jeg plejer. Min GPS “max speed” nåede da også kun lige op på 68 km/t, (normalt rammer jeg 80 km/t når der er nedkørsler af den længde her), men ikke i går. Jeg tror det skyldes den manglende søvn, min hjerne ville simpelthen ikke være med når det gik for hurtigt. Det kostede at falde bagud på nedkørslerne, og flere af bakkerne på den her rute har ellers gode “tilløb” hvor man virkelig kan spare kræfter ved at lave gode nedkørsler og ramme bakkerne i god fart. (Det er noget en stor dreng som mig på 87 kilo virkelig kan udnytte!).
Tror flere bandede over at ligge bag mig på nedkørslerne i går, og det var forståeligt nok, det gik bare ikke lige så godt som det plejer – næste løb (Danmarks Højeste på Torsdag!), der skal jeg i ordenlig tid i seng. For det var både irriterende og helt sikkert også lidt farligt, ikke at føle sig 100% fokuseret på vej nedad!
De første 2 depoter fik jeg dog næsten besøgt – de var nemlig placeret helt ud til vejen, rigtig race stil, så man kunne lave et lynhurtigt stop og fylde på hvis man havde brug for det, det havde jeg ikke, men havde dog fin udsigt til både chokolade, saft, vand, absolut i orden.
Bakkerne og tempoet siede redaktøren fra top 30, men det var de “Danske Bjerge” der næsten slog ham helt ud!
På den sidste nedkørsel gik det galt, fik (IGEN…) lidt krampe i det ene ben (dog meget mindre end sidste løb, og jeg tror faktisk jeg har fået styr på det nu, med hjælp fra diætist) – men nedkørslen gik helt i stå, og på stykket inden sidste stigning, måtte jeg desværre slippe helt, drikke vand og spise en bar, inden jeg alene kom op over sidste bakke ved og så trillede jeg ellers alene ind mod Grindsted.
Gruppen var virkelig kommet meget foran, så det tog en rum tid inden jeg blev indhentet, på trods af at tempoet blev holdt nede, da jeg 100% vidste at jeg ikke selv kunne køre hjem, så der var ingen grund til at sidde og spilde kræfter på at køre stærkt. Blev hentet af en blandet gruppe af startgruppe 1 og 2, de kørte stadig godt til. Henover et par småstigninger gik det stadig fint, lige indtil vi ramte “bjergene” på flad vej, inden Grindsted. Vinden bliver af mange cykelfolk kaldt “de danske bjerge”, og med god grund. Kan man ikke sidde ordenligt i viften, så kommer det meget, meget hurtigt, til at gøre rigtigt ondt.
Når man er novice, der netop har taget hul på sit andet år på cyklen og sidder med de omkring 40 bedste på 180 kilometersruten i vinden, så kan man godt regne ud at man er en af de mindst erfarne, blandt “gamle” erfarne mænd. Har man ikke en fornuftig attitude og kan man ikke finde ud af at bruge hænder, albuer og forhjul, så kommer man til at hænge for meget bag viften efter føringer, inden man får “lov” at komme ind i læ, og så ryger man af på et tidspunkt. Med 60 kilometer igen, og lige inden vi nåede Grindsted blev jeg sat af dagens 2. hurtige gruppe, og dermed røg muligheden også for en placering i top 30 (og under 5 timer, helt sikkert lidt optimistisk, men ikke umuligt!) som ellers lidt var indenfor rækkevidde – æv!
Aldrig har redaktøren skulle mande sig SÅ meget op!
At køre i alene majestæt, med 60 kilometer igen, ind igennem startområdet, hvor man kunne se alle de glade mennesker, på 60 kilometers udfordringen, trille ind mod mål i modsat retning, det var bare ikke sjovt. At komme ud på den anden side af Grindsted og se ud af en lang lige landevej der virkede til bare forsvinde ud i horisonten uden et eneste sving, og så samtidig have 15 sekundermeters vind lige i fjæset, det var tortur. Det var godt nok fristende ikke at fortsætte turen på det tidspunkt, men har gennemført alle motionsløb jeg har stillet til start i til dato, og Grindsted skulle ikke være det løb der knækkede mig!
Bed tænderne sammen, tænkte på at der snart måtte komme et depot, og så var det ellers bare at træde i pedalerne stille og roligt. Hvor de første 120 kilometer af ruten var rimeligt interessante og spændende, så er det ikke tilfældet med de sidste 60 kilometer. Ruten var uden bakker og uden ret mange sving, stort set bare lige ud af lange små landeveje, ikke vildt ophidsende for at være helt ærlig. Men nu var jeg jo også blevet sat godt og grundigt, det havde nok været sjovere, hvis jeg stadig kørte om en placering blandt top 30. Nu handlede det bare om at komme i mål, uden at hovedet svigtede. Benene følger altid med, hvis bare hovedet tror på det.
Jeg nåede fra Grindsted helt ud til første depot, uden at blive passeret af en eneste rytter, det var en LANG tur! Depotet var i øvrigt placeret lidt sjovt på en gård, og maden stod inde i en støvet lade. Det var fint nok… men det havde nok set lidt mere appetitligt ud hvis det havde været placeret under den klassiske hvide pavillion fra Harald Nyborg ude vej vejkanten, som de andre depoter på ruten (Forslag til næste år?).
Til gengæld var de frivillige virkelig søde, én fyldte min drikkedunk, en anden sørgede for at tage min cykel og stille den forsvarligt, og en 3. fik præsenteret mig for mad – det er da service!
Sidste depot på ruten, var som de to første placeret helt ud til vejen (under hvid pavillion) her havde jeg måttet slippe gruppe 3 der havde indhentet mig og dermed røg vel også ca.10 placeringer. Med kun små 20 kilometer til mål, tog jeg mig den luksus at skylle to mini rittersport ned med en kop kaffe, og ventede så på næste rytter der kom forbi og hoppede på hans hjul ind mod mål.
Sidst på ruten lignede det, at der var lidt færre skilte end på første del af ruten. F.eks. kan jeg efter 160 kilometer godt glemme om jeg skal til højre eller til venstre i et T kryds, selvom jeg lige har set skiltet 20 meter før… (ja så træt kan man altså blive) – så der må meget gerne placeres et skilt både før og i selve krydsene til sidst i løbet!
Trillede alene de sidste 3 kilometer – og som det ses på redaktørens ansigt, da han blev foreviget i løbets sidste sving, en rundkørsel i Grindsted, var han ikke helt tilfreds med hvordan tingene havde udviklet sig. Det kan vi dog ikke klandre arrangørerne for. Kun sige tak 180 kilometer med sjov på bakkerne og endnu end benhård lektion i cykelløb i vind!
Det blev til en placering som nummer 53, med en snitfart på 32,6 km/t.
Redaktørens data kan ses her på : STRAVA.
Tak til arrangørerne for en hård omgang cykelløb, i sikre rammer i Grindsted, vi ses forhåbentlig næste år!
Løbet får 5 C´er – et fantastisk motionscykelløb.
Dog et med et par kommentarer :
Ruten kunne godt være sjovere til sidst, det trækker lidt ned, og et enkelt depot kunne godt trænge til at blive trimmet lidt rent udseendemæssigt. Til gengæld trækker det i den grad op at sikkerheden var i top, at der var frivillige + politi i stort set alle farlige sving, og at organiseringen generelt bare virkede til at være i top. Bl.a. betyder det at denne artikel har masser af billeder af redaktøren i aktion inde fra hjemmesiden, hvor alle deltagere kan finde sig selv på fede steder fra ruten. Det er bare i orden.