Hele weekenden skriver jeg fra Dolomitterne i Italien. Jeg deltager for første gang i et etapeløb. Dette løb foregår med udgangspunkt i byen Predazzo. Organisationen Haute Route er arrangør, og jeg vil give Jer mine beretninger fra det italienske i dagene op til og i løbet af weekendens etaper.

Af Søren Kuipers | Fotos: Søren Kuipers & Haute Route

Race rapport fra 1. etape

Verdensklasse. Intet mindre! 1. etape forløb som den skulle; alt klappede – selv publikum de steder de havde slået sig ned. Solen skinnede hele dagen. Vi havde mellem 15-25 grader – afsluttende på Passo Sella i 2.240 meters højde, med 19 grader og solskin. Det fåes ikke bedre. Det organisatoriske spiller bare – god plads på vejene, politi og marshals utallige steder og bare højt humør, super gode forplejningszoner; ja, jeg er sgu glad i låget.

Inden glæden for alvor kunne synke ind var der lige 123 kilometer der skulle forceres, med start klokken Kl. 7.30: Starten var neutraliseret ud af byen og ned i dalen, og tiden blev sat i gang, som vi ramte Passo Lavazé omkring kl. 7.50. Jeg lod med det samme de hurtigste stikke af sted og havde på forhånd besluttet mine watttal og så håbede, jeg at finde en passende gruppe.

[perfectpullquote align=”full” bordertop=”false” cite=”” link=”” color=”” class=”” size=””]Det var fornuftigt. Og det var også til mit held…pssssst…fladt forhjul. Men i den neutrale zone, hvor tiden er stoppet (perfekt timing, når nu man skal punktere).[/perfectpullquote]

Jeg fandt én passende følgesvend, men han kørte lige en tand for hårdt; så jeg gik tidligt lidt dybt – men det var jeg vidst ikke den eneste der gjorde. Min makker (han var vidst mere min makker, end jeg var hans) kunne berette om alt fra stigningsprocenter, det lokale køkken og så en masse på italiensk, som jeg ikke fattede – men han lod mig sidde på dæk 90% af tiden – jeg var glad.

Vi kørte de første to stigninger sammen – kun med tilslutning fra én oppefra, som var blevet justeret, og det var først efter 94km, at jeg måtte se min 20 kg lettere følgesvend forsvinde på bjergskråningen ved Passo Pinei – desuden sammen med endnu en italiener. Dette foregik på en rampe, som stejlede 15-16%, mens de to italienere bare sludrede. Bum!

Til gengæld teamede jeg fint op med gruppens fjerdemand – en brite. Efter godt 100km var der endnu en neutral zone – dette var ikke planlagt på forhånd, men under torsdagens racebriefing havde vi fået det at vide. Årsagen: en masse vejarbejde og røde og grønne lys. Det var fornuftigt. Og det var også til mit held…pssssst…fladt forhjul. Men i den neutrale zone, hvor tiden er stoppet (perfekt timing, når nu man skal punktere). Jeg skifter slange i roligt tempo, afsøger dækket for sten, sætter den nye slange i og…wupti; den gule Mavic-servicevogn fra Tour de France holder der. Mekanikeren sikrer, at alt er godt, pumper luft i begge dæk, og stikker mig en ny reservetube. Det er i orden. Desuden kørte han rundt med reservehjul og cykler på taget i tilfælde af en seriøs defekt. Sådan!

Back to racing

Tiden er i gang igen, og jeg får mig kæmpet op ad Passo Sella – med ca. 50 watt mindre end for godt 5 timer siden. Jeg modtages af et par glade danskere i mål, der selvfølgelig har styr på AoC’s løbskalender – de beretter om placeringerne 8 og 11. Hold da op…så må det være godt helt godt. Min indsats rækker pt. til en placering som nummer 20 med under en håndfuld sekunder ned til nummer 21. 

Da vi kommer tilbage til Race Village (det hedder det) i Predazzo står den på massage og pasta og salat, og de få resterende timer af fredagen går hurtigt med bad, tjek grej, race briefing, lidt mere at spise, snakke med familien derhjemme og benene op.

I dag var noget af en skefuld. Benene er tunge, men jeg er høj over den sindsygt gode stemning, der er hernede. Man er lidt på hold sammen, og man ønsker hinanden det bedste, også selvom vi er hinandens modstandere. Men omvendt; når terrænet er så heftigt, så er det primært konkurrencen med sig selv, der tæller.

Lørdagen byder på “suffer party”

Mens mange elsker lørdage for den gode mad, rødvinen, øllerne, chips og socialt samvær, er vi cykelryttere på visse tider af året draget mere af eventyret; kroppens evne til at yde (endnu) mere og bestige bjerge vi ikke havde hørt om. Sådan en lørdag venter mig. Jeg er noget nervøs for hvordan kroppen reagerer efter dagens strabadser. Jeg kørte virkelig mig selv ud, og med en menu der er næsten lige så krads, så bliver det spændende hvordan det forløber.

Det gode vejr fra torsdag og fredag er desværre (i følge vejrudsigten) skiftet ud med mere dansklignende forhold i morgen. Den fortæller en trist historie om tåge fra morgenstunden, lidt småregn og kun 6-7 grader. Dramatiske sjæle taler om 20-30mm regn, men det tror jeg ikke kommer til at ske. Det gør mig ikke noget det bliver lidt koldere, men regn kan man altid undvære, særlig i højderne, og med lange nedkørsler i udsigt. 

Ruteprofil for i morgen

Hvor dagens etape var en etape med start og mål to forskellige steder, venter der i dag en rute med start og mål samme sted. Et klassisk loop. I går med mål på toppen gjorde, at man enten kunne rulle tilbage i bus eller cykle de 46km tilbage. Jeg tog bussen! Det bliver egentlig meget rart at kunne rulle direkte hjem til hotellet efter dagens etape, få et varmt bad, lidt godt at spise, stængerne op og ringe til fruen og ungerne. Jeg glæder mig til det hele.

Fra Predazzo går det med samme op i himlen i godt og vel 20km. Ud af byen mod øst deler vejen sig efter omkring 15km – til venstre Passo Valles(2.032m), til højre Passo Rolle(1.984m). Vi skal til venstre, hvor de sidste 3-4km angiveligt ikke er meget under 10%. Så er man lissom varm, når man rammer toppen? Der venter herefter en lang nedkørsel mod Cencenighe, som ligger lidt syd for bunden af stigninger som Passo Fedaia og Passo Giau (så har man som indviet en idé om hvilket terræn vi snakker om).

Ruten kører dog yderligere sydpå, og der venter nu to mellemhøje bjerge i form af Forcella Aurine og Passo Cereda. Sidstnævnte har jeg kørt fra modsatte side, og der var den virkelig hård, da den havde mange ramper mellem 9-13%. Den vej vi kommer fra, skulle angiveligt være lettere. Vi får at se.

Efter nedkørslen fra Passo Cereda er der 44km til mål. De næste godt 23km går kun én vej – op mod Passo Rolle (1.984m), hvor terrænet stiger mere end 1.250meter. Turen derop skulle angiveligt være én af de smukkere af slagsen. I 1937 blev denne stigning inkluderet i Giro d’Italia som det første dolomitpas nogensinde. Vi kører i skyggen af legenderne denne dag.

Hjemad til Predazzo består af gode 20km nedkørsel, hvor de sidste 15km er de samme som for flere timer siden, da starten gik.

Jeg glæder mig – selvom det bliver vanvittigt hårdt (igen).