Torben Bartholin har været et smut på Ventoux som rytterne skal bestige i touren dag, omend de nok ikke når helt på toppen.  Det gjorde Torben, igen og igen, og igen og igen og igen og igen. 6 gange på toppen, ad de 3 forskellige veje på toppen, så han nu kan kalde sig medlem af klubben “Club des Bicinglette du Mont-Ventoux”.

Af: Torben Bartholin / Foto: 

Vi er 6 gutter der skal udfordre os selv på Ventoux, 3 der kører stigningerne én gang, og så mig og to andre idioter der forsøger os med 6 opstigninger. Det er tirsdag og vi er kommet helt ned så vi kan se det skaldede bjerg. Da vi kommer så langt ned i Frankrig at vi faktisk kan se det, må jeg tilstå at der var en del små hår på kroppen der rejste sig, og jeg tænkte, hvad har du nu rodet dig ud i Bartholini…

Det ser meget stort ud det bjerg når man kører nede i dalen og kigger op på det og virkelig kan se og fornemme den lange stigning der skal bestiges inden at man er oppe på den skaldede top. Tankerne går på om det nu er muligt at kommer op over den knold hele 6 gange.

Den første gang på toppen

– den er hård nok

Dagen efter ankomst var der hviledag, men jeg tænkte, at det nu ville være meget fedt at komme op og se hvad der var i vente torsdag, det var der et par andre gutter der også gerne ville være med på, så vi var Morten P, Leif T og jeg.

De to gæve gutter var jeg tidligere på året rendt ind i på en træningstur på Gran Canaria, og ja de to træder en rigtig god pedal. Vi var helt enige om at det skulle være en hviledag så vi ville ikke starte før kl 10.

Vi kommer der op ad og jeg må tilstå at det var meget svært at holde det nede under hvil da vi jo havde 1500 hm vi skulle op over.. men pludselig var vi på toppen og der var ikke gået 2 timer. Vi havde vist ikke taget den helt med ro alligevel…

En af de ting jeg nyder ved at køre i bjergene er at, ja man skal arbejde for at komme til toppen, men man skal også bruge hovedet når man køre nedad igen. For med hastigheder på den sjove side af 90km/t er man nød til at holde hovedet koldt på nedkørslen.

Det giver altså et sus i maven når sidder der helt nede i bøjlen og tænker kan den mon køre lidt hurtigere?? Redaktøren på AoC har sendt mig afsted på en Principia Revolution med skriver og det var en god oplevelse, for der var ikke på noget tidspunkt hvor jeg tvivlede på at jeg ville kunne bremse ned og komme helt rigtigt ind i svinget. Den fedeste fornemmelse at sidde med når man køre 80-90 km/t, det vender jeg lige tilbage til.

Det måtte være nok opvarmning

– nu til den rigtige udfordring

Da vi kommer tilbage til hotellet begynder vi så at kigge på hvor, hvornår og hvordan vi lige skal gribe det helt an i løbet af dagen, hvor vi skal op over 6 gange… 2 timer pr opkørsel, 0,5 time pr nedkørsel, lidt mad og så var vi så heldige at vi havde en bil og chauffør med, der kunne køre med forplejning og skiftetøj til os, så vi vil kunne klæde om undervejs.

Så var det ellers tidligt i seng. Torsdag er dagen hvor uret starter med at støje kl 5.. og så i ens ferie… Vi får noget at spise, ikke i restauranten, for de er på ingen måde oppe. Men der er en af de andre guider, Søren, som har fået styr på noget mad til de ca 10 personer der satte sig på cyklen kl 6.

Vi når ikke at køre meget mere end et par hundrede meter inden at vi ser skiltet for foden af bjerget i Malaucene, ja så er vi da igang, den første del af stigningen er nede i træerne og det er stadig lidt tusmørke, men vi kan skimte lidt sol oppe på bjerget, så den må vi ramme lidt oppe.

Vi var 6 mand der startede sammen, Kent og Johnson, der ville være hjælperyttere for os de første 3 gange over. Ja det var ret fedt, så har man også har prøvet at have hjælperyttere der køre for en. Derudover var der, Morten P, Leif T, Teamchefen og Bartholin ham selv.

Det starter planmæssigt

– og det er rart at køre i den kølige morgen

Vi var blevet enige om at tage det stille og roligt op så vi ikke ville gå kolde inden middag, det lykkedes også næsten. For vi var faktisk hurtigere oppe end dagen før på den første stigning hvilket ikke var en del af planen, men vi havde så slappet lidt mere af på de steder hvor den bed lidt mere i stængerne dvs. over de 10%.

Så efter første opstigning var vi ved godt mod, og nu står vi jo så over for det uvisse. Det siges at stigningen fra Malaucene er den næsthårdeste, og derfor var det meget nærliggende at så tage en tur ned til Bédoin som en den hårdeste opkørsel, med hele 5 km med 10%, det er der hvor det godt kan gøre lidt ondt i stængerne.. da vi ikke kende nedkørslen tager vi det lidt med ro der ned ad.

Nede i Bedoin skal vi jo så have vores første stempel, inden turen går opad igen, skal vi lige af med noget tøj fra følgebilen hvor Henrik K, troligt sidder og kører fra top til bund for at møde os, det slog aldrig fejl i løbet af dagen, en kæmpe hjælp!

Man har en plan

– indtil man laver en ny 

Vi har stort set bjerget for os selv her ved ni tiden. Vi kommer til toppen 2. gang efter små 2 timer, hvor dunken bliver fyldt op og der bliver stemplet. Inden at turen går ned mod Sault, det er den længste nedkørsel på 25,6 km og med 4,5% i snit, ja det er om at få noget at spise mens tid er for der er ikke altid nemt at få mad ned når man kører opad.

Nu er vi ved at kommet så langt op ad dagen at solen er kommet godt på og det betyder at der også er varme på. kampen med væskebalancen er startet! Sault er en stigning som hvis vi nu havde nøjes med 3 ture så ville man godt kunne tage de første 19 km på den lede klinge. Jeg vil dog være ked skulle gøre det på de sidste 6 km op mod toppen.

Fra starten var planen at vi skal tage den sidste omgang i samme rækkefølge som den første, men sådan blevet så ikke. Teamchefen satte ind og mente at det var bedst at få overstået det værste først, og man diskuterer ikke med teamchefen, så er det bare.

Vi tog nedkørslen mod Bedoin, dog med et stop på vej ned. Ja vi skulle endelig have noget mad, jeg var kommet dertil hvor jeg kunne spise alt hvor der var bare en smule energi i. Der var styr på det, der stod den store bil med alle de gode sager, bl.a. pastasalat, hvilket bare kom på det helt rigtige tidspunkt.

Den første krise

– satme godt man har en teamchef med

Jeg er så forhippet på at spise, så da Leif T siger at han ville køre til bunden for at finde et toilet fanger jeg ikke lige at Morten P også hopper med. Pludselig står jeg så selv tilbage og spiser, har slet ikke opdaget at Teamchefen også var smuttet, fuck tænkte jeg, nu står de i bunden og venter på mig, det var ikke lige en del af planen.

Jeg ryger på rammen igen og giver den max gas nedad, men til min store overraskelse har vi så på ingen måde bjerget for os selv mere.
Der er nok på den anden side af 500 hollænderne på bjerget nu og de er på vej op, så det går ikke så hurtigt nedad.

Det er ikke bare 500 på hver deres racer, nej det er speciallavede cykler hvor der kan sidde en med et handicap i og en rytter, dernæst er der så håndtag på begge sider af cyklen så der kan sidde to på siden og hjælpe til også, det må være en stor oplevelse at sidde der.

Heldigvis har de ikke ventet længe på min i bunden, 2. opstigning fra Bédoin venter forude. Det skulle vise sig at blive min store udfordring, selvom det starter fint.

Da vi kommer op forbi pitten igen er vi blevet sprængt på stigningen og vi er nogle der kører ind for at få en cola og skyder et enkelt billede mod toppen. Vi venter på  sidste mand, da han kommer, sætter vi efter, men pausen har sat sig i stængerne og jeg får givet lidt for meget gas.

Det medfører at jeg nu sidder og kæmper, krisen er kommet til mig, og underligt nok er det mere hovedet end stængerne jeg kæmper med, sådan føles det i hvert fald. Min indre bookmaker sidder og kommer med virkeligt mange undskyldninger til mig selv om hvorfor jeg bare burde stå af nu og hvor dårlige odds jeg har for at gennemføre. På det her tidspunkt begynder overskuddet til at få skudt billeder også at forsvinde, beklager.

Til mit held så er Teamchefen ret tæt på og han er en af de få mennesker der kan se lige igennem mig. Han ved hvad der skal til for at jeg er klar igen. “Bartholini, vil du det her?” – det bliver lidt et automatsvar, jeg havde jo sagt ja hjemmefra – “ja, jeg vil det her” hvorefter Teamchefen hurtigt svarer, “super Bartholini, så gør vi det sku” – så simpelt, og det virkede!

Man rammer et rytme

– vil næsten kalde det rutine

Ind og stemple igen, og ned til Malaucéne, her er der ret mange ting der flyver igennem hovedet på mig, hvad har du sagt ja til, hvorfor sidde så mange timer på en cykel og tilmed en testcykel, ja tankerne var ret mange.

Vi kommer ned og hilser på de andre der er med på turen, og da vi letter siger jeg til en af dem “vi ses bare lige om 5 timer igen” ikke noget jeg tænkte meget over lige der. Men det plejer jo at være en ret lang træning 5 timer i bjerge, ja 5 timer i det hele taget.

Nu køre det hele lidt på rutinen jeg skal ikke fortælle mine stænger at de skal arbejde, det gør de bare. Så nu er det viljen og stædigheden der tager over, tiden går og vil kommer til tops. Puha, nu er der bare den nemme tilbage, 2 nedkørsler afbrudt af en enkelt stigning.

Målet begynder at kunne sigtes og jeg føler mig faktisk ok tilpas. Vi kommer til Sault, og nu er der så ikke mere strøm på min garmin! Pis, også og mange andre ikke så pæne ord. Nu har jeg så ikke mulighed for at holde øje med min puls, der må man jo så tage som det er. Jeg overvejer at stå af da jeg nu ikke længere kan vise min bedrift frem på Strava… ej det´ gas.

Det her var en holdtur

– alle skulle med hjem!

Vi har hele dagen kørt efter at det var ham der var mest presset, der bestemte farten, nu var det min tur til at sige “én ned”, der var ikke noget at gøre, selv om jeg godt kunne mærke at nu ville Morten P sku gerne hjem, men de ventede og da vi kom over de stejle passager, så virkede benene heldigvis igen.

Det næste 4 – 5 flade kilometer inden det steg mod toppen igen blev på den store klinge, god fart og ellers bare der ud af, dog stadig med tanken om de sidste 6 km. De næste 4 km gik ok for mig, selv om vi var blevet lidt spredt igen, humøret var højt, men også lidt følelsesladet, ja det skal nok lykkes det her.

På de sidste 2 kilometer begynder Teamchefen endda køre i hug, efter 250 km i kuperet terræn er det ret friskt, men han var i max overskud, fedt at opleve efter sådan en dag, jeg kører dog ikke med på legen, der er ved at være udsolgt! Min udfordring de sidste 2 km var ikke at komme først, snarere at holde balancen, for det gik ikke ret hurtigt.

Men jeg kom sgu til toppen og fik taget lidt billeder, så var der bare lige de sidste 21 km hjem, de gik heldigvis nedad. Det var blevet lidt sent, så der skulle lys på, og så nedad med den fedeste fornemmelse i maven, ja en rigtig glad dreng på tur.

Kæft det er fedt mand

– En udfordring jeg kan anbefale til alle! 

Da vi kommer ned står alle de andre gæster ude ved vejen og tager imod os, en super skøn afslutning på dagen.

Da den oprindelige Ventoux udfordring blev udformet var idéen at alle skulle kunne gennemføre på 12 timer, og det mener jeg holder. De fleste i bare almindelig cykelform, vil godt kunne rulle op ad Ventoux de 3 gange og bagefter være en del af klubben.

Vil man over 6 gange kræver det for de fleste lidt mere, og hvis man ikke er toprytter, så vil man have stor hjælp af at have venner med, samt have styr på logistik med mad osv. ellers er kan det bliver en træls udfordring.

Det er dog en mega fed oplevelse, så jeg kan kun anbefale det til alle, der kan finde ud af at træne lidt hjemmefra, og synes det er sjovt at udfordre sig selv.

Den samlede tid

– Garmin er ikke glad når strømmen går

Det hele tog 16 timer og 21 minutter – så det var en lang dag i sadlen, min Garmin gik helt i spas efter at have været gået død for strøm, så min fil fra dagen er desværre helt forsvundet :(

Hvis du har lyst til at kigge lidt på udfordringen kan du se segmentet på Strava HER.

Glæder mig til gensynet med Ventoux i dag.

Du nævnte noget om skiver?

– jep udfordringen blev kørt på en cykel med skiver! 

Aflslutningsvis vil jeg lige nævne cyklen jeg kørte på. Ved de forhold jeg har kørt under er der ikke meget skidt at sige om sådan en cykel sat sammen med en rytter på de 77 kg.

Jeg har dog en lille ting i forhold til de kære skivebremser, for når man har lavet en nedbremsning fra 80-90km/t til 35km/t inden et sving, kan der godt opstå mislyde fra skiven og klodserne, hvilket er det eneste jeg har at sætte en finger på. Lydende forsvinder dog hurtigt igen, de skyldes naturligvis varmen der udvikles og den lave tolerance der er mellem bremser og klodser på skiver.

Har set på nettet at bremserne kan fejle, men trods mange nedkørsler på én dag med fuld smadder og masser af nedbremsning (særligt på nedkørslen hvor bjerget var fuldt af Hollændere) – så oplevede jeg ingen form for nedsat funktion, kun de før omtalte lyde.

Når det så kommer til Di2 må jeg nok tilstå at det skal jeg bare eje når deres penge til det, elektronisk gearskifte er bare fedt.

Cyklen i sig selv føler jeg er ok stiv, men jeg er ikke den bedste til at vurdere den slags. Dertil skal det jeg så siges at jeg ikke har kørt cykelløb på den, hvor man får presset cyklen mere.

Selvom det er en rigtig fed og flot cykel, så synes jeg dog den er for dyr. Alternativerne er mange, fra alle store kendte brands, når prisskiltet siger 69.999 kroner.

Vi ses på rammen.

Bartholini.