Cykelnerven og AltomCykling samarbejder i første halvdel af 2026. Samarbejdet går i al sin enkelthed ud på, at vi følger ét af holdene – Team Cykelnerven Midtøstjylland 2026 – til udvalgte events. Søren rapporterer fra Cykelnervens tur til de franske alper i denne uge i juni. Du kan hver aften læse ét kapitel omhandlende dagens oplevelser.
Tekst | Søren Kuipers, Foto | Søren Kuipers
Rejsedag…
Afgang tirsdag morgen. Vi mødes alle kvinder og mænd i Billund Lufthavn. Flest mænd. Cyklerne ankommer med lastbiler til Frankrig. Eventyret må begynde, stemningen er i top. Alle glæder sig!
Jeg ringer lige til Bo Velds Andresen, sportslig ansvarlig for Cykelnervens ryttere, bare for at melde, at nu er vi på vej. At være sportslig ansvarlig består både i at designe ruter, holde rytterne i ørene med hensyn til træning, kost og meget andet. Med røret i hånden hører jeg Bo roligt sige: “Du skal vide, at denne cykelrejse er kulminationen og fejringen af 9 måneders hårdt slid og arbejde!” Jeg nikker, nipper til en kaffe med mælk og fornemmer, at det ikke blot drejer sig om kørte træningskilometer og højdemeter. Det er 9 måneder fyldt med indsamling, forpligtigelse og for mange vedkommende personligt engagement i sagen. Det er ikke blot en cykelrejse; det er er velgørenhedsprojekt. En meget hård én af slagsen.
Mange Cykelnerven-ryttere kender hinanden, møder hinanden hvert år, samme tid, med samme formål. Et forpligtigende fællesskab fornemmes tydeligt, idet klask på ryggen, omklædningssnak, kærlige håndtryk og meget andet fylder det store rum i Billund Lufthavn.
…er lig med snakkedag
Undervejs på turen catcher jeg kort op med med Jan fra Team Midtøstjylland og et par andre fra teamet. Team Midtøstjylland er teamet jeg har været tilknyttet i løbet af foråret. Mange af dem har været en del af Cykelnerven i mere end et årti. Vi smiler, let grinende, og mindes sidst vi mødtes. Det var til fællestræning på Djursland lørdag 6. juni. En dag hvor Jan og dennes hustru, leverede en forplejning udover det sædvanlige.
“Det var godt lige at få en sandwich ved Fregatten Jylland”, hvor der allerede var godt 80km på kontoen, bliver der slynget ud. Og det er rigtigt. Allerede tidligt den lørdag formiddag havde vi kørt 80km, så det var vigtigt med et pitstop, inden vi cyklede videre op langs Djurslands kyst, gennem Grenå, inden vi efter cirka 160km blev mødt af fiskedeller, kolde colaer, Cocio, nød stoppet i solskin ved Bønnerup Havn. En anden deltager havde fødselsdag, kagemand, sang og høj stemning var en del af dagen.
Mætte og glade sidste stræk mod Randers, hvor cirka 240km kom i træningsdagbogen. Det er Cykelnerven træning. Så ved du, som læser dette, om Cykelnerven kunne være noget for dig. Du går ikke ned på forplejning eller antal kørte kilometer.
Jeg gengælder glæden og fællesskabet, og jeg må indrømme, at bliver du en del af Cykelnerven, da bliver du i særdeleshed også en del af et helt særligt fællesskab: stærke bånd, nye relationer, gamle venskaber og en åben dør til andres liv og gøren – vi stoppede samme dag blandt andet også ved Glenns hjem i Voldby, hvor familien pænt sad på trappen med tabs, vandslange og kærlige kram til farmand. Der er bare lidt af det særlige foretagende, som Cykelnerven er, og en situation som igen blev bemærket på denne rejsedag.
Next stop: Briancon
Vel landet i Torino, Italien. Jeg har siddet ved siden af en gut, René hedder han, som også er med for første gang. Vi beretter begge vidt og bredt om vores forskellige erfaringer på cyklen, René fortæller stolt om tøjet vi skal køre i: Det er mit firma, som leverer! Hatten af. Alle ombord på Cykelnerven bidrager stort til den fælles sag.
Vi stiger vi ombord i chatrede busser. Destinationen er franske købstad Briancon. Med min sidemakker i bussen sidder vi og nærstuderer morgendagens etape: “Jeg troede da altid Tour de France starter med en sprinteretape”, griner han med et glimt i øjet, mens vi rundt i bussen hører vel nok den mest brugte sætningsindleder: “Første gang jeg cyklede i bjerge…”
Vi kigger videre i den yderst udførlige roadbook, som vi alle har fået i hånden, da vi i weekenden afleverede vores cykler, som bliver transporteret i lastbiler af kyndige chauffører. I morgen venter bjergene. Onsdagens menu byder på en A-til-B-etape startende fra Saint-Jean-de-Maurienne tilbage til Briancon.
– og i morgen venter bjergene
Fra morgenstunden vil vi blive transporteret i bus fra Briancon, hvor vi har sovet, til etapens startby. En knap to timers lang bustur, hvor jeg er sikker på at stemningen vil stige, i takt som vi nærmer os starten. Mange skal for første gang stifte bekendtskab med cykling i bjerge, flere vender tilbage. Fælles for alle er spændingen, passionen for cyklingen og det højere formål: at gøre noget godt for andre via indsamlingen til forskningen mod sygdommen sclerose. Busturen vil bugte sig gennem Italiens dale, de franske bjerge må vente på cykel.
Af højdepunkter på morgendagens menu kan nævnes: Lacets de Montvernier: snørrebåndsstigningen som den med rette kaldes. 18 hårnålesving fordelt på under 4km. Har man som deltager meldt sig på hold 1 skal Col du Grand Sapey også forceres. Efter et langt dalstykke mod sydøst, venter det meget berømte – og berygtede – søskendepar Col de Telégraphe og mastodonten Col du Galibier. Pas som mange kender fra La Marmotte, og som jeg personligt ikke har kørt siden 2013. René, min sidemakker fra flyet, beretter om mange mulige steder man kan få krampe. Når vi studerer profilen er det dog på de blå (læs: lettere) dele af stigningen! Til gengæld fortæller min makker fra bussen om, at alle de steder med sort på bjergprofilerne; ja det skyldes udelukkende den nye asfalt! Hvad man skal tro på er ikke let at spå om, men humøret er højt.
Herefter venter 40km nedkørsel til hotellet tilbage i Briancon. En dag der indebærer mellem 103-113km med 2700-3300 højdemeter til følge.
Som deltagende cykelrytter i Cykelnerven har man i planlægningen kunnet melde sig ind på tre holdtyper. Èt for de hurtige (Hold 1), ét for de gode (Hold 2) og ét for de rolige (Hold 3). Det har blandt andet til hensigt at udfordre alle deltagere, men samtidig også forsøge at holde rytterne mere samlet, så samhørigheden og fællesskabet bibeholdes – også selvom der er niveauforskel.
Cykelnerven-rytterne har i godt 9 måneder samlet ind, deltaget i sponsorevents, skrabet sammen, været rundt med hatten i hånden. I morgen indledes kulminationen af dette arbejde. Rytterne har desuden lavet højdemetersponsorater: jo flere kørte højdemeter, jo flere sponsorkroner kommer ind til den samlede pulje til forskningen mod sclerose.
Her til aften er Cykelnerven-rytterne blevet taget godt imod af crewet hernede, vi har fået tanket op med pasta og drikke, og det er med stærke ben og store hjerter, at hovederne snart rammer puderne inden øjnene lukkes i og første etape køres i morgen, onsdag.
I morgen har jeg en aftale med en anden rytter, Thomas Jensen, han vil sørge for mere lækre fotos.
Tak fordi du læste med.
Du kan læse kapitel 2 i morgen aften.
