Thomas Bundgaard er en af AoCs hjemmebanedrenge fra Aarhus. Han driver virksomheden Velofit hvor han laver bikefits og træningsforløb. Samtidig er Bundgaard en mildest talt habil cykelrytter, i år kørte han Marmotte for første gang, det gik stærkt. AoC har fået ham til at skrive om bedriften.

Af: Thomas Bundgaard // Foto: PhotoBreton

Mine ben er stadig ømme. Ømheden sidder særligt lige over knæene på indersiden. Har hørt det mange gange før under bikefits. Motionister, såvel som halvproffer har ofte ømhed netop der, når de vender hjem efter en træningslejr i sydens sol og de bjergrige landskaber. Jeg er selv kommet hjem fra sådan en tur, dog ikke en træningslejr, men lidt en form for cykeleksamen. Velofit har gennem de sidste otte måneder trænet 15 personer med henblik på at være bedst muligt forberedte til verdens største danskerløb i udlandet – La Marmotte.

I lørdags, d. 2. juli, var de til eksamen. Glandon, Telegraph, Galibier og Alpe d’ Huez skulle nedlægges. I alt 174 km og 4800 højdemeter. Det blev for nogen en heldagseksamen, hvor den mentale styrke kom ekstra meget på prøve. For mit eget vedkommende var forventningerne ikke store da jeg 1. maj 2016 styrtede, brækkede skulderen og albuen, og derved ufrivilligt har haft skruet ned for træningsmængden. Det blev en lang og hård dag på cyklen, men dog kortere end forventet.

Det handler om løbet

– det skal man huske når træningsiveren melder sig sydpå.

Vi ankom onsdag middag efter en lang køretur i bil. På trods af træthed og tunge ben, var lysten til at komme på cyklen meget stor. Vejret var fantastisk og vi rullede samlet ned af alpen i retning mod Glandon. Der gik ikke mange minutter, før en fra Velofit-gruppen gav udtryk for dårlige ben og høj puls. Det havde vi alle! Jeg kalibrerede min wattmåler et utal af gange, da jeg var overbevist om at den måtte vise for lidt i den tyndere alpeluft. Lige lidt hjalp det.. Jeg kørte lidt længere op ad Glandon for at få gang i kroppen, men efter små to timer vendte jeg om og fik mig kæmpet tilbage på toppen af alpen, med verdens dårligste følelse og største frygt for, hvordan det skulle gå tre dage senere.

Heldigvis var der optimisme at spore hos os alle efter 1.5 times rul torsdag. En god nats søvn kan som regel gøre underværker. Jeg syntes dog stadig min wattmåler var ret nærig med tallenes størrelse, men på trods af en voldsom trang til at køre 5 timer i bjergene, fulgte vi fortsat planen, som var lagt hjemmefra. Det er svært ikke at blive grebet af træningstrangen, når man er af sted i så fantastiske omgivelser. Men Christian og jeg var fast besluttet på at holde ved vores overordnet mål; At få folk bedst muligt forberedte til lørdag morgen kl. 07.00 – La Marmotte.

Formen kan du ikke gøre meget ved få dage før løbet, men friskheden kan ødelægges totalt, hvis du kører for meget og for hårdt. At komme ind til løbsdagen med halvtom ”friskhedstank”, betyder mindre når løbet er så langt, men det betyder meget for hvor mental ”sulten” du er. Er man træt og uoplagt, når du står på startstregen, så er risikoen for at give op undervejs også markant større. Så opgaven var overkommelig, vi skulle altså bare sørge for at folk var mest muligt ovenpå op til løbet. Forarbejdet havde de lavet hjemmefra!

Det nytter heller ikke at ligge stille

– benene skal ud og arbejde, ellers dur de ikke på dagen. 

Fredag var det tid til at ”vække” benene – en såkaldt løbsforberedelse. Den går alt i alt ud på at køre korte intervaller med middelhård til hård intensitet. Længden og mængde på intervallerne afhænger lidt af hvor godt trænet man er hjemmefra. For nogen er det nok at køre 2×4-8min mellem medium og AT (syregrænse). For nogen skal der mere til.

Jeg havde brug for at finde ud af om min wattmåler (benene), havde vænnet sig til den tynde luft. Derfor tog jeg en tur op ad Alpen i ren Bo Hamburger-stil; Ingen (synlig) puls, watt og tid – jeg kørte på ren følelse! Det skulle føles godt og der skulle være overskud. Det gik godt; 45min 15sek med puls på 166 i snit. For mig, lige hvor jeg gerne ville ligge pulsmæssigt; Medium zone – ca. 85% af max.

Daniel Foder har lært mig meget omkring træning. Særligt meget om den praktiske del. Hvilke intervaller der gør hvad og hvilke der skal trænes på specifikke tidspunkter. Man kan læse sig til meget, men det giver mere dybde og forståelse, når man lærer det fra en der har så meget erfaring på området. Vi har gennem hele forløbet baseret vores træning på fire træningszoner. Lento (Let), Medio (medium), Soglia (AT) og Super soglia (SuperAT).

Marmotte-rytteren skal være godt trænet omkring Medium-niveauet. Er rytteren det, vil evnen til at omsætte fedt, som primær energikilde være god, og rytteren vil dermed kunne ”spare” på sine kulhydrater. Det er i øvrigt ikke kun vigtigt for Marmotte-rytteren, men generelt en vigtig egenskab for de fleste cykelryttere.

Raceday

 – det lykkedes mig at komme i gruppe 1! 

Lørdag morgen kl. 04.50. Morgenmad! Cyklen var klargjort dagen forinden, sammen med flasker og energiposer, som var pakket og sendt ud med depotbilerne til toppen af Glandon og Galibier, samt bunden af Alpe d’Huez.

Vi rullede i samlet flok ned af Alpen kl. 06.00. Vejret var perfekt. Ca. 15 grader og let skyet. Regnjakken var dog med i lommen, da meteorologerne havde lovet regn senere på dagen. Jeg havde dagen forinden brugt alle kneb til at få lusket mig til et grønt nummer, der giver adgang til første seedningsgruppe, ca. 400 ryttere. Der skulle en del mandeflirt til for at overtale den franske løbsledelse, men jeg tror de til sidst blev trætte af at høre på mig, og jeg fik lov at starte i ”grøn” boks.

Kl. 07.00 gik starten. Jeg kom godt af sted. Ca. 10 km ude, ved foden af Glandon, fik jeg kontakt med fronten. Tempoet var højt, men således at der ca. halvejs oppe havde dannet sig en 40 mands gruppe. Kort før Glandon blev tempoet forceret voldsomt. Folk skulle have langet deres flasker og af sted! Tiden stopper på Glandon-nedkørslen, men på trods af det, lykkedes det mig at blive sat voldsomt, da jeg stoppede ved vores depot for at få en ny flaske.

Først efter 20 minutters hårdt tempo i dalen, fik jeg kontakt til frontgruppen igen. Heldigvis i god tid til at spise, drikke og få tisset inden vi ramte bunden af Télegraph. Her blev der kørt fra start! Sidste års vinder, satte sig frem og sprængte det hele til atomer.

Heldigvis kunne jeg sammen med ni andre holde fast og svare lidt igen på de hårdere forceringer, der åbnede huller i gruppen igen og igen. Det lyder måske tosset, men det er nok det tætteste jeg kommer på Tour de France følelsen uden at have kørt det selvfølgelig, men det var lidt som at være med i ”cirkusset”. Navne på vejen, tilskuere, følgebiler og motorcykler. Det var en kæmpe oplevelse!

Igen røg der minutter på depot

– måske kostede det en enkelt placering i sidste ende.

Nedkørslen fra Télegraph og mellemstykket hen til Galibier blev brugt på igen at fylde depoterne bedst muligt op og jeg følte mig parat til at møde dagens højeste udfordring! Med ca. 8 km til toppen ramper Galibier for alvor op! Stigningsprocenterne får et gevaldigt løft op og luften bliver bestemt ikke lettere at trække vejret i på den øvre side af 2000 meter.

Jeg måtte desværre af cyklen kortvarigt, for at rykke kæden fri efter et dårligt gearskifte fra stor til lille klinge og det kom til at koste mig dyrt! Rytmen gik i kludder og jeg tabte hurtigt 100 meter til gruppen, som igen forcerede tempoet. En tremandsgruppe kørte væk (heriblandt sidste års 1’er og 2’er.) To mand lå nu på mellemhånd og jeg fik kort før toppen kontakt til to ryttere, der lå yderligere tilbage. Kortvarigt fulgtes jeg med dem henover toppen, men måtte sande at jeg igen blev sat, da jeg stoppede for at finde mine flasker i depotet, hvor de to følgesvende fik langet deres.

Først ca. 20 km nede af Galibier fik jeg kontakt til dem igen og kort tid efter fik vi to mand op bagfra. Jeg tænkte at det var fint med en 5-mandsgruppe, som arbejdede sammen hen mod Alpe d’Huez, men tempoet gik helt i stå, da alle, på daværende tidspunkt, sad og passede på sig selv! Vi vidste godt hvad der var i vente.. 13 km i helvede.

Alpen var sidste udfordring

– benene var stadig gode synes jeg. 

Vi ramte alpen i bragende solskin, og jeg følte mig frisk og satte tempo allerede fra bunden. Fik lavet hul til gruppen, hvilket gav selvtillid. De var møre og jeg ville gerne til toppen i en fart. Først der slog det mig, at jeg havde mulighed for at køre top 10. Det var ikke noget jeg på nogen måde havde sat næsen op efter, og slet ikke da jeg for fire uger siden sad på min hjemmetræner derhjemme på terrassen, og knapt kunne holde om styret med venstre hånd.

Ca. halvvejs oppe kunne jeg se 4. og 5. pladsen længere fremme. Tempoet var absolut på grænsen, men jeg kunne se hullet blive mindre og mindre. Da jeg fik kontakt til 5. pladsen kørte jeg straks forbi ham – han satte sig på hjul – jeg skiftede to gear op – rejste mig – han ville ikke slippe – benene strammede til – jeg kunne mærke ham slippe mit hjul – mere fart – jeg fik hul!

Kort efter fik jeg kontakt til 4. position. Få meter før jeg nåede ham, øgede jeg tempoet igen, trak helt over i modsatte kørebane og kørte forbi alt hvad jeg kunne. Det virkede til at han droppede ideen om at eftersætte før jeg var kørt forbi. Det var fantastisk! Jeg var absolut på grænsen og tvivlen om, hvorvidt det var muligt at holde tempoet, kom langsomt snigende.

Så ramte “muren”…

– der var et stykke op til podiet, men satme tilfreds. 

Med to km til mål ramte jeg… det var ikke ”muren”… men mere følelsen af at ramme storetåen hårdt mod bordbenet! Det gør ondt, men man kan stadig holde sig gående, dog i nedsat tempo. Det var heldigvis nok til at holde dem jeg lige havde overhalet bag mig! Da jeg kom til toppen af Alpe d’Huez by, blev den sat på stor klinge (52t) – nu var der ingen som skulle overraske mig bagfra!

Jeg rullede træt, glad og fuldstændigt udmattet ind over målstregen som nr. 4. YES!! Jeg er personligt en kæmpe oplevelse rigere og rigtig glad og stolt over resultatet. Prikken over i’et var dog, at alle Velofit-deltagerne gennemførte – uden uheld, skader og defekter – kæmpe respekt og tillykke til jer alle herfra!

Hvad bliver så det næste? Det ved vi ikke endnu, men vi skal helt klart ned og køre La Marmotte igen. Skal du med?