Chasing Cancellara Silkeborg – AoC i top 10

For første gang på dansk asfalt blev der i søndags kørt Chasing Cancellara. Cancellara cyklede dog ikke. Han døjer lidt med en brækket fod. Til gengæld diskede Silkeborg op med solskinsvejr på en skøn dag, hvor AoC var i det røde felt – det meget røde felt!

Af Søren Kuipers Foto: Jesper Halvorsen  

En ærgelig aflysning, med en god løsning

Det er et par år siden det schweiziske tempofænomen Fabian Cancellara vandt OL i enkeltstart, så det var virkelig skuffende at han meldte afbud med brækket fod. Tror der var mange der havde set frem til at køre mod netop hans tid. Der skal dog gives ros til arrangøren for at få Jakob Fuglsang til start med kort varsel. 

Cancellara var også til stede på dagen, gav håndtryk, satte os i gang og så videre, så jeg tror faktisk at det eventet var i gang, var der ikke mange der tænkte over at det ikke lige var hans tid de skulle slå, men Fulgsangs. Han gav i øvrigt stadig alle os motionister gedigent baghjul, så han kom og gjorde sin pligt, må man sige.

Konceptet er simpelt. 54,6km – samme distance, der gav schweizeren olympisk guld i Rio i 2016. Cancellara og tre bomstærke ryttere sætter første tid, og så er det de øvrige holds opgave at slå den. I Silkeborg var det så bare Fulgsang der kunne bevise at der er et niveau (eller 3) op fra supermotionist til World Tour. 

Holdløbet stillede store krav til AoC’s netværk, da bemærkelsesværdigt mange var optaget andetsteds, og holdet bestod derfor primært af folk i den ydre omgangskreds; kun skribenten var fast AoC’er. Ikke desto mindre blev det en fed dag.

En lang opvarmning

Jeg rullede hjemmefra Aarhus klokken 08.00, fordi jeg regnede med at vi ville starte omkring klokken 10.15; så jeg rullede de 50km til start. I modvind. Det var måske nok lige en rigelig lang opvarmning, og en frisk plan, men pyt. 

Jeg nåede frem og møder mine nye holdkammerater, som meddeler at vi starter efter kl. 11. Nå for den. Jeg låner en jakke, og vi holder os varme – primært med kaffe og solens stråler. Perfekt forberedelse. En mekaniker får lov til at justere gearene – fed service.

Tiden går dog lynhurtigt, og mens vi sidder og kigger på stjernerne og diskuterer hvor hurtigt vi mon kan køre, så er Fuglsang rullet af sted, Guldhammer, Sastre, Riis, Meinert og alle de andre store er kørt. Startnummer 63 ud af 64 bliver kaldt op. Vi foretager den professionelle indskrivning, bliver flået op på startrampen. ”Are your ready?”, spørger Cancellara, der står og vifter med et par krykker. Øhh…”3-2-1-GO!” Vi er i gang!

62 timers restitution forude… 


Vi havde aldrig kørt med hinanden os fire, så planen var, at vi hver især skulle tage et par gode føringer lige for at komme i gang. Herefter ville vi vurdere benene: dem med bedst ben – de skulle så føre.

7 km. senere. Bomstærke Jesper Linddal (TST cykling) og jeg selv har en del brændstof på motoren. Jeg mærker intet til min lange opvarmning, så efter slangebakken i Laven kører Jesper og jeg parløb i front resten af vejen. På ægte italiensk manér pruster Allan og Dan (vores to holdkammerater) “piano, piano” det bedste de har lært.

Desværre (for dem) opdager jeg, at min makker i front kører på cykel præcis som jeg selv: alt hvad han kan, så længe han kan. Måske ikke de bedste holdkammerater i verden, men dieselmotorer er nu engang dieselmotorer. Allan og Dan leverer et fantastisk stykke overlevelsesarbejde – vilje og sejhed – de ofrede sig fuldstændigt på alteret. 

Dan (grøn trøje) får en nådig punktering efter 30km. Nu er det Allans utaknemmelige job at holde hjul, så vi kommer minimum 3 mand i mål, som der skal til for at få en officiel tid. Jesper og jeg kører fortsat med hvad vi har, og vi overhaler det ene hold efter det andet. Jeg ser på et tidspunkt en mellemtid, som fortæller, at vi er godt 7 minutter efter Fuglsang – og vi har kørt lidt mere end halvdelen af ruten; benene brænder efterhånden pænt meget.

På de sidste kilometre eskorterer én af de mange motorcykelmarshalls os flot hjemad igennem skoven ved Sejs-Svejbæk. Gasblå i ansigterne kaster vi cyklerne ind over målstregen til en placering, som på dagen rækker til en 8.plads. Vi har kørt ca. 12 minutter langsommere end vinderholdet.

Blandt motionisterne er vi dog flot placeret. Efter to lange minutter, hvor der primært hives ilt (og lidt cola) ind, konstaterer Jesper, at han har 62 timers restitution foran sig iflg. Garmin. Allan supplerer, “jeg har muligvis afkortet mit liv med 62 dage.” Jeg selv kigger på min cykelcomputer – den anbefaler fire dages restitutionspause. Det harmonerer ikke så godt med 50km rul hjem. 

Et dyrt event, der er alle pengene værd

Chasing Cancellara koster 599 kr. per person. Det er i den dyre ende. Men der var også kræset for os. Det der står stærkest for mig, var muligheden for at køre race med “rigtige” cykelryttere. Det er altså noget særligt at få lov til at køre træningsløb med nogle af de allerstørste.

Det er – undskyld mit franske – fandeme ikke mange, som får muligheden for at spille træningskamp mod Fernando Hierro eller Simon Kjær, eller spille et parti tennis mod Agassi. Der er cykelsporten unik!

Derudover var der god forplejning både før og efter løbet – der manglede vidst lige en gaffel til maden, men ellers var vi rigtig godt tilfredse. Der var masser af race marshals og kanongode flagvagter. Kunne man have lagt ruten, så man kom ind omkring mål og tæt på stemningen, ikke blot ved start og målgang; ja, så havde det været helt i top.

Dennis Ritter (TV2) speakede hele dagen. Der var liveinterviews med de kendte, mulighed for autografer og små souveniers. Stemningen var i top.

På søndag kører Chasing Cancellara igen – denne gang i Faurm – og du kan nå at være med. AoC endnu engang op – med et nyt hold, denne gang er det Jeppe Tolbøll (A), Michael Damm (B), Michelle Lauge Quaade (Dame A) og Uggi Kaldan (Weakest link) – kan de mon forbedre 8. pladsen fra Silkeborg?

Holdet er på papiret lidt skarpere end det var i Silkeborg, men det er konkurrencen måske også i Farum, vi får se! 

Glad i låget – det var et fedt arrangement

Mens jeg skovler en gang pastasalat indenbords, øser det pludselig ned. Jeg har 50km hjem. Fruen derhjemme skal snart til yoga. Jeg har intet skiftetøj med, men glad i låget ruller jeg op ad Århusvej og østpå. Jeg skal nok klare mosten. 10km senere står jeg i grøften og skifter slange. Punkteret.

Benene er som bly. Jeg ringer hjem – mest for at fortælle om forsinkelsen – men også lidt for medlidenheden. “Skal vi hente dig?” Jeg afviser og presser det sidste ud af kroppen. Mere end 150km er ikke hverdagskost – eller søndagskost for den sags skyld.

Tak til arrangørerne bag Chasing Cancellara for en fremragende søndag i sadlen.