AoC er i gang med en solid forårsturné. Vi stiller til start i flere motionsløb, og vi jagter løbsform, superfede løbsoplevelser, og vi giver samtidig vores fulde opbakning til flere af de mange løb, som lige nu afholdes rundt i landsdelen. I sidste weekend var vi blevet inviteret en tur til Vejle, da Grejsdalsløbet blev afholdt på måske årets skønneste forårsdag. Vores egen rutinerede tidligere pro, Daniel, og en god ven af huset, Kasper, stillede begge op på 125km-ruten. Herunder følger deres beretninger fra en søndag i det bakkede terræn omkring Vejle.
Af: Kasper Povlsgaard & Daniel Vestergaard (sammenskrevet af Søren Kuipers) | Foto Grejsdalsløbet
Kaspers debutantstænger fik Medio-Fondo tæv
Begynderen fik depotben

Ex-pro´en Daniels comeback – som motionsrytter!
Efter ca. et års pause fra motionsløb – og til dels også fra cyklen – er det på tide at komme i gang igen. Foråret, småvejene og de blomstrende rapsmarker trækker gevaldigt i bentøjet. Grejsdalsløbet skulle danne rammerne for comebacket (hvis man kan tale om et sådant).
Søndag morgen gik turen til Vejle, med cykel osv. i bagagerummet. Til min store glæde var der masser af parkeringspladser ved DGI-huset og man kunne nemt slentre over og få nummer udleveret og kigge lidt på de forskellige boder der bl.a. bød på energiprodukter, slanger, pumper, dunke, hjelme osv. Jeg mente nu nok at jeg havde husket det hele, så jeg trissede tilbage til bilen, med nummeret i lommen, og jeg kunne igen konstatere at de rigtig gode rammer om løbsområdet, med omklædning, cykelparkering, caféområde osv var som normalt. I top! Og så var solen også begyndt at komme frem.
Cyklen blev samlet, nummeret sat på og så føler man sig straks lidt som cykelrytter igen. Pakning af lommer – slanger, pumpe, dækjern, barer, gel og tlf. – og en kort overvejelse om de løse ærmer. Men de fik lov at blive på, og så trillede jeg til start. Meget velorganiseret med en stor, bred startboks inde i gården ved DGI huset. 9:57 blev vi sendt afsted med MC Marshalls gennem Vejle by og de afleverede os på Ibæk Strandvej, og så ved man jo godt hvad klokken er slået: Munkebjerg. Og straks strøg den første mand afsted på solotogt, og feltet blev trukket ud og man følte sig endnu mere som cykelrytter igen. Det kan godt være, at jeg ikke får kørt hvad jeg plejer, men en gammel travhest er og bliver jo bare en travhest. Ah!
’Munken’ blev forceret i et stabilt tempo, der var jo stadig mindst 110 km til mål fra toppen. Jeg kører uden cykelcomputer og andet måleudstyr, så det var meget rart at arrangørerne havde lavet klistermærker til overrøret, så man hele tiden havde en idé om hvor langt der var tilbage. Alle de andre havde dog tilsyneladende hentet ruten ned på deres apparater, så de kunne følge med der. Det skal dog siges at ruten var upåklageligt afmærket, og flere steder var der fejet i svingene, så det var helt som det skulle være.
Man har en plan – og så justerer man den plan
På toppen af ’Munken’ talte jeg kort med Kasper – AOC’s anden søndagskriger på de 120 (Kaptajn Søren kørte 165 km’eren) – og vi havde vist nogenlunde samme ambitioner: nemlig at følge med så længe som muligt og gerne i en gruppe der havde en vis størrelse, så man ikke kom alt for meget ud i vinden. Den plan blev, for midt vedkommende, spoleret allerede på bakken op mod Højen mast.
Fire mand var kørt væk, og det var i min optik en lidt for lille gruppe (LÆS: for få til at føre), så jeg prøvede, forgæves, at få nogle andre med i jagten. Jeg blev nok lidt grebet af stemningen, det gode vejr og de små veje, og indledte jagten alene, velvidende at det ville koste dyrt senere. Men jeg fik kontakt og konstaterede hurtigt at de fire andre vist næppe kørte deres første løb i år (det viste sig dog senere at en af dem faktisk kørte sit første cykelløb nogensinde). De fire kørte godt til. Jeg bidrog engang imellem, men mine føringer var både kortere og langsommere, og jeg endte med at sidde mest på hjul, og der havde jeg til tider egentligt nok at se til.
Tæt ved Fårup Sø, fangede vi en større gruppe på 25-30 mand, der hægtede sig på. Der var således flere til at føre, men besynderligt nok gik farten mærkbart ned, hvilket egentligt passede mig fint. Der var dog flere der ønskede at ændre på det, så da vi ramte bakken ved Daldover blev der trykket til den, og vi kom afsted i en 6-mands gruppe, hvor fire af os var fra den oprindelige 5-mands gruppe. Og så gik det ellers afsted.
Ved Egtvedspigens Grav splittede gruppen: to mand kørte væk og en røg ud af bagdøren (som man siger), og så sad vi kun tre i min gruppe. En gruppe der nok mest var en duo med påhæng (mig). Der var var ca. 30 km til mål, den sidste fjerdedel, ifølge klistermærket på mit overrør. Der kunne jeg måske have ønsket mig en lidt større gruppe. Men det fungerede, vi kom fremad med rimelig fart, indtil vi ramte en bakke med det rammende navn Fandensdal – der var utroligt smukt, men også stejlt, og det blev for meget for en af mine følgesvende. De sidste 20 km var vi således kun 2 til at deles om føringerne, og dagens sidste, men længste, bakke ved Kærbølling blev forceret i et tempo der understregede, at det nok var meget godt, at det var den sidste bakke.
Sikkert i mål, og med øm ryg og ømme ben, byttede jeg startnummeret til en kærkommen portion pasta med kødsovs. Der var godt med siddepladser både ude og inde og generelt rigtig god sommerstemning i målområdet. Jeg fandt et bord sammen med min kammerat Bjarke og hans makker, der havde kørt 165 km. Han kunne berette om en velkørende Søren, så på den front var tingene som de plejer at være.
Jeg forlod DGI Huset i Vejle med en træt krop, men også en rigtig god følelse af at være kommet i gang igen, tak til arrangørerne af Grejsdalsløbet for et godt løb med flotte og krævende ruter samt med fremragende rammer ift. alt det administrative og sikkerhedsmæssige – det gør i hvert fald dén del lettere. Bakkerne må man selv bakse med.