Den 1. september 2024 drømte Frej om at stå på startlinjen til UCI Gran Fondo VM i Aalborg. På AltomCykling.dk har Frej delt sine tanker, overvejelser og oplevelser på rejsen mod målet, men så blev der lidt stille? – “Hey Frej, skal vi ikke have en opsamling på dit Gran Fondo-projekt?” Sms’en tikker ind fra redaktøren for AoC, du læser denne tekst på. Svaret: “Jo sgu da, for fanden mand, det skal der jo” – Lets go! 

Af Frej Elbæk – freelance | AltomCykling.dk

Kan en humlebi flyve …

Sidst jeg tjekkede ind, var foråret så småt på vej, og øjnene var stift rettet mod den 9. juni, hvor der var Gran Fondo-kvalifikationsstævne i Svendborg. Egentlig havde jeg udset mig et stævne i Kroatien, som umiddelbart virkede lidt lettere med knap så mange (dygtige) motionister til start og med den option, at jeg så kunne have Svendborg i baghånden, hvis det kiksede i Kroatien. Men det var allerede i april, og da min cykel var kaput, og jeg kun kunne vintertræne på hometraineren i fixie bike mode eller ERG-mode, blev det et no-go.

I stedet blev det snuden i sporet og så ellers all or nothing i Svendborg. Jeg havde som beskrevet i tidligere indlæg søgt lidt hjælp og vejledning hos de gode folk hos Palmares, og jeg synes faktisk, at det fungerede rigtig godt med træningsblokke på hometraineren. Ikke at jeg kunne følge dem til punkt og prikke, men alligevel fik jeg i det store hele fulgt både pauserne og intensiteten. Sværere blev det træningsplanmæssigt, da kælderen blev skiftet ud med landevejen.

New bike day

Forårets store glæde var ankomsten af en ny cykel. I de sidste otte år har jeg kørt rundt på samme gamle geargruppe og fælgbremsehjul, med et enkelt rammeskift undervejs. Men takket være kyndig assistance fra Jakob Kornbak fra FriBike Shop på Østerbrogade i København, landede der en Ridley Falcon RS på matriklen i april måned, med skivebremser og hele pivtøjet.

Hvis ikke en ny cykel kan få dig på landevejen, er der intet, der kan. Og hold nu op, det var fedt at få asfalt under fødderne igen efter seks måneder, som mere eller mindre havde stået på ren hometrainer-cykling. Cyklen er en lille smule mindre aero end min gamle, men med vildt god handling og med 30mm tubeless-dæk, der giver en anderledes god komfort, end jeg har været vant til. Samtidig er den væsentlig bedre til bjerge i sin opbygning (inkl. skivebremser, ikke mindst), og det var vigtigt for mig, da den tidlige sommer efter planen også bød på en tur til Alperne med Cykelnerven, 14 dage efter kvalifikationsstævnet i Svendborg. Så alt i alt et helt perfekt setup for mig og en pissefed start på den sidste træning.

Forventningsglæde er altid den største

I midten af maj begyndte jeg så småt at forberede mig lidt mere på den 9. juni. Jeg tog sågar en uges tid helt uden alkohol. Jeg havde drømt om, at det skulle være en måned, men der var for mange lokkende sociale aktiviteter til, at jeg kunne holde den plan. Men jeg kom godt ind til dagene op mod den 9. juni, hvor slaget skulle stå.

I Svendborg blev der hentet startnumre og chip til cyklen, og så blev der ellers i den grad sparket dæk på parkeringspladsen og udvekslet nervøse strategier. Kort/kort? Skoovertræk? Vest? Dæktryk? Hvor meget energi? osv. osv. Jeg elsker den del af forberedelsen til løb, hvor man gerne vil gøre det godt, så der er lidt om snakken om at forventningsglæde altid er den største. De dygtige cykelryttere har selvfølgelig styr på den slags på forhånd, men især den faretruende vejrudsigt blev diskuteret…

Ikke bare regn, men REGN

Vi starter lidt langt nede i feltet, men får næsten kontakt til frontgruppen, men så åbner himlen sig med styrtregn af en anden verden. Jeg, og alle andre, kan ganske enkelt ikke se en skid. Det vælter bare ned. Afstanden til gruppen, vi forsøger at hente, bliver længere (for mig). Ud af en rundkørsel ligger de måske 200-300 meter foran, og jeg forsøger at give den et ordentligt tryk, men får her straffen for min manglende form (i forhold til de andre) – KRAMPE. Der er kørt 80 km her, min NP er på 300w for de første små to timer, og tanken er simpelthen tom.

Så der er ikke andet at gøre end at gå ned i effekt og sige, at det var det. Da regnen stopper, og solen igen kommer frem, ligger jeg alene på landevejene rundt om Svendborg og har ganske enkelt fået en justering af de større. Men sjovt var det faktisk at blive presset til sin grænse, og det er jo også derfor, man cykler, uanset om man som mig cykler seks timer om ugen eller man, som jeg overhørte på parkeringspladsen, cykler 15-25 timer om ugen.

Efter 15 minutter alene bliver jeg samlet op af de forreste fra aldersgruppen 50-54 år og kan hoppe med sammen med dem. Det skulle vise sig ikke at være helt dumt. For der blev også kørt stærkt, og jeg skulle kæmpe for at sidde med, men jeg tager mine føringer, når jeg kan, og håber også, at jeg dermed hjalp dem en smule. De hjalp i hvert fald mig. Sammen med dem suser vi mod Svendborg, og undervejs samler vi et par stykker op, som jeg kan genkende fra min indledende gruppe. De sidste 15 km foregår i hagl og stærk kuling fra vest samtidig med, at der virkelig trykkes til.

Jeg tror ikke rigtigt, at nogen har overblikket, men aldersgruppen 50-54 år har jo i hvert fald pladser til ”VM” i Aalborg at køre om. Jeg har opgivet, da jeg havde sjusset mig frem til, at der i min aldersgruppe måtte være ca. 25 pladser at køre om, og det var der i hvert fald i forreste gruppe, måske endda lidt til. Anyway, vi rammer de sidste 1000 m, og den får selvfølgelig hvad den nu kan. Jeg kigger på dem i gruppen, hvor farven på startnummeret angiver, hvilken alderskategori de hører til, for hvis nu…

Tak til H50… hold da op!!

Stor og frysende kommer jeg i mål på torvet i Svendborg. Hektisk, kold, hård, men faktisk en god oplevelse rigere under sindssyge vejrforhold. Jeg møder min gode ven Henrik, der har kvalificeret sig til Aalborg, og vi beslutter, at vi hurtigst muligt skal til idrætscentret og have et varmt bad og skifte tøj. Så må vi hente Henriks medalje bagefter. Efter at kropstemperaturen igen når over 32 grader, og vi har fået tørt tøj på, går turen tilbage til mål for at hente Henriks medalje. Jeg har allerede skrevet til ungerne og fruen derhjemme, at det var godt forsøgt, men den gik ikke. Det samme til Jakob Kornbak, der hele vejen i forløbet har hjulpet mig med at holde min cykel top-tunet. Henrik får sin medalje og kvalifikationsbevis til Aalborg, og jeg er oprigtigt glad på hans vegne.

Han er skarp og minimum 25 % bedre på en cykel end jeg, så det er sgu fortjent. Henkastet spørger jeg, hvor mange der har kvalificeret sig, og får at vide, at det har 33 i vores aldersgruppe. Så beder jeg bare for god ordens skyld om, de kan se, hvilken placering jeg fik, så jeg ved, hvor langt jeg var fra. Og så fandeme, som et lyn fra den himmel, der gav os så mange udfordringer i løbet af dagen: “Du blev nummer 31, tillykke.” Dafuq tænker jeg og bliver glad for, at jeg holdt på, da jeg blev hentet.

Nu er jeg klar til Aalborg!!

Der blev dagen sgu lige en del bedre, og selvom det bare er motionisternes ”VM” og ikke har noget med noget at gøre, så er det sgu alligevel lidt fedt at kunne sige, at man har kvalificeret sig til noget, der, hvis man snuser godt efter, dufter af et eller andet. Det kan mit 47-årige ego godt lide, må jeg indrømme, efter at have stillet sulten ved McD i Nyborg.

Så med andre ord: Kan en almindelig motionist, der cykler et par gange om ugen, kvalificere sig til UCI Gran Fondo ”VM”? Ja, det kan han godt. Ikke kønt, ikke prangende, men hey, hvem tæller, og hvem kan overhovedet huske, hvem der blev hvad i Svendborg? På en måde har jeg det lidt som humlebien, der egentlig ikke burde kunne flyve, men som på sin egen måde lykkes alligevel.

Så søndag står jeg på startstregen i Aalborg med det ene formål at have en hyggelig dag, for jeg har stort set ikke cyklet siden juni, og vægten er tilbage på 83-84 kg og dermed officielt igen overvægtig ifølge de kloge. Men det gør ingenting, for jeg er der, og jeg glæder mig.