Efter mange år i New York, er det stadig eksotisk for mig at kunne køre over en bro, og være i et andet land inden for 30 minutter, så da jeg læste Uggis beretning fra Dead Raven 2018, så var jeg solgt, jeg ville med, hvis jeg kunne få lov!. Dead Raven er nemlig ikke et helt almindelig grus løb, ja det er faktisk en del anderledes end de løb jeg har prøvet i Danmark. F.eks. kan man ikke bare købe billet til Dead Raven, man skal inviteres. 

Gæsteskribent: Claus Rødgaard – Foto: Claus Rødgaard & Tobias Hermansson

En helt unik oplevelse, i smukke, smukke Sverige.

Jeg endte med at blive inviteret til løbet, som egentlig slet ikke er et løb. Det er mere sat op som en oplevelse, hvor overskuddet går til velgørenhed, god karma. Oplevelsen startede allerede inden løbet, arrangøren Tobias insisterede på at gennemføre et lille interview med mig, der skulle sikre, at jeg levede op til løbets værdisæt, at jeg som deltager passede ind i løbets sjæl. Det måske lidt frelst, men Tobias er ”The Real Deal”, med hjertet på det helt rigtige sted, det føltes befriende oprigtigt.

Men det er ikke nok at være en fin fyr, man bør også træne lidt inden løbet. Dead Raven ruten er hård. 3000 højdemeter og 185km, uden afmærkning krydret med masser af vild natur. Ikke meget luksus grus her, i stedet ret mange stejle bakker, og ikke så få tekniske passager, dog ikke således at MTB ville have været det rigtige valg, det er bestemt et løb der bør køres på gruscykel.

Tilbage til min ankomst. Jeg blev mødt af en hyggelig håndfuld ryttere aftenen inden, og mens solnedgangen farvede himlen og vandet rosa, var der arrangeret pizza og øl. Det stod klart for mig, at jeg var landet det helt rigtige sted. Aftenen sluttede med hjemmebagt banankage og Calvados hos værten Tobias, og jeg havde sørget for at tage nogle lokale specialøl hjemmefra, med som tak for gæstfriheden. Perfekt optakt til lang dag i sadlen.

Jeg kunne høre svagt høre regnen tromme på taget, da jeg lagde mig til at sove på min medbragte madras fra 70erne, men lidt dryp fra himlen kunne ikke fjerne mit stort smil på læben, og mine mindst lige så store forventninger til oplevelsen der ventede.

Hvem kan sove, når der venter en stor oplevelse?

Ikke mig! Jeg er nok ikke den eneste, der ikke sover godt, dagen før et stort løb og sådan var det også i Sverige. Ikke på grund af nervøsitet, men jeg var bare klar til at springe på cyklen. Vågnede klokken 06.00 og var i fuld gang med at gøre klar klokken 6.30, det var der jeg opdagede at min Garmin stadig lå hjemme på spisebordet, ups. Det kan jo være en smule vanskeligt at navigere 185 km ikke markeret rute, uden GPS, men jeg havde heldigvis allerede planlagt at køre løbet sammen med min ven Ron, som jeg havde mødt til Dirty Jutland, så mon ikke det gik.

Da vi alle var kommet i det stram lycra, var det tid fælles hjemmelavet morgenmad, på den lille ø hvor løbet starter, med udsigt ud over vandet. Det var virkelig en fantastisk start og der var tid til at snakke de andre deltagere og folk gik rundt og hilste på hinanden. Det kunne man godt lære noget af til andre løb, også selv om danskerne ikke er de mest udadvendte mennesker. Efter en kort race brief cyklede vi alle over til færgen. Færgen er en historie i sig selv. Den er kabeltrukket og sejler ikke længere end 2.5 sin egen længde og er gratis.

Fra færgen blev sat i gang og vi blev hurtigt splittet op i et par grupper. Personligt havde jeg været en del syg over sommeren og havde ikke fået kørt helt så meget jeg ved ruten kunne kræve. Så jeg satte et konservativt tempo men ikke blot for at overleve også for at kunne nye turen, snakke med de andre deltagere på turen og opfange alle de små detaljer i stedet for at hænge med hovedet ned i styret. Ron var skarp fra starten efter et flot overstået TransAlp og han var flyvende hele dagen.

Fra hyggetur til Hike-a-Bike!

Efter lidt let kørsel ud af byen og varme ben var jeg, som man nu er, fuld af energi og motivation og tænkte det bliver da en ren hyggetur det her. Men så, efter et skarpt sving, står grusstien pludselig lodret op i himlem, min XT bagskifter fløj på på øverste klinge, men jeg må indrømme stigningen tog mig på sengen, det blev ikke kun en hyggetur, gik det op for mig. Regnen fra dagen før, havde gjort underlaget meget løst og det var min teknik altså ikke god nok til, så det blev til hike-a-bike for mig. Selv Ron måtte af cyklen og hele gruppen vi kørte med prustede og stønnede.

Vi kom alle op, men jeg blev faktisk lidt nervøs, især da jeg lidt efter toppen blev væk fra Ron, det her bliver en lang dag, tænkte jeg. Lidt efter kørte min gruppe så forkert og vi endte bogstavligt talt, midt i ingenting, uden at vide hvor vi var. Min nervøsitet steg, men meget sigende for løbet, så blev den truende katastrofe, vendt til en fantastisk oplevelse. Skoven var utrolig smuk, mosset var lysegrønt og der duftede fantastisk bark, blåbær og vildnis.

Vi fandt pludselig en sti, og her kørte nogle andre deltagere. Kort efter fangede vi en anden gruppe, der også var kørt forkert, nervøsitet blev afløst af smil. Nu var jeg sikker på at uanset hvad der ville ske resten af dagen, så ville det blive en fantastisk oplevelse. Ingen ville blive efterladt i skoven. Vi fulgtes ikke ad i én stor gruppe, men alle ville komme med hjem.

Herfra forløb resten af dagen uden større drama, med masser af fede spor, sol, høj puls og sved på panden. Ron og jeg kørte i begyndelsen med et par danskere fra Mols og løbets eneste pige Emelie. Men de havde ikke helt gearing eller ben til bakkerne, i vores tempo og som det nu er i et hårdt løb, fandt vores 2 grupper, hvert deres tempo at cykle i.

Danske engle og David Lynch stemning

Første vandstop var ved 70km og det passede os perfekt, eller det ville det have gjort, for Ron missede stoppet på GPSen og vi ender med at køre en meget stejl nedkørsel og en lang stejl opkørsel, før vi er klar over den er gal. Jeg var mega tørstig og på så lang en dag, er mad og drikke nøglen til en god oplevelse, skulle vi vende om? Ved ikke om det var skæbnen, eller bare den gode vibe jeg fornemmede hele løbet igennem, men som 2 engle der steg ned fra himlen kom Søren Johansen og Per Fernqvist kørende og uden at tøve gav de os vand og vi teamede op.

Det blev et langt samarbejde og vi kom virkelig ind i et godt flow, hvor der blev hyggesnakket en masse. Søren og Per havde også haft deres navigationsproblemer og var på et tidspunkt kørt den modsatte retning af ruten. På vej mod det næste stop fandt vi også en flaske mere, tabt af en anden deltager og den gode vibe kunne fortsætte.

Inden vi meget tørsten fik helt overtaget, nåede vi heldigvis det næste stop ved 110km. Her mødte vi en mand på en John Deere havetraktor midt ude i skoven. Scenen var som taget ud af David Lynch’s Straight Story. Jeg fik øjenkontakt med ham i god afstand og fik langt an til high five, der blev mødt med en stor landmandshånd og et kæmpe smil.

Næste stop var ved en smuk bondegård, hvor der var vand på hanen. Der blev drukket masser af vand og hygget og kigget misundeligt efter værtens friskplukkede kantareller. Her blev Per også genforenet med sin makker Linus, som han var kommet væk fra og så var vore lille team pludselig 5 mand, der kunne sætte afsted mod det store mad stop ved 140km. Vi passerede en masse små vandfald, skov, smukke huse, ikke særlig mange mennesker og heller ikke meget asfalt.

Slickdæk, overtro og Dead Raven spirit

Der blev snakket en del om Linus valg af dæk, som var nogle meget hurtige slicks, og som det altid går når man snakker om dæk… så svarer de! Det gik galt, Linus´ dæk eksplodere på en skarp sten lige foran mig. Per og Linus fikser det og vi triller frem til madstoppet uden dem, da vi er ved at være godt sultne.

Mad smager bedst, når man er sulten, og det her mad smagte vidunderligt. Hjemmebagte svenske kanelsnegle, chips, vingummi og pickles. Ja, det sidste er helt genialt og glem ikke at drikke noget pickle juice, det går lige i stængerne. Mange havde her en lille gave med til Harry. Harry’s far døde ved en tragisk ulykke på gården, det første år løbet blev kørt for 3 år siden, og løbet er meget tæt på Harrys fødselsdag, derfor opfordrer Tobias til fødselsdagskort og han havde købt en lille legogave. En meget rørende gestus.

45km tilbage og som dansker tænker man det er jo bare en smut tur, men heldigvis var vi advaret om en meget hård stigning op til sidst i løbet, synes nu faktisk løbet generelt bød på en hel del hårde stigninger, så når det blev annonceret at der kom en særligt hård stigning v. 150km, blev jeg sgu lidt nervøs for om jeg kunne komme op, men Hike-a-Bike gad jeg absolut heller ikke.

Ron fløj op og så var det ellers mig og Søren som sammen kunne kæmpe os op. Det gik uden problemer og da jeg mødte Ron på toppen, var jeg klar over at nu var der gode ben til resten af turen hjem, det var en fed følelse. Men, som de siger,”What goes up – must come down” og på den sidste del ruten var det mere trætte arme som var begrænsningen end noget andet.  Jeg havde tydeligvis ikke fået kørt nok off road up til løbet.

Heldigvis var det ikke noget problem at holde tempo på flad vej  og kunne også give den gas op af de sidste bakker, så det var kun nedkørslerne hvor armene værkede. Jeg skal indrømme at jeg til sidst var ved at være træt af at køre op ad bakke og bare trængte til noget tons hjem, men det var der ikke meget af, et par solide stigninger til sidst, trak de sidste kræfter ud af kroppen.

Tak Dead Raven, vi ses helt sikkert igen.

Solen var begyndt at stå lavt på himlen og vi nåede færgen efter tæt på 9 timer på cyklen stadig med overskud i benene og smil på læben. Der var middag om aftenen kreeret af lokale råvarer, men jeg havde lovet familien at være hjemme til søndagshygge. Så jeg fik skiftet, pakket, drukket en alkoholfri øl (kan varmt anbefales) og så var der +4 timers kørsel hjem til København. Jeg er inviteret med til næste år og har fået lokket familien med i 2020.
Jeg glæder mig allerede.