Der er et par uger siden VM i gravel blev afviklet i Norditalien og hvis du interesserer dig bare lidt for gravel, er du jo derfor nok allerede helt ajour med, at Kasia Niewiadoma vandt hos kvinderne og Matej Mohorič vandt hos mændene og måske bemærkede du også at Danmark fik sig en ny verdensmester i form af Kaare Aagaard i H50. Han kørte et perfekt løb og viste sig som den nok klart stærkeste på den uhyre krævende rute. 

Af Thomas Jensen | AltomCykling.dk 

Et flot VM for en ung disciplin! 

Da det er min umiddelbare vurdering, at ingen finder et fuldt løbsreferat fra en af old-boys-rækkerne og eliteløbene er dækket andre steder, har jeg valgt, at opbygge artiklen omkring en række nedslagsmærker og ting der er værd at bemærke og tage med videre.

Det vigtigste først – for jeg selv og alle deltagere jeg har snakket med, har det været en helt igennem fantastisk oplevelse. Humøret har været højt, folk har hver især ydet deres bedste på en utroligt hård og krævende rute i det nok smukkeste gravel terræn vi nogensinde har kørt i. Ruten smøg sig rundt i Prosecco vinområdet for foden af Dolomitterne, nord for Venedig.

Vi ryttere blev præsenteret for storslåede landskaber, hvor støvede grusveje snoede sig gennem vinmarker, olivenlunde og pittoreske landsbyer i et Unesco-beskyttet område. Det var ikke kun et VM, men også en visuel fest for deltagerne og publikum. Man kan nærmest ikke forestille sig noget smukkere. Det var i sandhed en dag på cyklen som jeg aldrig nogensinde vil glemme. Det tror jeg heller ikke Kaare Aagard vil, her er en glad mand der beretter om sin sejr!

UCI læser Altomcykling!

Hvad der derudover også varmer vores hjerter er, at UCI øjensynligt læser Altomcykling. Den noget harske kritik vi i optakten havde af særligt startprocedurene til de her gravelløb, var der lyttet til til VM.

Eliten startede for sig, 8 minutter før age groups, og de forskellige age groups startede i bølger med et minut mellem hver gruppe. Tak for det UCI. Det er sådan det skal gøres. Det må gerne skrives ind i manualen til næste års kvalifikationsløb, så det ikke bliver op til den enkelte eventarrangør at sjusse sig til hvordan man nemmest og bedst får mange hundrede krigere på cykel sendt af sted.

Så udover kaos i ugerne op til hvor den oprindelige eventarrangør blev fyret og eventet blev flyttet til anden by og ruterne blev annonceret lidt vel sent, må vi sige at alt omkring selve arrangementet bare spillede. Super fint startområde, klasse rute som virkelig indbefattede samtlige aspekter af gravel, masser af tilskuere på ruten, særligt ude på de spektakulære og voldsomme stigninger og ditto nedkørsler, fine langer- og tech-zoner, top professionelt målområde, der virkelig var et VM værdigt. Ja, kan faktisk ikke sætte en finger på selve arrangementet og området det blev afviklet i.

Ruten – av for den – en led, men fantastisk satan

Til det første gravel VM sidste år i 2022 fik ruten en del kritik for at være “for nem”, hvilket resulterede i, at ryttere med gravel-baggrund på gravelcykler blev “straffet” unødigt i forhold til folk på landevejsracere med ned til 30 mm dæk. Den fejl var det tydeligt, at arrangørerne ikke ville risikere i år. Ruten var derfor af en helt anden teknisk beskaffenhed. Uden at have statistisk belæg vil jeg mene at hovedparten af rytterne kørte med 40-42 mm dæk.

Der var 3 forskellige ruter af forskellig længde:

1. Elite herre, og yngre mandlige age-groups, 169 km, med knap 1900 højdemeter
2. Elite damer, kvindelige age-groups (19-49) og ældre mandlige age-groups (50-59), 140 km, med godt 1700 højdemeter
3. Kvinder (50+) og mænd (65+), 100 km med godt 1000 højdemeter.

Alle tre ruter var bygget over samme læst: start lidt nord for Treviso, første godt 30 km relativt fladt på en kombination af lidt asfalt og grus af meget svingende kvalitet. De første stigninger blev ramt efter godt 30 km, hvorefter man kørte ud på loops fra målbyen Pieve di Soligo. På disse loops var lede stigninger spredt med let og gavmild hånd.

På ruten passerede vi alle tænkelige slags underlag. Lige fra fin asfalt, til det fineste strade bianchi hvid grus, til grusveje m. knytnæve store sten som blev skudt op på de sagesløse rammer, gennem græs, over træbroer, gennem vandløb, nedover rockgardens. Mange har sikkert set klippet hvor Mohorič hamrer ned over denne løse rockgarden som var den cykelsti. Skal jeg sammenligne det segment med noget sikkert mange danskere kender vil det være Maries drop i Slettestrand – her savnede jeg seriøst min MTB lige der, og tænkte umiddelbart, at den slags ikke hører hjemme i et gravelløb.

Det i mine mest bemærkelsesværdige på ruten var dog stejlheden på både op- og nedkørsler. Vi var oppe at ramme hældningsprocenter på 24%. De fleste af disse var på riflet beton, men der var også en enkelt både op og ned i løst grus (OMG!), pga. disse stigninger er det mit indtryk, at der i dagene op til løbet var tendens til let panik blandt mange af deltagerne.

Den typiske gravel gearing var simpelthen for “tung” til dette terræn. De første meldinger om ruten gik på, at stigningerne var relativt korte, hvorfor mange sikkert (jeg selv inklusive) har tænkt, at man fint lige kunne “punche” sig op over med relativt kortvarige kraftanstrengelser. Efterhånden som folk fik prøvekørt ruten og opdaget af selv de helt stejle stigninger var op til 2 km lange, kom MTB-gearinger og mindre klinger i højere og højere kurs.

Elendig forberedelse – reddet af gode venner

Som udgangspunkt havde jeg ikke de større sportslige ambitioner til dette VM. Jeg havde kvallet mig, og det var jeg stolt af, og så ville jeg egentlig blot nyde oplevelsen og få det bedste ud af det.

Denne lidt (for) afslappede tilgang endte dog med, at tage lidt af oplevelsen fra mig personligt. Den fejl begår jeg ikke næste år, hvis jeg skulle være så heldig at kvalle igen. Grundet min relativt sene kvalifikation i Halmstad, var der allerede planlagt og bestilt en cykelferie med kæreste og gode venner til Mallorca i ugen op til VM.

I den oprindelige UCI-kalender stod det anført at alle mænd skulle køre om søndagen, hvorfor jeg bestilte en flybillet fra Palma til Venedig fredag aften. I processen ændres det så til at mænd på min alder skal køre allerede lørdag formiddag?? Ankomst i komplet mørke 12 timer før man skal køre en fuldstændig ukendt rute i komplet ukendt terræn er nok ikke min klogeste disposition nogensinde…

Ydermere talte mine venner så relativt meget om min gearing på min cykel og hvor umulig den ville være på den rute – i starten tænkte jeg det var en vanlig prank for at hyle mig lidt ud af den… Erik var ikke sød ved min flotte solopgang på Mallorca… hallo, slap nu lige af med den gearing snak… jeg skulle blive klogere.

Så er det jo heldigt man har en god ven, der forbarmede sig og meget storsindet lånte mig sin Pronghorn fra allerøverste hylde. Trods cyklen var et niveau over egen cykel, som den stod der overstrøet med hvidguld i form af Ceramic Speed over det hele, er det nok heller ikke optimalt, at køre første km på en helt ny cykel til et højintenst VM. Men den var fantastisk – og jeg tør godt slå fast, at jeg ALDRIG ville være kommet rundt på ruten på min egen cykel, med egen gearing.

Jeg gik fra 44 / 40, til 40 / 44 . Det lyder ikke af meget (tæt på patetisk), og jeg tænkte umiddelbart, at jeg ville komme til at mangle gear på de flade segmenter. Det var imidlertid ikke mit indtryk, idet de flade segmenter typisk var præget af mange sving med glat grus. Jeg ville faktisk hellere have haft endnu lettere gearing (mtb-kassette bagpå) end tungere gear på flad vej. 

Artiklens forfatter med den smukke hvide låne-Pronghorn efter målgang. Det lidt latterlige pose skyldes udelukkende, at jeg lovede cyklens ejer ikke, at overstråle cyklen i skønhed. Kæft en drøm af en cykel.

Mit eget løb – helt kort

Min oprindelige målsætning med dette VM var egentlig blot, at kvalificere mig for at få en oplevelsesrig tur til Italien og så blot nyde og suge indtryk til mig. Betragter mig på ingen måde som en nævneværdigt stærk gravelrytter der har noget, at gøre ved et VM. Jeg er ret beset blot en motionist som har fået cyklet meget her henover sommeren, og så kan jeg godt li smerten man kan rammes af når der graves tilpas dybt. 

Jeg betragtede nok derfor aldrig VM som et egentligt VM (i hvert fald ikke i age groups). Betragtede det nok mere som en grand fondo eller et andet større motionsløb som folk har trænet lidt hen imod. Men da jeg så kom frem til Treviso blev alligevel grebet af en stemning, det var alligevel noget ganske særligt. Der var store flotte team-busser fra Jumbo-Visma, folk i nationale mesterskabstrøjer, der var Van Aert som kom trillende forbi m. en redbull kasket på, der var stringente UCI-kommisærer som kunne give voksenskældud… og så var der folk fra alverdens nationer klædt i nationale jerseys. Joo… det hele lugter lidt af at det her alligevel er noget særligt. Måske det er lidt sent det går op for én i startboksen?

Starten går og alle hamrer afsted i et voldsomt opskruet tempo. Der er positionskampe som var det et landevejsløb i U17. Der bombes sving indenom og folk gør sig brede og kæmper for deres positioner. Jeg har ikke fået kørt reckon eller sat mig ind i ruten som sådan. De første mange kilometer består af lige dele let fast grus og asfalt. Det er dog relativt nemt at sidde med fremme og jeg føler jeg har “kongeben”. Den lånte cykel ruller fantastisk og jeg sidder faktisk  og nyder oplevelsen, som jeg havde håbet på jeg ville.

Herunder en lille video fra starten, det var vildt!

Efter de første par grussektioner, hvor jeg stadig sidder med fremme og feltet fortsat er fint samlet, kommer jeg i tanke om, at jeg mener de første egentlige stigninger først ville komme efter godt 30 km. Jeg tager derfor den dybt tåbelige beslutning, at jeg da fint lige kunne sætte mig lidt ned bagi feltet og slappe lidt af i hovedet – det er mentalt hårdt at sidde med fremme hvor positionskampen er indædt. Jeg tænker jeg lige tager et hvil i hovedet, da der jo alligevel nok ikke vil ske nogen større udskilning på de her flade relativt nemme segmenter.

Og BANG – straks da jeg rammer nærmest bagerste del af det kun lidt decimerede felt, drejer vi skarpt til højre ind på et smalt segment præget af store løse sten. Feltet eksploderer og jeg har mere eller mindre bevidst sat mig et godt stykke ned bagi. Hvor dum har man lov, at være?!? Der opstår huller og de forreste sejler væk kan jeg se. Nu er det pludselig uhyre svært at komme fremad. FUCK! – heldigt jeg ikke havde nogen sportslige ambitioner, men det havde været SÅ meget nemmere og relativt omkostningsfrit, at sidde med et godt stykke længere fremme.

De næste mange kilometer præges af del stop and go gravel – der opstår kødannelser et par steder, fronten er langt væk, kilometerne og tiden går og vi bevæger os nordpå og kan se at bjergene/bakkerne rejser sig ude i horisonten. Jeg har det fortsat super fint og har overskud til at nyde scenariet – det er simpelthen et ufatteligt smukt landskab, at flyve igennem. Jeg nyder det i fulde drag. Forsøger at sidde så meget på dæk og beskytte mig selv så meget som overhovedet muligt. Men griber også chancen, når muligheden for at springe op til den mindre gruppe foran byder sig.

Da første bakke rammes eksploderer felterne i endnu mindre stykker. Jeg kommer til at sidde i en mindre gruppe bestående af en 8-9 mand. Vi arbejder godt sammen og kører fint rundt i rulleskift. Jeg synes det går fint. Passer stadig på mig selv og kører ikke over evne – og husker at drikke og spise når underlaget er til at slippe en hånd fra styret.

Som en lille kompensation for min umådelige dumhed i starten, er det også på sin plads at blive tilsmilet af lidt held. En hollandsk pige som er startet et par minutter efter os, kommer frem til vores lille gruppe. Hun sætter sig straks i front og skruer tempoet et nøk op. Hun kører som en maskine og respekten breder sig i flokken af midaldrende mænd. Hun tager en gedigen dingerføring og et par mand ryger af. Efter en rum tid (20-30 minutter) tager hun sig en lille slapper og siver ned igennem gruppen. Der sidder 3 hollandske herrer, og hun siger noget til hver enkelt af dem. Straks efter går alle 3 hollændere frem og kører rulleskift. Jeg tænker det er så fint. Jeg får et gratis lift i et perfekt højt tempo og behøver ikke bekymre mig om selv, at byde ind med føringer. Helt perfekt.

Det viser sig sidenhen, at den stærke pige er den senere verdensmester i age-group 19-34 Wendy Oosterwoud. Så forstår jeg bedre, at hun kunne køre som et tog og at hun kunne få 3 hollandske midaldrende mænd til, at ofre sig for hende – i al fald de to af dem eksploderede helt på en af de senere stigninger.

Jeg har egentlig et fint løb med gode ben indtil 15-20 km før mål, hvor jeg begynder at kæmpe med kramper i begge ben. Jeg går noget i stå og skal virkelig passe på ikke, at eksplodere helt på de sidste afgørende stigninger. Men hvad værre næsten er, er at jeg kommer til at sidde alene på nedkørslerne. Nedkørsler som er så vanvittigt stejle og hurtige at de for mig er noget ubehagelige, at køre uden at have en hare foran mig. Endnu en gang viser det sig rigtigt rigtigt dumt ikke at have kørt reckon. Jeg føler jeg taber evigheder fordi jeg slet ikke tør lade cyklen rulle, men i stedet vælger, at slide godt og grundigt på lånecyklens bremseklodser. (don’t tell him).

Jeg ender på en ærefuld 23’ende plads og er ganske fint tilfreds på dagen. Det er først efterfølgende i stille stunder, at jeg ærgrer mig noget over at have været så dum i starten hvor jeg frivilligt lader mig falde tilbage lige før et afgørende segment – jeg føler, at jeg med de ben jeg havde på dagen fint kunne være med noget længere fremme. Og ja, jeg ved det er dumt at sige højt, og ja, jeg ved godt at cykelløb er så meget nemmere, at køre efter man rent faktisk har kørt dem. Men om ikke andet giver det mod på mere, at sige højt :)

Næste år ?

Først og fremmest bør du gøre dig selv den tjeneste, seriøst at overveje om det ikke er en oplevelse du bør give dig selv. Som nævnt i optakten vil jeg fastholde at Gravel VM er et af de “letteste” VM, at kvalificere sig til. Så har du bare den mindste mulighed for, at deltage i et af de mange kvalifikationsløb, bør du give det et skud. Det er en oplevelse jeg aldrig vil glemme!

Der er igen kvalifikationsløb i Blåvandshuk den 1. juni 2024. Og næste års VM bliver afholdt i cyklingens Mekka Belgien. Jeg er ikke et sekund i tvivl om at niveauet får endnu et nøk opad. Så jo før jo bedre du giver dig selv chancen, jo bedre. Du kan se den foreløbige løbskalender med kvalifikationsløb på https://ucigravelworldseries.com/en/.

For mit eget vedkommende vil jeg super gerne prøve igen. Jeg ved jeg bliver et år ældre, at jeg dummer mig ved at opfordre potentielle konkurrenter til at stille op, og at der rykker yngre kræfter op i min age group. Men jeg ved også, at jeg har lært meget af at deltage. Mine learnings fra i år har været:

1. tag det blot lige en anelse mere seriøst og optimer lidt på forberedelsen
2. øv dig på energi og væskeindtag ved events over 5 timer 
3. gør en længere tur ud af det. Undlad at komme 12 timer før og tro at “det går nok”. Lav en minicykelferie ud af det og brug en uge på det og få sat dig ind i ruten, lavpraktik og logistik.

Det er klart, at jo mere seriøsitet omkring det, også åbner op for større skuffelser, hvis man så fejler. Men jeg giver det gerne et skud, at prøve at være seriøs mindst een gang om året 🙂

Prøv det – største anbefaling herfra.

PS: Hvis du vil have et lille indblik i intensiteten i herre elitens felt er der en skræmmende video, det ser vildt ud!! Ses næste år i Belgien!!