En ven af AOC har været så tilpas hurtig på sin gravelcykel, at han har kvalificeret sig til VM i Italien. Han har lovet, at fortælle os lidt om oplevelsen og lægger ud med en lille beretning om hvordan kvalifikationen kom i hus! 

Af Thomas Jensen |  Foto Jeppe Kirk //www.jeppekirk.com

Gravel, Gravel, Gravel

Ingen kan længere være i tvivl. Gravel er i voldsom vækst, både som supplerende alternativ til landevejscykling og mtb blandt motionister. Men også blandt de hurtigere knallerter som cykler professionelt. Derfor er det glædeligt, at der igen i år afholdes det kun 2. officielle VM i gravel. Det løber af stabelen 7. og 8. oktober i Norditalien. Startlisterne er ikke offentliggjort, men det er vores gæt en række af de helt store stjerner vi kender fra landevejen også kan finde på at dukke op. Senest kvalificerede Jumbo-Visma superstjernen Wout van Aert sig i al fald i sit første gravelløb nogensinde. Det virker som om, også han synes gravel er fedt. På Strava skriver han i al fald, “When I grow up I want to be a gravel racer” – og når jeg bliver stor vil jeg gerne være ligesom van Aert!

Profferne drømmer ikke blot om grus… de kører det!

Sidste år vandt Pauline Ferrand-Prévot hos kvinderne (tidligere verdensmester og prof-rytter frem til 2021), mens Gianni Vermeersch, der til dagligt tørner ud for Alpecin-Deceuninck, tog sig af regnbuestriberne hos herrene. Vi havde to danskere i top10, med Magnus Cort (EF Education) på 6. pladsen og Andreas Stokbro (RIWAL cycling team) på 10. Pladsen.

Men gravel VM er ikke udelukkende for den absolutte verdenstop. Det er også for alverdens amatørcyklister og motionister i alle aldre. Man har gennem året via 16 selvstændige events – den såkaldte UCI Gravel World Series – kunnet kvalificere sig i forskellige age groups. I Danmark kunne man den 6. maj forsøge, at kvalificere sig i et kvalifikationsløb i det vestligste terræn vi kan diske op med ved Blåvand. Deres udsendte forsøgte, at kvalificere sig allerede der. Men fejlede stort. Sjældent har undertegnede koldet så meget. Om det skyldes forkert dæktryk, elendigt energioptag og hydration under løbet eller simpelthen blot alt for lidt træning hen over vinteren står hen i det uvisse. Fakta er, at det var en aldeles ynkelig præstation.

Men ikke desto mindre en mindeværdig dag – kender du en i din omgangskreds som deltog i løbet, så gør dem den tjeneste og spørg lidt ind til løbet. Tror alle kan fortælle røverhistorier om en af deres værste cykeldage i værste vejr og føre. Også i smerten og ynkeligheden kan cykelglæden findes – A day to remember indeed, billedet af en smadret Kasper Asgreen der endte langt uden for top10 pga. defekt fortæller en del om dagen… deres udsendte så sgu også lidt slukket ud i mål haha.

Giv dig selv oplevelsen – muligheden kommer måske ikke igen!

Set i lyset af, at rigtigt mange af mine cykelvenner kvalificerede sig til VM allerede i Blåvand, og at jeg trods alt fik kørt en del kilometer på cyklen henover sommeren, gav jeg det kvalifikationen endnu et skud til Grit ‘n Grind i svenske Halmstad,  og 2. gang havde jeg heldigvis så tilpas gode ben, at kvalifikation kom i hus, – mellem os sagt magtede jeg simpelthen ikke at være den eneste i cykelflokken med en gravelcykel, der ikke skulle til VM

Det er på ingen måde for, at tage noget fra alle mine medkombattanter til gravel VM, men har man et ønske om minimum een gang i livet, at prøve at komme til VM i et eller andet, er gravel VM nok en af de nemmeste idrætsgrene/discipliner at gøre det i, lige nu. I et af de 16 kvalifikationsløb skal man “blot” ende blandt de bedste 25% af alle startende i egen age-group. Jo yngre age-group man hører til, jo sværere er det, men er man +40, vil jeg mene man har rigtig gode muligheder!

Deres udsendte hører hjemme i age group 55-59 og betragter sig på ingen måde som eliteidrætsudøver. Er ret beset blot en lidt for tyk motionist som rigtigt godt kan lide at cykle. Træner ikke, cykler bare. Der skal dog ikke herske tvivl om, at når jeg står i startboksen i Italien, så vil jeg gå linen ud i min rødhvide trikot fra DCU’s shop, trække maven ind, og for en stund forsøge at bilde mig selv ind, at jeg ikke har spist og drukket for meget gennem året, har fået trænet rigeligt og har styr på alt lige fra dæktryk over energiplan til taktik.

Gravel er stadig i sin vorden – også organisatorisk

Den her optakt er skrevet med en antagelse om at gravel VM jo rent faktisk bliver til noget. Her kun godt 5 uger før start er der endnu ikke meldt noget officielt ud omkring by, rute, distance eller andet lavpraktisk. Det virker en anelse useriøst for ikke, at sige skræmmende må man erkende. Senest har UCI fyret den oprindelige eventarrangør, men endnu ikke udpeget en ny.

Løbet står stadig i UCI’s kalender til afholdelse i Veneto regionen. Løbet skulle have været afholdt i samme by Vicenza som sidste år, men nu går rygterne på at det bliver flyttet til Treviso. Vi er mange – vel anslået ca 50 danskere – som håber på en snarlig afklaring. Er nu ret sikker på, at det nok skal blive til noget. Der er efterhånden mange interesser i gravel – også økonomiske.

Måden løbene startes på er simpelthen ikke god nok UCI!

Skulle her være nogen fra UCI som læser med, har jeg afslutningsvis en lille bøn. Få styr på jeres startprocedure til de her løb. Sjældent har jeg oplevet noget mere kaotisk og ligefrem farligt end den måde starten bliver afviklet til de her løb. I løbet i Halmstad var det helt galt og kaotisk. Der var fint nok lavet båse adskilt af afmærkningsbånd. Helt forrest stod eliten – de 25 formodede hurtigste herrer.

Lige bag dem, en boks til Svenske mesterskaber – dvs. alle som havde tilmeldt sig svensk mesterskab stod med helt fremme i forhold til os med dansk pas, tysk, belgisk, whatever andet pas. Noget af en urimelig forskelsbehandling må man sige. Alle ved godt, at i moderne cykelløb gælder det om at komme med frem “når toget kører”, og uden at træde nogen over tæerne kan jeg vist godt sige at ikke alle der stillede op til Svensk mesterskab, kunne have  en rimelig forventning om at cykle med i fronten af løbet.

Bag dem som deltog i “Svensk mesterskab” stod den største gruppe – dvs. alle i age groups fra 19 år til 49 år. Der var vel 500 kamplystne ryttere. Bagerst stod vi ældre herrer. Kvinderne startede i egen startprocedure 5 minutter efter herrerne i et lidt mindre felt (heldigt for dem!).

De mest frække og ligeglade fik en kæmpe fordel, æv!

Det var hvad det var… det går så helt galt da der et par minutter før start er en del rumsteren i startboksene, hvilket resulterer i at snorene brydes og alle grupper mixes up. Dem med de mest spidse albuer får kæmpet sig frem, hvorimod de godt opdragede og høflige bare bliver skubbet længere og længere bagud. Ikke ligefrem den gravel-stemning jeg er vant til med hygge, samvær og plads til alle.

Det er min påstand, at stiller du verdens største cykelstjerne bagerst i en sådan en flok, vil han aldrig nogensinde komme frem til fronten med mulighed for at vinde. Og nu var det jo trods ikke “blot” et motionsløb hvor det blot gjaldt om at være med. Det er mit indtryk at langt hovedparten var seriøse og stillede til start med ambitionen om at kvalificere sig til VM.

Det nemme fix til glæde for alle vil være at lave startbølger. Start hver bølge med eksempelvis blot 2 minutters mellemrum. Det vil gøre det så meget mere fair, mere sikkert og hver enkelt rider vil kunne få en chance for at danne sig et overblik rytterne i egen agegroup og hvem man reelt kører cykelløb imod. Alt andet er håbløst og farligt kaos.