Det er ikke mange dage siden jeg var med i en podcast, hvor jeg netop nævnte hvor stor en begynderfejl det er, at tage på cykeltur uden energi i kroppen, og med endnu mindre energi i lommerne. Hvad er så mere oplagt end at gentage netop den begynderfejl, på det næste træningspas.
Jeg er i øjeblikket lidt covid små-fed, men også dårlig til at sulte mig (og endnu dårligere til ikke at spise kager), så den sædvanlige opskrift på vægtnedgang er en masse kilometer på cyklen, så ryger der et antal kilo. En god, lang og hård cykeltur, på tom mave, er især et hit, men i går gav det bagslag. Jeg stod op, drak en kop sort kaffe, hoppede i tøjet, og smuttede i ud i det iskolde, blæsende, mildest talt ringe vejr, dagen bød på, for at cykle en tur ,med min gode ven, Søren Kuipers, ofte bare omtalt som bæstet.
Det meget passende kaldenavn gav jeg Søren, da vi for nogle år tilbage kørte Fausto Coppi Gran Fondo, et Italiensk bjergløb. Et virkelig fedt løb, i øvrigt. Jeg var i god form det år, og havde forestillet mig at jeg skulle / kunne følges med Søren. Sådan gik det ikke, Søren kom med sine 82kg… i top 100!???? (ud a 1200 startende) – jeg blev nummer 700ish. På vej mod sit monster resultat råbte flere deltagere efter den store dansker, der mosede opad de stejle italienske stigninger… “Stroooooong Dinamarca”… det råber jeg stadig efter Søren, når han planter mig på diverse bakker, på vores fælles træningsture.
I går gentog historien sig. Det blev en dag hvor jeg troede, at jeg skulle følges med bæstet, men endnu engang overvurderede egne evner, eklatant. På vej ud til det aftalte mødested, tankede jeg lige en ekstra espresso hos Velofit, der for nylig har fået nye lokaler, i centrum af Aarhus, lige ved Skt. Pauls Kirke, virkelig en fed lokation, hop forbi den gode Thomas, (ejeren) og tank kaffe, kluns, træning og en god position på cyklen. Velofit leverer – så var jeg klar, troede jeg.
Kørt midt over, på 15 minutter
Turen startede fornuftigt, med at Søren forsikrede mig om, at han var / er, i sit livs dårligste form, så kunne man vel godt følge med, uanset hvad folk så kalder ens makker nede i Italien, ikke? – og trods kun to kopper kaffe i maven, samt et par ekstra kilo polstret udenpå…!?, forkert!
Søren, der endelig havde en formiddag fri, var ikke indstillet på venskabeligt “piano tempo”, han satte sig prompte forrest, i medvinden, og så prøvede jeg ellers bare at følge med, den næste 1,5 time, efter bedste evne. GPSen viste sjældent under 280 watt, i de 90 minutter der fulgte, og ikke under 400 på bakkerne, i hvert fald indtil jeg måtte slippe hjul, så røg den ned på 217watt, maxpuls og lungerne oppe i halsen. Det var brutalt. Dårlig form min bare….
Jeg tog én føring i løbet af turen, det var nedad bakke. Halvvejs på bakken overhalede Søren mig, det gik for langsomt. De første 2 – 3 bakker var jeg kun plantet med 10 – 15 sekunder, mens jeg forsøgte at holde kontakten, de sidste bakker var ren ydmygelse, hvor Søren vendte om flere gange, kørte tilbage til mig… bare for at plante mig igen, bagfra. Av med av på, ego.
Men så kan jeg også bare lære det. Lad være med at tage på tur med en rytter, der er bedre end dig, på tom mave! Det havde været en klart bedre træning med energi i kroppen, til gengæld havde det være en dårligere historie at fortælle bagefter.
Bjarne, 2 sovepiller og en flaske vand
Ikke nok med at jeg blev kørt sidelæns ud af min egen selvopfattelse som “habil motionist,” i de 90 minutter jeg halsede efter Sørens baghjul. De absolut sidste gram selvværd blev endeligt pillet af, på vejen hjem, efter bæstet var drejet fra, og jeg var efterladt alene, med udsigten til 17 kilometers stiv modvind, og et flosset ego som eneste motivation. Det gik ufatteligt langsomt, på den sidste lille bakke (4% i snit) var gennemsnitsfarten sølle 9 km/t, jeg var knækket. Havde planlagt at træne igen i dag, men måtte kapitulere. Kroppen skreg på pause.
Bjarne havde sikkert været stolt, skide godt Uggi. Dog må jeg skuffe den gamle garde, jeg droppede ikke at indtage et solidt måltid mad, da jeg endelig kom hjem, eller forsøgte at fortrænge sulten med 2 sovepiller og et glas vand, Bjarne er stadig den vildeste på den front… og den dummeste!?
Kan jeg anbefale en 90km træningstur, uden mad i maven, nej. Kan lidt selvpineri være sjovt, bare en gang imellem, ja det kan det, men tro ikke det er fornuftigt, det er det ikke. Der er andre, meget bedre måder at træne på, end uden mad i maven, og vand i dunken.
Prøv det, hvis du virkelig keder dig!! – ellers lad være.
God træning derude.