Jeg siger jer: Der bliver kørt racerløb i Torsted. Det er en tirsdag aften. Klokken nærmer sig 18.30, og i en lille flække mellem Ulfborg og Ringkøbing afholder Ringkøbing Cykelklub løb. Det vestjyske bakkeløb, eller mere retvisende: Det vestjyske racerløb.

Af Søren Kuipers   Foto: R. P. Foto

Jamen så kør da’ bar’

Vi står samlet 150-200 mænd og kvinder. Klokken har passeret 18.30. Der er dug på mine brilleglas. En kort opvarmning gjorde godt. En mand står længere fremme og fortæller om fire højresving og noget med godt vejr. ‘Jamen så kør da’ bar” udbryder han til sidst på varmt jysk.

Vi har ingen chip, vi har ingen startnumre, vi har ingen depoter, ingen dropzones, vi har os selv, hinanden, vores cykler og udsigt til en hæsblæsende tur på kronheden.

Syre til op over begge ører

Vi kører ud på den første af fire runder. Hver runde er præcis 16km, og der er fire sving. Rundens hårdeste bakke ligger helt fra begyndelsen, og jeg halser efter fronten for at sidde godt med, hvis der bliver kørt lidt i sidevinden. Jeg puster og stønner, får lukket hullet og mærker syren vælte ud i musklerne. Syren bliver ved hele runden ud; da jeg kigger ned (for første gang) på computeren efter de første 20km siger gennemsnitsfarten næsten 43km/t. Jeg kigger rundt, og jeg noterer mig adskillelige ryttere i samme tilstand som mig, men vi sidder stadig en 35-40 i første felte. Der er stukket en fem-seks stykker af.

Ét skud i bøssen

Netop som vi kører ud på tredje runde, tænker jeg ‘Nu er det nu. Nu bruger du din force på de lange seje bakker!’ Jeg kører all-out for at springe op til frontgruppen. Simultant er der en anden dieseltonser, som får samme idé, og vi kører med alt vi har. Vi slår hullet til det store felt og nærmer os frontgruppen. 40 meter op, vi holder kæden stram, og jeg kan mærke på vejrtrækningen at lungerne arbejder på absolut højtryk.

Min makker tager en Cancellara-lignende føring, og jeg hænger kun på med det yderste af neglene. 25 meter. Jeg rykker endnu engang – og træder konstant over 450watt. Mine lår brænder, sveden drypper ned på næsen, og jeg konstaterer, at vi mangler knap 10 meter. Bakken er ovre, sidevinden rammer os. Vi bliver hentet. Vi klarer den ikke.

Det var mit skud i bøssen. 3 minutter i det absolut rødeste felt. Jeg kommer mig aldrig igen. Og jeg gør hvad jeg kan for at sidde med feltet de næste to sving. De kører sindsygt hurtigt i svingene, og jeg ser adskillelige små røde licens-chips fæstnet på carbonforgaflerne på mine følgesvende.

Vi henter de forreste netop som vi hamrer ud på sidste omgang, og vi er stadig 25-30 mand. Jeg synker lidt syrlig energidrik, tænker og vurderer at jeg ikke skal mere i dag. Jeg sætter mig på smækken og bliver bagerst i feltet – selv idet vi krydser målstregen for sidste gang. Jeg føler jeg ikke trang til at deltage i spurten.

Folk bruger rabatten, skubber med albuer og kæmper en brav kamp for at blive noteret for…nå ja, vi kørte uden chip. Men der bliver fyret masser af testosteron af.

‘Så lærer du at køre i felt!’

Jeg står ved bagsmækken at bilen og evaluerer dette hæsblæsende vestjyske ridt. Vi holder knap 44km/t for 64km. Så hurtigt kører jeg normalt aldrig! Jeg står og ser data på min cykelcomputer og mumler noget om manglende udskilning, lidt få bakker i forhold til min smag, tæt kørsel og alt det sædvanlige ævl (når jeg ikke klarer mig helt godt), da rytteren ved siden af mig afbryder: ‘Så lærer du at køre i felt!’ Det har han ret i. Jeg klapper i; giver ham ret og pakker bilen sammen i aftensolens skær.

Som habil motionsrytter i det østjyske gør jeg mig rimeligt i motionsløbene. Her kommer der næsten altid en vis udskilning i grupperne pga. de mange højdemeter. Sådan er det ikke i Torsted, og det er faktisk ret fedt. Jeg har ikke en chance i finalen. Overhovedet. Skulle jeg nogensinde køre top 10 i sådan et løb, så skulle jeg have ramt udbruddet. Og det er jeg ikke stærk nok til.

Nuvel: jeg er ikke mindre stolt af at være vestjyde af opvækst. De kører edder… hurtigt derovre.

Tak for køretur.

Vi ses!