Den 46. udgave af Giro delle Dolomiti er i fuld gang! Starten for begivenheden over fem dage på to hjul for elskere af Dolomitterne gik i Bolzano mandag den 24. juli. AoCs Søren Kuipers og dennes gode ven Jens på 77 år er af sted for at cykle det fem dages etapeløb. I kan her følge deres oplevelser.

Af Søren Kuipers  // Foto: Søren Kuipers

Nu kører det bare!

Lad det være sagt med det samme. Der er ikke flere dårlige vibrationer. Endnu en dag er vel overstået i det norditalienske. Og vi har haft en forrygende dag. Alt har bare spillet!

Vi stod op ved 6-tiden og var blevet anvist en lille tyrolerkrog. Stube stod der på døren. Der fik vi serveret morgenmad inden hotellets – Bad St. Isidor – øvrige gæster. Tjek gerne stedet ud, hvis I er på Bolzano-egnen og vil prøve noget anderledes. Det ligger knap 600 meter højere oppe end selve byen. Udsigten er vidunderlig. Maden ligeså – de dyrker selv grøntsager og kryderurter – og priserne endnu bedre. Perfekt til vestjyderne. Selv vaskekonen kommer nynende med tørrestativet, når man står med de nyvaskede bibs og forsøger at skylde sur røv af i håndvask. Nåh ja, og så er der pool.

Nå, men vi havde pakket bilen aftenen i forvejen, og ved 7-tiden kørte vi mod Prato allo Stelvio, som ligger 5 kvarters kørsel fra hotellet. Vi havde dog visse problemer med at finde startstedet, så da vi endelig stod omklædt med cykler og lommerne fyldt, da kunne pulsmåleren allerede berette om puls 110 blot et par minutter i afgang. Og det vel at mærke uden at træde en enkelt pedalomdrejning.

Dagens menu var klar: PASSO STELVIO

 

Jens’ betragtninger efter dagens etape

Netop i det jeg ser Jens efter dagens strabadser hører jeg: “Så fik jeg has på Stelvio fra nordsiden!”

Jens måtte i 2016 opgive ævret at bestige Stelvio fra både Bormio- og Prato-siden, da benene ‘kun’ klarede opstigningen fra Bormio. I dag lykkedes det ham endelig. På vej tilbage til hotellet fortæller han. “Jeg ville have den på mit CV – og tænk sig i en alder af 77 år, Søren!” Jeg bøjer mig i støvet.

I det nedenstående vil jeg forsøge at redegøre for Jens’ tanker om dagens stigning. Jens har i skrivende stund forlagt sine briller, hvorfor jeg forsøger at lyn-skrive Jens’ ord. Here it goes:

Jo, men jeg har hørt og læst så meget om det at cykle op ad Stelvio. Det har været med en vis kriblen i maven at prøve det med flere hundrede andre. Og nu nåede vi jo faktisk heller ikke helt at blive nervøse, da vi havde lidt geografiske vanskeligheder fra morgenstunden.

Jeg havde en fantastisk oplevelse. Der var en afslappet stemning, selvom udfordringen var stor. Selve starten på opstigningen er egentlig heller ikke så hård, så både jeg og dem jeg fulgtes med kom rigtig godt fra start. Det var nærmest det man kan kalde en dejlig start.

Det ville blive hårdt, men jeg har også forberedt mig på, at det bliver hårdt. Jeg synes faktisk, at det var en…ja, hvad skal jeg sige…en god start, også at stigningen bliver hårdere og hårdere efterhånden. Og det var jeg mentalt forberedt på, så det blev aldrig uoverkommeligt at komme til toppen. Jeg har haft en rigtig god oplevelse med Passo Stelvio fra Prato-siden.

Det var egentlig ret sjovt. Én af de øvrige deltagere roste mig, da jeg kom op på toppen. Vi havde fulgtes ad flere gange, og han gav mig et stort kompliment på toppen. Det blev jeg glad for.

Den afslappede stemning fra starten synes jeg faktisk holdte hele dagen igennem. Det var dejligt.

Jeg brugte 2 timer og 29 minutter, og mit mål var at komme under 2 timer og 30 minutter. 

En fantastisk cykeldag.

Mine refleksioner efter tredje etape

I dag var der hul igennem. Jeg troede faktisk at gårsdagens 160 km med næsten 3.500 højdemeter ville have taget flere af kræfterne. Men det gjorde gårsdagens etape ikke. I dag var vel nærmest en dag, hvor kæden kun kunne mærkes meget lidt.

Jeg havde på forhånd en plan om at køre det som at køre 60 km i dansk terræn. Bare alt hvad jeg kan. Således havde jeg besluttet hvilken puls jeg ville forsøge at ramme, og også hvor meget kraft der skulle lægges i pedalerne. Og så se hvor langt det skulle række mig op af den 23,5 km timede sektion, hvor 1.800 højdemeter skulle besejres.

Flere tal: Jeg kørte strækningen på 1 time 36 minutter og 34 sekunder, hvilket gav en gennemsnitsfart på 14,5 km/t. Det er jeg helt benovet over, og jeg har sjældent oplevet at kunne pace mig selv så godt på et bjerg – også i den højde. For da vi manglede de sidste 200-300 højdemeter inden mål på toppen i 2.760 meters højde – og i 3 grader – der var jeg faktisk en lille smule ør. Var det den tynde luft? Den snart tomme tank? Eller var det euforien over præstationen? Det ved jeg ikke. Men stolt, glad og tilfreds, det er jeg bare. Selv på de sidste hylder kunne jeg geare op efter hårnålesvingene, forøge farten, indhente konkurrenter foran mig og fortsat holde fart, saft og kraft i trådet. Om det kun er benene eller min sølvgrå dræbermaskine – aka. Canyon Ultimate – som gør forskellen. Det skal jeg lade være usagt.

Efterfølgende kørte vi den enestående nedkørsel, hvor man først kører direkte mod Bormio, men efter knap 3 km drejer man til højre og tager passet Umbrail ned. Ingen trafik – som på opstigningen af Stelvio!! – og bare udsigter, solskin, perfekt asfalt, tydelige kurver og et enestående landskab. JA! Det er sgu for meget. Men JA, det er også eventyrligt.

Vel nede krydser vi grænsen ind i Schweiz og tilbage til Italien igen. 63 km. Etapeløbets korteste etape er overstået.

Resten af dagen har vi været i pool, spist slik, chips, drukket øl, cola og bare ladet batterierne op. Meget tilfredse med os selv og vores egen præstation.

Slutteligt vil jeg gerne rose organisationen bag Giro delle Dolomiti. De har taget kritikken til sig, og både opkørsler OG nedkørsler forløber nu i bedste forstand. Depotservicen er i verdensklasse. Der er noget for enhver smag. Der er masser af motorcykler, mekanikere, ambulancer, læger og en masse andet. Der er virkelig kræset for oplevelsen, og efter den første dags startproblemer har jeg en meget større JA-HAT på. Tak for det.

4. ETAPE: PASSO FEDAIA 

27. juli – 3.069 m | 142 km | h. 9.00
    Tidssektion: Penia – Fedaia-søen | 7,3 km • 504m

Denne etape har vi også set meget frem til. Ruten fører os til foden af ​​det højeste bjerg i Dolomitterne, Marmolada, 3.343 m.o.h. dækket af den eneste is tilbage i Dolomitterne. Passet deroppe hedder Passo Fedaia og ligger i knap 2.100 meters højde.

Indledningsvist skal vi dog først tackle den lange stigning – mere end 30km – Passo Costalunga, der fører os fra Bolzano til toppen. En fantastisk lang og som regel varm stigning. Man kommer aldrig helt i rødt felt, men den trækker altså stadig tænder ud pga. længden. Herfra går turen ned i Val di Fassa, og videre mod nord op til Canazei. Her starter opstigningen til Passo Fedaia. I Penia (58km) er startstregen for den timede sektion. Strækningen er ikke så lang – 7,3 km – men jeg tror den stadig kræver en indsats her på fjerdedagen. Stigningen slutter ved Lago di Fedaia (65km) , for foden af ​​Marmolada. Vi kører samme vej retur; ned til Canazei og op til Passo Costalunga. Her ændrer ruten sig dog markant. Kort efter passet drejer vi til højre – i stedet for lige ud –  og videre over det lille ekstra pas, Passo Nigra, og derefter går det hurtigt ned mod Tyres og så videre ned til Bolzano, hvor vi tilfredse kan krydse 142km og og 3.000 højdemeter ind i træningsbogen.

Læs nærmere om ruten her.