Den 46. udgave af Giro delle Dolomiti er i fuld gang! Starten for begivenheden over fem dage på to hjul for elskere af Dolomitterne gik i Bolzano mandag den 24. juli. AoCs Søren Kuipers og dennes gode ven Jens på 77 år er afsted for at cykle det fem dages etapeløb. I kan her følge deres oplevelser.

Af Søren Kuipers // Foto: Søren Kuipers

Jeg elsker jo bare at cykle

Cykling er glæden ved at følges med ligesindede kammerater, tage på eventyr sammen, dele de store oplevelser sammen. Det er det også for mig. Nogle beskriver cykling som en holdsport; andre ser det som en individuel sportsgren. På fjerdedagen fik jeg pludselig nok af fællesskabet. Jeg fik følelsen af at være låst, fastholdt i et jerngreb, som løbet ufrivilligt holder mig i. Vi står på toppen af Passo Costalunga. Vi har kørt opad i en uendelighed, solen skinner, depoterne fyldes op, og jeg er mæt. Mæt af flere ting. Ikke at cykling. Jeg tror aldrig jeg bliver helt mæt af cykling. Men jeg er mæt – mæt af at følges sammen alle mand, mæt af at skulle vente til en eller anden bil kører forrest, mæt af mennesker, mæt af regler, mæt af at være en del af et stort rullende cirkus. Jeg var vidst aldrig kommet langt i touren.

Cykling er konkurrence. Dagens første stigning er kørt i et tempo, som har bevirket at en italieners Garmin beder ham skifte sportsgren – den anbefaler ham “walking”. Der findes cykelturister, der findes cyklister, der findes cykelryttere. I dag tilhører jeg udelukkende den sidste kategori. Jeg er væddeløber. Vi ruller ned ad stigningen, op igennem Val de Fassa – op mod Canazei. Jeg snakker med Jens, involverer ham i mine tanker og overvejelser. Vi er på tur sammen. Respekt. Vi respekterer hinanden, men vi skal også respektere os selv. Jeg søger mine egne veje, og Jens forstår.

Cykling er frihed. Når jeg cykler i hverdagen, så cykler jeg for frihedens skyld. Friheden fra arbejde, madpakkeri, vasketøj, børnenes fritidsinteresser og arbejde. Friheden og glæden ved at gense min kære hustru efter en 3 timers “dinger” måler sig ikke med meget andet, som jeg har prøvet. Jeg savner en dinger. Jeg savner friheden. Jeg savner mit eget selskab, jeg savner flow, hvor tosomheden mellem mennesket og cyklen fylder rummet ud.

Cykling er at turde. Ud af Canazei kører vi op mod den underskønne Lago di Fedaia, som ligger ved passet af samme navn. 7,5 km benhårdt kapløb med 500 højdemeter at forcere. Den ligger lige til mig. Jeg forcerer en stor del af den nederste del på stor klinge. Go get them Tiger! En amerikaner, som jeg har talt godt med hver dag, opildner mig, og jeg kører med hvad jeg har. 24 minutter senere står jeg på toppen, nyder udsigten, trækker vejret tungt, trækker mig fra pelotonen – trækker mig ind i mig selv. Planen iværksættes.

Cykling er at være sig selv. Jeg triller bag om tidstagningsmåtten, ned af bjerget. Jeg dropper frokosten. Man kan have frokost som et højdepunkt på dagen, man kan se frem til måltidet; glæde sig over det sociale og fyre en masser røverhistorier af. Mange af mine cykelkammerater ved, at jeg gerne cykler sammen, men et “social ride” handler sjældent for mig om at rulle med 20km/t, drikke kaffe hver gang man ser bager. Social ride er at brænde gårsdagens burgermenu af hurtigere end man spiste den, det er at følges i så hæsblæsende et tempo at alle lige præcis hænger på, med det yderste af neglene. Dét er mit social ride. Ingen frokost til mig i dag.

Cykling er at køre en nedkørsel stærkt og uden at skulle vente på alle mulige. At køre solo gennem italienske alpebyer og forcere en stigning i ensom majestæt, ligeglad med om de kræfter man smider i pedalerne kan bruges i en bjergkonkurrence dagen efter. Det er ligegyldigt. Det er nu jeg er på bjerget. Det er nu jeg kører Passo Costalunga fra den anden side, søger for ikke komme under 300 watt, hele tiden spise og drikke, nyde den høje puls, udsigterne over dalene og vide at på toppen er der et depot.

Cykling er at møde nye mennesker. I depotet står der en 4-5 italienere og spørger mig forvirret om jeg har givet op. Nej, tværtimod. Jeg har givet efter – givet efter for mit behov for at udfordre mig selv på cyklen – bare for min egen skyld. Det føles godt. Det er nogle søde Italienere, jeg har set dem de sidste tre dage, men jeg har knap nok hilst på dem. Jeg er kommet frådende til, med 200-300 andre cykelegoister uden at skænke dem et blik eller sige tak. De kan ikke et ord engelsk. Jeg kan ditto italiensk. Vi kører den hjem på en smule skoletysk, tegnsprogog et par spanske gloser.

Vi griner sammen. Jeg SKAL have tre stykker kage, ellers er man ikke en rigtig mand – det får jeg at vide af italieneren – og jeg spiser glædeligt tre stykker. Han spiser kun ét stykke. Jeg forklarer ham, at man skal cykle for at spise kage. Vi griner igen. Jeg møder disse mennesker, fordi jeg kommer alene.

Cykling er eventyr. Cyklen kan tage én steder hen, som man aldrig havde forestillet sig. Cykling er eventyr. I løbet af de sidste 45 km nedkørsel løber jeg tør for vand. Jeg finder en snusket bar; jeg spørger bartenderen om jeg må låne toilettet. Det må jeg gerne. Jeg fylder selv mine dunke med vand fra hanen, lader selv vandet, kigger mig selv i spejlet. Jeg smiler.

Cykling er uendeligt meget andet end ovenstående. Både for mig, for dig og for alle andre, der bare elsker at cykle.

5. ETAPE: S. GENESIS – AVELENGO

28. juli – 1.736 m | 80,9 km | h. 9.00
Tidssektion: Bolzano – San Genesio | 10,8 km • 922m

Den sidste etape er blevet ændret lidt tid før løbsstarten. Ruten er blevet lidt længere, da vi efter toppen af San Genesio bliver oppe i terrænnet og kører på en slags saddel-hylde i cirka 1.300 meters højde. Der bliver en del op og ned, og lokale tunger fortæller om helt fantastiske udsigter ud over æble- og vinmarkerne.

Vi starter dog med at rulle kun fem-seks kilometer ud af Bolzano før San Genesio-stigningen begynder. Den timede sketion begynder her. Ud af skolegården som Lidl-Trek-drengene siger det. 10,8km med 922 højdemeter til følge. Toppen kommer i 1.440 meters højde. Det er til at tage af føle på. Herefter kommer vil til at køre op og ned på et slags plateau af græsmarker – nærmest en skrænt – inden vi rammer den større by Merano efter 55km. Herefter venter der 35km fladt – som også markerer løbets afslutning. Og således har vi kørt de fem etaper i dolomitterne. Jeg håber at have kræfter og overskud til at give en lille opdatering på vores tur tilbage til familierne i Danmark.

Læs nærmere om ruten her.