Sjældent har jeg oplevet et løb der bød på så mange indtryk, på så kort tid. Vi fik hele pakken. Utrolig natur. Utroligt vejr. Utrolige deltagere. Sikke en oplevelse. Et gennemgående tema, for alle jeg snakkede med efter løbet, var at de havde undervurderet ruten. 1500 højdemeter, 200km? Hvor hårdt kan det være? Ret hårdt, skulle det vise sig.
Af Uggi Kaldan | Foto Uggi Kaldan
Race of Rockstars
The Rift er arrangeret af Lauf. Mærket er bedst kendt for deres forgaffel med “pladefjedre”. De er dog også begyndt at lave cykler. 90% af deres salg er i USA, hvilket naturligvis betyder de har et godt forhandlernetværk, over there, måske derfor var der så mange amerikanere til løbet. Over 100 på 200km distancen, det er alligevel imponerende.
Fredag bød på social ride, hvor jeg bl.a. mødte den tidligere Dirty Kanza vinder, Yuri Hauswald. En kæmpe rockstjerne i gravelsporten, og 100% flink fyr. Der er stadig ingen rigtig “gravel liga” og derfor kører alle i samme felt, men konturerne tegner sig for en form for konkurrence “liga”. I front køres der bragende stærkt.
Men lige nu er der er stadig plads til småfede redaktører, i samme felt, som toptrimmede stjerner, både fra grusets eget hjemland, USA, og resten af verden. Til Social Ride fulgtes vi naturligvis ad, og fik et kig på den natur, der ventede os lørdag. Gudesmukke udsyn, over fantastisk vidder.
Regn, hagl, 30ms vind, sol, kulde, varme…
Lørdag morgen var det sociale forbi. I hvert fald i forhold til sportens stjerner. De var placeret forrest, i et ekslusivt elitefelt. 20 ryttere tror jeg var til start dér. Naturligvis Yuri, men også vinderen af Dirty Kanza 2019, Colin Strickland, der flashede sin Red Bull hjelm.
Det er imponerende som Red Bull formår at opretholde et image som “rock n roll” – på trods af at de er et multimilliard foretagende. Red Bull hjelmen er nok noget af det mest geniale de til dato har fundet på. Hjelmen er en ære, der kun gives til de mest bad ass ryttere, og indgyder naturlig respekt og beundring.
“Er Colin ham med Red Bull hjelmen?” hørte jeg i flere hjørner, ja det er ham. Markedsføring når det er bedst.
Den nyligt pensionerede pro-tour rytter Ted King var også til start på sin Cannondale. Han er en fantastisk gut, men mere fantastisk er det måske, at han fulgtes med ingen andre end legenden Tinker Juarez. Tinker er født i 1961, og er altså 58 år gammel. Han blev nr.9 i “pro feltet”. Utroligt at køre så stærkt og være næsten 60 år, sikke en inspiration.
Jeg selv kørte på min gode gamle Specialized Diverge, det er stadig en fantastisk cykel, og så var jeg i øvrigt inviteret til Island, for at tage billeder af Marins helt nye Headland gravelcykel, som jeg glæder mig til at teste her på bloggen snart. Herunder ses Dave Noakes i farverig uniform på cyklen, ved siden af Tinker i gult.
Ready, set, punktering!
Min egen optakt til The Rift var dårlig. Forkølelse og et ondt hold i ryggen, gjorde jeg var meget i tvivl om jeg overhovedet ville komme til start. Alligevel fik jeg faktisk trænet lidt op til løbet, da det ikke gjorde specielt ondt at sidde på cyklen. Faktisk var det værre at ligge i sengen, og så kunne man jo ligeså godt cykle, selvom det gjorde ondt.
Trods at jeg havde undervurderet ruten betragteligt, så havde jeg heldigvis ikke overvurderet min egen form. Feltet splittede ret hurtigt i 2, og jeg blev i bagerste gruppe. Jeg behøvede ikke give full gas fra start tænkte jeg, mon ikke jeg nok skulle få det hårdt.
Det blev hårdt uventet hurtigt, for jeg punkterede kun 5 kilometer inde i løbet, det gjorde én af mine rejsevenner så også, så vi endte så med at følges ad et godt stykke tid. Dog en lidt irriterede start på løbet. Vi kørte begge Panaracer Gravel King og jeg mødte ikke færre end 8 ryttere på dagen, der havde problemer med netop det dæk. Så Gravel King kan altså ikke anbefales til Island. De har ellers fungeret rigtig godt alle andre steder jeg har testet dem.
Efter 40 kilometer og 4 stop satte Tommy en slange i sit hjul, jeg valgte at sætte en plug i mit, ikke den dyre Dyna Plug, men discount udgaven fra Ryder. Dem kan jeg sgu ikke anbefale. Den virkede godt nok, men de små “plug strimler” var klistret så godt fast på det papir der skulle beskytte dem, at de var næsten umulige at få af. Det gider man ikke stå at bakse med midt i et løb!
Nå – men løsningen virkede til mål, hvorimod Tommy havde sit hyr, efter han havde sat slanger i, hvilket netop var derfor jeg brugte en plug. Jeg ville for alt i verden ikke over på slanger. Tommy endte med at bruge 5 slanger, og måtte til sidst låne slanger af andre ryttere. Ikke optimalt.
Som det ses herunder var det heller ikke blot vandpytter vi skulle forcere, men små floder – det var faktisk ret sjovt!
Jeg har mistet mit race gen. Hvor er det dejligt.
Jeg var ikke til start for at køre “race”, men man kan stadig godt blive fanget af lysten til at køre så hurtigt man kan. Men det løb var kørt efter mine indledende punkteringer, og det var næsten en befrielse. Nu kunne jeg bare sidde og nyde oplevelsen hele dagen, uden stress, uden forventninger. For ikke ret mange år siden havde jeg ærgret mig gul og blå, over mit uheld, nu rører det mig ikke. Mit race gen er forsvundet, og det er ikke savnet.
Det er selvfølgelig ikke kun hyggeligt, når stigningerne bliver over +20%, modvinden når 30ms, hagl pisker i dit ansigt, kombineret med slagregn, og vilde temperaturudsving, der gør det umuligt at finde det rette tøj. De første 80 kilometer var sindsyge . På de sidste 2 stigninger måtte jeg give fortabt og gå op, sammen med de fleste andre. Jeg hader at gå. Men det var simpelthen bare umuligt at cykle. For mig.
Omvendt gav det jo muligheder for at finde kameraet frem, på nogler tidspunkter hvor man ellers ikke havde fundet tiden til det, hvis man stadig følte man skulle køre så og så stærkt, og nå i mål inden den og den tid. Jeg kørte fuldstændigt uden at skænke tiden en tanke. Jeg havde forestillet mig det ville tage 8 til 10 timer, inden start, at gennemføre. Jeg brugte 11 timer. Perfekt.
Den smukke monotome smerte
Race eller ikke race, der noget fedt over at sidde og munke i sit eget sved, og man kan endda ende med at nyde, når kroppen smerter og man fryser og er træt. Her handler det om at finde rytmen, det jævne tråd, den rolige vejrtrækning, roen i kroppen, der giver varmen, og energien. Det må være tæt på oplevelsen af meditation tænker jeg, det er i hvert fald meget tilfredsstilende, når kroppen finder sin rytme, på cyklen.
Nu er jeg jo ingen munk, der kan køre på smerte og rytme alene, så jeg må indrømme at jeg havde set frem til det fremragende depot, der var blevet lovet ved 90 kilometer. Depotet var desværre næsten tømt, da jeg nåede frem. Det var en skuffelse. Aldrig før har jeg spist en hel pose chips, som var det eneste de havde tilbage, og skyllet det ned med vand, midt i et løb. Chips virker faktisk, selvom de er ret tørre at få ned.
Herefter fulgte en sindsygt flot, og vild nedkørsel, på 20 – 30km. Bilerne der kører på grusvejene på Island efterlader såkaldte “wash boards”, der er en slags rifler i vejen. På afstand ser de ikke ud af noget, men de er udfordrende! Mens krop og udstyr bliver rystet i smadder, går det op for én, hvorfor Lauf er opfundet på Island.
I forsøget på at undgå vaskemaskinen, måtte man køre lige på grænsen, mellem de riflede hjulspor og det bløde grus, i rabatten. Når det spillede, var det som at flyve gennem et P.S Krøyer maleri, når man omvendt ramte enten det bløde grus, eller riflerne, blev man vækket til en brutal virkelighed af flasker der fløj til højre og venstre, og rystelser der gik gennem marv og ben. På et splitsekund blev glæde til had. Til helvede med dine grusveje Island, så fandt man fandt et godt spor igen, og glæden erstattede surheden.
Man er dejligt barnlig, når man er presset på sin cykel, efter mange timer. Det ene øjeblik er man helt lykkelig og taknemmelig. Over den smukke udsigt, de fine mennesker man har mødt, oplevelsen man er en del af. Det næste øjeblik er det hele noget lort, og man hader gruscykling og synes det er dybt uretfærdigt man skulle punktere så tidligt. Så glædes man unaturligt meget over en glemt M&Ms i baglommen.
Indtryk, på indtryk, på indtryk…
Tror aldrig jeg har kørt i så varieret et landskab, og så smukt. Konstant fik man lyst til at stå af cyklen og tage et billede. Der var bjerge og vulkaner. Grønt mos så langt øjet rakte, og så lige om hjørnet, uendelig kulsort lavaørken.
Det blæste, så var det vindstille. Skybrud blev afløst af haglbyger. 10 grader sagde GPSen, og det næste øjeblik 20 grader. En bombardement af sanseindtryk, der ikke kan beskrives med ord, blot gengives i udtyndet form.
Jeg er forelsket. Måske det flotteste løb jeg nogensinde har besøgt på cykel. Har du muligheden for at tage til Island i 2020, så har The Rift mine uforbeholdne anbefalinger. Tag familien med, løbet varer kun én dag, men Island er en oplevelse for livet.
