Efter 1 måned med vanvittig løbsforberedelse og afvikling af Ronde van Borum og Dirty Jutland, med 6 dages mellemrum, var det endelig tid for mig selv, til at komme ud på rammen. Måske den bedst mulige gen-start på “sæsonen”, efter uger med travlhed, og meget begrænset træning. La Fleche Vejlonne, et gentlemans race. 

Af Uggi Kaldan | Foto: Uggi Kaldan & Frederik Bjørnsteen

Hyldest til æstetik, cykling og glemte tiders dyder.

Retro. Stål. Uld. Primært mænd, ikke de yngste, ligesom mig selv. Mænd med hang til nostalgi, smukke cykler og klassiske materialer. Jeg er på besøg som turist for en dag. Har lånt en cykel, af løbsarrangør Niels Bjørnsten, det er en ældre sag i orange, med Molteni påtrykt. Stål, naturligvis, og Campagnolo gear. Det er en fin ramme, selvom det “kun” er  Niels´ vinterramme. En turist får naturligvis ikke et klenodie til låns.

Inden starten gav Niels “Race Briefing”, foran sin Triumph convertible. Det er tydeligvis ikke kun gamle cykler der fascinerer. I skal følges ad, siger han, indtil bunden af bakkerne, så får I signal, og må køre med alt hvad I har. Der er point til de første på toppen, og til når dagen er omme, kåres en vinder, udfra et sindrigt point system.

Det gøres klart at tyvstart og lead-out straffes med strafpoint og hån. Der ventes ikke på defekter, dertil er vi for mange, så må man selv finde hjem, eller finde en genvej, og fange feltet igen. Det sidste er overraskende mange, ret gode til? En mobil i baglommen, har vist alligevel sneget sig med, hos de fleste retroherrer. 

På min lånecykel er alt justeret og spiller. Styret giver sig dog en lille centimeter, når man sidder i hornene og bremser hårdt? – det er helt normalt for den her cykel, forsikrer Niels, skruen er i bund. Det bliver ikke bedre, dog heller ikke værre. Resten af turen bremser jeg i bøjlerne, eller har hænderne placeret på toppen af styret.

En ægte gentleman, forsøger naturligvis at snyde…

La Fleche Vejlonne, er en hyldest til løbet af næsten samme navn i de Belgiske Ardennere, La Fléche Wallone. Det køres i øvrigt på onsdag (d.24. April Red.). Inspirationskilden byder på 11 stigninger, og finale opad Mür de Huy. Hyldesten i Vejle byder på 10 stigninger, og finale på Munkebjerg. En værdig hyldest.

Men der hører sammenligningen så også op. La Fleche Wallone køres af proffer, mens Vejlonne feltet består af halvgamle mænd, samt en enkelt hurtig kvinde, der følges ad, i hvert fald indtil bakkerne. Det er en fantastisk måde at afvikle “løb” og konkurrence på.

Kun enkelte forsøgte snyde i konkurrencen, meget insisterende endda, men i et ægte gentleman race lykkedes den slags naturligvis ikke, selvom snyderen både råbte og skreg, om uretfærdighed og dårlig behandling. Man må give ham, han forsøgte!

Flere af den slags, ja tak!

I disse tider hvor debatten raser omkring motionscykelløb, og deltagere der ikke helt kører efter forholdende, så burde der findes mange flere arrangementer a la – La Fleche Vejlonne. Ikke nødvendigvis på retro gear, men på alt slags gear. Det er virkelig en sjov og befriende måde at cykle på, med en snert af konkurrence.

Ingen stress og jag. Ingen ryttere der råber og skriger. Du træder ikke hårdt nok, tag dine føringer, du kører for hurtigt, du kører for langsomt, osv. I Vejle var der rendyrket lykke og hygge på rammen, i godt selskab. Har man for mange deltagere i sit løb, til at de kan følges ad, kan man lave åben start, således at folk kan starte når de vil, i sydlandsk Gran Fondo forbillede, det virker.

Er det ikke lidt kedeligt?

Det ikke kedeligt, tværimod. Det er befriende. Selv de hurtige drenge kunne mærke stængerne efter turen i går, med garanti. Bakker som Chr. Winthers vej og Munkebjerg, skal nok få syren frem i alles ben, når der køres full gas henover. Kiddesvej er jo nærmest en lille hyggetur, i forhold til den væsentligt længere, og stort set identisk stejle hr. Winther. Munkebjerg er bare så lang og led.

1250højdemeter på godt 74 kilometer taler også sit eget sprog. Hvis man kører fuld skrue alle 1000+ højdemeter, så kommer det ikke bare til at gøre ondt på os der har skulket fra træningen, det gør ondt på alle, og så er det i øvrigt fantastisk træning!

Vejlonne – vi ses næste år!

Næste år er jeg med igen, jeg kommer nok aldrig til selv at eje en retrocykel, så jeg må låne mig frem igen, det må kunne lade sig gøre. Løbet var simpelthen bare sjovt! I enden var der hjemmesmurte sandwich og Kwaremont øl til alle, samt præmieceremoni, hvor de 5 bedst placerede blev præmieret med lækkerier og behørigt hyldet af de andre deltagere. Sådan skal den skæres.

TAK FOR I ÅR!