Det er ofte ud af en kombination af rastløshed og irritation, at der lørdag aften vokser en plan, eller måske rettere, en længsel. En uimodståelig trang til at komme ud og bevæge sig, ud og få frisk luft, en higen efter en god lang tur. Det kribler og sitrer i kroppen, og et ritual påbegyndes. Cykelturens ritual.
Af Uggi Kaldan | Foto © AltomCykling.dk
At lave en rute, på GPS, eller ikke at lave én?
Det starter med at jeg dimser lidt rundt, tager et kik på cyklen, spinner måske lige pedalerne en omgang. De er klar, cyklen er klar. Kæden står skinnende ren, nysmurt. Så en tur forbi tøjskabet, efter et kig på vejrudsigten. Det bliver ikke regn, men heller ikke høj sol, som de sidste mange dage. Køligt, måske? Jeg vælger en langærmet vindtæt jakke, og lægger den frem på hylden. Løse ben? Kan ikke helt beslutte mig, men jeg kigger alligevel efter dem, og finder dem, i en vasketøjspose. Var det mig der havde lovet at lægge tøjet sammen? Hverdagsudfordringer.
Så går jeg på Strava. Det skal være en graveltur har jeg besluttet, min Roubaix står allerede klar, med brede dæk på. Jeg er en klovn til at finde vej, så en fast del af mine rutine er at lave en rute, som jeg lægger ind på GPSen. Jeg følger den ikke altid 100%, men for mig betyder det at have en rute at køre efter, at jeg ofte kommer steder hen, som jeg ikke havde fundet, uden rute. Jeg finder også stor glæde ved at sidde og lave en rute, så for mig er det en “no brainer”. Efter i mange år at have gået i bjergene hvor det var utænkeligt ikke at have set på et kort inden man drog afsted er jeg nok også lidt indoktrineret. Tænk hvis vi havde haft GPS dengang. Jeg savner ikke kort og kompas, men det ville da være fedt at have en stedsans.
Jeg har Mols Bjerge lige i baghaven, næsten i hvert fald. Mols indbyder til leg, med masser af afsindigt fed grus, mere end jeg kan nå på turen søndag. Det er naturreservat og hippieparadis, blandet med storby hipstere der er flygtet fra byens trængsel. Ikke bare flot, men også et sjovt sted at cykle rundt. Halvvejs indlægger jeg et kaffestop, hos Egils Kaffebar og Risteri.
Hey – det er sgu da one bike to rule them all!?
Jeg er i mega godt humør som jeg triller hjemmefra, vinden bider i kinderne, og jeg kan mærke kulden gennem cykeltøjet, så har jeg nok ramt tøjkombinationen meget godt. Langærmet undertrøje, vindtæt jakke. Bib og shorts… yes yes, shorts, i rigtig MTB stil, man skal jo prøve at følge lidt med på moden ikke…
Den første del af ruten kender jeg, den går på asfalt. Jeg ved der findes noget grus, nærmest ved min gadedør, som jeg endnu har til gode at finde, det bliver en anden gang. Jeg når dog ikke ret langt fra den planlagte rute, inden det går galt for mig. Ved “hestehaven” tårner en høj bakke sig op foran mig, den ser rimeligt stejl og MTB agtig ud? I et anfald af dovenskab og “landevejsblindhed” beslutter jeg at det nok er en god idé at forsøge at cyklen udenom bakken, langs med kysten.
Det var ikke en god idé. I stedet endte jeg på en strand, fyldt med løse sten. Ganske umuligt for mig at forcere på mine 33mm dæk. Men jeg er stædig, man må da kunne komme rundt? Det blev noget af en travetur. Til gengæld fyldt med flotte muligheder for billeder af cyklen. Halvvejs mødte jeg en familiefar med sine to unger, der var på strandtur.
En AltomCykling.dk fan åbenbart, for da jeg sagde hej, faldt svaret prompte; – “hva… det er sgu da One bike to rule them all“… hahaha, den rulede så ikke ret meget lige i den situation. For at føje spot til skade, fik jeg taget alle billeder nede på stranden, på lille klinge. VIDERE!!!
Opad Agri – på asfalt, så grus.
Jeg har altid godt kunne lide opkørslen fra Egens til Agri. Der er 3 asfaltveje op på toppen af Agri fra “Aarhus siden” – hver med deres egen karakteristiske profil. Opkørslen fra Egens, er den mest progressive af de 3. Den starter ud forholsvist blidt og bliver så stejlere og stejlere, for til sidst at byde på en flot, og hård finale. Der er noget meget tilfredsstillede over at komme op her. På landevejscyklen kører jeg ofte alle 3 opkørsler, når jeg er på de kanter, men ikke i dag. Der findes også en bagvej, på grus, med en brutal finale på 18%. Det bliver heller ikke nu.
Efter toppen af Agri, med smuk asfalt hele vejen op. Grus. Masser af grus. Store brede grusveje (som jeg personligt elsker) men også masser af mindre spor, der flere steder gerne må cykles. Det er cykelmekka for grusentusiaster. Der er både variation og højdemeter nok til en god weekend. Jeg kan bestemt anbefale en weekend her, hvis grænserne forbliver lukkede, og det krilrer i maven, på grund af uforløste cykeldrømme. Mols baby!
Godt halvvejs og kaffetørsten melder sig
Egils Café og kafferisteri, et mega hyggeligt sted. Stedets hygge er lidt hæmmet af Coronaens klamme hånd, der forbyder ophold indenfor, men der er 0stadig sjæl og stemning. Jeg bestiller en kanelsnegl, i en solid hjemmebagt udgave, og Flat White. Den “nye” modekaffe som man drikker når man cykler, og kan li kaffe med mælk. En Flat White er en espresso, med lidt mælk, der ikke er skummet for voldsomt. Den smagte dejligt, men jeg burde have ofret de 9 kroner ekstra det koster, for dobbeltshot.
Det var ikke fordi jeg som sådan havde behov for dobbelt op på koffein, men fordi serveringen så utroligt tarvelig ud, i den store take away kop den blev langet over disken i. Det er naturligvis bare æstetik, men der er altså noget utilfredsstillende over at pille låget af en kop til 36 kroner, og finde den ⅓ fyldt. Det er latterligt man føler sig snydt, for et shot kaffe, er jo et shot kaffe, og der var den mælk i der skulle være. Men koppen så tom ud, næste gang, dobbeltshot!
Efter kaffe, videre ud over Mols, hvor sceneri efter sceneri står i kø og gør sig til, i søndags rammet ind af en dramatisk himmel, smukt som bare fanden. Fordelen ved at cykle alene er at man, uden at skulle forklare eller forsvare noget som helst, kan stoppe når man har lyst, og tage billeder af udsigter, og sin cykel… der står i vejen for udsigterne.
Jeg tænker nogle gange over hvordan folk der ikke cykler, betragter cykelturistens billeder. Hvorfor helvede står der en cykel og spærrer udsigten på alle billederne i den der artikel, hvad fanden sker der? Måske skulle jeg arbejde lidt med billeder uden cykel. Bare for variationens skyld? Det skulle jeg måske have tænkt over, før turen i søndags? Her er et billede af min cykel, foran en flot sø.
Paradis for storbyhipstere, hippier og dyr!
Det smukke landskab er ikke den eneste grund til at det er en fornøjelse at bevæge sig rundt på Mols. Stedet er en gammelt hippie tilholdssted, med små gårde og besætninger spredt rundt omkring. Dyrene har plads, markerne skråner, og der er skov, natur og plads. Køer, heste, grise og får, man ser det hele på Mols. Alle steder med god plads, og hvad der i hvert fald udefra betragtet, ligner et hæderligt dyreliv.
Jeg hørte også køer der kaldte på deres kalve, som jo er et vilkår i mælkeproduktionen, men kalvene så nu ikke helt små ud, da jeg cyklede forbi dem. Faktisk så de unge tyrekalve temmeligt uberørte ud, selvom mødrenes kald var tydelige. Jeg fik desværre ikke taget et billede, selvom det faktisk var et af de mere rørende momenter på turen.
Tænkte på da jeg selv flyttede hjemmefra. Tænkte på min mor der kneb en tåre (en glædeståre?) – da hun sendte mig afsted ud i verden. Det er nok aldrig let at lade sine små poder gå.
Efter 3 og en halv time i sadlen var jeg træt!
Jeg gik lidt sukkerkold til sidst på turen, et stykke franskbrød til morgenmad, en kaffe og en kanelsnegl, og en enkelt gel. Det er for lidt, når man først er hjemme klokken 15.00ish. Det kunne jeg nok have planlagt bedre, måske også derfor har jeg været godt træt her dagen efter, mere end jeg plejer at være, efter 4 timer i sadlen.
Der blev nu også givet godt gas, så meget at jeg ikke orkede at vaske cyklen før i dag. Dog fik kæden en tur med et par vådservietter, hvilket er overraskende effektivt, hvis man bare lige skal have renset kæden hurtigt. Kan i øvrigt altid anbefales, inden vask, uanset hvad du smører med, da vådservitterne fjerner nærmest alt snask fra kæden, og du så slipper for de irriterende “små sorte nister” der ellers godt kan drille.
En mega fed tur
Som på sidste uges 220km tur på vestkysten, så spillede min Roubaix perfekt med sine 33mm Specialized Tracer dæk og Black Inc Sixty fælge. Lige nu er det ikke sat op med TL, men med Latex slanger med TL snask indeni. Jeg kører med det, indtil det punkterer, hvilket jeg altså stadig har “til gode” her efter 750km på grus. Mon ikke det kommer.
Derudover kører jeg med Absolute Black klinger , 52 / 36, kombineret med en 11 / 34 kassette bagpå. Det her var i øvrigt første tur med MTB pedaler på cyklen; XTR PD-M9100 -3mm, altså med lidt kortere aksel, dem kommer der en særskilt artikel omkring, men indtil videre kan jeg konstatere at de spillede perfekt.
Link til ruten herunder, du er velkommen til at køre den som den er, eller bruge den som inspiration til at lave din egen. Vi ses på landevejen, eller på grusstien.
Husk, den der kommer ud og cykle, vinder!
GRAVEL SUNDAG : STRAVA
