Jeg har taget en beslutning, i 2020 kører jeg kun på min Roubaix. Inden den unævnelige virus gjorde sit indtog var planerne store, nu er det mere håbet om cykelløb, bare ét par stykker, jeg klynger mig til. Kan man køre bjergløbet Marmotte og gravelløbet the Rift på én og samme cykel?
Af Uggi Kaldan | Foto © AltomCykling.dk
Èn cykel og to hjulsæt, slår N+1!
Det er ingen ny idé. Cykelcrossfolket har gjort det i årevis. Èt hjulsæt til mængdetræningen på landevejen, og ét hjulsæt til raceday på de mudrede crossbaner, det når man langt med. Samtidig er de fleste af os andre blevet lullet ind i verdens bedste marketingsgimmick. N+1, svaret på spørgsmålet om hvor mange cykler du ejer. Altid én for lidt.
Jeg har aldrig ejet MANGE cykler, men alligevel havde jeg sneget mig op på 4 cykler sidste år. Når man tager i betragtning at mit skur er to og en halv kvadratmeter stort, så er det godt og vel 3 for mange. Det mente min hustru i hvert fald. Hun skal ikke have lov at bestemme alting, men alligevel tænkte jeg at jeg ville tage røven på hende i år. Hvorfor ikke prøve en sæson, med kun én cykel?
Det er naturligvis intet problem hvis man kun kører landevej, kun elsker knudrede MTB spor, eller ene og alene kører det hotteste nye gravel, som altså er lidt uspecifikt, både hvad grej og terræn angår, men de fleste er dog enige om at det er en disciplin, der foregår på grus.
Valget faldt på en Specialized Roubaix 2020, der i nyeste udgave har gjort plads til 33mm dæk, for og bag. Kun 33mm? Ja da. Cyklen har jo også lidt affedring indbygget i styret, 20mm, ikke voldsomt, men dog nok til mærkbart mindre slid på overkroppen, på mere bumlede ture, og så naturligvis mulighed for “lock out”, når du rammer fast underlag. Perfekt til en all-round rytter som mig!
Herunder ses mit “gravel set up” – hvor jeg har monteret et sæt 33mm Specialized Tracer dæk på et 60mm BlackInc hjul, venligst udlånt af importøren, til årets forsøg. En gennemkørsel af Dirty Jutland ruten bliver første prøve, og hvis det går fint, så synes jeg faktisk allerede cyklen har bestået “off road” prøven, og ruten er jo samtidig ideel til at teste et par aerohjul på, med sin lange flade profil.
Men det er jo ikke en gravelcykel?
Er det ikke? Jeg har ellers allerede testet den på gravel, og den kører både stærkt, og er komfortabel. Det eneste jeg lige nu ville overveje at skifte ud, er landevejspedalerne, ikke fordi man ikke kan køre det meste gravel med sine landevejsko, det kan man, man klikker jo ikke ud kontant. Men når man gør, så opstår der hurtigt problemer.
Træder du ned i lidt ekstra klistret mudder med dine landevejssko, så kan det være overordentligt pinsomt at få skoene til at klikke i pedalerne igen. Enhver passage til fods, på grus, gør heller ikke noget godt for sålen, på et par klassiske landevejssko, så på med “MTB” pedalerne, men ellers spiller resten, det synes jeg sgu!
Men du har jo ikke sat den op til Tube Less, det går galt! Det er korrekt det er ikke TL, og det ville jeg også have gjort, hvis hjulsættet havde været mit. Desværre har jeg oplevet at sealant, der ikke bliver vasket af med det samme, kan efterlade uheldige mærker på siden af carbonhjul, det vil jeg ikke risikere med et sæt jeg har til låns. Så jeg har altså smidt latexslanger i hjulene, den næstbedste løsning.
Kan i øvrigt berette at jeg har rullet ikke færre end 500 gravel kilometer på de oprindelige Turbo dæk (28mm) der sidder på cyklen fra fabrikken, ligeledes uden at punktere. De der latexslanger er altså ikke så dårlige endda, og det er de der Specialized Turbo dæk i øvrigt heller ikke.
Som det ses er der rigeligt med “clearance” bagtil. Findes der cykler med meget mere plads, ja det gør der. Er det her set up optimalt til ALLE forhold? Nej naturligvis ikke, f.eks. slet ikke til landevejen, inden jeg skifter hjul, men den kan æde RIGTIG meget grus, det er jeg helt sikker på, og jeg har tænkt mig at køre så meget af det jeg kan komme til, i 2020.
Hvad med landevejs set up?
Der skal naturligvis også køres noget landevej, og her kan man så vælge at mene jeg har taget et lidt sjovt valg, ved at bruge de 38mm hjul der fulgte med på cyklen, og ikke højprofilhjulene jeg har lånt. Men det der “aero is everything” skal altså have et skud på grus i 2020, skal nok berette om det giver mening, når jeg har gjort mig nogle erfaringer.
Lige nu er cyklen monteret med de dæk den er født med fra fabrikken til landevejen, 28mm Specialized Turbo, et undervurderet dæk på det danske marked, hvis man spørger mig. Til 239 kroner får man et hurtigt, holdbart dæk, der sagtens kan tåle sammenligning med mere populære dæk, men til en væsentligt lavere pris!.
28mm er dog nogle ordentlige balloner på de 21mm brede Roval C38 hjul, så her vil jeg senere på sæsonen prøve nogle lidt smallere dæk, når der skal køres landevejsløb (25mm), bare for at mærke forskellen. Jeg forventer egentlig ikke de smallere dæk er specielt meget hurtigere, hvis overhovedet, her er det nok mere mine evner og træningsiver, der i sidste ende gør det største udslag, men det er sjovt at eksperimentere, uanset hvad.
Forhelvede jeg er sulten!
Sulten efter løb og oplevelser. Har du det også sådan? Nu trænger vi altså snart til at komme ud og køre noget “cykelløb”. Personligt har jeg det efterhånden lidt svært med at holde træningsmoralen, men jeg ser flere der nærmest træner som World Tour ryttere her i lock down perioden, av hvor kommer det til at gå stærkt i de første løb, godt man kun kører for sjov!
Trods udsigten til læsterlige klø, kan man nu godt have lyst til at komme ud og cykle med andre alligevel. Mødes bagefter, drikke en øl, fortælle røverhistorier og så videre. Her ligger desværre også min største bekymring, også som løbsarrangør. For hvor meget får vi mon lov til? Ingen lader indtil videre til at have svaret, men skal jeg komme med en lille forudsigelse, så skal man nok forvente, at de fleste løb i 2020, bliver på lavt blus, på den sociale front. Jeg håber inderligt jeg tager fejl.
Vi må få det bedste ud af det – f.eks. ved at tage ud og cykle, på lige det underlag vi har lyst til, på den cykel DU synes egner sig bedst. Husk der er ingen regler – den der kommer ud og cykle, er den der vinder! Vi ses (måske kun på afstand) på landevejen – men vi ses!!