Nå så skete det. På en helt almindelig rulletur, her midt under coronakrisen, og for det ikke skal være løgn, samme dag som Bo Hamburger væltede og slog sig selv bevidstløs. Så gled min cykel ud under mig, og jeg knaldede hovedet i asfalten. 

Af Uggi Kaldan | AltomCykling.dk

Av for satan!

En helt almindelig rulletur, som jeg har taget utallige gange, de sidste mange år uden styrt, resulterede lørdag i at jeg røg i asfalten i et sving. Cyklen gled simpelthen ud under mig. Det havde lige regnet en lille byge, og jeg tog naturligvis svinget for skarpt eller for hurtigt. Naturlov.

Jeg har oplevet at styrte en god håndfuld gange under løb, hvor man satser mere, det er en del af cykling, men aldrig på en træningstur, måske også derfor jeg slog mig ekstra hårdt. Jeg var overhovedet ikke forberedt på at cyklen ville forsvinde under mig.

Men det gjorde den, og jeg knaldede hovedet i asfalten (tak for cykelhjelm, ny bestilt) – mine cykelbrillers kant besluttede sig desværre for at skære en fed flænge ned i mit kindben, og så fik jeg en hudafskrabning på hoften, et blåt mærke på foden, en forstuvet hånd, og en del småskrammer. Tak for kaffe!

Lægevagten, i coronatid?

Nå men mens asfalteksem og en forstuvning er noget jeg til hver en tid kan fikse selv, så var flængen alligevel af en karakter, hvor jeg tænkte den måske skulle syes. Det var vagtlægen enig i, og så måtte jeg jo afsted derned. Stolt? nej.

Til gengæld var oplevelsen hos lægevagten glimrende, de havde ikke travlt. Læger og sygeplejersker var i godt humør, og så kunne jeg jo ikke lade være med at sende en venlig tanke til den danske strategi under Coronakrisen. Jeg kunne måske godt selv have sat 3 sting i min kind (fordi det kan jeg faktisk) – men det var helt sikkert ikke blevet ret pænt – og det er også sjovere når man er bedøvet, at blive syet!

Min pointe er, det var jo ikke alvorlige skader jeg stod med (heldigvis), men hvor var det rart, at man uden at føle sig  til besvær, kunne tage til lægevagten, som man plejer når uheldet er ude, og blive fikset. Det synes jeg lidt mangler i debatten, når folk snakker om at vi bare skal lade mange flere blive syge, og bruge den fulde kapacitet på sygehusene, så vi hurtigt kan opnå “flokimmunitet”.

Jeg tvivler på at min kind var blevet syet, eller at de to småbørnsforældre der sad hos lægevagten, da jeg var der, med syge børn, havde haft samme gode oplevelse, hvis sygehusene kørte lige på kapacitetsgrænsen. Det skal vi ikke ønske os.

Jeg synes faktisk også det var dejligt at lægen og sygeplejersken havde god tid, og kunne spørge indtil om jeg havde slået hovedet, se på min hofte, og sætte 3 utroligt flotte sting i min kind! Tak for det.

Måske skulle man have cyklet med en ven?

Da jeg så kom hjem, og så Bo Hamburgers opslag, Bo der også kom på sygehuset, hvor der var plads til ham, heldigvis. Så kom jeg til at tænke. Han var blevet slået bevidstløs, og for ham var det jo ganske heldigt han ikke cyklede alene.

Som jeg har forstået det var han ikke ude på vilde eventyr, men var simpelthen også uheldigt, og røg af cyklen, på et tidspunkt hvor han absolut ikke havde forventet det. Jeg er glad for jeg ikke slog hovedet så meget at jeg blev slået ud, så havde jeg ligger der, helt alene.

Og her er så mit åbne spørgsmål. Er det måske ikke en meget god idé, at have en træningsmakker, i de her tider? Ikke 10 træningsmakkere. Ikke en ny makker, hver gang man skal ud og cykle, men én enkelt ven, man cykler afsted sammen med?

Uheld kan altså ske på cyklen, uanset hvor stille og roligt man cykler. Jeg er lidt konfliktet, og tænker nok lidt, at det faktisk er meget fornuftigt at cykle med en ven. Hvis man vælger ikke at gøre det, så lav en rute, og vis den til dem derhjemme. Så ved de hvor du er, og sig hvornår du kommer hjem.

Men hvad synes du? Netop fordi jeg lige har slået hovedet, så kommer jeg 100% sikkert til at rulle de næste par ture sammen med en den ene ven, som jeg allerede har cyklet et par ture med under krisen. Vi holder afstand, og kører stille og roligt, jeg synes faktisk det er ok.

Lappet sammen!

Som en lille afsluttende kommentar kan siges at jeg endte med 3 sting i kinden, som ligner det bliver meget pænt, og sikkert til et lille fint cykel ar, til evig arv og eje. Asfalteksem på hoften har fået et silikone net på (Silicone Wound Contact Layer). Et produkt fåes i forskellige mærker, og en bandage ovenpå.

Det er virkelig effektiv sårheling, og mit ret store sår på min anden hofte (som jeg pådrog mig i Belgien), der er præcis 30 dage gammelt, er allerede 95% helet! Det satser jeg på også kommer til at ske med såret her. Følg med på vores instagram, hvis du vil se mig klippe sting op på fredag, så må vi se hvordan arret på kinden bliver, og hoften, og 30 dage.

Pas på jer selv derude.