Frej er taget på jagt efter specielle cykeloplevelser. Sammen med 10 andre er kursen – inklusive alle Corona forholdsregler – sat mod Venedig, hvorfra turen går over Dolomitterne mod München. Turen på 600km er ikke skræmmende lang, men med 10-12.000 hm på 5 dage kommer benene alligevel på arbejde. De kommende dage skriver Frej dagbog fra turen, som fremfor alt handler om at prøve nye ruter og bjerge.  

Tekst og foto, Frej Elbæk

Dag 3: Stigningen der aldrig stoppede …

Oven på gårsdagens 155km og 3300 højdemeter, var det ved første øjekast skønt at se på km-tallet for 3. etape på turen fra Venedig til München for 100km lyder jo ikke af alverden. Dagens udfordring bestod så bare i, at der ligesom i går var 3300hm på programmet.

Vi starter dagen med cykelvask, for det var jeg simpelthen for træt til i går. Og så ellers morgenmad og klar til afgang. Småregnen fra i går var væk og det lignede på dette tidspunkt at solen ville vinde over skyerne i løbet af dagen – det skulle dog vise sig ikke at være tilfældet. De første 15km på cyklen var flad landevej, godt til at få benene i gang.

Efter 15km kommer dagens første test af bentøjet; Jaufenpass en 14km stigning med i alt 1250hm og en top i 2000moh, en ret fantastisk tur op gennem første skov, så ren tyroler idyl med små alpehytter langs vejen og sågar en tennisbane, der må have verdens bedste udsigt hvis man er til den slags. (se billede). Desværre har dagene også budt på lidt ”tæsk” til min cykel så kuglelejerne i mit forhjul gik i stykker over natten, hvordan det så lige kan ske. Det betød at jeg måtte tage første stigning med ekstra modstand. Heldigvis har vi Poul og Keld med på turen (svigerfar til en fra gruppens og hans ven) og de fungerer som følgebil og transport af bagage, så på toppen af Jaufenpass kunne jeg få et nyt forhjul og det var ikke mindst psykologisk godt, da alene lyden af et fornav der knirker og knager godt kan sætte sig i benene.

Efter Jaufenpass, hvor temperaturen ikke kan have været meget mere end 7 grader går det rask nedad i tilsvarende 15km mens regnen stille begynder. Godt nedkølet rammer vi dalen og beslutter at det er tid til frokost og en lille pause inden Timmelsjoch. Og måske er du ligesom mig og tænker Timmelsjoch, hvad? For det er hverken Alpe D’Huez , Stelvio eller en anden stigning man har læst om eller set på tv. Her er der blot tale om 1900hm i et langt sejt træk over 29km, med en top helt oppe i 2500moh.

Har man kørt Alpe D’Huez har den til sammenligning ca 1050hm (mener jeg). Så det var noget af en sejtrækker, og for mit vedkommende var bare med at finde laveste gear og så tage den steady til toppen, 2 timer og 19 minutter tog det mig, hvor de sidste 30-40minutter var i tæt tåge og til sidste iskold regn. Men det var fedt, selvom det godt lidt kan føles som en stigning der aldrig slutter, og jeg huskede ofte at kigge op og nyde udsigten, de store vandfald på de modsatte bjerg og de små vandløb og det skiftende terræn. Her er virkelig pænt og vejene var i dag gode hele vejen, hvilket var ekstra fedt.

På toppen af Timmelsjoch, var det bare hurtigt på med overtræksjakke og så ned ad. Temperaturen var måske 4-5 grader, så mildt sagt pisse koldt. Og igen regnede det. Heldigvis stoppede regnen efter bare 2km nedkørsel og så var det lange tørre veje, hvilket vi trængte til. Fik knaldet farten op på 82 kmt da det gik hurtigst, men ellers ligger jeg mere og kører ca 60 km/t nedad. Ingen grund til at satse og det vigtigste er at komme sikkert ned. Vores hotel lå efter ca 15km i nedkørsel i Sölden før bunden af dalen, hvilket er fedt. For synes faktisk at evt. afsluttende flade stykker kan være hårde, når man har kørt en masse op og siden er blevet afkølet på nedkørslen.

Alt i alt 100km i dag, hvor jeg fik fucked lidt op med Strava så turen er i to dele her Del 1 og Del 2.

Vi slutter dag 3 , med måske lige rigelige mængder god mad og lokal rødvin. Men det er også en del af turen, vi er her for at hygge os. Ikke for at sætte rekorder og leve på en sten.