Frej er taget på jagt efter specielle cykeloplevelser. Sammen med 10 andre er kursen – inklusive alle Corona forholdsregler – sat mod Venedig, hvorfra turen går over Dolomitterne mod München. Turen på 600km er ikke skræmmende lang, men med 10-12.000 hm på 5 dage kommer benene alligevel på arbejde. De kommende dage skriver Frej dagbog fra turen, som fremfor alt handler om at prøve nye ruter og bjerge.  

Tekst og foto, Frej Elbæk

Dag 4: ”Blockiert umdrehen, muss von deinem Freund grüßen”

Nogenlunde sådan siger manden med det store overskæg fra sin bil, mens han kører ved siden af mig på vej op af Hahntenjoch, dagens eneste rigtige stigning på ca 1100hm. Det viser sig, at der har været et jordskred længere oppe og derfor kan vi ikke komme over passet. Dem jeg kørte med lå bag mig på dette tidspunkt, så de havde overtalt en lokal til at kører op og informere mig, inden jeg kom for langt op. På dette tidspunkt var de indledende 17% ellers skiftet til behagelige 5-6% og kursen var sat. Held i uheld, så begynder mit styr at vrikke faretruende, så da jeg mødes med resten af flokken i bunden skal der lige strammes skruer og bolte.

Forud var gået 45km jævn nedkørsel i regn og blæst så vi var godt kolde og trængte til at køre op for at få varmen igen. Men til Oberammengau, dagens slut destination i Tyskland, skulle vi, så vi plotter forskellige alternativer ruter ind i vores cykelcomputere og så ellers afsted. Turen går derfor over  , der blot er et par hundrede højdemeter og 5-6% stigning, herefter tør nedkørsel og så rullende bakker og flade dalstykker. Så godt nok så fik vi ikke helt de højdemeter vi havde regnet med, men ca 1900hm for dagen bliver det trods alt til og så fik vi i dag et af turens flotteste views. For ca 30km før vi er fremme får vi 10km af den mest perfekte landevej langs søen Plansee. Jeg tror ikke jeg nogensinde har kørt på et flottere stykke landevej med den spejlblanke sø bare få meter ved siden af.

Det er tydeligt at nu hvor vi har forladt Dolomitterne og Tyrol så er stigningerne mindre hidsige og mine ben takker mig for at vi er på mere flad vej, var det da ikke liiiiige for Nils Bradtberg, der mente at vi skulle nappe 4x1km intervaller til lige at brænde de sidste krudt af. Så dermed gjort. Og så var der for mit vedkommende heller ikke mere i tanken, da vi efter 155km kommer til  Oberammengau, hvor aftenens menuen står på gris i flere udgaver og en isdessert, der i løbet af natten er faretruende tæt på at komme op igen (men det er en anden historie).

I forhold til vejret, vi er jo lidt sidst på sommersæsonen, så har vi måske været lidt til den uheldige side, med regn underbejs alle dage, og særligt starten på dagen i dag var strid. De 45km nedkørsel ville have været episke i tørvejr. Men det er også en del af cykellivet, og da solen brød igennem ved Plansee, var den oplevede følelse desto bedre. Og så skal man huske på, at det også kunne have været meget værre, eksempelvis lover de sne i weekenden i tre af de pass vi har passeret de foregående dage.

Og jeg sidder her før sidste stræk ind til München, med en følelse af, at den her måde at opleve Alperne og bjerge på i det hele taget, er den helt rigtige. Mere (natur)nydelse, masser af højdemeter, god mad, mindre fokus (for ikke at sige slet ingen) på hvor hurtigt man tager stigningerne. Det er fedt at cykle og det har det også været på denne tur.

Dagens omlagte tur findes HER