Daniel Vestergaard har kørt Agerskov Gadeløb 2015

Her i begyndelsen af august har de cykelinteresserede danskere øjnene rettet mod Post Danmark Rundt (hvilket også gælder Redaktøren), men virkelige kendere af dansk cykelsport ved at et langt vigtigere løb afvikles i samme periode, i år endda samme dag som 1. etape af førnævnte rundtur.

Af: Daniel Vestergaard Andersen

I Agerskov i Sønderjylland afvikledes der i starten af denne uge et legendarisk gadeløb der bl.a. kaldes ”det uofficielle verdensmesterskab i gadeløb” men i en periode også har været kendt som ”mestrenes kirkegård” – mange danske topryttere har indstillet karrieren efter sejr netop her, formentligt i erkendelsen af, at så bliver det ikke større.

Gadeløbet i Agerskov har også en motionsklasse og en dameklasse (og i år forsøgsvis en u-klasse), der kører hhv. 15 og 10 omgange på den 2 km lange velafspærrede rundstrækning. Rutens 3 sving byder ikke på de helt store tekniske udfordringer, hvilket er en stor fordel i tilfælde af regnvejr, som vi havde i årets udgave.

Lyserødt er hot i Agerskov, min spurt er desværre ikke så hot!

Ruten er relativt flad med bakken på Engeriis som den absolut hårdeste passage, hvilket også klart ses på antallet af tilskuere, der bl.a. griller og hepper under pavillonteltene, mens rytterne okser forbi. Det er bl.a. på Engeriis, samt ved målpassage, man kan høre de taktfaste råb; ”Lyserød! Lyserød! Lyserød!”, en hyldest til Agerskovs klassiske lyserøde trikot, der bæres så stolt af bl.a. Bjarke Vodder Nielsen, den lokale helt i licensklassen.

Med den aktuelle formnedgang in mente lagde jeg roligt ud, placerede mig bagerst i feltet (jeg har en tendens til at finde mig til rette netop der) og lod de andre om at angribe og lukke huller. Der sad en håndfuld andre ryttere der tilsyneladende havde samme plan, og nogle af dem så ret skarpe ud.

Efter 7-8 omgange var 2 ryttere kommet væk, og ved tilmeldingen havde jeg luret, at der var blomster til de 3 første, så jeg satte alt på ét bræt og angreb hen imod Engeriis-bakken. Hullet blev slået og jeg fik kontakt med de 2 forreste. Vi fandt ind i et godt samarbejde og øgede til feltet.

Da vi kørte ud på sidste omgang var vi stadig 3 mand i front og vi følte os ret sikre på ikke at blive hentet. Jeg overvejede at angribe på Engeriis igen, min dårlige spurt taget i betragtning, og som bekendt skal man altid følge den slags indskydelser. Det gjorde jeg så ikke, så jeg måtte se mig besejret af mine to følgesvende (Klaus Holmstoel og Steffan Abrahamsen) i spurten, men en podieplads og en buket blomster blev det da til (endnu et løb der skal føjes til den efterhånden lange ’revancheliste’ for 2016)

Løb og pølse + brød + øl / vand for en flad 50er, whats not to like?

Ved aflevering af rygnummer fik man udleveret en slags ’madbillet’ der kunne byttes til en grillpølse + brød samt en øl eller vand. Det er i høj grad et koncept der gør et godt indtryk på undertegnede, især når man kun betaler 50 kr. for tilmeldingen, også på selve dagen. Pølse, brød og Fuglsang øl blev indtaget mens licensklassen kørte sine 20 omgange, med indlagte spurter på 5., 10. og 15. omgang, for lige at give lidt ekstra krydderi til tilskuerne.

Der blev virkelig kørt cykelløb i licensklassen, hvor #TeamAoC’s egen Jeppe Tolbøll kørte sig til en flot 3. plads efter Silas Toftmark og Mikkel Møller. Jeppe har desuden, perfektionist som han jo er, filmet sit løb fra cyklen, videoen kan ses HER

I dameklassen vandt Signe Suhr Mortensen (tidligere AoC rytter i øvrigt) mens Oliver Salby vandt i juniorklassen. Se alle her:  RESULTATER

Kom med næste år – det er sjovt!

Hvis man går rundt og drømmer om at prøve kræfter med løbsformens (gadeløb) højere intensitet og fart, er gadeløbet i Agerskov en rigtig god mulighed. Sikkerheden omkring løbet er god, ruten er hurtig og teknisk overkommelig. Efterfølgende er der rig mulighed for at se licensklassens cykelløb mens man nyder grillpølser, øl og vand samt ikke mindst den gode stemning, hvor især opbakningen til de lokale lyserøde er imponerende. Vi ses i 2016!

PS: Redaktøren synes skribenten er meget beskeden… så her er en liste over tidligere års vindere, det er vist på sin plads :) 

Listen over tidligere vindere er fuld af legender – fra både nord og syd for Kongeåen:
2004: Poul Erik Bramsen (Agerskov CK91)
2005: Jannik Hyldtoft Hansen (Tønder ACR)
2006: Dennis Boje Nissen (TCM Tønder)
2007: Rune Udby (Glud & Marstrand)
2008: Morten Christiansen (Glud & Marstrand)
2009: Martin Wang Hjørngaard (Stenca Trading)
2010: Michael Damm (Haderslev-Starup CK)
2011: Daniel Vestergård Andersen (Christina Watches – Onfone)
2012: Kasper Asgreen (Kolding BC)
2013: Nicolai Brøchner Nielsen (Bissel Cycling Team)
2014: Rasmus Byriel Iversen (Team Campus Vejle)
2015: Silas Toftemark (Team Mascot Workwear)