Cykelnerven og AltomCykling samarbejder i første halvdel af 2026. Samarbejdet går i al sin enkelthed ud på, at vi følger ét af holdene – Team Cykelnerven Midtøstjylland 2026 – til udvalgte events. Søren rapporterer fra Cykelnervens tur til de franske alper i denne uge i juni. Du kan hver aften læse ét kapitel omhandlende dagens oplevelser.
Tekst | Søren Kuipers, Foto | Thomas Jensen & Søren Kuipers
4. etape: Alpe d’Huez – Col d’Ornon -Alpe d’Huez
Lørdag: Sidste dag er i fuld gang. Morgenen viser alperne fra deres bedste side. Endnu en morgen, hvor vi vågner op til solskin, frisk og varm luft. Sommer i alperne. Vi har det skønt.
Rytterne har to gode muligheder: Først når vi alle dalbyen Bourg. Første mulighed er således de 21 sving op mod Alpe d’Huez igen efter en lille kaffe. Det er der mange fra hold 3, som vælger, lidt færre fra hold 2.
Anden mulighed: Vi kan cykle i den modsatte retning mod Col d’Ornon, hvor stigningen kan køres fra både nord- og sydsiden inden alpen venter på resten. Altså én stigning, to stigninger eller tre stigninger. Smag og behag. Jeg vælger tre. Jeg skal ikke snydes, og jeg har aldrig mødt Ornon tidligere, så den skal jeg lære at kende.
Sværhedsgraden i dag er virkelig også forskellig. 29 kilometer og 1.100 højdemeter på den letteste model. 87 kilometer og 2.300 højdemeter med den lange. Og så kan man jo selv modificere det derimellem også.
Splittelsen er efterhånden ved at være ret tydelig. Mange ‘nøjes’ med at besejre alpen i en sidste all-out-attack. De sidste kræfter spenderes, de sidste liter sved skal presses ud, og de sidste donationskroner køres hjem.
Andre kører ufortrødent videre op mod Col d’Ornon, hvor der bliver samlet op på toppen. Mange har efterhånden vænnet sig til varmen, højden og således kører mange endda ned i den modsatte dal, og har således udfordret sig selv med Ornon fra sydsiden også inden kulminationen kommer på Alpe d’Huez. Således har man klatret først godt 10km og efterfølgende knap 14km inden Cykelnervens sidste bjerg i dette års version – Alpe d’Huez – venter. Landskabet, stemningen, roen og sceneriet er markant anderledes i dalen op til og ned fra Col d’Ornon. Den er jeg personligt virkelig glad for at opleve. Sportslig ansvarlig, Bo, leder os fint op over stigningen fra nord-siden.
Toppen kommer allerede i 1.360 meters højde og en forholdsvis hurtig, men ikke særlig stejl nedkørsel ender i en ekstremt hyggelig lille alpeflække ved navn Entraigues. Der fyldes vand ved torvets fontæne. Cola, kaffe og lidt til ganen vælger andre at gøre inden de knap 14kilometers nedkørsel bliver transformeret om til opkørsel. Stigningsprocenten fra denne side er kun lige over 4%, så det er ikke en stigning, som kræver alt for stor effort.
Alpe d’Huez
Kendt blandt mange. En stigning som på ingen måde udmærker sig via dens højde, dens sværhedsgrad, dens skønhed eller dens ældre historiske betydning i Tour de France. Ikke desto mindre er det måske én af verdens mest berømte og ikoniske stigninger. Allerede ved morgenmaden hører jeg flere, som omtaler de 21 sving fordelt på knap 14km med en vis æresfrygt.
Bevares den er da også spektakulær, når man ser de forskellige sving med navnene på tidligere vindere indgraveret, men denne opstigning vil jeg dog huske i langt højere grad for den måde Cykelnerven-ryttere klappes op på gennem de legendariske hårnålesving. De orange hjælpere er her, der og alle vegne. Selv Andreas er klædt ud djævel. Ikke som den gode, gamle, tyske Didi Senft, men mere sådan en blå smølfe-agtig-djævel. Det kan skam også noget.
Alle når toppen. Stoltheden lyser ud af de trætte danskere. Cykelnervenryttere hepper, hujer og råber, som var det en tur på afterski. Alle skal op, og alle bliver hyldet, når de ruller ind. Guldrytterne får en særlig guard of honor, og der bliver skålet og krammet, ønsket tillykke og uddelt ris, ros, skideballer og røverhistorier i et væk.
Fjerde og sidste etape er kørt. Og således har alle ryttere haft mulighed for at cykle cirka 400 kilometer og bestige omkring 11.700 højdemeter i løbet af de fire dage.
Det er en pæn sjat.
Team Midtøstjylland
Jeg har ikke berettet så meget om mit team – det hold som jeg er tilknyttet. Det er udelukkende i et forsøg på at lave reportagerne så almengyldige som muligt. Men det er jo ikke muligt, for jeg har jo ikke cyklet med alle ryttere, jeg har ikke talt med alle ryttere, jeg har ikke siddet ved siden af alle, boet på værelse med alle, grinet med alle, lidt med alle og delt oplevelser med alle. Men jeg har delt oplevelser med mange.
En særlig tak til Jan og Gunni, som er chefer på Team Midtøstjylland. De har fra dag ét taget godt imod mig og gjort mig til en del af teamet og fællesskabet som indkapsler ånden af Cykelnerven. De har fortalt, forklaret, givet anekdoter, diskuteret årstal og haft et særligt øje på ryttere, so måske lige skulle have et ekstra klap på skulderen. Tak for at tage Jer godt af mig i Danmark som i Frankrig.
Tak til Canyon-Carsten, Henrik, Frederik, Frank, Glenn-don, Thomas, Verge-René, Martin, Store-Martin, Foto-Thomas, Rasmus, Ann-Sophie og alle de andre, som jeg kan huske (eller glemme) navnene på (sorry). Der er virkelig mange, som jeg kan sige meget godt om.
Som mangeårig skolelærer ved jeg om nogen, hvad det vil sige at føle sig ‘med’ i gruppen, at føle sig inkluderet, som én af drengene, som hørende til. Det har jeg gjort lige fra starten. Tak for at lukke mig ind så åbenhjertigt. Tak for at gå ind i mig med træsko, kalde en spade for en spade – også når man er det. Det er lige til at gå til. Team Midtøstjylland har jeg lært at kende som et stærkt forankret fællesskab. Et sted hvor du med en forholdsvis lille investering kan opleve et kæmpe output. Vigtigst af alt er det netop at give noget til fællesskabet – og du vil få tifoldigt tilbage. Det har jeg været førstehåndsvidende til.
Hertil skal siges, at jeg jo af gode grunde ikke kender til alle de andre teams i Cykelnerven, men jeg har både talt med fransk-danske Frederic fra Team Nordjylland, Lars fra Team Sønderjylland, Søren fra Team Sønderjylland og adskillige andre, som jeg enten ikke har fået navnene på eller ikke kan huske. Mit samlede indtryk er at fællesskabet og sammenholdet er nøjagtigt lige så dybt forankret i disse teams, som det er i Team Midtøstjylland. Så tusind tak for det. Værn om det. Tag det ikke for givet.
Festmiddag, indsamling og hjemrejse
Når Tour de France slutter på Champs Elysées i Paris’ aftenbelyste gader, spreder der sig hurtigt en meget løssluppen, stolt og festlig stemning. Om det er 1:1 det samme skal jeg ikke kunne svare på, men stoltheden over de 9 måneders indsamling, træning, forpligtigelse og ofringer er ikke til at tage fejl af. Mange – måske særligt flere af de nye bjergryttere – har været på en personlig rejse: en personlig udvikling, hvor grænser er rykket, ambitioner er indfriet og målstregen (ens egen målstreg) er nået måske adskillige gange. Det er stolthed indkapslet i kroppe, som er trætte.
Hvad man vil, og hvad man kan. Det er ikke altid, at de to aspekter går hånd i hånd, men én ting er sikkert. Man kan prøve alt hvad man vil – nogle gange lykkes man, andre gange ikke. Jeg fornemmer en stemme i baghovedet: “Det er i bjergene, du lærer dig selv at kende.” Det er Bo’s ord sagt på en træningstur i maj på Mols. Han har ret. Jeg selv vidste det jo godt. Jeg har cyklet i bjerge i mange år. Netop fordi jeg lærer mig selv at kende der. Den voksne del af mig blev født på bjergskråninger som disse. På selvsamme bjergskråninger i Frankrig har danske motionister indsamlet de sidste penge ind til kampen mod sclerose. I denne uge har endnu flere lært sig selv bedre at kende. Tag det med
Beløbet, som er blevet indsamlet i løbet af cirka 9 måneder af 600 cykelentusiaster er i skrivende stund endnu ikke afsløret. I 2025 blev det til svimlende 15.100.000kroner direkte til forskningen imod sygdommen sclerose. Om det bliver overgået ved vi om få timer.
Lørdag aften er der festmiddag. Den begynder om ganske få timer. Der vil det blive afsløret.
Det har været et privilegie at være med på sidelinjen, få lov til at deltage på lige fod i denne – den sidste – del af indsamlingsrejsen. I kan se Jer selv i spejlet: solbrændte, indsunkne, stolte, slidte og smukke mennesker, som har kæmpet for en verden, hvor det er lettere at have sygdommen sclerose.
Tak for Jer!
Og tak fordi du læste med.
