For at noget skal kaldes et VM, altså “et verdensmesterskab” bør det pr. definition være ekskluderende, elitært og ekslusivt, ikke? – af samme årsag er titlen eftertragtet, og i cykelsporten er regnbuestriberne på trikoten, som man må bære resten af livet, ikoniske. Men er der gået inflation i antallet af stævner, hvor de eftertragtede striber kan vindes? – eller tager folk bare “motions VM titlerne” lidt for højtideligt? Det mener supermotionisten Hans Plauborg.
Tekst: Hans Plauborg | Foto Uggi Kaldan
Drømmen om regnbuestriberne
Alle små drenge og store mænd vil være verdensmester i cykling. Og i dag kan alle blive det. Ja, det handler såmænd bare om at stille op i et cykelløb, som nogen kalder for et ”verdensmesterskab” – titlen er ikke beskyttet – og så komme op og stå øverst på et podie af ofte faldefærdige træklodser med tal på.
Anerkendelsen på SoMe
Hvis arrangøren af verdensmesterskabet vil gøre lidt ekstra ud af det, har vedkommende måske fået lavet en fin trøje med flotte regnbue-striber på og købt nogle medaljer på TEMU. Og hvis der så bare er tre til start, har man jo et podium, og nogen kan efterfølgende poste på SoMe, at de saftsusemig lige er blevet ”verdensmester” – eller i det mindste har fået bronze til VM. Anerkendelsen vil strømme ind i form af likes, hjerte-emojis, kudos og hvad vi ellers har af moderne symboler på, at man er et fantastisk individ. Det er åh så fantastisk, og der er mange af den slags løb.
Gran fondo VM
Det mest iøjefaldende er selvfølgelig UCIs pengemaskine af Gran Fondo VM-løb, hvor kvalifikationskravene til det afsluttende VM er tilpas ringe til at de fleste et-benede røvere kan være med. Og ellers kan jo man altid få et wildcard. De uddeles nemlig ganske rundhåndet for inklusion er populært – også i konkurrence. Hele det cirkus skrev jeg om sidste år i forbindelse med ”VM-arrangementet” i Aalborg. Og det ville jo alt sammen være helt og aldeles uskyldigt, hvis ikke sikkerheden og det sportslige forløb omkring netop det VM-løb (og de fleste andre UCI Gran Fondo løb – se bare på ulykkesstatistikkerne for løbene i år…) var så himmelråbende elendig, at nogen med et ædrueligt blik aldrig burde have tilladt Aalborg-arragementet.
GFNY-VM og andre bastarder…
Et andet eksempel er Gran Fondo New Yorks løbsserie (GFNY) rundt om i verden, hvor man også ”afslutter” med stor ståhej, og noget arrangørerne kalder ”VM” i New York. Et VM hvor alle vel at mærke kan melde sig til og endda starte lidt længere fremme i boksen, hvis man betaler ekstra.
– Eller hvad medVM-løb for politifolk, journalister, asfaltarbejdere og syge mostre – ja ok asfaltarbejderne har nok ikke overskud til at køre VM, og de syge mostre er jo altid syge… men journalisterne afholdt i hvert fald noget, de kalder Word Press Cycling Championship, i forbindelse med l’Etape du Tour. Der var vist en 15-16 stykker til start fordelt på forskellige aldersklasser. “Wauw”.
Jeg håber, de havde et godt, spændingsmættet og meritterende VM. I hvert fald fik de noget motion og chancen for en lægge endnu en selfie på Instagram.
Man kan sige meget om alle disse VM-arrangementer, der selvfølglig kun er VM’er af navn. Filosoffen vil sige, at de er et eksempel på individualismens totale triumf i det senmoderne samfund , hvor kollektivismens ”Første Maj” for længst er blevet til individualismens, “Mig Først”.
VM skal være eksklusivt
Forstå mig ret: Det er virkelig fantastisk, at så mange cykler. Det er også glimrende, at mange vil træne hårdt, gå op i deres sport, konkurrere og køre stærkt. Der er masser af gode cykelarrangementer at deltage i. Men der er gået inflation i VM-løb og inflation fører som bekendt til devaluering.
Det ville være vidunderligt, hvis der var økonomisk og tilskuermæssig basis for rigtige amatør-/master VM-løb, hvor landstrænere udvalgte de bedste fra hver nation og satte et landshold i forskellige (alders)-kategorier. Og det ville være endnu mere fantastisk, hvis UCI kunne se en ide i at arrangere den slags VM-løb med højeste sportslig værdi som for eliten af mænd og kvinder – fx i forbindelse med afholdelsen af elite-VM. Ansatserne til noget lignende blev gjort i 2023 i Glasgow, men det stoppede der, og der er selfølgelig ikke hverken økonomi og TV-interesse i den slags løb.
VM skal være eksklusivt. Og VM skal være ekskluderende. For det er meget, meget svært at blive verdensmester i noget som helst. Det burde vi i øvrigt også lære vores børn. En komplet udvanding af VM som begreb er i hvert fald den helt forkerte vej.