Haute Route Pyrenæerne

– cykling i legendariske omgivelser under de bedste forhold

Af: Morten Pagh Tornøe // Foto: Morten Tornøe Pagh og Haute Route

Det er nogle år siden, jeg først hørte om Haute Route, og jeg var hooked med det samme. Jeg har altid drømt om at prøve kræfter med et krævende etapeløb, for at få fornemmelsen af hvor meget der kræves af én, fysisk og mentalt. Samtidig ville jeg gerne opleve fornemmelsen af at køre som en professionel, med alt hvad det indebærer af support, massage mv. Haute Route gav muligheden for dette, motionistens mini Tour de France, hvor man kommer over nogle af de mest legendariske bjerge i cykelhistorien og små brillante stigninger man aldrig har hørt om, men som bestemt var værdige udfordrere til de mere kendte bjerge både i hårdhed og skønhed.

I november 2014 gjorde jeg så alvor af drømmen og købte et startnummer til Haute Route i Pyrenæerne. Jeg havde 9 måneders træning at se frem til før starten i august 2015. Inden da var der gået halvandet år med genoptræning efter en skade, så jeg var ret nervøs, da jeg stod klar til start i Anglet ved Atlanterhavet i august 2015.

Forude ventede 7 dage, 800 kilometer og 20.000 højdemeter med flere af de legendariske stigninger man kender fra Touren; Aubisque, Tourmalet, Port de Balés, – nu var det min tur til besejre dem, sammen med ca. 400 andre cykelentusiaster. Vi er begge spændt, som vi står og venter på at starten skal gå. Jeg har min kone med som skal køre de 2 første dage af løbet, en såkaldt Compact på 296 km og 7000 hm, absolut også en seriøs udfordring.

[color-box color=” customcolorpicker=” rounded=false dropshadow=false]Fakta

Haute Route

Haute Route er et gammelkendt udtryk og kendes også som High Route eller Mountaineers’ Route. Oprindeligt er Haute Route en rute med flere variationer der bliver gennemført enten til fods eller på ski, mellem Chamonix i Frankrig og Zermatt i Schweiz, nu er den også et cykelløb, med flere variationer.
[/color-box]

1. Etape – 

Anglet – La Pierre St. Martin: 

Småregn og 15 graders varme, ikke det man normalt forbinder med Frankrig, men ved Atlanterhavet er det hele omskifteligt, ligesom det er i bjergene. De første 10 kilometer var paradekørsel ud af Anglet. 1. etape bød på 140 km og et mindre bjerg, på små 9% i gennemsnit over 12 kilometer, herefter stod den første rigtige test, La Pierre St Martin, med 24 kilometers stigning op mod mål. De første 70 kilometer er kuperet terræn, og jeg frygtede med det samme, hvordan det ville gå. Tempoet var opskruet, og grundet den lidt hektiske morgen er jeg endt langt tilbage feltet og må kæmpe mig op gennem de mange grupper, der hurtigt er blevet dannet. Alt for høj puls og kaotiske watt.

Svær start, det er ikke let, når man ikke helt ved, hvad man skal forvente af sig selv. En måned forinden kørte jeg La Marmotte og blev nummer 234, et resultat jeg var ganske tilfreds med, så jeg er  ret sikker på at formen er hvor den skal være, nu skal der bare lidt ro på. Da vi endelig rammer stigningen kommer det helt af sig selv. Flere af de lidt tungere ryttere kan ikke sidde med på stigningen og må falde fra. Jeg har ingen fornemmelse af, hvordan jeg er placeret, og jeg gruer lidt for nedkørslen, nedkørsler er generelt ikke min stærke side. Allerede i 2. sving efter toppen er det ved at gå galt, jeg får heldigvis reddet den og rettet cyklen op igen, men er dog en tur i gruset. Det sidste stykke ned tager jeg det lidt mere roligt og jeg får styr på nerverne, det hjælper.

Efter et kort fladt stykke går det igen opad mod dagens mål, La Pierre St. Martin, en lang og hård stigning, den selv samme stigning, hvor Froome satte sine konkurrenter på plads under Tour de France men nu har jeg fundet rytmen, så det kører. Da jeg endelig kommer i mål, er jeg træt, men tilfreds. Hurtigt hen til mekanikeren med cyklen, så den kan blive vasket og spændt efter til næste dags strabadser, og bestille tid til massage og så hente mad, inden vi skal transporteres til Pau, hvor vi skal overnatte de næste par nætter.

Det er et godt organiseret setup, hvor der er styr på det hele. Da vi ankommer til Pau, skinner solen, og den står på restitution for alle andre end undertegnede, der skal tilbage til Anglet for at hente den lejede autocamper. Vi havde lejet den i god tid, og det var før, vi vidste, at Line havde vundet et startnummer til Compacten. Et mindre bump på vejen, men det er noget man overlever.

Efter hver etape står den på briefing og tapas, hvor der også er præmieoverrækkelse til dagens vindere, M, K og hold samt dagens gode historie. Næste etape bliver gennemgået og nødvendige informationer bliver distribueret. Klokken bliver alt for mange, inden vi er tilbage i Pau med lejebil og autocamper, og tidligt næste morgen skal vi op og hente cyklerne hos en flink fyr ved navn Guy, som har været så venlig at passe på vores cykler natten over, så vi ikke skulle tænke på dem.

2. Etape –

Pau – Pau

2. etape har lidt færre højdemeter, men er til gengæld længere, 159 km og 2800 højdemeter, Marie-Blanque, Aubisque og Soulor, endnu 3 legender som skal besejres. Jeg er til min store overraskelse endt i forreste felt, da jeg blev nr. 71 på gårsdagens etape og skal derfor starte i en separat bås (nr. 1-75 fra forrige dags etape får lov til at starte først). Nu bliver mit mål er nu at holde mig inde i top 75 resten af ugen.

Endnu en gang er det en hæsblæsende start, hvor feltet lynhurtigt bliver sprængt i atomer. Jeg finder en gruppe, og klog af skade lægger jeg mig forrest for at sætte tempoet på nedkørslerne, så jeg ikke skal lukke hullerne bagerst i feltet. Vi er få personer i den store gruppe, der ønsker at arbejde, hvilket gør, at vi prøver at træde ekstra hårdt på de små stigninger frem mod dagens første bjerg for at smide dem, der sidder bagerst i feltet.

Da vi endelig rammer Marie-Blanque går det stadig hurtigt på den første halvdel af stigningen, inden vi rammer muren, hvor stigningen pludselig bliver 10+%. Det gør nas i mine knæ på trods af 34/28 gearing, og jeg kan se, at flere og flere træder firkanter. Men op kommer jeg og får smidt nogle stykker på vejen, som kan få lov til at hente mig igen på nedkørslen, og vi bliver igen samlet i en gruppe på stykket mellem Marie-Blanque og Aubisque.

Da vi rammer Aubisque, bliver det hele igen sprængt i stykker, og jeg fortsætter alene væk fra gruppen. Aubisque er en smuk og hård stigning. Den er lang, og der er flere passager, hvor den har dobbelt chifrerede procenter i hældningen. I depotet på toppen bliver der hurtig fyldt op i dunkene, inden det går få kilometer ned langs bjergkammen mod Soulor og nedkørslen mod Pau. På vej ned er der flere gange, hvor man ender med at skulle bremse hårdt op, fordi fårene har fundet på, at asfalt er det perfekte sted at ligge og slappe af. I bunden bliver der igen dannet en gruppe, hvor jeg sidder med en anden dansker, Hans. Vi arbejder godt sammen i den lille gruppe og ned mod afslutningen på tidtagningen, bliver der da også sprintet. Efter tidtagningen er det let rul i små 20 kilometer mod Pau.

Vejret er blevet langt bedre, og da vi rammer Pau, kan jeg hurtigt få min massage og frokost, hvorefter jeg sætter mig i sækkestolene og venter på Line, som er på vej i mål og afslutningen på Compact ruten. Det har været en fed oplevelse for hende, og hun skal nu køre med i autocamperen resten af ugen. Hun har fortalt, at hun efterfølgende ikke følte sig som konen, der bare var med, men som en del af det sociale fællesskab, da hun selv havde stiftet nye bekendtskaber under løbet. Hun synes stadig, at La Marmotte var hårdere, nok også grundet varmen, og hun skal helt sikkert køre en hel Haute Route på et tidspunkt. Om aftenen står den på crêpes med Guy og udsigt over bjergene i horisonten, et perfekt skue til en middag. Jeg har endnu 5 dage tilbage, og 3. etape byder igen på historiske stigninger.

3. Etape –

Pau – Hautecam

Hautacam er et specielt bjerg. Da jeg i år 2000 så TDF i Frankrig for første gang, var jeg på camping i Argelés-Gazost for foden af Hautacam. Det var stort at se rytterne, da de kørte igennem byen, og for en knægt på 12 var reklamekaravanen også en oplevelse. Nu er det min tur til at besejre dette bjerg. Jeg er avanceret i klassementet fra gårsdagens etape, på trods af en dårligere placering, men åbenbart havde andre haft en endnu dårligere dag, og jeg var stadig i top 75.

Endnu en gang går det i hæsblæsende tempo fra start. Manglende søvn har gjort, at min krop skal bruge ekstra lang tid på at starte op, hvilket gør de første 20 kilometer samt Col de Soulor til et helvede, hvor det bare gælder om at komme igennem. Jeg kører med Hans det meste af vejen og kører fra ham mod toppen, da jeg ved, at han henter mig på vej ned.

Hurtigt i depot og så give den gas på nedkørslen, hvor det går fantastisk. Nedkørslen er perfekt, og det er let at holde en god fart, da den ikke er for teknisk. Ned gennem Argelés-Gazost, hvor tiden er neutraliseret og mange står og varmer sig. Jeg synes ikke helt det høre hjemme i et løb bare fordi, at tiden er neutraliseret i et stykke, så jeg fortsætter ufortrødent videre til dagens store udfordring, Hautacam, en virkelig hård stigning. Luften er kølig og tåge omkranser bjergene.

Hele vejen op overhaler jeg ryttere, og da jeg kommer i mål på toppen er det i en særdeles god tid. Nu er det bare ned igen uden bekymringer, da løbet er overstået for i dag, ned til frokost, massage og campingpladsen, hvor vi har indlogeret os for natten.

4. Etape –

Argelés Gazost – Saint-Lary Soulan

Næste dag er den næst hårdeste etape i løbet med stigningerne Tourmalet, Aspin og Azet. Vejrudsigten melder om kulde og med tanken om, at man skal op i 2000 meter er det ikke et godt scenarie. Endnu en gang er det koldstart, og jeg føler slet ikke mine ben kan følge med, da jeg begiver mig ud på etapen i opskruet tempo frem mod foden af Tourmalet. Jeg sidder endnu en gang sammen med Hans og føler ikke rigtig, at jeg har benene, hvilket jeg gør ham opmærksom på.

Der er meldinger om 8 grader på toppen, og det er en tyk tåge, der omkranser bjergene omkring. Det er smukt den del, man kunne se, og samtidig kan man høre køernes klokker på bjergskråningerne. Halvvejs oppe får jeg hul og træder igennem, endelig et langt bedre tempo, og jeg stryger op gennem grupperne mod toppen. Da jeg rammer toppen, får jeg besked om, at nedkørslen er neutraliseret, en eller anden havde spredt 2 km mudder, og samtidig kan man ikke se meget mere end 50 meter frem. Der er som varslet hundekoldt, og jeg ifører mig min regnjakke og handsker for at holde varmen på den lange nedkørsel, hvilket viste sig at være et godt træk.

På vej ned stryger en Novo rytter forbi uden vest eller jakke (jeg overhalede ham senere), og i bunden står nogle ryttere og skutter sig og venter på, at en større gruppe skal samle sig, så de kan fortsætte. Hvis de havde læst profilen, ville de vide, at næste stigning Aspin startede i bunden af Tourmalet, så der ville ikke være behov for at sidde i en gruppe. Samtidig småregner det, og det er stadig koldt. Mens jeg slår en streg, stopper en russer fra Angry Boys Team (de havde en ret sjov trøje), og han klaprer tænder og kan knap nok finde, hvad der gør ham til en mand. Jeg lader russeren finde sin mandighed og sætter afsted for at starte tiden igen, jeg har ikke lyst til at blive kold.

På vej op af Aspin har jeg stadig gode ben. Jeg kan se små grupper længere fremme, som jeg træder op til og konstaterer hurtigt, at benene er rigtig gode, så jeg bliver ved med at overhale på vejen op, og på nedkørslen bliver jeg kun overhalet af et par stykker. Det lader til at blive en god dag. Det er stadig koldt på rullestykket frem mod Azet, som er dagens sidste stigning. Her sidder jeg så i ingenmandsland alene, småtræt på vej mod det sidste stykke mod mål. Jeg kan mærke, at benene ikke er færdige for i dag. I bunden af Azet er det begyndt at regne igen. Der er ikke langt til tidtagningen på toppen, og jeg træder igennem med det, jeg har tilbage i tanken og kører til toppen i 42. hurtigste tid på stigningen og bliver nr. 55 på dagen.

Da jeg kommer ned til St Lary Soulan, er jeg i godt humør, og jeg får min massage, får ordnet cyklen og spiser min frokost. Line har parkeret autocamperen på en ny campingplads, og jeg kører ned for at møde hende på campingpladsen. Det er begyndt at klare op, og man kan se paraglidere sætte af fra toppene omkring byen. Vejrudsigten ser endelig bedre ud, og resten af dagen står på afslapning, og vi har bestilt bord på en af de bedste restauranter i byen med 4 retters menu, og jeg tillader mig selv et glas vin.

5. Etape –

Saint-Lary Soulan – Pla d’Adet

Den efterfølgende dag står på enkeltstart op af Pla d’Adet, noget jeg virkelig har glædet mig til, og samtidig er jeg nervøs. Jeg har store forventninger til mig selv, da det er på stigningerne, jeg vinder tid. Om morgenen kan jeg endelig sove til mere end kl 5:30, og jeg er klar til min start. Man starter i omvendt rækkefølge i forhold til klassementet, så Lantern Rouge (som er den sidste rytter, der kører i mål alle dage, og som opmuntrer de sidste trætte ryttere, som er ved at give op) starter som den første, og føreren af løbet starter til sidst.

Det er dejligt motiverende at skulle kæmpe for at holde dem, som er foran en i klassementet væk fra en, og samtidig hente så mange som muligt på stigningen. Man starter med et minuts mellemrum midt i centrum, og stemningen er rigtig god, men samtidig er man også lidt spændt. De fleste, inklusiv mig selv, er lidt nervøse for rampen, man skal ned af ved starten (tiden starter først efter 1 km).

Efter gårsdagens etape er jeg rykket frem som nummer 65 samlet. Jeg er usikker på, hvordan jeg mine ben vil reagere efter flere dage i sadlen, kan jeg træde nogle watt, der er værd at skrive hjem om? Efter en nervøs tur ned af rampen stryger jeg hen mod tidtagningen. Pla d’Adet er stejl, 9,2 % over 10 km, heldigvis er den meget jævn, og springer sjældent mellem 4 og 15%, men ligger konstant i et niveau fra 8-10%. Den 32 kassette, jeg har fået monteret, gør også godt (fik den fra fruens cykel). Jeg har gode ben, og overhaler hurtigt canadieren, som jeg er startet efter, og bliver ved med at træde til. Da jeg rammer målstregen, har jeg overhalet en masse, canadieren overhalede mig dog igen, men jeg har hentet vigtige sekunder på ham på etapen. Min garmin skriver 324 watt i gennemsnit, hvad der svarer til 4,5 watt kg, hvilket jeg ikke har forventet efter 4 krævende dage i bjergene. Jeg bliver nummer 33 på etapen, 7 minutter efter vinderen som også satte næsthurtigste tid på Strava.

Det var en sjov og fed oplevelse, og det var et dejligt afbræk. Vi havde inviteret nogle af de andre deltagere på pandekager ved vores autocamper om eftermiddagen, og det var super hyggeligt at sidde med en skotte, en nordmand og en brite i skyggen af et træ og spise pandekager.

6. Etape –

Saint-Sary Soulan – Superbagnéres

6. og næstsidste etape er også konge etapen på årets HRP, Azet, Peyresourde, Port de Balès og Superbagnères, 123 km og 3900 højdemeter. Fra starten går det op ad den vej, jeg var rullet ned ad to dage forinden, 3 stigninger med korte nedkørsler og den sidste med neutraliseret nedkørsel, heldigvis til min fordel. Det bliver en varm og krævende dag.

Det går strålende op mod de to første stigninger, men da vi svinger ind på stigningen op til Balès, er det som at ramme en mur. Den første km er stejl, og jeg er ikke helt opmærksom, og er ved at blive kvalt i den energibar, jeg er ved at fortære. Det går stærkt med at ramme bunden, og vi klarer de 9,6 km nedkørsel på 10 minutter i gruppen, og jeg er godt tilfreds med ikke at blive sat. Turen op går med 272 watt snit og man kan nyde en fantastisk smuk stigning, som kan anbefales, hvis man holder ferie i området. Det er en krævende nedkørsel, hvor jeg heldigvis bare skal koncentrere mig om at få spist inden et længere fladt stykke mod Luchon og den sidste stigning.

I bunden kommer jeg ind i en større gruppe, samarbejdet fungerer ikke helt, men vi holder en acceptabel fart, hvor det går let op af det meste af vejen. Da vi rammer starten af dagens sidste stigning, bliver feltet sprængt i atomer, og jeg er kommet i en gruppe med nogen med langt bedre ben end mig. Jeg begiver mig lidende op mod toppen af Superbagnères og et smukt vue over de mange sneklædte toppe i området venter på toppen. Mine ben vil ikke helt samarbejde, og jeg er begyndt at blive træt. Jeg holder et acceptabelt watt snit de sidste 12 km mod toppen, og jeg kommer i mål som nummer 43, godt tilfreds med min indsats. Samlet er jeg rykket frem som nummer 56.

Der er nu kun 1 bjerg tilbage Col d’Mente, 10 km og 9,8% snit og 140 km forude. Inden jeg begynder at tænke på det, har jeg heldigvis nydt min frokost, fået min massage og om aftenen er vi ude at spise sammen med 12 andre deltagere. Det er super hyggeligt og et godt råd til andre, der overvejer at deltage, det er ikke kun for wattmonstre og topryttere, det er for motionister af alle staturer, men det kræver dog en vis mængde træning.

7. Etape –

Bagnéres de Luchon – Toulouse

På dagen for sidste etape fra Luchon til Toulouse er jeg nervøs for sidste stigning og nedkørsel, og jeg vil gerne holde min placering, selvom jeg ikke har noget at vinde. Det er endnu en hæsblæsende start. Jeg vælger en anden taktik og prøver at placere mig så langt fremme i feltet som muligt, og jeg prøver endda at gå med i et udbrud inden første stigning. De første 20 kilometer bliver tilbagelagt med 44,4 i snit, inden vi ramer stigningen. Jeg kan ikke helt træde de watt, som jeg har håbet på, men kommer acceptabelt op. Desværre bliver jeg sat på nedkørslen og sidder længe alene sammen med en schweizer.

Jeg er virkelig frustreret over ikke at kunne holde gruppen på nedkørslen, og efter lidt tid kommer en gruppe bagfra. Jeg lægger mig hurtigt op blandt de forreste, og konstaterer hurtigt, at der er få, som vil arbejde, så flere gange sætter jeg ekstra fart på for at smide nogen af dem, der ikke arbejder. Jeg får efter lidt tid og og et par håndtegn et nogenlunde samarbejde op at køre, hvor vi er 6, der kører rulleskift. Alle depoter bliver sprunget over frem mod mål, og de 92 kilometer bliver kørt på 2:20.

Da vi nærmer os målstregen, begynder flere ryttere at stikke, men bliver gang på gang kørt ind. Det er en sidste etape, som er virkelig hård, men det er fedt endelig at komme i mål. Man kører alle samlet ind til mål i Toulouse, så der er god tid til frokost med Guy, inden paradekørslen de sidste 20 minutter ind mod Toulouse.

Der er virkelig god stemning, og stolt kan man iføre sig sin Haute Route finisher polo fra Mavic og lade medaljen dumpe ned over hovedet. Det er en fed forløsning, og det er fedt at sige tak til de andre deltagere for dagens tur. I Toulouse har vi efterladt autocamperen i lufthavnen, og indlogeret os på hotel for at deltage i afslutningsfesten om aftenen, hvor den står på præmieoverrækkelse og billeder fra turen samt tapas og drikkevarer ad libitum i en flot gammel bygning. Det er en fantastisk afslutning og en oplevelse for livet.

Næste morgen er det farvel til Guy, Ingeborg, Jonas, Shezad og Domingo, som vi tilbragte en del tid med i ugens løb og nu boede på hotel med. Det er tid til at komme tilbage til autocamperen og med kursen lagt mod Livigno for at få et par dages vandring, inden turen gik mod Danmark.

Siden turen er jeg blevet ambassadør for Haute Route som den første dansker. Jeg brænder for løbet og den stemning, der er omkring det. Det er helt igennem fantastisk, god organisering og man føler sig næsten som en professionel, og der er så godt socialt sammenhold blandt rytterne. I 2016 skal jeg køre Triple Crown som er alle 3 Haute Route løb med start i Pyrenæerne derefter Alperne og Dolomitterne, 2500 km og 62.000 højdemeter over 3 uger. Jeg er spændt på, hvordan det bliver, men jeg glæder mig til at udfordre mig selv og møde nye fantastiske mennesker, mens jeg cykler i noget af det bedste terræn, man som cyklist kan finde.

[color-box color=” customcolorpicker=” rounded=false dropshadow=false]Fakta

Haute Route pyrenæerne i tal

Total distance: 812km
Stigninger: 16
Total stigning: 19,900 hm
Total nedkørsel: 15,200 hm

[/color-box]

Gode råd –

til dig der overvejer Haute Route

Du kan ikke køre 800 km og 20000 højdemeter på 7 dage uden at træne, men du kan sagtens uden at være prof.  – med god forberedelse er det en udfordring de fleste kan gennemføre.

Kør mindst 5000 km fra januar og frem til løbet i august, og brug gerne noget tid i bjerge eller på hometrainer. Prøv at køre flere dage i træk, hvor du har flere timer i sadlen f.eks. 3 dage med 4 timer hver dag, optimalt kør hver dag i en uge, hvor du når 20-30 timer i sadlen.

Det er ikke for at skræmme nogen, man kan sagtens have en god øl-dunk og deltage (Heineken er endda sponsor). Det er et meget socialt løb, og det er en stor del af oplevelsen. Jeg har fået mange venner, som jeg skal køre med igen i år.
Det er en oplevelse for livet, og når man kommer i mål i Toulouse, Geneve eller Venedig, kan man stolt hænge en medalje om halsen, der har krævet en masse sved og måske også blod og tårer, men det er det hele værd. Efter par dage, hvor du har sundet dig lidt og trukket cyklen tilbage fra DBA, står du igen med tankerne om, hvordan du skal forklare din bedre halvdel, hvorfor det lige er, at du skal bruge penge på at cykle i en hel uge igen til næste år?

Hvis det går helt galt kan det være du bliver bidt ligesom mig, mit næste mål er en såkaldt Triple Crown 2016 som første dansker – (alle 3 Haute Route løb, 2600 km og 62000 højdemeter på 3 uger)

Budget for min tur:

Betalte sidste år 10000 for startnummer (købte tidligt)… Det koster vist 12000 i år.
Mekaniker service via FBR kostede 2100 kr.
Vi havde lejet en autocamper gennem Caravan Center Nord i Harrislee vi betalte 11500 kr. for 18 dage. (inklusive en lille ferie i Biarritz først).

Alt i alt
Startnummer: 10000 kr.
Mekanikerservice via FBR: 2100 kr.
Autocamper i 18 dage 11500 kr.
Diesel og vejafgift (6000 km): 6000 kr.
Overnatning undervejs (Haute Route og transport hjem): 2500 kr.

Total: 32100 kr.

Startnummer inkluderer bla. følgende:
Mavic Haute Route Tøj, Bib, Jersey og armvarmer
Depoter
Transport af din taske (man får en rygsæk samt duffle på hjul)
Finisher Polo og Medalje
Massage og mad efter etaperne
Let mad og drikke efter briefing hver aften.
Afslutnings fest
Resten kan ses her: www.hauteroute.org

 

[color-box color=” customcolorpicker=” rounded=false dropshadow=false]Om forfatteren

Morten Tornøe Pagh

Alder: 27 år
Medlem af Ordrup Cykle Club
Ambassadør for Haute Route, Skins og HumanSpeed
Studerer Fysioterapi og har en Bachelor i Leisure Management
Er kostvejleder, TRX-, ThoraxTrainer samt Cykelinstruktør.
DGI Landevejstræner
[/color-box]