Cykelnerven og AltomCykling samarbejder i første halvdel af 2026. Samarbejdet går i al sin enkelthed ud på, at vi følger ét af holdene – Team Cykelnerven Midtøstjylland 2026 – til udvalgte events. Søren rapporterer fra Cykelnervens tur til de franske alper i denne uge i juni. Du kan hver aften læse ét kapitel omhandlende dagens oplevelser.
Tekst | Søren Kuipers, Foto | Thomas Jensen, Søren Kuipers
1. etape: Saint-Jean-de-Maurienne – Briancon
Vi er i mål. Første etape en kørt. And we are done and dusted!
En A-til-B-etape som skulle være lige til at gå til. Dagen starter også rigtig godt ud med et godt morgenmåltid, bestående af müsli, franske smørcroissanter, frugt og masser af kaffe, inden vi bliver transporteret med bus fra Briancon, hvor vi har sovet, til etapens startby Saint-Jean-de-Maurienne. En knap to timers lang bustur, hvor stemningen i bussen virkelig er intens og høj. Busturen bugter sig gennem italiens dale, de franske bjerge må vente på cykel. Som vi nærmer os stiger stemningen, og som en flok blå smølfer vælter alle ud af bussen efter godt og vel 1 times kørsel – tissepause. For de indviede: Der blevet endda lavet en Campenaerts, da bussen toilet var lukket.
Vi er afsted og hurtigt rammer vi Lacets de Montvernier: snørrebåndsstigningen som den med rette kaldes. En skøn stigning, som giver os alle muligheden for en benåbner. Enkelte kører særdeles hårdt. Husk på – der venter cirka 3.000 højdemeter.
På hold 1 kører vi direkte videre mod den – for mig – ret ukendte Col du Grand Sapey. Det skulle vise sig at være en større udfordring end først antaget. I takt med at temperaturen passerer 30 grader rammer vi de sidste to kilometer. 23% til en start og 13,5% i snit til slut. Fantastisk at blive mødt på toppen af soundboks, heppekor, slik og frisk vand. Igen en dag fuld af fantastisk forplejning.
Vi cruiser videre gennem dalen mod sydøst, hvor det meget mere berømte søskendepar Col de Telégraphe og mastodonten Col du Galibier venter. Inden opkørslerne er der heldigvis indlagt et behageligt frokost-stop. Der mangler intet, når man er afsted med Cykelnerven. Heller ikke her. Det er bare at stige på.
Varmen er hård, og som toppen af Telégraphe nåes runder termometeret 40 grader. Det sætter sine spor, og det tager sine ofre. Flere må kapitulere. Dehydrering, mavekramper og overophedning gør, at flere må lade sig transportere lidt af vejen hjemad. Mange kommer dog i gang igen.
Col de Galibier. Ja, Galibier er jo som Galibier er. Lang, hård, åben, modbydelig og gudesmuk. Har du endnu ikke cyklet den, så er der kun ét råd. Cykl den!
På samtlige kilometer er der en kanon stemning. Der bliver heppet, givet klap på skulderen, et stille ‘kom så!’ og givet high-fives og krammere, når bjergene besejres. Coaches kører i orange, du kan altid spotte én af dem, skulle du få brug for et hjælp, råd, spørgsmål eller bare en at følges med. De blå ryttere er de ‘menige’ soldater. De kører ihærdigt rundt. Sveder, kæmper og samler ind, mens de knokler. Slutteligt har vi de guldbeklædte ryttere – rytterne som kører rundt med sygdommen sclerose. Min dybeste respekt til alle deltagere i Cykelnerven. Men guldrytterne er helt særlige.
Vi slutter dagen af med 40km nedkørsel til hotellet hjemme i Briancon. Vi er sent hjemme. Der bliver spist, drukket og hygget inden sengetid.
Staff og hjælpere omkring Cykelnerven briefer, giver beskeder, tager imod feedback og konstruktive forslag. Det er virkelig en fed organisation, hvor meget er planlagt, men menneskene bag formår virkelig også at omstille sig.
Jeg ser frem mod i morgen
Morgendagens etape skal nok blive en udfordring for alle igen. Det bliver en torsdag med endnu en A-til-B-etape.
Det er lækkert og virkelig en fed måde at komme rundt i terrænet på. Efter et tidligt morgenmåltid kan dem med bebudede drømmeben (Hold 1) få sig en dejlig benåbner op ad Col du Granon; en stigning brugt i de nyere versioner af Touren – av, den ser led ud – og den kommer allerede efter 4 km af dagens etape! Så er vi dag ligesom i gang.
De to øvrige hold (Hold 2+3) springer Granon over og tager den direkte vej over humane Col du Lautaret. En lang men utrolig jævn stigning. Alle kan være med, og her skal alle Cykelnervens ryttere over. Efter en god lang nedkørsel er der placeret et depot strategisk ved dæmningen, hvor Col de Sarenne vender mod nord og Les Deux Alpes mod syd. Hold 2 og hold 3 skal op til skisportsstedet Les Deux Alpes, hold 1 skal køre direkte op ad Col de Sarenne. Sarenne er en bagvej op til Alpe d’Huez. Sarenne er nn naturmæssig spektakulær stigning, som er alt det Alpe d’Huez ikke er – øde, skøn, rå, ensom og ujævn. Afsluttende kører vi lige ned og runder de sidste 5 km op ad Alpen.
Vejrudsigten ser lidt lumsk ud sidst på dagen, men igen er radiatoren skruet godt. Peter Tanev, som er én af ambassadørerne, bifalder starttidspunktet kl.9.00. “Så når vi da en to-tre timer i varmt vejr; inden det bliver rigtig varmt!”
Tak fordi du læste med.
Du kan læse kapitel 3 i morgen aften.
PS: Canyons cykler er rigt repræsenteret. Canyon er sponsor på Cykelnerven, og den Ultimate, som jeg kører rundt på, den kører eddergodt!