HS 6100 var i søndags vært for årets første cykelløb – for mit vedkommende. Det skulle vise sig at blive en hård – og begivenhedsrig – men bestemt også positivt ladet dag for mit vedkommende. En dag, der på alle måder oversteg mine forventninger!
Af: Keen Frisk
“Keen, nu skal du altså til at stå op..!” Med disse ord startede dagen for mig, med min kones blide røst, klokken 0545. Vækkeuret var sat til 0530, men det fik jeg åbenbart slukket uden at reagere mere på det. Starten skulle gå lidt uden for Haderslev klokken 0930, men da jeg er bosiddende i Randers skulle der lige lægges knap to timers køretid til, og da jeg samtidig skulle samle mig lidt indtryk til dette skriv, havde jeg dikteret klokken 0600 som afgangstidspunkt for min lille familie, der tog med på dette eventyr.
Mine forventninger var ærligt talt lidt afmålte. En overbelastningsskade bremsede en ellers god træningsmængde tidligere på året, og den bevirkede at jeg først er kommet ud at cykle igen for en måneds tid siden. Derfor var jeg ikke overbevist om, at jeg helt var klar til 78 kilometer med nummer på ryggen, og alt hvad det medfører af køren over evne osv., osv.
Ruten til løbet så rigtigt lækker ud, og da jeg kommer en en del i det sønderjyske, var jeg fuld af (falske) forhåbninger om, at det sgu’ da bare ville være en nem tur i det flade marsklandskab… Det skal så siges, at da min gang i det sønderjyske primært er centreret omkring Tønder havde jeg lige gjort regning uden vært der… Ruten skulle byde på knap 500 HM, hvad der er tåleligt når man plejer at cykle omkring Randers – men mit ‘mindset’ havde fået undervurderet det lidt…
En anden grund til bekymring var, at vinden (markeret med den blå pil) lovede os 6-7 m/s. Det er heller ikke urimeligt, men jeg mangler rutine i at køre i grupper (hvis jeg da finder en at køre med) og derfor meget tit finder mig selv ligge alene, med vinden lige på næsen. Der var altså en fin chance her for at nyde 35 kilometer med vind lige på næsetippen, og ingen at køre med. Derfor var humøret ikke det højeste – på trods af min søns formaninger om, at min fede cykel (ROSE XEON TEAM CGF – læs test her på sitet om kort tid) jo var superhurtig! “Ja, men hvad hjælper det, når benene sikkert er helt til rotterne?” – mumlede jeg, mens jeg slubrede en latte i mig på vej sydpå i bilen.
Før løbet
Sikkert ankommet til Starup Skole trissede jeg over for at få mit startnummer, og mærke målområdet. Allerede fra starten herskede der en dejlig ro, og overalt hørtes den skønne sønderjyske dialekt som jeg holder så meget af. “Er det dig fra #Altomcykling?” Det måtte jeg jo erkende, og hurtigt derefter stod jeg med mit startnummer i hånden, og ønsket om en god tur og et ‘mojn’ hængende i luften.
Cyklen blev hurtigt samlet og efterset, chip monteret på hjelmen og startnummeret sat fast på trøjen. Der var fine omklædnings- og toiletfaciliteter, der som altid lugtede af tynd mave og varmecreme, og inde i omklædningsrummet stod den navnkundige Uggi Kaldan AKA redaktøren og blamerede sig. Vi fik en hurtig snak, og et par lige så hurtige grin, hvorefter jeg gik op og så småt begyndte at gøre mig klar.
Deltagerne på den lange rute skulle afsted en halv time før os, så jeg skulle lige se starten,og vise teamtøjet frem, så folk kunne se, at ‘vi’ var dernede – stærkt repræsenteret med tre ryttere (og en i parantes – da formanden for HS6100 også kører for Altomcykling, men desværre havde prøvet sin cykelhjelm ret grundigt af til fredagens enkeltstart i Randers. Men han var der, og han var i uniformen – men han kørte desværre ikke…)
Roen og freden i startområdet herskede hele dagen, og da jeg stillede mig klar til start de anviste 10 minutter før, skulle der gå 9 før der kom andre derud. Skønt at slippe for stress og jag, og opleve folk tage den helt med ro op til et motionsløb – det savner jeg lidt i ‘min’ ende af Jylland. Jeg troede at jeg havde stillet mig sådan, at feltet ville komme op foran mig. Det var så ikke tilfældet – så i mit første løb i klubuniformen, fik jeg lov at føre feltet ud af byen, og i gang med dagens udfordringer.
The race is on!
Vi starter ud med at være meget samlet, og feltet skiller sig slet ikke de første knap 10 kilometer. Her er vi stadig i medvinden, og selvom der er al den uro man oplever blandt urutinerede ryttere, går det godt omend der er rod i føringerne. Efter 12-15 kilometer er vi delt i to større grupper og en del mindre grupper, og vi drejer om i modvinden. Jeg sidder hele tiden og venter på, at knæet skal gøre et væsen af sig, men det gør det ikke – og håbet om et godt løb begynder så småt at røre på sig.
Vi kæmper alle sammen i vinden – desværre er der igen rod i føringer/skift, så selv om benene var til det kom jeg ikke rigtigt op og hjalp til. Det går dog godt, og benene virker hele tiden klar til mere. Uroen i gruppen gjorde mig lidt utryg (særligt på grund af to bekendte, der var styrtet i weekenden) så da chancen bød sig lagde jeg mig op i den forreste tredjedel, og her sænkede roen og trygheden sig over mig, og jeg kunne fokusere mere på at disponere min kræfter. Mange snakkede om ‘Kalvø-bakken’, så jeg sad og sparede lidt til den.
Efter knap 40 kilometer kommer vi op til perfekt afspærret (fantastisk arbejde af Race Marshalls) 90+ graders sving hvor jeg midt i svinget kan mærke, at mit baghjul giver et ryk, og jeg hører styrtet bag mig… Jeg holder mig på cyklen, og ser tilbage, at den eneste kvinde i gruppen ligger på asfalten. Jeg tænkte hurtigt, om jeg ikke havde holdt min bane – det mente jeg bestemt – men jeg besindede mig, steg af cyklen og gik tilbage for at se om hun var okay? (God stil Red.)
Der var også to andre, der hjalp hende – så da hun sad på cyklen skyndte jeg mig over på min egen før syren begyndte at melde sig.
Lidt senere finder jeg en lille gruppe, som jeg følges med et kort stykke. Jeg er dog ret høj på adrenalin, så jeg vælger at give den en over nakken for at hente lidt af den tabte tid. Rundt i et 90 grader sving, og står den der altså bare! MUREN, de snakkede om. “hold da kæft, den er stejl, den her” hører jeg mig selv sige, og 34/28 findes frem næsten hurtigere end det elektroniske gearskifte kan følge med. Bakken bliver stejlere og stejlere, og på et tidspunkt stod der 16% på min Garmin – der var ingen opadvendte tommelfingre for det valg af bakke herfra!
Pulsen var et stykke over 190, farten et stykke under 10 km/t og blodsmagen i munden var ikke til at tage fejl af. Bakken var ikke ret lang, men det er også det eneste positive, der var/er at sige om den!
Herefter er vi ude af modvinden, og jeg ender (som altid) med at ligge lidt på mellemhånd og kæmpe lidt i sidevinden. Farten er dog tilfredsstillende, så jeg passer mig selv og får spist og drukket efter den plan jeg havde. Med 20 kilometer igen fanger jeg en jeg havde talt med tidligere på dagen, og vi er begge glade for at have en at køre med. Jeg kigger mig tilbage, og ser en lille gruppe der jagter os. Jeg vil gerne prøve formen af, og kører mig frem og sætter et tempo jeg kan klare. Min ‘makker’ faldt fra og blev fanget af de andre, så jeg lå (igen) alene.
Medvinden gav dog vinger, og jeg tænkte at de s%¤#/ ikke skulle få mig uden kamp..!
Jeg gav alt, og knoklede på for at holde dem bag mig, og det virkede til at lykkes. Jeg var dog ved at være ‘færdig’, så jeg vidste ikke om den gik. Over på en skærm på Garmin’en, der kun viste puls og fart og så måtte den få, hvad der nu var tilbage. Der blev gravet dybt, men jeg holdt dem bag mig og endte med at slutte på en 22. plads – knap 7 minutter efter vinderen. For mig er det et godkendt resultat, eftersom jeg måtte holde stille og give en hånd – så mavefornemmelsen var god bagefter!
Løbet som helhed
Jeg oplevede ikke nogen slemme fodfejl på dagen, og HS6100 har formået at stable et godt (lille) løb på benene. Hele tiden hersker der en rar stemning, og løbet tages ikke for mere end hvad det er – nemlig et motionsløb.
Hjælpere, og Race Marshalls gjorde det fantastisk – og jeg følte mig i meget sikre hænder i langt størstedelen af løbet. Der var en enkelt bil, der ikke holdt tilbage – men det var ikke RM’s skyld – for han bandede godt nok højlydt efter føreren.
Der var energi og vand i målområdet, og som sagt tidligere var det fine faciliteter til bad- og omklædning. Rigeligt med parkeringspladser var der også, så logistikken var en fornøjelse at være en del af.
Superfedt løb, som jeg kun kan anbefale, hvis man tør vove sig ned på de kanter.
PS: Redaktørens oplevelse på den lange… helt kort!
Jeg kørte den lange sammen med Daniel Vestergaard, som desværre lidt sent fik annonceret selvsamme bakke som Keen også kæmpede med, der røg jeg desværre af fronten og ned i gruppe 2.
Fik dog holdt kæden fint stram og vandt spurten i anden gruppe hvilket kastede en fin 12. plads af sig – rigtigt godt tilfreds.
Er helt enig med Keen, Haderslev Næs motionscykelløb fortjener ros for afslappet stemning, fantastisk rute og alt i alt super godt arrangeret, turen til Haderslev kan kun anbefales.