I første weekend af juli afvikles motionsløbet Mors Rundt. Det skulle blive min debut i løbet – og det er ikke sidste gang jeg stiller til start – et rigtig godt arrangement. Løbet bevæger sig geografisk rundt på hele den skønne ø, Mors, og under særdeles velordnede forhold kan man vælge mellem distancerne 38, 70 og 112km. Jeg stillede op på den lange rute, men på denne dag havde en del af min øvrige familie gjort mig selskab, hvorfor dette løb blev grundigt evalueret.

Af: Søren Kuipers / Foto: Christian Lauridsen og Stefan Øst

Smukke og afvekslende ruter

Alle de tre ruter tager sit udgangspunkt i Nykøbing og kører mod syd. Ruterne slanger sig i et varieret landskab i en fin blanding mellem kortere stykker på hovedveje og masser af indbydende små fine asfaltveje. 112km-ruten løber desuden langs vandet det meste af vejen rundt, og specielt den nordlige del af Mors byder også på bakker, knolde og masser af tekniske kurver. Har man aldrig oplevet Mors før, så videregives her mine bedste anbefalinger: oplev denne skønne ø og hvorfor ikke på cykel. Det er en smuk oplevelse.

Løbet bliver skudt planmæssigt i gang i startområdet, hvor deltagerne har kunnet forsyne sig med rundstykker, kaffe, vand mm. Starten går og feltet bliver ledt forbilledligt rundt af flere racemarshalls, som bestemt holder trafik på afstand og desuden anviser om grus, kæmpe vandpytter og større huller på vejene – det er god stil.

Fænomenal organisation

– det var en stor fornøjelse at opleve

Ruterne er godt skiltet af, og der er mange flagvagter, som tilmed holder trafikken (den smule der nu var) tilbage. Der er fint placerede depoter på alle ruter, og som rytter føler man sig tryg på flere planer.

Jeg stiller som sagt til start på den lange rute, og mit indtryk er, at feltet er ret stort med en vis spredning i niveau. Jeg bruger de første 10-15km på at finde min plads i den forreste del af feltet; dog uden at virke for synlig. Jeg har en plan om at spare så mange kræfter, jeg kan, i håbet om at sidde med i finalen. I år har jeg kørt mindre end tidligere, men efter en femdages cykelrejse til Italien har jeg fået mod på at sidde med, hvor det virkelig er sjovt. Vil det lykkes, så er det første gang i denne sæson.

Efter 25km knækker feltet over, og jeg sidder de næste 6-7km i det røde felt og lukker diverse småhuller og får kørt mig op blandt de forreste. Så meget for at spare sig. Vi finder en fin rytme og cirka halvvejs sidder vi vel en 16-18 mand, som alle er godt kørende, men vi tager ikke alle et lige stort slæb – jeg springer også over mange gange.

Det er dumt at drømme om podie

– og så lade 5 mand køre væk…

Da vi nærmer os den nordlige del af Mors, kan jeg mærke, at flere af de lokale ryttere virker anspændt, og jeg opdager hurtigt, at det skyldes den mere bakkede del af ruten. Jeg selv sidder efter knap 70km allerede med småkramper og gruer noget for bakkerne. Der er blevet kørt stenhårdt i sidevinden, og jeg har flere gange været lige ved at ryge af viften. Hold kæft de vestjyder lærer sgu at køre i vind. Nuvel; jeg må klare bakkerne så godt, jeg kan og ellers håbe, jeg finder en gruppe.

Men da opdager jeg forskellen mellem at konkurrere i Vestjylland og i Østjylland (hvor jeg oftest huserer). Bakkerne bruges her i langt mindre grad som afsæt til angreb, og jeg sidder godt med over alle steder. Håbet stiger, og jeg begynder så småt at sidde at dagdrømme om en podieplacering, men pludselig må jeg være faldet helt i søvn. Feltet er knækket og en 5-6 ryttere er stukket af. Jeg forsøger at forcere tempoet og lægger mig frem, men finder hurtigt ud af, at de er stukket i pivmodvind: dem ser jeg sikkert ikke igen.

Vi ender med at sidde seks mand i gruppe 2, og specielt to ryttere tager føringer, som selv Lars Bak ville nikke anerkendende af. Jeg selv tager mit slæb og en kæmpe haglbyge med 13km til mål ender med at bekomme mig vel. I Italien kørte vi af og til i kolde regnbyger, så jeg har tilvænningen. De øvrige i gruppen virker mere påvirkede af vejret. Ind mod Nykøbing rammer vi en strid modvind og fanger et par ryttere, der er smidt af frontgruppen: der sidder tre tilbage. På en lang lige vej aner vi dem, men jeg kan hurtigt aflæse, at det ikke er muligt at nå dem. Jeg må køre efter 4.pladsen.

 

Finalen

– kom så ben! 

Opløbsstrækningen er en større vej, hvor der efter en rundkørsel er cirka 400 meter mere, så et skarpt venstresving ind mod mål og 100meter mere let opad. Jeg sidder i tredjeposition og føler mig ovenpå: der åbnes, jeg kører med, men pludselig kører rytteren ved siden af mig tværs ind over græsset og skyder vel en 8-12 meters genvej. Jeg holder de resterende bag mig og tænker: det havde jeg ikke gjort for en 4.plads. Ergo – jeg bliver samlet nummer 5 på dagen, kører rundt med knap 40km/t i snit og er cirka 2 min efter vinderen. Mine ben fortæller mig: vær tilfreds!

Jeg var faktisk ikke alene til start

– der var både venner og familie med

Vi stillede fire til start på den lange. Og vi havde fire forskellige oplevelser. Jens, min 70 årige rejsemakker til Italien, kommer fint rundt, om end han må sande at 500ml væske ikke er nok til 112km, så han måtte stå i depot i 5 min. og tanke op. Desuden udnyttede han den mindre vægt på cyklen, da han efter 40km smed sin cykelpumpe (kender man Jens, så ved man, at det gjorde ondt at tabe den).

De andre to kommer også i mål, men begge med lidt blandede oplevelser. Den ene synes, at punkteringer er noget pis, og den anden oplever at manglende træning og kramper hænger alt for godt sammen.

Derudover kørte en enkelt fra familien 70km-ruten, som også var en fed rute, og det eneste minus var et par brækkede dækjern og en punktering, men det overskyggede ikke den samlede oplevelse.

Slutteligt kørte min kære hustru den korte rute på sin mountainbike. Hun er i rimelig form, og dette løb var hendes debut. Hun kørte over en halv time hurtigere, end hun havde forventet, og hun holdt også alle på mere end 80 år bag sig i spurten. Det var hun tilfreds med. Hun blev hun nummer 9. Mon ikke hun nu bedre forstår vigtigheden af, at vi cykelryttere bare må og skal køre til Sønder Langtvæk diverse lørdage og søndage, når cykelsæsonen ruller. Desuden råbes der i skrivende stund: ”SKRIV JEG ER GRAVID.” Hermed gjort, og det er ikke lyv.

Et lys i mørket

– på Mors er der ingen biler :D

Min bror, som kørte med blandede oplevelser pga. de mange kramper, var ikke meget for at finde superlativerne frem. Men da jeg sagde, at der måtte have været noget godt, bemærkede han mellem en slurk øl og en bid pølse: ”Det er sgu meget fedt, at der ikke rigtig er biler på Mors – det skal de roses for!” Og hermed gjort. Han fandt trods alt et lys i mørket, og midt i denne bunke af roser vil jeg dog anfægte én ting, som kunne være fedt. Forplejningen efter løbet var ikke speciel god. Der var vand og energidrik. Resten oplevede jeg, at man skulle købe sig til. Det kunne være cool, om der lige var kræset det sidste for én – netop hjemvendt fra en uforglemmelig rute rundt på Mors: Mors Rundt!

Vi ses igen!

//Søren Kuipers