Hold nu kaje det var fedt at være ude og køre cykelløb igen. Under nedlukningen har der ikke været mange løb og flere af dem der har været, har jeg selv afholdt, så dem kunne jeg af gode grunde ikke deltage i. Det tog også en del mere tid at arrangere i år, end det plejer.  Da jeg endelig nåede til foråret, og havde trænet for lidt, var jeg alligevel TOTALT klar til at køre mit første løb, Ribe-Tønder-Ribe. Det blev som bekendt en alt for kort omgang, 10km, styrt, smadret hånd, fejlbehandling, mere pause. ÆV! 

Af Uggi Kaldan | Foto Uggi Kaldan & Vibeke Meyhoff

VM i Jernbanecykling, årets blot 2. gennemførte løb!

Forrige weekend var jeg endelig tilbage, i en eller anden form, (læs dårlig form), da jeg deltog i den østjyske klassiker, Bakkeløbet. Det blev blev en opvågning. Godt nok havde jeg feber om morgenen, hvilket naturligvis kan bruges som delvis undskyldning, men kort og godt var jeg bare i pissedårlig form, og jeg er også blevet noget fed under nedlukningen. Det ses på coverbilledet herover, med alt tydelighed. Dårlig form og for mange kilo følges ofte ad, og kombinationen er ærlig talt ikke god, når man er cykelmotionist som mig, med hang til at melde sig til de længste distancer der tilbydes, uden skelen til højdemeter.

Ikke desto mindre glædede jeg mig helt vildt til endnu et jysk “væddeløb”, nemlig nyklassikeren VM i Jernbanecykling. Håndlavet cykelløb kalder arrangøren Per Hansen det. Løbet afvikles for 4. gang, uden officiel tidstagning og med håndskrevne startnumre, og en startliste så retro, at det ligner den er skrevet på en ægte manuel skrivemaskine, hvabehar!. Løbet er på mange måder enkelt, men Per er en ferm historiefortæller, hvilket smukke plakater, retrostartlister osv. osv. minder én om. Løbsarrangøren er måske også skyldig i at være nostalgiker, men ikke mere end moderne cykler også velkomne til hans løb, tak fordi vi også må være med, selvom vi hverken kører i uld eller på stål, det er stærkt at lade stil og stilarter mødes, på tværs af overbevisninger og ståsteder. I sidste ende er det jo kærligheden til det at cykle der tæller, ikke hvilket noget grej du kører på der tæller.

Lad os køre noget race…

Efter indskrivning var der en kort race brief, hvor Per annoncerede at starten ville blive delt i to, alligevel var det dog de fleste der cyklede afsted i gruppe ét. Lidt mere håndfast effektuering af den beslutning havde været på sin plads, men det er vist også den eneste lille kritik jeg kan komme på, til et dejligt afslappet organiseret løb, med styr på alt det, der skal være styr på. Per gav en fin lille orientering og nævnte nogle steder vi skulle passe på, der som sædvanlig fløj komplet henover hovedet på mig.

Når sådan et løb starter, så kan jeg lige præcis huske nul angivelser, der er givet lige inden løbsstart. Det er ingen kritik, fedt arrangøren tager sig tiden til at nævne potentielt farlige steder, det er blot en konstatering af egne manglende evner til at huske den slags. Jeg husker noget med nogle sveller med skarpe kanter, der viste sig at være ganske lette at forcere (i hvert fald i tørvejr) og en farlig nedkørsel, jeg synes ikke vi mødte deciderede farlige nedkørsler, det skulle lige være den sidste lille nedkørsel, kort før mål. Den var lidt “frisk” – men jeg var alligevel for træt til at bremse på det tidspunkt, og man kører nu engang bedst nedad, når man bremser mindst muligt, så “no problem”.

Per nævnte også muligheden for at blive velsignet i den lokale kirke, hvor præsten stod klar, noget jeg valgte ikke at tage mig tid til, i min iver efter at komme afsted. Jeg er ærlig talt ikke ret troende og slet ikke rettroende, men har haft mange fine samtaler, med adskillige danske præster gennem tiderne, og min eneste fortrydelse efter løbet var, at jeg ikke benyttede mig af dette tilbud. Der svigtede min journalistiske næse mig, selvfølgelig skulle jeg have ladet mig velsigne, det må blive næste år, mega sjov idé.

Der var en helt fantastisk fed stemning ved starten, faktisk overhovedet ikke ret “race-orienteret”. Alle virkede til at de glædede sig til en dejlig dag på rammen, og nu kan jeg kun tale for den knap så store gruppe 2, men vi kørte i hvert fald alt andet end race, til at starte med. Vi cyklede ud af Vejle i nogenlunde samlet flok. Der blev stoppet ved rødt lys, og kørt to og to, på cykelstien, som foreskrevet af løbsledelsen, indtil vi kom ud af byen.
En perfekt start.

Drømmeruten blev til et mareridt

VM i Jernbanecykling, hvad er det egentlig? Helt enkelt er det et løb, der for en stor dels vedkommende forløber på mindre veje og stier, samt nogle lange segmenter, der tidligere var jernbanespor, men nu er udlagt til vandre / cykelstier, på grus. Løbet byder på 220km, med trods starten i kuperede Vejle, er der ikke mere end 1000 højdemeter der skal forceres. Jernbaner viger ikke, de indordner sig ikke, de bugter sig ikke opad bjerge, men skærer sig igennem dem, måske formaster de sig til at sno sig en smule, men aldrig med skarpe sving, jernbaner er RET kedelige på den front. Da jernbanerne havde deres storhedstid, var naturen noget der måtte vige for civilisationen. Faunabroer? Pfft… Der blev dog bygget nogle broer, til togene, ikke til dyrene, og dem var der også nogle flotte udgaver af, på den her rute.

[perfectpullquote align=”full” bordertop=”false” cite=”” link=”” color=”” class=”” size=””] “Vastus Medialis og Semimembranosus skændtes gevaldigt om hvem der havde førsteretten til udstrækning”[/perfectpullquote]

Det lyder næsten som et eventyr, gør det ikke? En eventyrlig rute, med lange, mere eller mindre lige stræk af ubrudt grusvej, uden nævneværdige stigninger, eller sving for den sags skyld. Stort set ingen biler, og heller ikke mange mennesker, trods det gode vejr. Det startede også med at være fedt, men ærlig talt, det blev hurtigt en mental prøvelse, at bevæge sig fremad, på de uendelige stier. Når et sving en sjælden gang i mellem nærmede sig, var det svært ikke at slippe et lettelsens suk. Du tror mig måske ikke, men det er seriøst sværere, end man lige skulle tro, mentalt, at kæmpe sig igennem VM i Jernbanecykling, og det har i den grad sin charme. Jeg elsker en god mental udfordring!

Jeg havde på dagen allieret mig med Ulrik Johannesen, og vi havde aftalt at følges ad, i hvert fald så længe det gav mening, hvilket det gjorde hele vejen, på nær fra km 85 til 95km, hvor jeg fik lyst til at se hvad benene egentlig kunne. De kunne tage en flot lang føring i 10km, og så kunne de ikke mere. Når man får ros fra dem man følges med, for at have taget en lang, og flot føring, så ved man at man har arbejdet alt for meget… men sjovt var det.

Nogle få kilometer efter måtte jeg ydmygt stå af cyklen og pleje bentøjet, der stod spændt som et flitsbue. Vastus Medialis og Semimembranosus skændtes gevaldigt om hvem der havde førsteretten til udstrækning, hvilket enhver cykelrytter kender som , krampe når jeg står op, krampe når jeg sidder ned -udfordringen… det fører som regel til en ufrivillig pause, og det gjorde det også for mig. Medicinen er til gengæld lige til, stille og rolig udstrækning, og væske, masser af væske. Det virkede.

Samtidig kunne jeg fylde lidt luft i bagdækket, på mine vidunderlige lyserøde dæk (aldrig har jeg fået så mange kommentarer for et sæt dæk i en cykelløb) – der havde tabt noget luft undervejs. Hvordan det var sket forbliver et mysterie. Der var intet snask på rammen, eller synlige læsioner at se, men blødt var dækket, og pumpet blev det. Læs i øvrigt om mit set-up til turen, lige HER!

Selfsupported – man bliver lidt træt… af sukker!

Nogle kilometer længere fremme på ruten, kom jeg heldigvis forbi et lille lokalt supermarked, der tilbød alt hvad hjertet kunne begære af bananer, pastasalat, sandwiches og kager. Jeg købte nogle bananer, og nogle kager, men undlod rigtig mad. Fejl! Da jeg kom ud fra supermarkedet, holdt Ulrik netop ind, han havde kørt mere jævnt og fornuftigt, men var også klar til at fylde op. Jeg havde forsøgt at køre lidt stærkt, den gik ikke, nu kunne vi ligeså godt følges til mål, og sådan blev det.

Ulrik købte heller ikke noget rigtig mad, og det endda til trods for at vi samtidig med vores stop, stødte på supermotionisten, og Dirty Jutland XL vinder fra tidligere i år, Vibeke Meyhoff, der viste rutinen, og spiste en pastasalat, det skulle vi også have gjort, Ulrik og Jeg.

[perfectpullquote align=”full” bordertop=”false” cite=”” link=”” color=”” class=”” size=””]”der var absolut ingen grund til at forlade en ven, der havde trukket mig gennem min krise, bare fordi jeg nu var lidt ovenpå.”[/perfectpullquote]

I stedet fortsatte vi på sukker, og det betød at vi gik helt og aldeles døde (især mig) ca. 10km inden Grindsted, og med omkring 45km til mål. Heldigvis var Ulrik med på at finde et sted i Grindsted, der serverede noget solid føde, også selvom vi lige måtte rulle et par kilometer af ruten for at finde et egnet sted (Kvickly). Vi fik os begge en toast med skinke og ost, og jeg fik en cocio og en cola, samt fyldt vandflaskerne op. Jeg vil ikke sige jeg følte mig bedre kørende bagefter, og Ulrik gjorde slet ikke, men efter 10km kom der alligevel lidt liv i stængerne igen. Rigtig mad FTW!

Hvor det inden Grindsted var Ulrik der havde trukket mig i mindst 20 kilometer, var det nu mig der kunne give lidt tilbage, og Ulrik der et par gange forsøgte sig med et; “bare kør”, som er den klassiske bemærkning man hører fra sin makker, når der er ved at være tomt i tanken. Men det skib var sejlet, jeg havde forsøgt mig, og der var absolut ingen grund til at forlade en ven, der havde trukket mig gennem min krise, bare fordi jeg nu var lidt ovenpå.

Få kilometer efter genfandt Ulrik i øvrigt benene, og jeg fik endda et smil ud af ham, på løbet sidste, lidt tricky nedkørsel. Vi hev hinanden igennem, det er jeg sikker på, tak for turen Ulrik.

Fedt og hårdt løb.

Igen en weekend hvor jeg havde masser af krise, og kampe med mig selv. Flere gange overvejede jeg at udgå, kunne jeg tage en taxa hjem? Går der ikke et tog fra Grindsted til Vejle? Hold kæft de er latterlige de her jernbanestier, og hvad sker der med alt den krampe??? – Er det måske fordi jeg lige er blevet vaccineret, måske er det farligt at fortsætte? Hjernen er god til at finde på ganske overbevisende grunde til at du både må og bør stå af og komme hjem, når kroppen er træt.

Men jeg gjorde det ikke, og det er altså en fed fornemmelse når man kommer i mål. Jeg har kørt mange på papiret langt hårdere udfordringer end VM i Jernbanecykling, men en udfordring er nu engang betinget af den form man er i på det givne tidspunkt man begiver sig ud på den, og jeg har også været i MEGET bedre form, end jeg er lige pt. det er helt sikkert.

Så den har var ligesom forrige weekend en rigtig prøvelse, og derfor er jeg også ekstra glad for medaljen Per havde klar da jeg kom i mål, for jeg kæmpede en hvis legemsdel ud af bukserne for at få den, og har det rigtig godt med at kunne kalde mig Verdensmester i Jernbanecykling 2021.

I løbets første udgave, hvor omkring 10 mand stillede til start, var det i øvrigt en håndsoprækning der afgjorde hvem der skulle være årets verdensmester, men Per, der helt sikkert er lidt dogmatisk, selvom han gemmer det godt bag sit charmerende smil, er samtidig også dejligt praktisk anlagt, tænk at det kan kombineres, men det kan det altså. Han kunne godt se det ville blive noget besværligt med mange de flere deltagere, som han fuldt fortjent har fået til start i sit fede løb, hvis de skulle stemme om en vinder, så derfor har han besluttet at alle der gennemfører, kan kalde sig verdensmestre, og bliver behørigt hyldet.

Vi ved naturligvis godt alle sammen at vi ikke er rigtige verdensmestre, det hele er jo bare for sjov, men sjovt på den absolut bedste måde. Tak for at skabe et super fedt event Per, bliv ved med det!